Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Filurkatten Klaus Høeck ved, hvad han gør, når han skriver sit litterære testamente

Klaus Høecks nye digtsamling er så uforudsigelig, så henkastet let, så fuld af visdom og dog så sjov – og frem for alt så let
Skal man tro Klaus Høeck, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut?

Skal man tro Klaus Høeck, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut?

Carsten Bundgaard

Kultur
12. februar 2021

Den egensindige digter Klaus Høeck (f. 1938) har alle dage været noget af en filurkat. Derfor ved man ikke rigtig, om man overhovedet skal tro ham, når han på allersidste side af sin nye bog proklamerer, at forfatterskabet er definitivt slut: »ikke mere vrøvl / og ikke flere digte / ikke flere ord // døden skal ikke afslutte mit forfatter / skab – det gør jeg selv // jeg trækker poe / siens samuraisværd – swiitch / hørte du suset?«

Jo, jeg hørte suset, og jeg var allerede forberedt, eftersom Høeck 200 sider inden lovede, at om 100 digte var det forbi, et løfte, som han senere gentog det sted, hvor der stod, at han nu ikke ønskede at skrive flere digte. Men nu står jo altså alle tre erklæringer i digte, hvor man aldrig kan eller bør vide, hvad man i grunden skal tro, eftersom der i den genre ikke findes nogen nederste bund, men blot en uregerlig ytringsform hinsides skellene mellem sandhed og løgn og mellem fakta og såkaldt fiktion.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her