Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En død far spøger i Christian Dorphs nye digtsamling

Christian Dorph kredser i nye, kraftigt følelseslastede digte om en far, der trak sig, blev initiativløs
Christian Dorphs nye bog hedder ’Jeg slog min far ihjel’, fordi jeget har en tilbagevendende drøm om selv at gøre en ende på smerten, nu hvor faren snød ham for en afsked, der var til at tage og føle på.

Christian Dorphs nye bog hedder ’Jeg slog min far ihjel’, fordi jeget har en tilbagevendende drøm om selv at gøre en ende på smerten, nu hvor faren snød ham for en afsked, der var til at tage og føle på.

Laerke Posselt

Kultur
26. februar 2021

»Fortiden hører ikke op,« fastslår Christian Dorph på en fritstående linje i sin nye digtsamling, som sagt i al korthed kredser om trist, traumatisk erindring. Om et par forældre, der tog sorgen fra deres børn, forhindrede dem i at føle sorg, og specielt en far, som hele tiden dukkede op og forsvandt. »Han var der og var der ikke.« Han trak sig »og ryddede alle hindringer af vejen. Til sidst rydder han sig selv af vejen«.

Når bogen på trods heraf hedder Jeg slog min far ihjel, skyldes det jegets tilbagevendende drøm om selv at gøre en ende på smerten, nu hvor faren snød ham for en afsked, der var til at tage og føle på: »Han snød mig for sorgen. Han tog sorgen med i graven. Han tog alt med, rub og stub,« da han, som der andetsteds står, »sank fra sygdommen og ind i døden«.

Det er ikke første gang, at en død far spøger i nyere dansk litteratur. Tænk blot på Bjørn Rasmussens Ming (2015) eller Harald Voetmanns Amduat. En iltmaskine (2018). Ej heller er det første gang, man læser om døde forældre hos Dorph. I forgængeren En drøm om kærlighed (2013) blev det beskrevet, hvordan mor og far ustandseligt blev eksponeret ind i det voksne liv, automatisk ’kaldtes frem’ foran kærlighedens aktuelle genstand.

Heri læste man også følgende, siden uforglemmelige, sætning: »min mor lærte mig alt om kærlighed det var i den bedste mening« – moren, hvem jeget ideligt spurgte, hvordan faren egentlig var, helt på samme måde som faren skulle fortælle, hvem moren inderst inde var, inden hun endte »med kræft i leveren i brystet bugspytkirtlen«.

Denne model med at spørge har det lyriske jeg nu lagt på hylden og forsøger nu selv »at komme hen til sorgen«, rekonstruere den. Han »sprætter det op og får det til at ske igen. Igen og igen«. Forsøger atter at sætte minderne sammen »på en anden måde, små brudstykker af ingenting, en forstyrrelse i hjernen.« Metoden, bogens fremgangsmåde, beskrives således: »Jeg fjerner betingelser, tager alting væk. Jeg fjerner årsager.« Den gennemgående bestræbelse går i retning af metaforfattig konkretion. En smuk undtagelse kan for eksempel lyde: »Døden som en ringetone for ørerne, pulsen og nervernes tråde, deres forlængelse ind i evigheden.« Eller Christian Dorph kan sige, at tiden er »presset sammen til en stanniolkugle«.

Rekonstruktionens resultat falder i to omtrent lige store halvdele, af hvilke den første overvejende er af fortællende og beskrivende art, den anden langt mere springende, og ikke mindst spørgende:

Er det angsten, der gør, at vi ikke?

Er det angst, at vi ikke?

Er det lyset?

Er det tankerne, der gør det?

Er det øjnene?

Er det vores forvirring?

Er det kærligheden?

Er kærligheden en drøm i evigt mørke?

Sådan står i bogen et af de centrale digte, som i den nye udgave af Højskolesangbogen (dog i en lidt anderledes form) ledsages af Thorbjørn Krogshedes hypnotisk urolige melodi. Denne genanvendelse ude i det fællesmenneskelige er rar at tænke på, for det lader sig ikke nægte, at Jeg slog min far ihjel peger kraftigt indad mod det personlige og private rum. Det knugende, triste præg forstærkes af en formelig opmarch af (lidet varierede) gentagelser. Kan man måske sige det sådan, at Dorphs samling undervurderer læseren og overvurderer den ekspressive dimension – på bekostning af sit potentiale som igangsætter af indtryk? I hvert fald føler denne læser sig mindre som en aktivt delagtig part og mere som en udenforstående iagttager, når det hedder, at følelserne går amok og eksploderer, uden at digtene for alvor detonerer.

Men om man vil, kan denne fornemmelse muligvis understrege digtsamlingens overordnede klage – den som på første side formuleres sådan: »Kan sorgen komme før døden? Kan slutningen komme før begyndelsen?« Ja. Måske. Hvorfor ikke, betragtet fra en tilstand, hvor »alt er forpurret, overstået og udslettet«?

Christian Dorph: ’Jeg slog min far ihjel’. Digte. Gyldendal, 117 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her