Den Danske Strygekvartet demonstrerer en frygtløs navigation gennem Beethovens monstrøse finale

Ludwig van Beethoven færdiggjorde sine fem sidste strygekvartetter i 1825-26 efter 15 års pause fra genren.

Der kom en uventet bestilling fra en musikelskende russer, fyrst Nikolaj Galitzin, Beethoven (1770-1827) accepterede, men først måtte han afslutte noget andet: Symfoni nr. 9 og Missa solemnis. Han var døv og plaget af alvorlig sygdom, og skaberkraften var gået ind i en fase med fornyet åndelig-religiøs kraft. Beethoven fortalte en bekendt om at sidde under aftenhimlen og lade sig overvælde af afstanden til stjernerne og den urkilde, hvorfra alt det skabte strømmer.

Det er i det lys, man skal forstå en del af baggrunden for de fem strygekvartetter, som gerne identificeres alene ved deres opusnummer. De er blevet karakteriseret som fremtidsmusik på grund af den disruptive innovation, den omvæltende behandling af satstyperne og det ofte bizarre tonesprog.

Det gælder i særlig grad Strygekvartet nr. 13 i B-dur, opus 130 – den anden kvartet i gruppen – lagt ud i seks satser i stedet for de normalt fire. Førstesats og finale i den første version af værket er de længste, og de spejler hinanden med deres mangeperiodiske struktur. De fire mellemstående satser kan man opfatte som mere kortfattede karakterstykker.

Beethoven kaldte den komplekse finale for Große Fuge, men under indtryk af det generelle postyr efter den første opførelse på grund af netop denne sats valgte han at komponere en ny og kortere finale, hvorefter Große Fuge blev udgivet som et selvstændigt værk. Det er imidlertid blevet almindeligt at opføre opus 130 i den oprindelige version.

På min færd omkring værket kommenterer jeg otte album, tilgængelige på Spotify. De repræsenterer en fortolkningshistorie, der går fra nutid og 100 år tilbage, med udgangspunkt i den spanske Casals Kvartet (2020).

Febril spansk puls

Førstesatsen i opus 130 blander to elementære udtryk: den rolige melodiske udfoldelse og den hidsigt pulserende tonestrøm. Og på denne kurs gennem B-dur og Ges-dur varierer Beethoven dynamikken for næsten hver takt, det er uforudsigeligt og ophidsende. Man kan fornemme den såkaldte sonateforms principper: to kontrasterende temaer i satsens tre faser, den gentagne eksposition, gennemføring og reprise, men indholdet så at sige overskyller skabelonens kasser.

Casals kvartetten giver et skarpt formuleret bud på satsen. Pulsen er en smule febril, men de behersker den uregerlige dynamik, klangen er lys og hælder til det vibratoløse, og samhørigheden virker stålsat med et lidt kontant udtryk.

Den Danske Strygekvartet (2019) griber det anderledes an. Her mærker man et varmere drag over opførelsen, den synger mere, klangspektret er rigere, omslagene i dynamikken kommer ikke lige så voldsomt, pulsen er roligere. Det er to meget interessante optikker.

Den med rette legendariske Amadeus Kvartet (1965) støder nu til for at minde os om et Beethoven-spil fra en anden tid. Kvartetten bestod af tre østrigere af jødisk herkomst, som blev tvunget i engelsk eksil i 1938, og efter krigen dannede de ensemblet med en engelsk cellist. Åbningssatsen i opus 130 demonstrerer, at kvartetten hyldede den klassiske Beethoven, man fristes til at sige, at det lejlighedsvis lyder som en fremskreven Mozart. Der er flugt og lethed, man går absolut ikke til yderligheder, den musikalske diskurs er kultiveret og afrundet. For 50 år siden kunne man ikke forestille sig Beethoven fortolket med større kompetence og skønhed.

Manisk danseshow

Nu følger suiten af fire sublimt varierede karakterstykker. Andensatsen er kort og meget hurtig – Presto. Det er en scherzo, kommer som en hvirvelvind og efterlader lytteren på halen. Førsteviolinen – kaldt primarius – sætter luften i svingninger med et tyst og manisk danseshow i mol, der snart forvandler sig til en overgiven spillemandsopvisning i dur.

Igen er det interessant at sammenligne vor tids fortropper med fortidens. Den franske Ébène Kvartet (2020) er især i teknisk henseende et vidunderensemble, de kan holde tungen lige i munden i et ustyrligt race. Men ikke nok med det, med både ultralet buetryk og støj på strengene fremmaner franskmændene en dæmonisk side af komponisten, faktisk som en mærkværdig foregribelse af den romantiske ånd i Hector Berlioz’ storværk Fausts fordømmelse (1846).

Heroverfor kommer den østrigske Alban Berg Kvartet (1979), endnu et af en ikke fjern fortids beundrede ensembler, til at stå noget blegt. Det er tydeligt, at ingen tone må være forceret, skønhed er førsteprioritet, selv fyndige udbrud får ikke den percussive karakter som hos Ébène. Men denne ædle centraleuropæiske klangkultur er alligevel en velgørende modvægt til vor tids herskende spillestil med kant.

Lavmælt retorik

Vi skal berøre de to langsomme satser. Tredjesatsens andante er i bevægelse, men ikke for meget, angiver Beethoven, og bevægelsen går på karakteren scherzoso (spøgefuld). Det er i sandhed en hjertegribende scene med fire talende musikere, hvor alle bidrager med varsomt formulerede replikker, og konversationen bliver ganske animeret uden at skabe uvenskab.

Casals kvartetten er fryd at lytte til, i et tempo, der forekommer at ramme Beethovens hensigt, og det retoriske samspil foregår lavmælt og underfundigt i klart artikulerede betydningsnuancer. Det kunne være inspireret af historisk informeret opførelsespraksis, men når man derefter hører den østrigsk-franske Mosaïques kvartetten (2017), som bekender sig til en sådan med originalinstrumenter, er udbyttet nedslående – fattigt på finmotorisk mangfoldighed og lige så afgørende: humoristisk sans.

Femtesatsens adagio bærer overskriften cavatina, som betyder en enkel sang, og her kaldes der på musiceren i legato (sammenbundne) linjer med primarius som den melodiførende. Det er en ekstraordinær indadvendt og emotionel sats. Der spilles sotto voce (med dæmpet stemme), og også de tre understemmer deltager med melodiske fraser, der beriger hinanden. Ganske umærkeligt indfinder et endnu svagere mellemspil sig, blot 10 takter. Primarius fremstammer en indestængt klage i frapperende kontrast til den forudgående harmoni, »Beklemmt« (forpint), skriver Beethoven, og man ved, at omtalen af disse takter gang på gang hensatte ham i den dybeste bevægelse. Klagen forsvinder, og kavatinen genoptages.

Den amerikanske Emerson Kvartet (1994) giver sig hen til en homogen og uhyre legato styret udførelse, de giver sig tid og lader musikken klinge tæt på den menneskelige stemme, hvilket ikke mindst gør den forbigående klage særligt gribende.

Gå nu otte årtier tilbage til den tyske Busch-Kvartet (1941), hvis primarius, Adolf Busch, grundlagde ensemblet i 1913, den eneste tilbageblevne fra originalbesætningen i indspilningen, der blev foretaget efter emigrationen til USA. Hos Busch bemærker man en svunden spillestil med glidende bevægelser mellem to toner i længere afstand – portamento – det sker her og der som et diskret ekspressivt middel. Denne versions varighed er præcis lig Emersons, og det er bemærkelsesværdigt, hvor tæt de ligger på linje med anvendelsen af det vedvarende ekspressive vibrato.

Monstrøs finale

Große Fuge må være den ultimative tilkendegivelse af Beethovens beundring for Johann Sebastian Bach. Det er ikke en akademisk fuga, som Bach ville have opbygget, derimod en blanding af sonateform, fuga og fantasi.

Selve fugaen med to temaer er en vildtvoksende mangestemmighed i alle instrumenternes registre, hvor den horisontale tematiske dimension behersker forløbet. Det vertikale harmoniske plan bliver med de mange sammenstød mellem stemmerne en vanskeligt gennemskuelig klangmasse. Men undervejs lysner satsen op i mildere konfrontationer, hvor den udkrystalliserer og raffinerer stoffet, for til sidst at kaste sig ind i en afsluttende coda.

Det er en monstrøs finale, som er en af grundene til, at man har kaldt de fem strygekvartetter gale.

Den Danske Strygekvartet honorerer i rigt mål, hvad man måtte ønske sig i teknisk og æstetisk forstand i denne »sehr große Fuge«, som Stravinskij kaldte den. De viser en ekstraordinær sensibilitet i den rugende indledning og de neddæmpede mellemspil, og deres frygtløse og kloge navigation gennem det kontrapunktiske stormvejr er bjergtagende lytning.

Således er Den Danske Strygekvartets version stærkt anbefalet, hvis man vil nøjes med at fordybe sig i kun én. Men ensembler som Cuarteto Casals og Quatuor Ébène ånder dem godt nok i nakken.