Messen i h-mol opviser det højeste og det dybeste i Johann Sebastian Bachs livsværk

Blandt Bachs flere end 1.000 værker indtager Messe i h-mol og Kunst der Fuge en særstilling. Begge storværker optog ham intenst de sidste år af hans liv, det handler om den sindrige kompositionsmåde, man kalder kontrapunkt, hvor et tema behandles i flere stemmer samtidig – en teknik, Bach (1685-1750) mestrede til fuldkommenhed.

»En stor katolsk messe,« kaldte sønnen Carl Philipp Emanuel h-mol-messen, som den gamle, næsten blinde far hverken havde mulighed for eller kræfter til at bringe til opførelse.

Den havde været på vej i længere tid. I 1733 komponerede Bach de to første messeled (Kyrie og Gloria) i sin protestantiske hjemby Leipzig til den nye kurfyrste i den katolske naboby Dresden. Med en bøn om at få tildelt titlen som kurfyrstelig hofkomponist, hvilket først lykkedes nogle år senere.

Messens tre sidste led (Credo, Sanctus og Agnus Dei) blev komponeret i løbet i 1740’erne, og som det ofte var sædvane, genbrugte Bach en del materiale fra tidligere værker. Men Dresden-dimensionen var fortsat vigtig, for Bach havde fyrstehoffets overdådige musikalske ressourcer for øje i hele værket – orkestermusikere og sangere, som Leipzig-kantoren ikke havde til rådighed i sine kirker.

Det er altså en slags samleværk med særskilt åndelige og musikalske dybder, vi skal nærme os denne gang. Der er valgt otte album, som er tilgængelige på Spotify, og som kan tjene til læsernes indgang i musikken.

De fleste versioner er forankret i den historisk informerede opførelsespraksis, dvs. med originalinstrumenter og mindre ensemblestørrelser. Udgangspunktet er et sådant album med dirigenten William Christie og Les Arts Florissants (2018), et fransk partnerskab, som især har arbejdet med den franske operadramatik.

Underspillet og spagt

Messen begynder med det tredelte »Kyrie« (bøn om barmhjertighed), og vi skal opholde os ved det første kyrie, som er en grandiost opbygget fuga i h-mol: en blanding af streng korstil og et mere frit agerende orkester.

Anråbelsen over de fire første takter siger så at sige alt om det musikæstetiske grundlag, vi konfronteres med. Hvor gennemsigtig eller massiv er korlyden? Hvor hurtigt eller langsomt er tempoet? Herefter følger en temaeksposition i orkestret alene, og koret slutter sig gradvist til.

William Christies styrker består af et bevægeligt kontingent på et halvt hundrede medvirkende, dog bliver man hurtigt skuffet over manglen på vitalitet. Fraseringerne er luftigt underspillede, korindsatserne spage, og på trods af det bevægelige tempo – satsen varer knap ti minutter – er spændingsniveauet ganske lavt.

For 35 år siden kom englænderen John Eliot Gardiner med en af de første historisk informerede h-mol-messer, lidt større besætninger end Christies, men med en interessant disposition af korsangen.

I kyriet hører vi vekslende solister og korstemmer, såkaldt sologruppe og ripienogruppe, sådan som Bach og samtidige formodentlig har praktiseret det. Varigheden er et halvt minut hurtigere end Christies, og i den fremdrift åbenbarer der sig et fokuseret orkesterspil og en retorisk dynamik i det særdeles velsyngende kor.

Dette koncept med solo/ripieno bliver endnu mere konsekvent gennemført hos Lars Ulrik Mortensen (2015). Her er der i alt ti sangere til at varetage både korsatser og solosatser. Var det mon så minimalistisk, Bach havde tænkt sig?

Det er en meget lang diskussion, som vi lader ligge her. Men i kraft af Mortensens visionære ledelse udføres den ekstremt kammermusikalske tilgang overbevisende – varigheden er ni minutter, som gennemstrømmes af et levende linjespil og en vokalbeherskelse af ren og pur skønhed.

En ekskursion tilbage i tiden viser os, hvor gennemgribende Bach-opfattelsen har forandret sig hen over et halvt århundrede. Versionen (1968) med den tyske dirigent, Otto Klemperer, er streng, monumental og overmåde behersket i tempovalgene.

Med skam at melde er det i dag en prøvelse at komme igennem det første kyrie (knap 14 minutter) – en mur af lyd. Så tungt og gravitetisk går gamle Klemperer til værks med et velvoksent kor og stort symfoniorkester.

Tyske Karl Richter var en af 1960’ernes markante Bach-specialister med mange pladeudgivelser. I hans version (1962) er der tyndet ud i besætningerne, gangarten er lidt lettere end Klemperers (12 minutter), og modsat ham ynder Richter også en mere inderlig, næsten romantiseret behandling, som ikke længere er god latin på bjerget.

Saligt klangrum

Det storslåede »Gloria« – den ni-satsede lovprisning af den hellige treenighed – begynder med trompeter og pauker i en swingende korsats. Det bemærkelsesværdige ved komplekset er imidlertid de fire satser med solister og et obligat (fremtrædende) soloinstrument.

Virtuos, koncerterende musik, som for så vidt godt kunne være blevet spillet i kurfyrstens private gemakker. Tekstdelen, som begynder med »Laudamus te« (Vi højlover dig), former sig således som en lille virtuos violinkoncert over for solosopranens blomstrende toneranker. Belgieren Philippe Herreweghe (2000) rammer en vidunderlig poetisk åre i denne arie med den franske stjernesopran Véronique Gens.

»Domine Deus« (Herre vor Gud, himlenes konge) er en duet for sopran og tenor med ledsagende fløjte. Det er en varsomt slentrende musik: pizzicato-bas og sordinerede violiner og bratscher, og indtagende udvekslinger mellem fløjten og sangerne. John Eliot Gardiner skaber en af de bedste verdener, hvor replikker og akkompagnement musiceres i et afspændt og saligt klangrum.

Trosbekendelsen, som Bach har kaldt »Symbolum Nicenum«, er som »Gloria« fordelt i ni satser, men med mere vægt på koret. Som en af de mest gribende satser kommer nummer fire, »Et incarnatus est« (Og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske). Det er andagtsmusik.

De to violingrupper spiller et tonemaleri som bagtæppe, en strøm af faldende figurer med smertefulde suk. Korstemmerne sætter forskudt ind med harmonier, snart velklingende, snart dissonerende – det er som en sublimeret koral, der forundres over det store mysterium.

I versionen med japaneren Masaaki Suzuki og hans mellemstore besætninger (2007), som følger den historiske opførelsespraksis, bliver satsen billedlig talt dirigeret med hvide handsker, respekten er så stor, at harmoniernes indbyggede forvarsel om korsfæstelsen fortoner sig i en tilbageholdt pænhed.

Anderledes med englænderen John Butt (2010), som med sine skotske besætninger ligger på den minimalistiske linje ligesom Lars Ulrik Mortensen. Hos Butt hører vi kammermusik. Individuelle stemmer med et determineret engagement og i en fornemt afstemt balance i det harmoniske spil. Og violinernes retoriske suk bringer bebudelsen om korsfæstelsen nærmere end hos Suzuki.

Gådefuld udtrykskraft

Festmusikken vender tilbage i Sanctus-delen. Her vil det igen være illustrativt at holde gammelt op mod nyt. »Osanna« (Hosianna i det højeste) er en ottestemmig jubelsats fordelt på to kor. Det er sådan set ikke tempoet, der adskiller Karl Richter (2’55) og Lars Ulrik Mortensen (2’43).

Det er i høj grad pulsfornemmelsen. Hos Richter marcherer musikken, hos Mortensen danser den. Det høres særligt i satsens dominerende vokalteknik, de hurtige passager sunget på en enkelt vokal, som man kalder melismer. Richters sangere nærmest staver sig frem fra toneklynge til toneklynge, mens Mortensens solistbesætning har overskud til et langt mere differentieret og medrivende foredrag.

Mod messens slutning kommer en arie, der indkapsler Bachs tro og åndelighed med en gådefuld udtrykskraft. »Agnus Dei« (Guds lam som bærer verdens synder) for altsanger med de to violingrupper som uddybende enstemmig modstemme.

Det er et uhyre ekspressivt melodisk forløb med dristige intervaller og en vedvarende forvandling af motivernes retning og harmoniske betydning. Blandt de mest indtrængende fortolkninger af dette klenodie står Philippe Herreweghes album med kontratenoren Andreas Scholl, hans næsten vibratoløse røst og sublime teknik gennemlyser musikken med en overjordisk inderlighed.

Det er dog ikke ligetil at anbefale et enkelt album med Messe i h-mol, som i sin helhed sætter alle andre i skyggen. Men som det fremgår af rundturen, er himlen særlig høj over Lars Ulrik Mortensen og John Eliot Gardiner, den sidstnævnte ovenikøbet med en ny version i 2015.