Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mikas Lang er nødt til at sige »din racist« i sin nye digtsamling ’Og spøgelser’

Mikas Langs digtsamling ’Og spøgelser’ skriver sig ind i en tradition af mundtlig poesi, der hele tiden skal finde på nye slagfærdige måder at fortælle hvide mennesker om den europæiske kolonialismes politiske, økonomiske og kulturelle aftryk på verden
Mikas Langs digtsamling ’Og spøgelser’ skriver sig ind i en tradition af mundtlig poesi, der hele tiden skal finde på nye slagfærdige måder at fortælle hvide mennesker om den europæiske kolonialismes politiske, økonomiske og kulturelle aftryk på verden

Diantha Jayananthan

Kultur
19. februar 2021

I det sidste digt i Mikas Langs anden digtsamling står der: »jeg siger I CAN’T BREATHE/ fordi jeg kan trække vejret«. Sådan taler digteren og lader de døde tale både kampklart og afmægtigt i Og spøgelser (Melanin II). Den politidræbte George Floyd er én af de døde, forfatteren Toni Morrison (1931-2019) en anden, digteren og aktivisten May Ayim (1960-1996) en tredje. Ruth W. Lang er en fjerde, hun deler efternavn med digteren, hun er hans mor.

Og spøgelser begynder ved Ruth, ved hendes liv, hendes død, »begynder ved begyndelsen,/ igen«, som der står, inden Ruth har fået sit navn og blot optræder som »min mor«. Ordet ’igen’ sætter en cyklisk bevægelse i gang, digtet fortsætter:

»min melanin melerer,
igen, genskriv, genstart,
overfart i lasten, overlasten,
overskrivningen, en verden
ender, en anden
begynder
krakelerer,
i det dybsorte, min mors liv,
min mors død.
én lang, langsom cyklisk bevægelse,
livet, livet og døden,
min død,
mit liv kan ikke isoleres,

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her