Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kirsten Justesens lydværker fra 1970’erne om undertrykkelse kunne have været lavet i går

Man kan høre, at optagelserne er lavet i »gamle dage«, men indholdet er skræmmende aktuelt: Undertrykkelsen findes stadig i den danske kunstscene
Kultur
3. februar 2021
Kirsten Justesens (t.h.) genudgivne lydværker fra 1975 mimer i påfaldende grad de senere års offentlige kunstdiskussioner.

Kirsten Justesens (t.h.) genudgivne lydværker fra 1975 mimer i påfaldende grad de senere års offentlige kunstdiskussioner.

Svend Aage Andersen

Kirsten Justesen er et koryfæ i dansk kunst og var en af de store forandringsskabende kunstnere i 1970’erne, hvor hun begyndte at bruge sin krop i sine skulpturelle »arbejder«, som hun kalder sine værker.

Igennem hele sit virke har hun inddraget sig selv som figur i disse arbejder, hvor det aldrig er hende som person, det drejer sig om, men kroppen som sådan. Og derfor anonymiserer hun sig altid ved at bøje hovedet eller på anden måde sløre sit ansigt. Mest kendt er Skulptur II (1968), hvor hun sidder sammenkrøbet i en papkasse og på den måde både levede op til traditionens krav om en tredimensionel skulptur med sokkel og nøgen kvinde og samtidig humoristisk fornyede traditionen ved at proppe kroppen ned i soklen.

Sidste år oplevede Justesen, der er født i 1943, noget af en folkelig vækkelse, da hun medvirkede i DR-udsendelsen Kunstnerkolonien i Skagen og viste sig at være programmets ukronede, men også lidt krukkede og særdeles underholdende dronning.

Nu har Institut for Dansk Lydarkæologi – en forening der arbejder med at kortlægge og opsnuse væsentlige lydværker – netop genudgivet to af Justesens lydarbejder fra 1975, der handler om kvindeundertrykkelsen i kunsten.

Oprindeligt blev de sendt som radiomontager på DR i programmet På lurenkig, men nu kan man downloade eller streame dem direkte fra IDL’s hjemmeside. Og selv om stemmeføringen og dialekterne har forandret sig, så går det hurtigt op for en gennem lytningen, at indholdet er lige så aktuelt, som det var for 50 år siden.

Det mimer i påfaldende grad de senere års offentlige kunstdiskussioner.

Mandens magt

De to værker er ægte ’montager’ i den forstand, at de består af meget forskellige elementer, der bindes sammen af Justesens unge, ligefremme stemme.

Her er avisartikler, der læses blødt af en mandestemme, der er interview med kunsthistorikere og kunstnere, og i værk nummer II er der adskillige sekvenser med sang af Lene Adler Petersen, samt et langt lidenskabeligt oplæst digt af Ursula Reuter Christiansen.

Det er kunsthistorie, poesi og musik, der tilsammen fortæller om kvindernes position op igennem det 20. århundrede i Danmark, og som giver et indtryk af den nye kvindebevægelse i 1970’erne og deres uomgængelige arbejde for større lighed.

Kvinder i kunst I starter med oplæsningen af en avisanmeldelse af Anna Anchers værker fra Charlottenborgs mindeudstilling i 1935, umiddelbart efter Anchers død. Den behageligt bløde mandestemme, der læser op, gør, at man instinktivt har lyst til at lytte med, og indholdet gør, at man med det samme spidser ører: Hvad er det dog, der bliver sagt med så blid en stemme?

Jo, anmeldelsen beundrer Anchers værker ved at nedgøre den – sammenligner den med hendes mands overlegenhed og ender med at betegne hendes kunst som forbilledlig i portrættet af »ægte kvindedyder«.

Via oplæsningerne fra flere anmeldelser (alle skrevet af mænd) af Anna Ancher og også billedhugger Sonja Ferlov får man en kedelig indsigt i den dybe foragt for al kvindeligt, der prægede Danmark dengang.

Man ildnes i blodet og lytter videre til kunsthistorikeren Hellen Lassen, der forsøgte at skrive de to kunstnere ind i den officielle kunsthistorie. Hun beretter helt tørt og sagligt om den udelukkelse af det gode selskab, som kvinderne var udsat for, og om hvordan Ancher kun blev værdsat og tålt, fordi hun holdt sig til en specifik motivverden fra hjemmet – køkkenet, stuen, lyset.

»I selve fortielsen ligger det væsentlige, og det bliver en kunsthistorisk opgave at finde ud af, hvad det fortiede stof er – at afdække fortielsen,« siger kunsthistoriken.

Undertrykkelsen på kunstakademiet

Lydværket har også et sigende og rørende interview med den gruppe af kvinder, der slutter sig sammen på Kunstakademiet og i 1975 skaber den legendariske Kvindeudstillingen på Charlottenborg.

De unge kvinder beretter åbenhjertigt om, hvordan de bliver overset, nedgjort og latterliggjort af professorerne. Som når en fortæller, hvordan hun føler sig negligeret eller irettesættende bliver fortalt, at det hun udtrykker i sin kunst, ikke hører hjemme på et akademi.

En anden fortæller, at lærerne i øvrigt nægter, at de skelner mellem kvinder og mænd, og som hun siger: »De anerkender slet ikke, at der er et problem, og bliver decideret aggressive over det politiske«.

En lignende aggressivitet var vi vidner til ved den nylige busteaktion på Akademiet, hvor en gruppe anonyme billedkunstnere smed en gipsbuste af kong Frederik V i havnen. Handlingen afstedkom en sand strøm af led fordømmelse.

Kunstakademiet er stadig stedet, hvorfra mange af tidens aktuelle debatter udgår, i dag handler det blot ikke kun om køn, men også om, at studerende med en anden kulturel baggrund end dansk ikke føler sig inkluderet i den danske kunstscene.

Det internationale perspektiv

I det efterfølgende værk, Kvinder i kunst II, bliver fokus mere internationalt, blandt andet via et kassettebånd fra New York, hvor kunstnere fra et galleri i SoHo fortæller om deres organisering af en kvindeudstilling.

Det allerbedste ved lydværk nummer to er dog billedkunstner Ursula Reuter Christiansens oplæsning af et digt, der bliver som et værk i værket – oplevelsen er som at se et af hendes værker; mytisk og ekspressivt og med en kvinde (hende selv) i centrum, der er i naturens, barnets og mandens vold.

Opgaven med at hive de oversete kunstnere frem i lyset har man gjort en dyd ud af de senere år. Både Anna Ancher, Sonja Ferlov og Reuter Christiansen har her næsten 50 år efter udsendelsen haft store flotte soloudstillinger på Statens Museums for Kunst.

En lang række andre tidligere oversete kunstnere har opnået det samme på andre museer – Rita Kernn-Larsen, Gerda Wegener, Ragna Braase og flere andre. Hver gang oplever jeg det som en stor gave, når institutionerne bedriver korrigerende kunsthistorisk arbejde og finder de skjulte skatte frem.

Men selv om vi anmeldere måske ikke skriver så nedladende om kvindelige kunstnere længere, er det stadig et faktum, at kvindelige kunstnere er en minoritet i det samlede salg af kunst på verdensplan.

Og da Anna Ancher havde sin store museumsudstilling herhjemme sidste år på SMK, var der her i avisen uenighed mellem kritiker Rune Gade og litteraturredaktør Peter Nielsen, om hvorvidt museets strategi med at undlade at benævne det særlige kvindelige ved Anna Anchers værker nu også var tidssvarende og korrekt i 2020.

Alt sammen vidner det om, at det, som kvinderne i 1970’erne kæmpede for, stadig er langt fra afklarede eller løste problemstillinger.

Af den grund er Justesens lydarbejder topaktuelle: Undertrykkelsen er ikke hørt op. Den ligner faktisk i forstemmende grad den, der kom til udtryk for 50 år siden.

Kirsten Justesen, Kvinder i Kunst I, 1975

Kirsten Justesen, Kvinder i Kunst II, 1975

Begge lydarbejder er frit tilgængelige på: https://lydarkaeologi.bandcamp.com/album/kvinder-i-kunst-i-og-ii-1975

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Vældig spændende. Arbejdet i 70erne gav faktisk, som jeg oplevede det, nogle år med relativ lighed i 80erne og ind i 90erne, men så gik det galt igen, i lyset af genhierarkiseringen med det liberalistiske gespensts revitaliserede rædselsregime.