I det sidste digt i Mikas Langs anden digtsamling står der: »jeg siger I CAN’T BREATHE/ fordi jeg kan trække vejret«. Sådan taler digteren og lader de døde tale både kampklart og afmægtigt i Og spøgelser (Melanin II). Den politidræbte George Floyd er én af de døde, forfatteren Toni Morrison (1931-2019) en anden, digteren og aktivisten May Ayim (1960-1996) en tredje. Ruth W. Lang er en fjerde, hun deler efternavn med digteren, hun er hans mor.
Og spøgelser begynder ved Ruth, ved hendes liv, hendes død, »begynder ved begyndelsen,/ igen«, som der står, inden Ruth har fået sit navn og blot optræder som »min mor«. Ordet ’igen’ sætter en cyklisk bevægelse i gang, digtet fortsætter:
»min melanin melerer,
igen, genskriv, genstart,
overfart i lasten, overlasten,
overskrivningen, en verden
ender, en anden
begynder
krakelerer,
i det dybsorte, min mors liv,
min mors død.
én lang, langsom cyklisk bevægelse,
livet, livet og døden,
min død,
mit liv kan ikke isoleres,
fra et sted, jeg aldrig har været
mod et sted, jeg ikke kan blive«.
Der er rim, flow og rytme, det giver energi. Samtidig er det næsten, som om ordspillene sukker. Er de ved at give op? Hvis de er, forstår jeg dem godt, for de ordspil har knoklet længe i en bestemt tradition af mundtlig poesi, spoken word og hiphop. Her har de hele tiden skullet finde på nye slagfærdige måder at tale om racisme på. Hele tiden har de skullet fortælle hvide mennesker om den europæiske kolonialismes politiske, økonomiske og kulturelle aftryk på verden. Om traumer, der går i arv – Mikas Lang kalder netop sine digte for ’Hjemsøgelser’ – om »lasten« og »overlasten«. Hele tiden har de ordspil mere eller mindre eksplicit været nødt til at nævne fortidens slaveskibe og dermed, hvordan mennesker fra det afrikanske kontinent er blevet transporteret rundt i verden som varer.
Jeg tænker på døde poeters udødelige ord, på Gil Scott-Herons »The revolution will not be televised«, på Audre Lordes »Your silence will not protect you«. Jeg tænker på en levende Joey Bada$$, der skriver tre K’er i AmeriKKKa og i »Land of the Free« også taler om døde, racialiserede, varegjorte kroppe: »In the land of the free, it’s full of free loaders/ Leave us dead in the street to be their organ donors«. Det er poesi, og så længe der findes racisme, er der også kamp.
Ordspillene var også på arbejde den 20. januar i Amanda Gormans performance ved Joe Bidens indtrædelsesceremoni. På fire linjer fik hun opridset sin egen og de slavegjortes historie samt en sort piges muligheder i forhold til den amerikanske drøm: »Where a skinny Black girl/ descended from slaves and raised by a single mother/ can dream of becoming president/ only to find herself reciting for one«. Det behøvede Lady Gaga og Garth Brooks, der også optrådte ved ceremonien, ikke, for de er en del af hvidhedens hegemoni.
Anderledes er det for Amanda Gorman i USA og Mikas Lang i Danmark. Hvis ikke de selv taler om deres hudfarve, gør andre det. Den ene siger »black«, den anden »melanin«.
Citerbart og kampklart
Mikas Lang forholder sig hele tiden til den kendsgerning. Han dokumenterer racismen gennem blandt andet sin mors historie, gennem racistiske ready mades ligesom Maja Lee Langvad gjorde i Find Holger Danske fra 2006, der var den første danske digtsamling, der talte om hvidhed. Men Mikas Lang bruger altså også en mundtlig traditions virkemidler – og det er ikke udelukkende citerbart og kampklart. Han udtrykker smerte, håbløshed og nærmest apati. Det er der en sørgelig pointe i.
Pointen er, at selv i 2021 er en ikkehvid digter i Danmark nødt til at skrive: »jeg er ikke så dansk/ som de danskere der ikke skal svare på/ hvor de kommer fra/ hvad kommer efter efterkommer …« og i samme digt: »jeg forstår ikke den drilske danske ironi/ hvordan er det ironisk at tage et hvidt lagen over hovedet til fastelavn« for så at slutte med: »jeg ved ikke hvad der er rigtigt/ men jeg ved hvad der er forkert/ din racist«.
Og spøgelser er et katalog over vestlig racisme. Ordene står sort på hvidt og hvidt på sort og bevæger sig mellem Ruth W. Langs barndom i Bamberg i Tyskland i 1950’erne, til May Aims adoptionshistorie, også i Tyskland, og videre til »et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption« i Danmark i 1950-60’erne, efter en rejsereportage fra Liberia 2012: »Vi pakker ni blege danskere og mig, en halvblods, i to jeeps og kører på humanitær menneskesafari.// Folk vil vide, om jeg kan skaffe dem et job. De vil også være chauffører for de hvide.«
Reportagen bærer på en både indadvendt smerte: »Jeg føler så meget lede ved mig selv« og en udadvendt: »Overklassen i Liberia udgøres overvejende af vestlige udviklingsarbejdere.«
Og spøgelser skifter mellem facts og følelser, dokumenter og digte. Stemningen og energien veksler mellem protest og fuldstændig afmagt. Den afmagt og smerte er vi nødt til at tale om og forholde os til. Maja Lee Langvad gav os muligheden i 2006, men var der nogen, der greb den dengang? Yahya Hassans stemme var også fuld af kamp og smerte, forholdt vi os for alvor til den? Nu har vi Mikas Lang. Lad os denne gang lytte – til både poesien og kampen.
Mikas Lang: ’Og spøgelser (Melanin II)’. OVO press. 96 sider. 170 kroner
