Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Den Danske Strygekvartet demonstrerer en frygtløs navigation gennem Beethovens monstrøse finale

Beethovens sidste strygekvartetter er radikale fornyelser ofte i et bizart tonesprog. En af dem – opus 130 – bliver her taget under behandling hjulpet af en række album, der tegner en hundredårig fortolkningshistorie
Den Danske Strygekvartet honorerer i rigt mål, hvad man måtte ønske sig i teknisk og æstetisk forstand i Beethovens ’Große Fuge’

Den Danske Strygekvartet honorerer i rigt mål, hvad man måtte ønske sig i teknisk og æstetisk forstand i Beethovens ’Große Fuge’

Peter Hove Olesen

Kultur
23. februar 2021

Ludwig van Beethoven færdiggjorde sine fem sidste strygekvartetter i 1825-26 efter 15 års pause fra genren.

Der kom en uventet bestilling fra en musikelskende russer, fyrst Nikolaj Galitzin, Beethoven (1770-1827) accepterede, men først måtte han afslutte noget andet: Symfoni nr. 9 og Missa solemnis. Han var døv og plaget af alvorlig sygdom, og skaberkraften var gået ind i en fase med fornyet åndelig-religiøs kraft. Beethoven fortalte en bekendt om at sidde under aftenhimlen og lade sig overvælde af afstanden til stjernerne og den urkilde, hvorfra alt det skabte strømmer.

Det er i det lys, man skal forstå en del af baggrunden for de fem strygekvartetter, som gerne identificeres alene ved deres opusnummer. De er blevet karakteriseret som fremtidsmusik på grund af den disruptive innovation, den omvæltende behandling af satstyperne og det ofte bizarre tonesprog.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her