Nyheder som oplysning. Nyheder som underholdning. Nyheder som propaganda. Nyheder som stridspunkt. Nyheder er det hele og mere til i Paul Greengrass’ nye film, den medrivende News of the World, der både er et intimt portræt af to ensomme mennesker på jagt efter et hjem og en fascinerende skildring af et splittet USA i årene efter Den Amerikanske Borgerkrig.
Tom Hanks spiller hovedrollen som den tidligere sydstatskaptajn og krigsveteran Kidd, der i 1870 rider fra by til by i Texas og læser nyhederne op fra sine medbragte aviser. For ti cent kan de lokale, som enten ikke selv kan læse eller ikke har adgang til aviser, høre ham berette om både lokale, regionale og føderale begivenheder.
Og det er en kilde til stor moro – historien om en død mand, der pludselig vågner op og forstyrrer et bryllup; stor bestyrtelse – nyheden om, at færgen over Red River ikke længere kan sejle; og stor vrede – artiklen om, hvilke indrømmelser staten Texas skal give for igen at blive en ligeværdig del af unionen efter krigen.
Kidd, der før krigen ernærede sig som trykker og avismand, er selv en fredens, diplomatiets og oplysningens mand, der tror på at se fremad og forsøge at hjælpe forsoningen på vej i det stadig opdelte land, hvor ikke mindst de sydligste stater stadig har et horn i siden på dem mod nord.
En dag støder han helt bogstaveligt ind i det racehad, der trives i bedste velgående i sydstaterne, da han finder en lynchet sort mand og en bange, hvid, forældreløs pige. Hun blev fem år tidligere bortført af indianere, der slog hendes familie ihjel, og hun, Johanna (Helena Zengel), tror nu selv, at hun er indianer.
Kidd påtager sig opgaven med at bringe pigen sikkert tilbage til den onkel og tante, hun stadig har et sted i Texas. Det bliver en farefuld færd, men også en færd, hvor de knytter et bånd – på sin vis bliver far og datter – og hver især tvinges til at se en voldsom fortid i øjnene.
Betimelig historie
Der er umiddelbart langt fra News of the World til nogle af de mere actionfyldte og voldsomme film, Paul Greengrass ellers har lavet: Bourne-filmene, Green Zone og Captain Phillips – sidstnævnte også med Tom Hanks i hovedrollen. Men det er den samme interesse for politik, samfund og mennesker under pres, der er motoren i alle den britiske filmskabers film.
News of the World gør ikke umiddelbart meget væsen af sig, men den besidder en stille kraft, der ikke mindst stammer fra Tom Hanks og unge Helena Zengel i rollen som Johanna – de er et godt par – og fra de voldsomme ting, de oplever undervejs på deres færd. Tiden, stedet og menneskene træder levende frem i en velkomponeret og flot fotograferet blanding af western og drama.
I en mindre dygtig billedmagers hænder kunne filmen være blevet et didaktisk lærestykke i USA’s historie og de voldsomme konflikter, der nærmest er en del af landets dna. Som når Kidd taler om indianere, der dræber nybyggere, som selv har fordrevet og slået indianere ihjel for at tage deres jord. Eller når Kidd og Johanna møder en selvbestaltet fyrste, der har opbygget sit eget lille samfund ved hjælp af lige dele frygt, manipulation og etnisk udrensning, og Kidd under en af sine oplæsninger får skabt oprørsstemning ved at tale om tilhørernes ret til at stemme om, hvad de vil høre, i stedet for at lade despoten beslutte alt.
Greengrass formår dog at skabe så megen spændstighed og spænding i de enkelte sekvenser, at man først bagefter lægger mærke til, hvor meget han egentlig har på hjerte – selvfølgelig også om vigtigheden af nyhedsformidling.
News of the World er baseret på en roman af Paulette Jiles fra 2016, og set i lyset af den helingsproces, som USA nu skal igennem efter valget af en ny præsident, er det en meget betimelig historie, filmen fortæller, også selv om den foregår for 150 år siden.
’News of the World’ – Instruktion: Paul Greengrass. Manuskript: Paul Greengrass og Luke Davies. Fotografi: Dariusz Wolski. Længde: 118 minutter. Kan ses på Netflix
@Christian Monggaard
Jeg så filmen og blev aldeles imponeret over Helena Zengel, som spiller Johanna.
Jeg googlede selvfølgelig navnet - og det viste sig, at Helena Zengel er tysker og allerede har en solid baggrund i tysk film og TV - i 2020 vandt hun Deutscher Filmpreis for sin rolle i "Systemsprenger".
Jeg glæder mig allerede til at se Helena Zengel igen -
og krydser fingre for, at hun klarer springet til voksenskuespiller uden problemer.
Ja, hun er virkelig god. Ret flot i betragtning af, at hun ikke siger ret meget, men må forlade sig på ansigt og øjne.