Jens Blendstrups nye noveller er små nougatbrud af sorg og glæde, eksistentielle grundfortællinger splintret ud i et utal af Flemminger og Ingaer. Alle karakterer er i gang med at krakelere, så der under huden åbenbarer sig en slags menneskeligt grundstof, man ellers vægrer sig ved at kigge direkte på.
Det er det geniale og præcise ved Blendstrups novellesamling med den lidt for fjollede titel Sorgens Balalajka – at det er noveller. De gennemskuer lidt, hver og en, men aldrig det hele, og jeg har sjældent længtes så lidt efter en samlet fortælling.
Jens Blendstrup, født 1968, fik sit folkelige gennembrud med den selvbiografiske faderopgørsroman Gud taler ud i 2004. Hans stil er blevet kaldt »eksistentiel komik«, men andre gange er det mere bare gak, som da han fremførte »John danser grøntsag« i Mikael Bertelsens DR2-program den 11. time.
Sorgens Balalajkas 20 noveller har lidt mere alvor, end Blendstrups naive prosa normalt gider. Novelleformen klæder skriftens ivrighed og befrier Blendstrup for selvbiografi og flere hundrede siders karakteropbygning. Her kan han i stedet snige sig ind på folk, når en vigtig scene kalder. Eller hurtigt skabe et mekaniseret fremtidsland, hvor folk ikke har ægte hjerter, ud af en vending som »det hjerteløse samfund«.
Det er sprælsk og bedst i yderområderne. Som i barndoms- og alderdomsnovellerne, der udgør bogens første og sidste dele, og mindre godt i midten, der handler om mænd med midtlivskriser.
#MeToo og Mutter Courage
I bogens første novelle er to brødre bange for en gammel dame. De kalder hende Mingdynastiet, fordi hun støber kvarterets mænd i porcelæn. »Mon de mærkede fajancen om deres milt?« gyser de, da de opdager hendes samling af vasegjorte bejlere.
Hun viser sig at være mere rar aktiv dødshjælperske end koldblodig morder. Men man kan ikke vide sig sikker, for i næste novelle findes en mand ved navn Johnny Goldberg, der kaster sten mod biler fra motorvejsbroer.
Absurditeterne hos Blendstrup er blevet sørgelige, men derfor også enormt gribende. For eksempel i »Sommergæster«, hvor en koloni hvepse har fundet en manual i husholdning fra 1950’erne og nu ihærdigt prøver at leve som mennesker.
Hvepsene er forbilledlige immigranter, der søger ind på produktionsskoler og melder sig ind i byråd, mens de øver sig i at sidde i lænestol og ryge pibe. Men de er ikke klar over, hvad der sker, når sommeren slutter.
»Det er et blindt raseri. Vi har ingen stopklodser. Lugten af kød. Havens døende frugter. Sukkerarterne i denne verden. Det må jo ind ad mine kindbarter, forstår du. Man må mæske sig for at være,« betror en hvepsemand sig på tærsklen til efterår.
Blendstrup kipper til Bertolt Brecht med en hat af humor og samfundskritik, når han lader hvepsenes dronning hedde Mutter Courage. Der hentydes til flygtningekrise og by- og landsplittelse, men også så sakrosankte højpandetheder som det, man kunne kalde menneskets iboende ondskab.
Indimellem forpurrer Blendstrup dog sig selv, når han forveksler vigtige diskussioner med nuttet palaver.
Eksempelvis i novellen »Manden fra Urukplateauet«, hvor et forskerhold finder en nedfrossen 30.000 år gammel mand, der fortsætter sit jæger-samler-liv, da de får tøet ham op. Men så skal #MeToo-bevægelsen lige have et spark: »Mængden af retssager om overgreb mellem kønnene tog til. En overgang var det nærmest umuligt ikke at begå verbalt overgreb når man bare ville lave kaffe.«
Selv sproget bliver unuanceret (to gange overgreb, kedelig kaffescene), når Blendstrup vil fælde hurtig dom. Snart begynder kvinder, der gerne vil have bank (og det er åbenbart en biologisk betinget trang) at opsøge hulemanden. Det er cirka så morsomt, som da Bertel Haarder skrev en julesang om, at voldtægt i Enhedslisten burde betragtes som en del af princippet om fælleseje.
Tærskelkitsch
De fleste af de gode noveller er egentlig ret kitschede. Der er noget camp over Blendstrups måde at skrive om middelklasseproblemer på, og historierne er tykt plastret til med labrador og volvo, Lalandia-klovne og moderniseringsstyrelsens toprocentsbesparelser. Overdrevent på kornet.
Men Sorgens Balalajka hæver sig over nutidssatiren. For under sukkerlagene gemmer der sig hjerte og smerte.
Det er tærskelkitsch, måske, og af en eller anden grund rammer blandingen mig rent. For eksempel i den sidste novelle, »De vender hjem« hvor tudsegamle skolekammerater leger en sidste omgang dåseskjul og banke bøf før plejehjem og kister venter. I en surreel spøgelsesscene vil en stor, tung måne så gerne være med, at den tigger sig vej ind:
»Henry gik hen for at lukke den ind. Månen forsøgte at krybe ind ude at ødelægge noget, men enten var dens lys for stærkt, eller også var den bare månen, en stor umulig klode af andres lys. Den rullede gennem den gamle, mørnede mur og lagde sig på pejsegulvet hvor der var varmt og hårdt.«
Det er jo umuligt og skørt, og alligevel føler jeg med den gamle køter af en måne. Når Sorgens Balalajka er bedst, danser man på grænsen mellem oprigtigt vanvid og ren sjov.
Jens Blendstrup: ’Sorgens Balalajka’. People's Press, 272 sider, 300 kroner
