Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Filurkatten Klaus Høeck ved, hvad han gør, når han skriver sit litterære testamente

Klaus Høecks nye digtsamling er så uforudsigelig, så henkastet let, så fuld af visdom og dog så sjov – og frem for alt så let
Skal man tro Klaus Høeck, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut?

Skal man tro Klaus Høeck, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut?

Carsten Bundgaard

Kultur
12. februar 2021

Den egensindige digter Klaus Høeck (f. 1938) har alle dage været noget af en filurkat. Derfor ved man ikke rigtig, om man overhovedet skal tro ham, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut: »ikke mere vrøvl / og ikke flere digte / ikke flere ord // døden skal ikke afslutte mit forfatter / skab – det gør jeg selv // jeg trækker poe / siens samuraisværd – swiitch / hørte du suset?«

Jo, jeg hørte suset, og jeg var allerede forberedt, eftersom Høeck 200 sider inden lovede, at om 100 digte var det forbi, et løfte, som han senere gentog det sted, hvor der stod, at han nu ikke ønskede at skrive flere digte. Men nu står jo altså alle tre erklæringer i digte, hvor man aldrig kan eller bør vide, hvad man i grunden skal tro, eftersom der i den genre ikke findes nogen nederste bund, men blot en uregerlig ytringsform hinsides skellene mellem sandhed og løgn og mellem fakta og såkaldt fiktion.

Ved siden af at stå som et (halvt ironisk?) litterært testamente kan bogen Password da også let læses som en hel masse andet: Som en fragmenteret selvbiografi. Som et reflekterende tilbageblik på egne værker. Som en zenbuddhistisk ritualprotokol. Som en logbog over vandreture i Stingstedskoven, ja, som naturlyrik og samtidssatire, samt ikke mindst som en stribe dødsforberedelsesøvelser: »hvor du end gemmer / dig finder døden dig al / ligevel en dag«. Ikke for ingenting omtaler digtsamlingen hele tre gange Albrecht Dürers kobberstik »Ritter, Tod und Teufel« (1513), og digteren er sig fuldt bevidst, at hans egen nekrolog sgu nok allerede ligger parat i en eller anden redaktionel computer.

Sin endelige algoritme

I modsætning til de fleste af sine forgængere afsluttes Password ikke med et appendiks, hvor Høeck redegør for det sindrige sprogligt-matematiske system, der har genereret værket. Det skyldes, at han allerede i MY HEART. Poems galore (2018) fandt frem til sin endelige algoritme, som en bearbejdelse af sprogforskeren Viggo Brøndals opstilling af lingvistiske kategorier, specificeret ud på ordklasser og ledtyper.

De fundne formler bestemmer digtenes form og struktur, men anvendes af digteren ikke til at fastholde mønstre. Tværtimod tjener hele tælleapparatet til at befri mønstre i sprog og digtning – og sandt at sige holder man som læser snart op med at tænke på mekanikken. I stedet tilegner man sig hvert digt som en intim tale til det enkelte menneske. Du føler »at digtet spi / rer i dit sind når du har / læst det og at det / i så fald gælder / om at skjule det i hjert / tet til det blomstrer«, uforstyrret af andres blikke.

Jeg citerede her en tekst, hvor Klaus Høeck simpelthen takker Gud for alle de digte, han har fået lov at skrive – helt tilbage fra Yggdrasil (1966). Andre steder husker poeten tilbage på den herostratisk berømte Sorte sonetter (1981) med hyldesterne til den lidet fredselskende palæstinenserleder Yassir Arafat – et værk, som dog siges at ligge under indtil flere yngre danske forfatterens hovedpuder den dag i dag, eller snarere den nat i nat.

I sin kloge bog om forfatterskabet Admiral. Bitumen. Zodiak. Lille Klaus Høeck Encyklopædi (2008) læser Frederik Stjernfelt digterens hele livsværk som »en selvbiografi, en dannelsesroman, om man vil« og optegner de store linjer: Først »hippiefasen, hvor Høeck identificerer sig med det æstetiske ungdomsoprør med beat, stoffer og okkultisme«, og dernæst midthalvfjerdserne, hvor han påvirkes af »det mere decideret politiske 68-oprør med marxisme, Rote Armee Fraktion, Cuba og PLO« som valgslægtskaber, samtidig med at denne politiske romantik eksplicit forbindes med den historiske romantik, tysk såvel som engelsk.

Midtvejskrise

Efter en omfattende personlig midtvejskrise sker så et voldsomt æstetisk skift, som resulterer i de hos mange velkendte kæmpebøger – Hjem (1985), Heptameron (1989), Eventyr (1992), 1001 digt (1995) m.fl. – hvor en mere essayistisk, ræsonnerende tone indfinder sig og billedtætheden gøres mindre, alt imens storformen tillader digteren at brede sig stof- og emnemæssigt, så kærlighed og rosendyrkning og vandringer i danske skove kan skildres sideløbende med, at en efterhånden mere tydelig økokritisk og alment civilisationskritisk orientering så at sige besætter budskabsniveauet.

Password udgør i denne henseende ingen undtagelse. Lidt hen over midten af værket sætter Høeck ligefrem ord på Uhyrets ni hoveder i Johannes’ Åbenbaring. De er 1) globaliseringen, 2) forureningen eller »den sorte omstilling«, 3) overbefolkningen, 4) digitaliseringen, der jo har »destrueret skakken«, 5) atombomben og atomkraften, 6) resursemisbruget, 7) KAPITALENS SORTE MEDUSAHÆTTE, DENS VILLAER I KLAMPENBORG, DENS ALPELANDSKAB AF KURVER I BØRSNOTERINGERNE, 8) ozonlagets huller og 9) kultveilteudslippet og dermed ødelæggelsen af livsgrundlaget for dyr og os mennesker.

Økokritisk »frelst« er digteren dog langtfra. I hvert fald forbeholder han sig ret til at satirisere, også over tidens galopperende renhedsmani:

dette digt er grønt
det er hverken kræftfremkal
dende eller hor

monforstyrrende
det er både e-mærket
og hjertesikret

det er trykt på ø
kologisk papir uden
parabener du

får hverken aller
giknopper eller halsbrand
af at læse det

Formen, som anvendes her, et firedobbelt haiku, sætter ifølge Høeck digteren i stand til at fastholde digtet i dets netværk af lidenskab og skønhed, dets versemål af smerte. Men strofestrukturen åbner skam også muligheder for skæg og ballade, som når digterne et sted »kæmper for retten til en betalt drukpause«. Alvoren og humoren forenes til gengæld i en tekst, hvor Klaus Høeck overvejer, hvordan han nu bedst kan langtidssikre sin digtning:

sikring af forfat
terskabet – en tidlig død
for sent – sindssyge

ikke nok – falde
i kamp et eller andet
sted – alt for gammel

køre bilen i
i et træ – mangler køre
kort – og den ulti

mative trumf: selv
mordet – indrømmet der mang
ler jeg nok modet

Læg mærke til, hvor fint poeten i de to i deres helhed citerede digteksempler får teksten til at slutte med et svirp. For komponere og pointere kan han skam godt, selv om han deler ord på en mærkelig måde og ikke ligefrem respekterer haikudigtningens regler, sådan som disse udformedes i Japan fra 1600-tallet og frem.

En teknik, som Klaus Høeck især dyrkede i sidste halvdel af 70’erne og ind i 80’erne, bestod i at lade en del af hvert digt gå totalt i smadder ved at ophobe lingvistisk affald. Som her, mod slutningen af de sorte sonetter, bogen, som i øvrigt dengang medførte, at han blev smidt ud af Hjemmeværnet:

Yasir Arafat, jeg sender jer det
te mørke telegram indrammet af
sin sørgerand. Denne gravure af
zink i sit syrebad. Jeg sender det

te x-ray fotografi, dette sor
te enchephalogram, denne solsor
tevinge, dette mørke kardiogram,
dette sorte orkidéblad af skam.

aaaaa bbbbb ddddd gggg hhhhhhhh elv
iiiiiii lllllllll nnnnnnnnnnnn til
rrrr sss uuuuuuuu vvvvvvv øøø en

Jeg sender jer dette sorte brev,
selv om jeg godt ved det er helt
utilstrækkeligt og sikkert aldrig når frem.

Høeck kommenterer direkte på dette verbale affaldssystem, når han i Password skriver, at han på en mærkværdig måde ved noget om virus eller vira, fordi hans egen tidlige digtning var gennemsyret af computervirus (»se tredieversene i mine sonetter«). Digtene var, hedder det, virkelig »spolerede« af ordvirus. Så når han nu, langt senere i forfatterskabet, advarer rejsende mod at tage til Kina, specielt til Wuhan, så skal det tages alvorligt: »jeg ved både hvad jeg ta / ler og skriver om«.

Advarslen daterer indiskutabelt de pågældende to firedobbelte haiku til foråret 2020. Men: senere i den nye bog omtaler Klaus Høeck sin 80-års fødselsdag (som lå 27. november 2018), som om den er skriftens nutid! Heraf kan læseren slutte, at værkets interne kronologi ikke er det mindste lineær, og det må vel logisk betyde, at et afslutningsdigt, som proklamerer forfatterskabets ophør, ikke bør ses som en definitiv konklusion, men blot som et punkt i et landskab af flydende tider. Filurkatten Høeck ved, hvad han gør.

Også når han bygger henvisninger ind i teksten! Ikke alene går han undervejs i godmodig dialog med blandt andre Bob Dylan, Inger Christensen, Per Højholt, Ole Sarvig, Paul la Cour og T.S. Eliot, de taler også hist og her skjult med i hans tekst. Hertil kommer, at Password henviser til sig selv, såvel på det enkelte digts niveau som på værkets totalniveau, og at Klaus Høeck tager særligt hensyn til den, som kender hans forfatterskab og ved, at brændestabler spiller en stor rolle: »nu skal / han få brændestabel – i / hvert fald er den jeg / står ved 5 m høj og / 20 m lang in natura / så tak for kaffe«.

Denne læser siger tak for digte og glæder sig over, at en bog kan være så uforudsigelig, så henkastet let, så fuld af visdom og dog så sjov. Dog frem for alt så fri.

Klaus Høeck: ’Password’. Gyldendal, 399 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her