Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kristín Marja Baldursdóttirs roman ’Mødrenes gade’ er en vaskeægte feministisk oprørsbog

En gade i det gamle Reykjavik får både sjæl og følelser i godmodig, men inderst inde vild feministisk roman
Kultur
5. februar 2021
Kristín Marja Baldursdóttir viser modsætningen mellem kvinders ofte kolossale potentiale og så de snævre roller, de tildeles i en patriarkalsk kultur.

Kristín Marja Baldursdóttir viser modsætningen mellem kvinders ofte kolossale potentiale og så de snævre roller, de tildeles i en patriarkalsk kultur.

Gyldendal

Negleklipperen 3-i-en har, så længe de ældre kan huske, været fast bestanddel af de flestes private udstyr. Forståeligt nok, må man sige, eftersom dette redskab på næsten ingen plads kombinerer en negleklipper (fortrinsvis til tæerne) med en neglefil og en neglerenser.

Konceptet kan meget vel have foresvævet Kristín Marja Baldursdóttir under arbejdet med hendes niende roman og 13. bog, Mødrenes gade, der udkom på islandsk i fjor og nu foreligger på et fremragende dansk ved Rolf Stavnem, som i tone perfekt har ramt hendes karakteristiske kombination af sødme, poesi, charme, sans for atmosfære, evne til konkret miljøfremstilling og diskret budskabsformidling.

Kombinationsbogen, hvis handling udspiller sig midt i 1960’erne er for det første et nyt bidrag i den efterhånden lange række af islandske romaner om et gudsord fra landet, konfronteret med hovedstadens barske realiteter.

For det andet udgør romanen en elegant turneret kollektivskildring af kvinderne i en lille gade med træhuse, som regel i to etager med fuld kælder, af den type, der endnu dominerer Reykjaviks gamle midtby.

Og for det tredje benytter forfatteren sin hovedperson og sin fastholdte handlingsscene til at vise modsætningen mellem kvinders ofte kolossale potentiale og så de snævre roller, de tildeles i en patriarkalsk kultur.

Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade.

Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade.

Saxo
Hovedfiguren, Marin, har for nylig taget studentereksamen, men ved endnu ikke rigtig, hvad hun vil med sit liv. Omstændighederne har placeret hende i et af gadens huse hos hendes 15 år ældre søster og dennes voldsomt venstreorienterede mekanikermand og to uvorne knægte.

Fra skoletiden kender hun vennen Kristofer (ja, med kun ét f på islandsk), der forventes at studere jura og overtage familiens forretning, men i grunden helst vil være digter og kanhænde engang blive gift med Marin.

Urørlige drømme

Når vor heltinde ikke ordner vasketøj og gør rent og køber ind, samt hvad der ellers hører til at være en slags au pair for ens familie, sælger hun billetter i biografen, drømmer sig til en høj flot mand og tegner tøj til kvinder.

Læseren mere end aner, at hun en skønne dag kan blive modedronning nede i Paris, når hun er færdig med at lede efter noget, hun ikke ved, hvad er, og så småt har vænnet sig til at skulle udvikle sig til kvinde.

I en fortrolig samtale med en veninde, Inga, opsummeres Marinas og andre kvinders situation sådan her:

»Drømme er smukke og urørlige som mørke, ubestigelige bjerge i det fjerne, længslen efter dem giver livet mening, driver tanken frem til de mest utrolige bedrifter. Men når drømmen er blevet en hverdagsagtig lille størrelse uden for køkkenvinduet, som det ubetydelige kød svælger i, er det, som om lysten svigter.«

At denne konflikt også gælder mange, mange andre, fremstiller forfatteren ved gang på gang at lade kvinderne i gaden passere revy for læserens blik.

Til at begynde med fordi Marin overvejer, hvem af dem hun mon kan leje sig ind hos, men senere som en slags genkommende kædepræsentation, der gør, at vi efterhånden føler, vi kender dem alle: den fedladne fladkagekone, de spinkle danske søstre med tørklæderne, basunistens kone, den koleriske mands kone, den unge kvinde oppe på tagetagen, den sære kvinde (også kaldet Filosoffen), moren til de to uvorne piger, snedkerens kone plus NB ikke at forglemme den fraskilte kvinde henne på hjørnet, som holder vilde fester og får vældig indvirkning på handlingens skæve gang.

Utopisk fællesskab

Hvordan skal ikke røbes. Hun drager pludselig til USA med gæt selv hvem, hvilket udløser romanens morsomste scene, hvori den forladte kvinde stiller sig op på gaden og holder tale i teaterstil, hvilket for en stund forener gadens kvinder i et følsomt utopisk fællesskab, som rækker ud over den daglige sladder.

Et pudsigt gammeldags træk ved romanen er dens hyppige menneskeliggørende personificeringer af gaden. Den slumrer i forårets kulde. Den bliver varm og kommer i strålende humør, så snart solen skinner på den i henrykkelse over egen charme.

Gaden sover middagslur, og den får indimellem lov at kommentere handlingen, som hvor det hedder, at den ikke finder det ønskværdigt, at kvinder fra den ene dag til den anden forsvinder til udlandet. For gaden kan ikke undvære arbejdende folk – slet ikke sine kvinder, som efter dens sikre opfattelse udgør hjemmenes hjørnesten.

Ironien må kaldes tommetyk. Trods sin charmerende godmodighed og sin mildt overbærende tone i skildringen af kvinders daglige trakasserier og evindelige problemer med mand og børn og naboer er Mødrenes gade en vaskeægte feministisk oprørsbog samlet om alle de spildte muligheder og spidset til i viden om nødvendigheden af at tage ansvar for sig selv, sådan som ikke mindst Marin må.

Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade. Roman. Oversat fra islandsk af Rolf Stavnem. Gyldendal 254 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her