Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Clarice’ skriver sig ind i tradition for serier om kvindelige efterforskere i mandeverden

FBI-agenten Clarice Starling, som verden lærte at kende i ’Ondskabens øjne’, har med ’Clarice’ fået sin egen tv-serie, der skriver sig ind i en spændende tradition for at skildre kvindelige efterforskeres udfordringer i en mandeverden
I tv-serien ’Clarice’ må den unge FBI-agent Clarice Starling (Rebecca Breeds) ikke kun kæmpe med sin egen grumme fortid, men også med omverdenens krav og manglende tiltro. Foto: Viaplay

I tv-serien ’Clarice’ må den unge FBI-agent Clarice Starling (Rebecca Breeds) ikke kun kæmpe med sin egen grumme fortid, men også med omverdenens krav og manglende tiltro. Foto: Viaplay

Kultur
13. februar 2021

Da FBI-agent Clarice Starling var otte år gammel, forsøgte undervisere på hendes skole at forbyde nogle bestemte bøger. Hun gik til sin lokale pastor og spurgte: »Hvilke menneskers historier er værd at fortælle, hvilke menneskers historier er værd at høre?«

Og pastoren svarede: »Lad aldrig nogen anden beslutte det for dig.«

Den historie fortæller Clarice (Rebecca Breeds) i slutningen af første afsnit af en ny tv-serie, Clarice. Hun bliver spurgt, hvad den morder, hun jagter, hedder. Men for Clarice er hans navn ikke det afgørende. Det er derimod ofrenes navne, og hun gentager dem. De er vigtige at huske, deres historier vil hun gerne være med til at fortælle.

Det er på én gang en hensigtserklæring og en besværgelse fra Clarices side. Det handler om at give kvinderne magten og identiteten tilbage, og det handler om at generobre den kontrol med eget liv, som hun mistede, da hun et år tidligere stod ansigt til ansigt med seriemorderen Buffalo Bill.

»For at være en overlever, er man nødt til at have været et offer. Jeg gjorde bare mit arbejde,« siger hun til sin FBI-udpegede terapeut, der skal vurdere, om hun er klar til at arbejde – hun har stadig voldsomme mareridt efter sammenstødet med Buffalo Bill, der endte med, at hun dræbte ham og reddede hans seneste offer. Bill og hans gerninger hjemsøger Clarice, og indimellem må hun kæmpe for at ikke at miste fodfæstet.

Kvinders død som underholdning

Clarice, der er skabt af Jenny Lumet og Alex Kurtzman, skriver sig således ind i en spændende tradition for på film og især tv at skildre kvindelige politibetjente, efterforskere og detektiver og de problemer, de tumler med, ikke mindst på grund af deres køn. Det er samtidig en tradition, som i de seneste år er begyndt at dreje sig i nye og mere progressive retninger.

Selv om Tobias Lindholms Efterforskningen ikke har en kvindelig efterforsker i centrum, er den alligevel et godt eksempel på det, Clarice Starling taler om i første afsnit af ClariceEfterforskningen, der handler om opklaringen af det brutale mord på den svenske journalist Kim Wall, er blevet prist for sit fokus på Kim Wall, for ikke at nævne morderen ved navn – eller vise ham – og for ikke at svælge i billeder af den dræbte kvindes lemlæstede lig.

Også amerikanerne har taget godt imod The Investigation, som serien hedder på engelsk, og i onlinemagasinet Slate skrev anmelderen Karen Han i januar, at »hvert eneste valg, Lindholm foretager, peger væk fra true-crime-genrens svaghed for at udnytte kvinders død som underholdning«.

Fra miss Marple til Jane Tennison

Den kvindelige efterforsker eller detektiv er ikke en ny opfindelse. Tværtimod. Allerede i 1920’erne og 1930’erne introducerede dronningen af den britiske krimi, Agatha Christie, verden for uforlignelige miss Marple, der adskillige gange siden har fundet vej til tv-skærmen.

Miss Marple er en aldrende pebermø, som er skarpere og har større psykologisk indsigt end alle de politimænd, hun møder i historierne. Alligevel må hun finde sig i alverdens fordomme om sit køn og sin alder – præcis på samme måde, som Christies anden store detektiv, belgiske Hercule Poirot, ofte bliver konfronteret med den xenofobi, der gennemsyrede datidens britiske samfund.

År nul i forhold til moderne, nuancerede skildringer af kvindelige efterforskere, især på tv, er dog Lynda La Plantes banebrydende, syv sæsoner lange Mistænkt (1991-2006). Helen Mirren spiller en blændende dygtig kriminalkommissær, Jane Tennison, der mødes af et mestendels mandligt miljøs mistro og modvilje og begynder ikke bare på nul, da hun får overdraget sin første mordsag som efterforskningsleder, men på minus.

Hun bliver modarbejdet fra første sekund af sine mandlige underordnede, og hendes mandlige overordnede synes at håbe på, at hun fejler og dermed beviser, at det dersens ligestilling er noget pjat. Og så bliver der naturligvis spredt rygter om, at hun har bollet sig vej til toppen – ligesom der ses skævt til hendes udfarende seksualitet, som ellers ville have været et adelsmærke, havde hun været en mand.

Den ensomme, kvindelige ulv

Heldigvis udvikler samfundet sig, også i Mistænkt, og i de efterfølgende sæsoner har det i højere grad været Jane Tennisons kantede væsen og problemer med alkohol, der har stillet sig i vejen for hendes arbejde. Hun bliver så at sige til en ny version af den traditionelt mandlige ensomme ulv, der gør tingene på sin helt egen måde og ikke bryder sig om autoriteter.

Også her har Tennison og Helen Mirren banet vejen for en række markante efterfølgere, to af dem endda fra Danmark og Norden: Sarah Lund (Sofie Gråbøl) i Forbrydelsen (2007-12) og Saga Norén (Sofia Helin) i Broen (2011-2018) er begge dygtige til deres arbejde, men har svært ved at indordne sig og dele arbejdsbyrden. De er som besatte af deres job og fravælger af samme grund – mere eller mindre bevidst – det konventionelle familieliv, der har det med at stille sig i vejen for en efterforskning. Det er igen karaktertræk, vi ofte ser og accepterer hos mandlige efterforskere i film og tv-serier, men takket været Mistænkt og Forbrydelsen har kvindelige efterforskere også fået lov til at folde sig ud og være knap så dydige og kønsstereotype i deres livsvalg.

Se bare på Gillian Anderson i The Fall (2013-16), Mireille Enos i The Killing (2011-14), den amerikanske version af Forbrydelsen, Sandra Oh i Killing Eve (2018-), Elisabeth Moss i Top of the Lake (2013-2017) og Claire Danes i Homeland (2011-20). Det er alle kvinder og professionelle ordenshåndhævere, der har rod i privatlivet – fra parforhold til mental sundhed – og dét i en grad, så det påvirker deres arbejde mere eller mindre heldigt. Og det bringer os tilbage til Clarice Starling, der faktisk kom til verden – i hvert fald i sin filmudgave – samme år som Jane Tennison, nemlig 1991.

Mindeværdige scener

Vi lærte hende for alvor at kende i Jonathan Demmes 30 år gamle Ondskabens øjne (Silence of the Lambs på engelsk, baseret på en bog af Thomas Harris fra 1988). Clarice Starling er en ung, endnu ikke færdiguddannet FBI-agent (spillet af Jodie Foster), der af sin chef, Jack Crawford, bliver bedt om at besøge kannibalen og seriemorderen doktor Hannibal Lecter i fængslet for at få Lecter til at hjælpe med at fange en anden seriemorder, Buffalo Bill – således kaldt, fordi han ikke blot fanger og dræber sine ofre, men også flår dem og bruger deres hud.

Mindeværdige er de scener, hvor en nervøs Clarice første gang står ansigt til ansigt med Hannibal the Cannibal (Anthony Hopkins), og han nådesløst dissekerer hende – hendes gode taske, billige sko og opvæksten på landet – og pirker til hendes usikkerhed. Men hvor han også lover at hjælpe hende, hvis hun fortæller ham noget om sig selv, noget personligt og privat. På den måde lykkes det Lecter, der er uddannet psykiater, at bore sig ind i hovedet på den unge kvinde og fremkalde smertefulde minder om hendes elskede far, der var sherif og blev slået ihjel på arbejdet, og den hjerteskærende lyd af forårslammene, der skrigende ventede på at skulle slagtes på den gård, hvor Clarice blev sendt i pleje.

Mødet med Lecter bliver på sin vis en del af Clarices uddannelse – hun synes at blive stærkere af det – men hvad konfrontationen med Buffalo Bill i hans rædselskabinet af et hus reelt gør ved hende, får vi aldrig rigtig at vide.

Politisk mineret farvand

I sin fortsættelse til Ondskabens øjne, Hannibal – og Ridley Scotts filmatisering fra 2001 – sprang Thomas Harris syv år frem, men Clarice skruer tiden tilbage igen, og serien foregår altså blot et år efter hændelserne i Ondskabens øjne. Clarice er tilknyttet FBI’s adfærdsafdeling – der, hvor man laver psykologiske profiler af gerningsmænd – da hun bliver beordret til Washington af den nyudnævnte justitsminister, Ruth Martin (Jayne Atkinson). Ruth Martin er også mor til Buffalo Bills sidste offer, Catherine Martin, som Clarice reddede, og som nu selv kæmper med efterveerne af den grumme oplevelse. Blandt andet derfor har Ruth Martin oprettet en specialstyrke, der med veteranen Paul Krendler (Michael Cudlitz) i spidsen har til opgave at stoppe seriemordere.

Den mangel på respekt og den chauvinisme, Clarice første gang mødte i Ondskabens øjne, eksisterer stadig i FBI i Clarice. Hun er en af få kvinder i organisationen, og der er flere sigende scener, hvor den lille, spinkle agent næsten forsvinder blandt sine kolleger, der for det meste er høje, brede mænd. Men Clarice er også en fighter, der nægter at lade sig stoppe – af sin chef, sin terapeut eller minderne om sin døde far og Buffalo Bill.

Hun er dog nødt til at lære at navigere i det politisk minerede farvand, som specialstyrken befinder sig i. Ruth Martin er en ambitiøs kvinde, og selv om hun er taknemmelig over, at Clarice reddede hendes datter, så bruger hun også den på grund af Buffalo Bill-sagen så berømte FBI-agent til at profilere sig og sit politiske projekt. Alle vil have noget af Clarice Starling – alle forsøger at tage styringen fra hende – og det gælder for hende om at holde fast og ikke lade sig udnytte.

Et farligt spil

Og Clarice Starling er god til sit arbejde, og hun vil gerne accepteres og respekteres som en dygtig FBI-efterforsker, ikke kun en skrøbelig kvinde med traumatiske oplevelser i bagagen. Hun har behov for og insisterer på retten til at fortælle sin egen historie. Omvendt forstår hun at vende sin tilsyneladende skrøbelighed til en styrke: Hun spiller svag, indynder sig og trænger på den måde ind i hovedet på de forbrydere, hun jagter. Hun bruger så at sige Hannibal Lecters teknik og får dem til at åbne sig for hende ved selv at åbne sig for dem.

Det er et farligt spil, hvis man er sårbar, men det virker, og det bliver en art gestaltterapi for Clarice, hvor hun uddriver sine dæmoner gennem arbejdet – og ved at fortælle ofrenes historie, der dermed også bliver hendes egen. På den måde har hun i virkeligheden endnu mere kontrol over sit liv end andre af de kvindelige efterforskere, hendes tv-version er en slags videreudvikling af.

Det bliver interessant at se, hvordan Clarice udvikler sig, både serien og mennesket. Om hun via Jenny Lumet og Alex Kurtzman kan holde fast i, at det er kvindernes historie, der er værd at fortælle, og om hun selv på et tidspunkt endelig får set mørket og ondskaben i øjnene og indser, at hun var et offer for Buffalo Bill, men også at hun overlevede, og at offerrollen ikke behøver at definere hende.

’Clarice’ har premiere på Viaplay den 14. februar. Der kommer et nyt afsnit hver uge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her