Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ny bog svarer på, hvad der egentlig skete for Horace Engdahl

Det kontroversielle medlem af Det Svenske Akademi Horace Engdahl forsøger i sin nye bog at spidde en hysterisk tidsånd, der vil straffe nutidens mænd for fortidens ugerninger
Det er, som om Horace Engdahls særegne blanding af en hjemløs radikal æstetik og højkulturel ambition passede som fod i hose med Akademiets logeagtige tilværelse. Her er det muligt at dyrke litteraturen, som var den større end alt andet.

Det er, som om Horace Engdahls særegne blanding af en hjemløs radikal æstetik og højkulturel ambition passede som fod i hose med Akademiets logeagtige tilværelse. Her er det muligt at dyrke litteraturen, som var den større end alt andet.

Henrik Montgomery

Kultur
5. februar 2021

Mange forbinder i dag Horace Engdahls navn med det litterære etablissements enfant terrible, der med snedige rænker og alliancer i 2018 fordrev Sara Danius fra posten som permanent sekretær og med sine udtalelser fik Det Svenske Akademi til at falde som et korthus.

Men man skal om Horace Engdahl også vide, at han i sin sjæl er romantiker. Ikke nødvendigvis sådan en, der synger serenader for den elskede neden for hendes balkon eller bringer hende søde presenter.

Nej, romantik forstået som den kulturstrømning, der tog sit afsæt i det sene 1700-tal, og som svar på oplysningstidens rationalisme gav plads til følelsesfulde øjeblikserfaringer, udtrykte splittelse og længsel efter ny harmoni og enhed.

Romantikken har vist sig ikke blot at være en historisk periode, men blevet det begrebslige grundlag, som store dele af 1900-tallets kunst- og værkforståelse opererer ud fra, og som fortsat gør sig gældende i nutidens kunst.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Problemet er de gentagne forsøg på at lade som om, at det tidligere var legalt at opføre sig som en tølper overfor kvinder og andre mennesker. Det har det aldrig været, og i 70erne til op i 90erne var det faktisk også lykkedes at gøre det verboten at udnytte fortrinsstillinger i kraft af magt og penge, i hvert fald som et varebytte.
Men med liberalismen faldt alle skranker igen, og det eneste væsentlige blev igen at tage, hvad man kunne få, på alle leder og kanter.

Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Hanne Utoft, Jørgen M. Mollerup og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Ærligt talt - lad dog denne selvglade og selvbestaltede kulturperson være i fred. Som menneske er han ikke interessant.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det medfører samtidig, at den litteratur, der behandles af den type kritiker ikke forsøges penetreret og gennemskuet, men snarere lyttet ind på bagom kulturens og de forudindtagede meningers område. Fremfor at søge entydigheden i det behandlede materiale er der tale om gerne at omgås dobbelttydigheder".

Meget ofte dækker den type kritik over, at den "kulturgejstliges" åndfulde og æstetisk "selvnydende" tale, der forsøger at låne glans fra romantikkens litterære "genier", når alt kommer til alt, akademisk set, er udtryk for teoretisk og intellektuel dovenskab og overfladiskhed.

Peter Nielsens indledende karakteristik af en generation af litterære kritikere, der har deres udgangspunkt i romantikken som kulturstrømning, er ret så præcis og fremragende.

Ha ha, jamen han lyder da meget sjov, ham der Horace Engdahl.
Ufrivilligt.