Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Krisesamfundet’ er et originalt perspektiv på de politiske langtidsvirkninger af COVID-19

At kriser, krisesamfundet og krisestaten er kommet for at blive, overbevises man om af Mikkel Vedby Rasmussens intelligente og velkomponerede bog
Mikke Vedby Rasmussen læser Mette Frederiksens beslutning om at lukke landet ned i marts 2020 ind i en historisk og filosofisk kontekst.

Mikke Vedby Rasmussen læser Mette Frederiksens beslutning om at lukke landet ned i marts 2020 ind i en historisk og filosofisk kontekst.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kultur
12. februar 2021

Hvad har Mette Frederiksen (S) og Winston Churchill tilfælles? De er begge politikere, der er kommet til rette som handlekraftige beslutningstagere i en afgørende krise for deres samfund. Frederiksen den 11. marts 2020, Churchill maj 1940, da den britiske hær var fanget i det nordlige Frankrig efter nederlaget til Hitlers krigsmaskine.

I disse afgørende dage lykkedes det Churchill at samle den britiske befolkning om at kæmpe videre på trods af alle odds. Marts 2o20 besluttede Frederiksen sammen med ganske få rådgivere at underkende de traditionelle råd fra Sundhedsstyrelsen om at behandle den nye coronavirus som en velkendt influenza.

I stedet lukkede hun Danmark ned for at redde befolkningen og landet gennem en ny og ukendt epidemi som snart hærgede resten af verden. Herunder Sverige, hvor man fulgte sundhedsmyndighedernes råd med de kendte følger i form af mange døde ældre.

Mikkel Vedby Rasmussen: ’Krisesamfundet’.

Saxo
Sådan konkluderer professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen i sin spændende og originale bog, Krisesamfundet, om langtidsvirkningerne af COVID-19. Den er skrevet i efteråret 2020, mens anden runde af epidemien skyllede ind over landet og afsluttet 19. december.

I mellemtiden er hans analyse af den danske beslutningsproces blevet yderligere bekræftet af Grønnegård-udvalgets omfangsrige rapport om forløbet. De når ganske vist frem til modsatte konklusioner vedrørende ansvaret.

Hvor Grønnegård er tæt på at sige, at statsministeren løj, da hun henviste til ’sundhedsmyndighedernes råd’ i sin begrundelse af den drastiske nedlukning, tænker Vedby Rasmussen længere og mere præcist ved for det første at understrege, at hun ikke henviste til Sundhedsstyrelsen, men netop til ’sundhedsmyndighederne’ i almindelighed.

Og for det andet ved at læse beslutningen i historisk kontekst og sammenligne med forløbet i andre lande og risikoen for at sygehusvæsenet ville blive løbet over ende, som det skete i Italien, USA og Brasilien og var tæt ved i nærtliggende lande som Storbritannien.

Grunden til, at Vedby Rasmussen når et anderledes resultat end Grønnegårds snævert juridiske bedømmelse er, at hans bog har et langt bredere sigte og bygger på et stort kendskab til historie og filosofi. Han læser coronakrisen som et vidnesbyrd om, at vi har bevæget os fra en globaliseret normaltilstand til en ny situation, som han døber ’krisesamfundet’.

Ikke at der ikke var kriser før. Tværtimod, påviser han, at mere eller mindre selvskabte kriser de sidste årtier har været anvendt som styringsredskab for at overbevise befolkningen om behovet for reformer.

Tænk bare på Løkke Rasmussens ’disruptionråd’, der skulle gøre Danmark klar til at håndtere udfordringerne fra de enorme teknologiske nybrud, der sker. Forskellen er bare, at nu står vi over for en ’rigtig’ krise som skyldes udefrakommende forhold. Ikke at menneskeheden er uden skyld i virussens opståen, langtfra, men den unddrager sig vores kontrol. Det fremgår med al beklagelig tydelighed af mutationerne.

Moderne kriser

Dette perspektiv skyldes, at Vedby Rasmussen begynder med en redegørelse for brugen af krisebegrebet i det klassiske Grækenland i politik og lægevidenskab. Ved hjælp af historikeren Thukydid, der skrev omkring 400 fvt., skildres de politiske mekanismer i Athen, der førte til det fejlslagne angreb på Syracus i Sicilien, tabet af flåden og dermed nederlag til Sparta i den peloponnesiske krig.

Thukydids politisk-militære krisebegreb sammenlignes med de græske lægers brug af begrebet. De kunne ikke stille meget op i form af helbredelse, og de klassiske lægebøger som Galen fra Pergamons omkring 100 fvt. er i virkeligheden kun sygejournaler, der identificerer de afgørende dage i sygdomsforløbet. Det er dem, der kaldes ’krise’ og markerer de afgørende punkter i sygdomsforløbet.

Denne observation overfører Mikkel Vedby Rasmussen til Sigmund Freuds analyse af moderne kriser for civilisationen såvel som for individerne. Det er spændende, men det bliver ikke klart, hvordan koblingen mellem individ og samfundsniveau foregår, ud over det selvfølgelige, at samfundet består af individer og at Freud virkede i Wien omkring år 1900 og var vidne til det østrig-ungarske monarkis glans, krise og undergang. En erfaring Vedby Rasmussen trækker ind i sidste kapitel som den bedste historiske situation, vi kan sammenligne nutidens kriser med.

Indtil 1918 var Wien hovedstad i det habsburgske multinationale imperium. Sammen med Budapest, Prag, Trieste og Krakow var Wien – plus Paris og Bruxelles – førende i den kulturelle og videnskabelige bevægelse, vi kalder modernismen.

Energien levede videre en tid i den stærkt reducerede og fattige hovedstad i det rest-Østrig, som sejrherrerne i 1. verdenskrig ikke ville lade slutte sig til Tyskland. Først undertrykkelsen af socialisterne i 1934 og Anschluss med det nazistiske Tyskland i 1938 fordrev den jødiske og socialistiske intelligentsia og udryddede det kulturelle miljø, som så levende er skildret af Stefan Zweig i Verden af i går skrevet 1942 i eksil i Brasilien (ikke Mexico som Vedby Rasmussen skriver).

Her er det fristende at minde om de sjældent erkendte paralleller mellem København og Wien. Begge er altdominerende hovedstæder i småstater, der er blevet tilbage efter opløsningen af meget større multinationale stater. Det multinationale Danmark mellem 1772 og 1807 og, måske især, perioden fra afståelsen af Norge i 1814 til udbruddet af borgerkrigen mellem den dansk-nationale og den slesvig-holstenske bevægelse i 1848, forklarer den kunstneriske og intellektuelle eksplosion, vi plejer at samle under overskriften ’guldalderen’.

Udbruddet af skabende energi kan ses som udfoldelse af energier, der hidtil havde fundet afløb i et større riges muligheder, samtidig med at man stadig havde den produktive virkning af de kulturelle forskelle i dette større rige i nær erindring.

Den danske kulturs »guldalder« blev ikke skabt af mennesker, der kun følte sig som kuede ofre for en tabt krig, statsbankerot og afståelse af en tredjedel af staten. De var ikke snæversynede småstatsnationalister som mange af deres efterkommere i anden halvdel af 1800-tallet og 1900-tallet.

Tilsvarende holdninger kan man finde i Wien i tiden mellem 1867 og 1938, hvor Vedby Rasmussen finder sine intellektuelle orienteringspunkter. Ud over Freud er det Joseph Schumpeter, Friedrich von Hayek, Ludwig Wittgenstein og Karl Popper, der har det til fælles, at de skrev deres bedste værker, efter at de var drevet i eksil sammen med Freud og talrige andre forskere, kunstnere og intellektuelle.

Kollektivt samfundssind

Danmark havde det held at tabe i 1864, men overlevede som homogen nationalstat, der blev socialdemokratisk i liberal og national aftapning. Mindre genial, men til gengæld med et kollektivt samfundssind, som Frederiksen har haft held til at mobilisere under nedlukningen.

Her har vi forklaringen på den relative danske succes med at bekæmpe epidemien og den uhørte stabile opbakning bag Frederiksen som overbevisende krisepolitiker.

Finanskrisen i 2008 var også dyr, men blev teknokratisk håndteret af Finansministeriet uden mobilisering af befolkningen. Det er anderledes nu, hvor budgettænkningens rammestyring taber og en ny type embedsmænd som Vedby Rasmussen kalder ’krise-kraterne’ tager over. Krisestaten er nødvendig i krisesamfundet, forudser han, og det vil fremme en ny type rådgivning.

Det militærfaglige råd til briterne i 1940 var at overgive sig og slutte den bedst mulige fred. I stedet samlede Churchill briterne om at evakuere soldaterne fra Dunkerque. Godt nok uden tunge våben men med vilje til at kæmpe videre på strandene, i byerne og bakkerne. At det blev i luften slaget om Storbritannien sommeren 1940 blev afgjort gjorde mindre for krisepolitikerens eftermæle.

Ligesom krig er for vigtig til at blive overladt til generaler, så er sundhedspolitik for vigtig til at blive overladt til læger, skriver Vedby Rasmussen. Lægerne kunne have implementeret Sundhedsstyrelsens strategi fra 10. marts 2020, og generalerne kunne have overgivet de britiske styrker i maj 1940.

Valget var ikke et fagligt, men et politisk spørgsmål. Det erkendte Mette Frederiksen klarere end de fleste. Derfor er hun noget nyt, en krisepolitiker, som vil få et stort eftermæle, hvis hun klarer omstillingen til den endnu vanskeligere øvelse at åbne landet igen.

Her lover fejlene under håndteringen af afviklingen af minkerhvervet dog mindre godt ifølge Vedby Rasmussen. Men at kriser, krisesamfundet og krisestaten er kommet for at blive, overbevises man om af denne intelligente og velkomponerede bog.

Mikkel Vedby Rasmussen: ’Krisesamfundet’. Informations Forlag, 214 sider, 250 kroner.

Uffe Østergaard er historiker med speciale i europæisk identitetshistorie, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sören Tolsgaard

Mette er ikke perfekt, men hvem, af dem vi normalt sammenligner os med, har gjort det bedre? Muligt Boris Johnson lige nu har fat i den lange ende mht. vaccine, men hidtil har han udvirket det værste ragnarok i efterkrigstidens UK.

I betragtning af det kontingent af fodslæbere og værnemagere, MF er omgivet af, har hun ydet en fortrinlig indsats. Hvad hun end gør, lyder der snæversynet brok, som siden ofte forvandles til medløberi, fordi hun gjorde det rette.

Check lige dødstallene for en række europæiske lande. Den polariserende minksag medførte et knæk, men vi er på vej ind i smult vande igen. Kun Norge og Finland har gjort det noget bedre, mens resten excellerer i elendig håndtering.

https://en.wikipedia.org/wiki/COVID-19_pandemic_in_Europe#/media/File:CO...