Anmeldelse
Læsetid: 12 min.

Gertrude Stein og Alice B. Toklas’ kærlighedsnoter inviterer til at gøre dem kunsten efter

Gertrude Stein var en modernistisk, nyskabende digter, en betydningsfuld kunstsamler, et intellektuelt og kreativt midtpunkt – og forfatter af kærlige og lumre noter til sin kone
Alice B. Toklas og Gertrude Stein levede sammen i 40 år. Her er de sammen med en af deres mange hunde i Frankrig i 1944.

Alice B. Toklas og Gertrude Stein levede sammen i 40 år. Her er de sammen med en af deres mange hunde i Frankrig i 1944.

The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Kultur
12. februar 2021

I forordet til en ny dansk Gertrude Stein-udgivelse fortæller oversætterne, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, at de fulgte et forløb om Stein på Forfatterskolen i 2004, dengang Steins berømte værk Tender Buttons var udkommet på dansk. De skriver om deres glæde ved at læse denne store modernistiske forfatter, men også forundringen over, at der dengang ikke blev snakket mere om, at Stein var lesbisk, og at hendes værker, deriblandt Tender Buttons, tydeligvis også handler om lesbisk sex og kærlighed.

I 1999 var ellers udkommet Kay Turners samling Baby Precious Always Shines, et udvalg af de lidt over 300 små kærlighedsnoter, som findes mellem Stein og hendes livspartner, Alice B. Toklas, og som giver et indblik i deres intime liv sammen. Toklas sendte ved en fejl noterne til Beinecke Library på Yale University sammen med de efterladte manuskripter og notesbøger efter Steins død. Selv om hun oprindeligt krævede noterne destrueret, gik hun med til, at biblioteket kunne beholde dem, så længe de ikke blev gjort tilgængelige for offentligheden – hvilket de selvfølgelig blev; først for forskning i 1981, og senere som en del af Steins samlede værker i 1995.

De to kvinder levede sammen i næsten 40 år, fra Toklas’ ankomst til Paris i 1907 til Steins død i 1946. Af gode grunde omtalte de aldrig sig selv offentligt som lesbiske. Som der står i forordet til det danske udvalg, der har fået titlen Kun koncentreret om min kones ko:

»De udlevede deres lesbiske kærlighed på et tidspunkt, hvor kærlighed mellem to kvinder ofte blev betragtet som et romantisk venskab, der på ingen måde var seksuelt. Den forestilling gør noterne op med, for de er ikke bare ømme og kærlige, men også eksplicit seksuelle og indimellem småperverse.«

De fleste af noterne er fra Stein til Toklas, skrevet i løbet af natten, mens hun arbejdede, og lagt frem til Toklas, som stod tidligt op for at føre Steins håndskrevne manuskripter ind på skrivemaskine. Men der findes også en håndfuld noter fra Toklas til Stein, hvori hun efterligner Steins karakteristiske stil.

I forordet, der er udformet som en dialog mellem oversætterne, skriver Kristina Nya Glaffey: »Det var ikke kun Toklas, der mimede Steins stil. I mit eksemplar af Baby Precious Always Shines har du skrevet en note til mig på titelbladet, hvor du tydeligvis lever dig helt ind i rollen som det lesbiske forfattergeni.« »Gud, hvor pinligt!« svarer Maja Lee Langvad og tilføjer: »Egentlig mimer noten ret godt Steins stil, hvis jeg selv skal sige det. Er det ikke lige før, den kunne have stået i bogen?«

Gertrude Stein var en central skikkelse i det modernistiske miljø i Paris i første halvdel af det 20. århundrede, og forsøg på at efterligne hendes særegne stil er en del af hendes litterære receptionshistorie. Hun var en notorisk modstander af tegnsætning, særligt kommaer, hvilket gav hende og Toklas evige problemer med korrekturen.

Blandt Steins arkivmateriale på Yale University findes hundredevis af avisudklip med parodier af hendes særlige syntaks. Ifølge Stein selv var det udgivelsen af Tender Buttons i 1914 – digtsamlingen, hvor dagligdags genstande beskrives i et rytmisk og svært afkodeligt sprog, som mildt sagt er fremmedgørende – der fik aviserne til at kaste sig ud i deres kampagne med dårlige efterligninger. For eksempel det amerikanske magasin Life, hvor man i 1925 kunne læse teksten »If Gertrude Stein Wrote a Soap Ad«. De første tre sætninger lyder: »White white pure white. White is pure and pure means white. Means Ivory which is white and pure and soap.« Eller en reklame for hatteafdelingen i stormagasinet Bergdorf Goodman i The New York Times, 1934, med teksten: »A rose is a pose is a rose is a pose.« I Steins store publikumssucces, ’antibiografien’ Alice B. Toklas’ selvbiografi fra 1933, berettes det fiffigt, hvordan Stein kontaktede Life, efter at de havde trykt en række parodier af hendes skrivestil, og spurgte, om de ikke hellere ville publicerede originalen, når nu den var meget bedre? Til hendes overraskelse takkede de ja.

Steins berømte sætning »Rose is a rose is a rose is a rose« fra 1913 blev kendt, da den optrådte trykt i en cirkel på omslaget til Alice B. Toklas’ selvbiografi. Sætningen er blevet parodieret utallige gange, blandt andre af Ernest Hemingway, som skriver i For Whom the Bell Tolls fra 1940: »A rose is a rose is an onion.«

Da Stein skrev Alice B. Toklas’ selvbiografi i løbet af seks uger i efteråret 1932, havde hun i mange år været midtpunkt for det kunstnerisk miljø i Paris, hvor hun holdt hof for malere som Pablo Picasso og Henri Matisse i sin lejlighed i Rue de Fleurus; senere også amerikanske forfattere som Sherwood Andersen, Hemingway og F. Scott Fitzgerald. Men hun havde endnu til gode at blive bredt anerkendt som forfatter i sin egen ret. Hendes obskure stil, døbt ’Steinese’ eller litterær kubisme, var måske kendt, som de mange parodier antyder, og hun var en velkendt skikkelse, men hendes manuskripter havde få interesserede forlag og endnu færre læsere. Da Alice B. Toklas’ selvbiografi udkom i 1933, blev den en umiddelbar bestseller, og Stein rejste for første gang i 30 år tilbage til sit hjemland på en berømt amerikaturné med Toklas som sin ledsager.

Alice B. Toklas’ selvbiografi er ikke kun et farverigt og meget partisk indblik i miljøet omkring Stein, det er også det mest tilgængelige af hendes værker. I et forsøg på at opnå den eftertragtede anerkendelse bestemte Stein sig for at skrive en roman på ’almindeligt engelsk’. Hvordan bar hun sig ad med det? Hun lånte Toklas’ stemme. I den morsomme og selvmytologiserende roman fortæller hun – i Toklas’ navn – historien om Gertrude Stein; det vil sige, hun fortæller historien om, hvilket stort geni Gertrude Stein er.

Angiveligt mistede Stein en del venner efter at have udleveret dem i sit autofiktive værk, deriblandt Hemingway, hvis søn Stein og Toklas var gudmødre til – en af hans andre variationer over hendes kendte devise lyder, som Roy Morris Jr. skriver i Gertrude Stein Has Arrived: The Homecoming of a Literary Legend: »A Bitch Is A Bitch Is A Bitch Is A Bitch.« I en anden biografi, Janet Malcolms Two Lives: Gertrude and Alice, fremgår det, at Stein stort set aldrig redigerede sine tekster, men hendes arkiverede notesbøger viser alligevel, at det tog et par forsøg, før hun fandt frem til selvbiografiens muntre og mundtlige tone. De kritikere, som mente, at Steins mærkelige modernistiske digtning var et resultat af, at hun ikke var i stand til at skrive normalt engelsk, måtte finde på andre forklaringer.

Hvem efterligner hvem?

Gertrude Stein blev født i 1874 i Pennsylvania som det yngste af fem børn – noget, som hun selv sagde, førte til, at hun hele sit liv var vant til at blive passet på af andre. Hun var interesseret i psykologi og studerede en overgang medicin, indtil hun i 1903 fulgte sin storebror Leo og flyttede til Paris. Med penge fra farens ejendomsinvesteringer begyndte de sammen at købe kunst; deres samling inkluderede værker af Matisse, Renoir og Cézanne, foruden den unge, endnu ukendte Picasso. I 1903 skrev Stein også en lesbisk coming out-roman baseret på sin ulykkelige forelskelse i Mary Bookstaver, som hun havde mødt på Johns Hopkins University. Manuskriptet til Q.E.D. blev gemt væk og først udgivet næsten 50 år senere, efter Steins død. Da Toklas fandt ud af, at en af karaktererne i romanen var baseret på Bookstaver, brændte hun deres breve.

I 1925 udkom det næsten 1000 sider lange (og næsten ulæselige) værk The Making of Americans, skrevet i 1910’erne, i et oplag på 500 eksemplarer. Ifølge Stein selv var det et hovedværk, som tilhørte samme klub som James Joyces Ulysses og Marcel Prousts På sporet af den tabte tid.

Toklas, som var født i 1877 i San Fransisco, mødte Stein, den dag hun kom til Paris i 1907. Hun begyndte at arbejde med at skrive The Making of Americans ind på maskine (Stein skrev på papir med blyant og førte det ind med blæk i kladdebøger), og senere flyttede hun ind i lejligheden i Rue de Fleurus. Toklas var ikke bare Steins sambo og kone, men også hendes sekretær, manager, husholderske og kok – selv om parret selvfølgelig, som tiden og deres klasse dikterede, også havde en skiftende stab af kokke og andre tjenestefolk i huset.

Udadtil levede de to kvinder et liv med traditionel kønsrollefordeling: Når Stein konverserede med de store mandlige kunstnere, som kom på besøg, tog Toklas sig af konerne. Toklas opmuntrede desuden Stein i hendes litterære virke og støttede hende, når få andre kunne se logikken eller værdien i hendes tekster. Hun udgav flere af Steins værker på sit eget forlag, Plain Editions, finansieret af salget af et Picasso-maleri. Ud over de to kvinder bestod husholdningen af en række hunde, blandt andre den hvide puddel Basket og den mexicanske chihuahua Byron.

Det hører med til historien om Gertrude Stein, at hun ikke kun var et lesbisk modernistisk ikon, men også politisk reaktionær. Hun støttede offentligt Franco under Den Spanske Borgerkrig. I Alice B. Toklas’ selvbiografi skriver hun om kvindesagen, at hun ikke har noget imod den eller nogen anden sag, »men det angår bare ikke hende«.

Efter Første Verdenskrig blev Stein og Toklas dekorerede af den franske regering for deres indsats med at levere forsyninger til hospitaler under krigen. Deres gøren og laden under Anden Verdenskrig er imidlertid mere omdiskuteret. At deres modernistiske kunstsamling overlevede krigen, for ikke at tale om, at to jødiske lesbiske kvinder kunne leve uforstyrret i et hus på landet i Frankrig under hele besættelsen, blev – måske – muliggjort af deres årelange venskab med universitetsprofessoren Bernard Fäy, som samarbejdede med Vichy-regeringen. Efter krigen blev Fäy dømt til strafarbejde på livstid, mens Stein og Toklas talte for hans frifindelse.

Toklas levede som enke i over 20 år efter Steins død. I 1957 konverterede hun til katolicismen. Hun havde ikke været Steins lovmæssige kone, og selv om Stein havde forsøgt at gøre op for det i sit testamente ved at overdrage kunstsamlingen symbolsk til Toklas, endte Steins arvinger med at hente den efterhånden meget værdifulde kunst ud af lejligheden, mens Toklas var på ferie. Toklas, som havde været en hengiven kone, sekretær, kok, husholderske, udgiver og redaktør i 40 år, levede sine sidste år i fattigdom. Måske er det ikke overraskende, at da hun selv tog pennen i hånden for at tjene penge efter Steins død, skrev hun en kogebog (mest kendt er opskriften på hashkager). Stemmen i den ikoniske Alice B. Toklas’ kogebog fra 1954 ligner umiskendeligt stemmen fra Alice B. Toklas’ selvbiografi. Var det Stein, der så præcist havde imiteret sin partners stemme, da hun skrev selvbiografien? Eller efterlignede Toklas stilen fra Steins roman? Efter sin død blev hun begravet ved siden af Stein, og hendes navn blev indgraveret på bagsiden af Steins gravsten.

Skat skal have en sød ko

I kærlighedsnoterne, som nu foreligger på dansk, får vi et sjældent indblik i de to kvinders private liv. De fleste af noterne er skrevet mellem 1935 og 1946, altså på et tidspunkt, hvor Gertrude og Alice var kendte personer med et offentligt image. I noterne er det ikke den intelligente og skamløse Stein, vi møder, som sagde, hvad hun ville, til hvem hun ville, eller den private og jaloux Toklas, som sendte Steins bejlere på døren; det er ikke det selvudråbte geni og den selvopofrende kone, men to midaldrende kvinder, som elsker hinanden, og som har levet sammen i over 25 år.

»Min kære, pas på du ikke/ glider på gulvet neden-/ under for Basket har/ jagtet skiver af smør over/ alt, åh min skat jeg elsker dig/ sådan og smørret er glat min/ kære skat har det godt kære/ D.E.«

»D.E.« er forkortelse af »Din Elskede«. Noterne er ikke nødvendigvis stor litteratur, i hvert fald ikke alle sammen; de er fortrolige, skrevet, efter at dagens (eller nattens) litterære arbejde er gjort. I noterne afspejles en almindelig hverdag med faste rutiner, små gøremål og banale beskeder – men også parrets sexliv, længsler og omsorg for hinanden. Noterne er barnlige, fjollede, ømme og kærlige, og der er noget grænseoverskridende og meget gribende ved at læse en så ærlig og utilsløret skrift.

»Dejlige skat/ Stjernerne er klare og jeg elsker/ min skat, jeg lavede masser af litteratur/ og jeg elskede min skat jeg er på vej i/ seng og jeg elsker min skat, og jeg hørte/ kommunikeet og jeg elsker min skat, der /er mange nyheder men intet nyt, og jeg/ elsker min skat gudskelov for hun jeg elsker hun/ jeg elsker elsker elsker min skat/ D.E.«

I noterne finder man også en leg med kønsroller og konventioner. I deres små henvendelser til hinanden leger Gertrude og Alice mand og kone som en slags indforstået understregning af, at de netop ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab. Samtidig er det ikke altid den ene eller den anden, som er ’han’ eller ’hun’, eller konsekvent den ene, som beskytter eller tager sig af den anden. Teksterne bobler af fryd over denne intime performance mellem »Pussenusserne«. Ofte smelter de to sammen til én.

»Mine fingre er stive min kærlighed er/ stærk, min skat er min kære lige her/ skal du være, gudskelov for min skat/ du er alt for mig der er ingen andre/ nogen steder end dig, dig er mig/ og mig er dig og vi er så/ lykkelige som man kan forestille sig/ D.E.«

En underfundig detalje, som Glaffey og Langvad skriver om i introduktionen, er, hvor ofte ordet ’ko’ optræder i Steins værker. Tidligere har Stein-kendere tolket ordet som en metafor for orgasme, men med noterne bliver det tydeligt, at det i høj grad refererer til noget meget mindre mondænt – nemlig afføring. Måske døjede Alice med forstoppelse, i hvert fald er Gertrude i noterne enormt optaget af, at hendes kone skal få ’en ko’. Det er komisk – samtidig med at det dokumenterer en privat form for kærlighed, en kropslig og fuldstændig uforbeholden nærhed.

»Skat skal have en sø ko, en stærk ko/ en pæn ko en ægte ko, ikke en malke-/ ko men en plaskeko og nu,/ Skat er så sød så kær så ren så yndig/ Og min og jeg er din/ D.E.«

Som oversætterne skriver i forordet, er det måske mere rigtigt at kalde Kun koncentreret om min kones ko for en gendigtning end en oversættelse. Gertrudes noter er drevet af rytmiske gentagelser og små variationer og af rim, og nogle gange må betydningen vige for, at tekstens lydlige kvaliteter kan blive bevaret. Andre gange er det netop det lydlige, som må forandres, som når de bløde b’er og l’er i »Bless my baby bless my baby bright,/ Bless my baby twinkling with delight« på dansk bliver til t’er og k’er: »Tak for min skat tak for min strålende skat, / Tak for min skat funklende af fryd«. Man kan ikke læse Gertrude og Alices små beskeder til hinanden uden at få lyst til at gøre dem kunsten efter.

»Min kæreste/ Fordi jeg ikke fik sagt/ godnat og jeg/ virkelig savner det-skal du vide/ i tide hvor meget jeg elsker/ dig-kæreste Gertrude/ Godnat.«

»Noter er en meget smuk form for litteratur,« står der i en af noterne fra Alice til Gertrude, og hun opfordrer hende til at skrive endnu flere: »De er aldrig for hyppige, frygt ikke at overøse mig med de[m].«

Gertrude og Alice kendte værdien af at sige ordentligt godnat til den, man elsker. Et sted i Alice B. Toklas’ selvbiografi kommenterer Steins storebor alle hendes små papirlapper, som Toklas tålmodigt arbejdede med at skrive ind på maskine. »Jeg ved ikke, om Gertrude er mere genial end alle jer andre,« siger han i romanen, »men hun smider aldrig et eneste stykke papir ud, som hun har skrevet på.« Gudskelov for det!

Gertrude Stein & Alice B. Toklas: ’Kun koncentreret om min kones ko – en kærlig udveksling’. Oversat af Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad. Forlaget Arena. 88 sider. 100 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jette Basbøll

De ikke alene levede sammen, de spiste i høj grad sammen. En meget væsentlig del af deres liv. Hvad de spiste har Toklas udgivet en blanding af en koge-og erindringsbog om. Den blev udgivet på dansk i 1967 af Jens og Annabeth Kruse og er skøn læsning.