Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Keld Zeruneiths stort anlagte værk om islandsk middelalderlitteratur sidder lige i skabet

Keld Zeruneiths nye værk ’Da de tog land’ om islandsk middelalderlitteratur byder på dybdeborende sagaanalyser og sætter os i stand til at forstå folk, der er forskellige fra os selv
Kultur
26. februar 2021
At Snorre Sturlusssøn (1178-1241) var den islandske middelalders væsentligste humanist, er der ikke noget nyt i. Men Keld Zeruneith kommer i sin bog hele vejen rundt om personen og får også beskrevet ham som en glimrende digter, en udmærket forretningsmand, en magtfuld intrigant og en liderlig buk.

At Snorre Sturlusssøn (1178-1241) var den islandske middelalders væsentligste humanist, er der ikke noget nyt i. Men Keld Zeruneith kommer i sin bog hele vejen rundt om personen og får også beskrevet ham som en glimrende digter, en udmærket forretningsmand, en magtfuld intrigant og en liderlig buk.

Ritzau/Scanpix

Mere end 20 års beskæftigelse med islandsk middelalderlitteratur ligger til grund for det massive og lærde, men samtidig ubesværet velfortalte værk, hvormed Keld Zeruneith (nu igen!) viser sig som en af vore klogeste forskere og formidlere. Oprindelig gjaldt hans interesse især islændingesagaerne, de medrivende beretninger om Egil Skalle-Grimssøn, Gisle Surssøn, Grette, Gunløg Slangetunge og ikke mindst Gunnar, Halgerd og Njal, men i Da de tog land indtager han tillige slægtssagaernes kontekst i form af tidlig islandsk historieskrivning og kristen skjaldedigtning.

Heltene er nu ikke bare sagaernes handlingsbærende skikkelser, men også Are Thorgilssøn Frode (den vise), som cirka 1122-30 skrev sin Islændingebog, og Snorre Sturlussøn (1179-1241), storhøvding og stridsmand, samt forfatter til både de norske kongers historie Heimskringla og en lærebog i mytologi og skjaldedigtning, kaldet Snorres Edda. Dertil kommer såvel navngivne som anonyme poeter helt frem til midten af 1300-tallet.

I fem veldisponerede hovedafsnit, der nærmest har karakter af kædeforbundne essays, gennemgås og tolkes centrale, vitale dele af det oldislandske materiale ved en metode, som kombinerer grundig tekstlæsning med mentalitetshistorisk overblik. Vi kommer helt ned i detaljen, med dyb psykologisk indlevelse i ikke mindst sagaskikkelser, men man bliver også hele tiden mindet om den overordnede bevægelse fra Asa-Tor til Hvide Krist, fra æreskult til næstekærlighed, fra fristatens grundlæggelse til dens fald. Og det i en fremstilling, som på én gang virker veloplagt, livfuld, og overbeviser fagligt ved at være spækket med citater og dermed omhyggeligt dokumenteret. Resumeet i slutningen af bogen kan man med fordel læse først!

Et ujævnt lavalandskab

Et evindeligt tilbagevendende spørgsmål i forbindelse med islandsk middelalderlitteratur har været, i hvilket omfang beskrivelser af fortiden, dvs. perioden fra landets bebyggelse og halvandet hundrede år frem, skulle ses som reflekser og projektioner af 1200-tallets opslidende magtkampe: Var historier om forfædre og formødre en slags camoufleret samtidslitteratur, eller repræsenterede de en genuin stedbunden slægtserindring?

På dette punkt udmærker Zeruneith sig ved en imponerende evne til at færdes på to ben i et ujævnt lavalandskab og i ét blik forene indsigt i den overvejende hedenske fristatstid med et sikkert øje for den forfaldsperiode, hvor de bøger skabtes, som vi kender i dag. Undertitlen siger det klart gennem sit første og sidste ord: historie, men også digtning. Digtning, men også historieskrivning.

Med overtitlen Da de tog land sigter forfatteren til det verdens- og kulturhistorisk unikke i dannelsen af et udvandrer- og nybyggersamfund bestående af frie bønder og deres husstande uden en central hersker i form af en fyrste. Ares Islandshistorie ses i det lys som kilden til forståelse af islændingenes selvopfattelse og nationale identitet. Bogen er komponeret over tre runde årstal: 870, året da Ingolf Ørnssøn slog sig ned på Island som første landnamsmand. År 1000, hvor Island ved en beslutning på Altinget gik over til kristendommen. 1120, der var året for afslutningen på en 19-årig månecyklus og begyndelsen på en ny. Et fjerde vigtigt årstal kunne have været 930, hvor Altinget oprettedes, og der skabtes en flad, på én gang regional og central politisk struktur med en lovgivende og en dømmende magt, men jo altså uden en udøvende magt. Det var i fristatstiden ikke nok at have ret og ret ved dom, man var også nødt til skaffe sig ret.

Fra Are, som under en tilstræbt objektiv fremstilling etablerer sig som fortællerjeg og med subjektiv gennemslagskraft skaber en islandsk nationalfølelse, flytter Zeruneith opmærksomheden til Snorre, hvem han opfatter som en »strålesamler«, der kan kondensere og konkretisere 1200-tallets urolige, flimrende virkelighed op til fristatens ophør efter alle de interne magtkampe, som førte til, at landet i 1262/64 kom ind under den norske krone. Herefter gennemgås den hedenske gudelære, modstillet den nye kristne tro, som dog ikke førte til, at høvdingenes magt formindskedes. Nej, tværtimod, den herskende klasse forbandt sig med den kristne kultur. Høvdingene fik blot endnu større rigdom, og i flere hundrede år kom biskopperne fra de mest magtfulde slægter.

Det samme gjaldt kun i begrænset omfang skjaldene, der i hedensk tid opfattede sig som tjenere for Odin, inspirerede og beåndede af hans mjød, en hovedmetafor for poesien og inspirationsprocessen, og som efter trosskiftet fortsatte med at digte i de velkendte versemål. Ja, de syndsbevidste poeter stræbte tilmed også efter at opnå en skjaldeløn: »Før var det i guld, nu som frelse,« skriver Zeruneith, hvis tre første store bøger som bekendt handlede om Emil Aarestrup (1981), Johannes Ewald (1985) og Sophus Claussen (1992) – en baggrund, der giver ham styrke nu, hvor han først følger trosskiftet udefra og derpå betragter det indefra via »den poetiske proces, som konverteringen til kristendommen vakte som et vældigt skred i sjæleliv og bevidsthed«.

Eminente analyser

Betegner bogens læsninger i kristen skjaldedigtning et fremskridt og et væsentligt litteraturhistorisk nybrud, bliver de dog om muligt overgået af de eminente analyser af drømme i islændingesagaer, til dels også kongesagaer og samtidssagaer. Zeruneith viser her, hvordan drømmene medierer hedensk skæbnetro med en kristen forsynstanke, hvor Gud er den styrende bag alle menneskelige handlinger – samtidig med at personernes drømmeaktivitet fortællemæssigt tjener en særlig æstetisk hensigt:

Gennem drømmene kan sagafortællerne nemlig anticipere kommende hændelser uden selv at skulle fortælle om dem, men i stedet lade begivenhederne optræde i drømme. Foregribelserne vidner om en tilrettelæggende forfatterbevidstheds tilstedeværelse, men sætter samtidig fortælleren i stand til at bibeholde sin tilbagetrukne position, hvilket understøtter den episke kortform og selv bidrager til dramatisk at fremme handlingsforløbet og læserens eller tilhørerens følelse af et autentisk nærvær.

Desuden illustrerer drømmene »sagaskrivernes dybe indsigt i sjælelivet som en form for førbevidst erfaringsbearbejdelse såvel i den enkeltes som i slægtens tilværelse«, understreger Zeruneith, som i sin bogs afsluttende sagalæsninger ikke går af vejen for at applicere moderne psykologisk, ja tilmed psykoanalytisk vokabular, som når han taler om at ’internalisere’ en faderskikkelse og ’kompensere’ for et kærlighedstab ved som Egil at samle sig penge eller som Gudrun i Laksdølernes saga at stræbe uforsonligt efter drab på den mand, Kjartan, som hun ikke kan få i live.

Der skal nok rundt omkring findes læsere, for hvem sagaanalyserne i Da de tog land virker lige lovlig psykologiserende. Men i denne anmelders øjne kommer dens dybdeborende tilgang faktisk som en æstetisk befrielse. Som Thomas Bredsdorff i bogen Kaos og kærlighed. En studie i islændingesagaers livsbillede (1971) afdækker Zeruneith det »andet« erotiske mønster bag ved eller under de ærekære mandlige heltes konflikter, men han går i sine nærlæsninger endnu mere i detaljen, idet han samler opmærksomheden om de handlingsbærende karakterer og disses indre drivkræfter og til det yderste udnytter teksternes informationsrigdom og anvender, hvad han kan mobilisere af tonefaldsgehør og kompositionsfornemmelse.

I den mindre bog Kedelhat. På rejse i sagaernes land (2003) var forfatteren, i hvert fald efter denne anmelders smag, lige en kende for fast besluttet på at skabe sin helt egen syntese af en håndfuld af de betydeligste islændingesagaer, men i den nye, store bogs fremragende afslutningsdel virker det, som om han har flyttet sin helhedssøgen ned på den enkelte sagas niveau. Det betyder, at hans fine fortætningskapacitet sættes ind, hvor alle litterært interesserede kan være med, nemlig i møderne og de voldsomme sammenstød mellem stærke, stolte mænd og smukke, ofte listige og indimellem modbydeligt intrigante kvinder.

De kristne fortællere i 1200- og 1300-tallet har, det mindes vi om, haft et andet livsideal end det, der kommer til udfoldelse i sagaernes hævdelses- og drabskultur. Men sagaerne mister ikke af den grund autenticitet. »Tværtimod,« siger Zeruneith i en epilog, »opnår de deres storhed ved, at skriverne har forstået at fastholde sagastoffet i dets prægnante episke form«. Lige netop det er hovedforklaringen på, at islandsk middelalderlitteratur blev verdenslitteratur. Den sætter os i stand til at forstå folk, der er forskellige fra os.

Gyldendal (der burde have tilbudt bedre korrektur) hævder på bagsiden af Da de tog land, at værket kan læses i forlængelse af Træhesten. Fra Odysseus til Sokrates (2002) og bogen om Beowulf-kvadet, De sidste tider. Hedenskab, heroisme, kristendom. En angelsaksisk overgangshistorie (2017). Som de har den forresten også internationalt format. Man fristes til at sige som Gisles svoger og fostbroder Vésten, da han en vinternat i Dyrefjord bliver gennemboret af et (magisk) spyd: »Den sad!«

Keld Zeruneith: ’Da de tog land. Historie, drømme og digtning i sagatidens Island’. Gyldendal, 384 sider, 400 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

:-)