Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Nyuddannede instruktører fra filmskolen Super16 gør det filmbranchen mangler

Den alternative filmskole Super16 har udklækket endnu et kuld dygtige filmfortællere og filmhåndværkere, der måske ikke ligefrem vælter Informations anmelder bagover, men som alle har vigtige ting at sige
Hannah Elbke formår i sin afgangsfilm fra Super16 ’Vilde sind’ at skildre unge liv på en loyal og indfølt en måde. Det er der brug for i dansk film.

Hannah Elbke formår i sin afgangsfilm fra Super16 ’Vilde sind’ at skildre unge liv på en loyal og indfølt en måde. Det er der brug for i dansk film.

Hannah Elbke

Kultur
19. februar 2021

Frigørelse fra forældre, overgang mellem barn og voksen, brutal, grænseoverskridende adfærd, fødselsdepression, kampen for det ufødte liv. Det er store emner, der bliver tacklet i Super16-elevernes afgangsfilm, seks af slagsen, der kan ses på filmmagasinet Ekkos hjemmeside. Og det er tydeligvis emner, som de unge filmskabere kan relatere til – der er noget på spil i filmene – netop fordi de handler om de overgange og transformationer, som vi alle skal igennem flere gange i løbet af livet, men som kan føles endog meget overvældende og voldsomme, når man er ung.

Super16 blev stiftet i 1999 som et alternativ til Den Danske Filmskole og viste sig allerede fra begyndelsen leveringsdygtig i markante filmstemmer, ikke mindst Christina Rosendahl (Vores mand i Amerika), Roni Ezra (9. april), Kaspar Munk (You & Me Forever) og Fenar Ahmad (Underverden). Årgangen, som tager afgang nu, er nummer ti.

Indimellem har enkelte årgange sågar været mere spændende end deres ’konkurrenter’ på Filmskolen, hvilket kunne skyldes, at uddannelsen i høj grad er selvtilrettelagt og selvfinansieret – med kyndig vejledning fra den etablerede filmbranche og professionelle filmfolk – og derfor båret af en stor portion nødvendighed, dedikation og passion. Super16-eleverne skal på sin vis slås mere end filmskoleeleverne, der får det meste serveret.

Ingen nemme løsninger

En af de bedste af de nye, 20-30 minutter lange afgangsfilm er Hannah Elbkes Vilde sind, som hun selv har skrevet sammen med Henrik Binger. Den handler om 15-årige Daniel (Elias Budde Christensen), der bor sammen med sin mor, Bella (Signe Egholm Olsen), og drømmer om at flytte hjem til sin far i København, hvor han så kan gå i gymnasiet.

Hannah Elbkes ’Vilde sind’

Hannah Elbkes ’Vilde sind’

Hannah Elbke

Daniel føler sig uden for i det lidt provinsielle, forstadsagtige miljø, han bor i, og så er han begyndt at blive flov over den mor, han engang var så glad for. Det bliver aldrig sagt, at hun har en diagnose, men hun er til tider noget manisk og tiltrækker sig opmærksomhed på en måde, som man bare ikke har brug for som en 15-årig dreng, der forsøger at finde sin egen identitet og passe ind blandt sine jævnaldrende.

Vilde sind er en vældig fin og velfortalt lille film, som ikke mindst får meget ud af samspillet mellem Elias Budde Christensens meget stille, tilbageholdende teenager og Signe Egholm Olsens rastløse mor, der på ingen måder har lyst til at give slip på sin søn, og som gemmer sig bag pludselige humørskift og en mildest talt excentrisk opførsel, når hun bliver konfronteret med den ubehagelige virkelighed.

Der er ingen nemme løsninger i Vilde sind, men det lykkes Hannah Elbke at binde en tilfredsstillende sløjfe på historien, der selvfølgelig handler om frigørelse, men også om accept og tilgivelse og evnen til at bevæge sig fremad uden at glemme at se sig tilbage. Og så får hun undervejs skabt et rum, både narrativt og visuelt, hvor en følsom teenager får lov til at udtrykke og udvikle sig.

Studie i kontroltab

Glen Bay Grants True Mirror, der har manuskript af Marianne Lentz, slår et lignende tema an i en historie om en coach, Jacqueline (Line Kruse), som skal hjælpe en gruppe nyligt fraskilte, kærlighedshungrende mennesker med at acceptere og elske sig selv. Hendes snart voksne søn, Silas (Noah Skovgaard Skands), optager seancerne på video, men forsøger samtidig at frigøre sig fra sin dominerende og ikke videre generøse mor.

Glen Bay Grants ’True Mirror’

Glen Bay Grants ’True Mirror’

Silas’ lille oprør forplanter sig til Jacquelines klienter, ikke mindst Eva (Johanne Louise Schmidt), der har svært ved at se meningen med coachens metoder, og Jacqueline må se kontrollen med både søn og situation glide af hænde.

True Mirror minder lovlig meget om et teaterstykke – to minimalistiske locations, ikke det store visuelle udtryk – men bæres igennem af en interessant konflikt mellem mor og søn – og godt skuespil af både Line Kruse og Noah Skovgaard Skands – og en fascinerende studie i kontroltab hos et menneske, der ikke bare er vant til, men også har behov for at styre.

Troværdigt portræt

Kontroltab er på sin vis også omdrejningspunktet i , der har manuskript af Malthe Jagd Miehe-Renard. Den handler om Pernille (en god Frieda Joanna Krøgholt), som skal til fest sammen med sine to bedste veninder (spillet af Mathilde Arcel Fock og Stran Ezgi Benli) og på vejen finder ud af, at en tredje pige fra deres omgangskreds går rundt og fortæller, at Pernille har fået en abort.

Kristian Håskjolds ’Young’

Kristian Håskjolds ’Young’

Yannick Wolff

Det forventes nu, at Pernille gør noget ved sagen som for eksempel konfronterer og tæver pigen, der har bagtalt hende, men man fornemmer, at Pernille ikke er lige så ivrig efter hævn som sine to veninder. Er der monstro noget, hun ikke har fortalt dem? Jeg skal ikke afsløre, hvad der videre sker i Young, blot at det bliver voldsomt.

Det tjener instruktøren til ære, at han formår at tegne et overbevisende og levende portræt af et lillebymiljø, hvor alle de unge kender hinanden og gejler hinanden op og leger voksne, samtidig med at de ikke sjældent bevæger sig ud på dybt vand. Filmens slutscene, hvor Pernille hentes af sin mor, og man kan se, at hun ikke kun plages af at have drukket for meget, men også har dårlig samvittighed over sin egen brutale adfærd, sætter et elegant og sigende punktum for den opbyggelige fortælling.

Forførende spændstighed.

I den fjerde af de seks afgangsfilm, Zinnini Elkingtons Skifting, der er skrevet af Christina Øster, blandes realisme med eventyr i et drama, der synes kraftigt inspireret af Ali Abassis to spillefilm, Shelley og Grænse. I dem leger Abassi med skyggelandet mellem virkelighed og fantasi – mellem rendyrket drama og genrefilm – og det gør Elkington og Øster altså også i historien om en ung kvindes svære fødselsdepression.

Zinnini Elkingtons ’Skifting’

Zinnini Elkingtons ’Skifting’

Ida (Emma Sehested Høegh) og hendes mand (Anders Fermerling Andersen) er blevet forældre, men hvor han er lykkelig, har hun svært ved at finde glæden ved moderskabet. Ikke mindst da hun af den rengøringshjælp, de har hyret, får fortalt, at hendes lille pige er en såkaldt skifting, byttet ud med det rigtige barn af et væsen, der lever i den skov, som omgiver familiens lille hus. Og det er så nu, at Idas realitetssans begynder at skride – eller gør den?

Emma Sehested Høegh, som i løbet af de seneste år er brudt igennem på teatret og i serier som 29 og Limboland, er god i rollen som den skrøbelige, usikre Ida, og Zinnini Elkingtons store bedrift er, at hun får publikum til også at tvivle på, hvad der er virkelighed og fantasi i Skifting. Vores fornemmelse af, hvad der foregår, følger i høj grad hovedpersonens, og vi ved ikke, hvor filmen bevæger sig hen, hvilket giver den en forførende spændstighed og uudgrundelighed, som det er svært ikke at blive grebet af. Det er måske ikke så originalt et greb, men det virker, også visuelt, hvor det subjektive kamera mere end antyder, at ikke alt er, hvad det burde være.

Selvretfærdig absolutisme

Virker gør Jacob Krzysztof Glogowskis beslægtede Fuglenes afgrund til dels også. Filmen, der har manuskript af Anne Vraaby Aumayr, Malthe Jagd Miehe-Renard og Glogowski selv, er et science fiction-agtigt drama om en ung kvinde, Liva (Fanny Louise Bernth). Hun står i spidsen for et sektlignende politisk parti, Frihed og ansvar, hvis mærkesag er kampen mod abort. Og ikke nok med det: Partiet forsøger også at overtale kvinder, der ønsker en abort, til at beholde barnet. Det foregår til en slags teknologisk avancerede terapisessioner, der viser kvinderne den fysiske og psykologiske symbiose mellem en mor og hendes ufødte barn. Eller noget i den stil. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, der foregår.

Jacob Krzysztof Glogowskis ’Fuglenes afgrund’

Jacob Krzysztof Glogowskis ’Fuglenes afgrund’

Signe Clemmensen

I et radiointerview taler Liva passioneret imod abort, men kommer så til at afsløre, at hun selv er gravid. Faren er partifællen Svend (Jesper Ole Feit Andersen), der er helt sikker på, at de to skal tilbringe resten af deres liv sammen. Det er Liva dog ikke lige så sikker på, og allerinderst inde er hun også i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ønsker at blive mor. Det er lidt af et eksistentielt dilemma at havne i som indædt abortmodstander, og spørgsmålet er, hvad hun nu skal gøre: Lade som ingenting og forfølge sin politiske karriere eller bryde fri og gøre, som hun har lyst til?

På sin vis står den science fiction-ramme, som Jacob Krzysztof Glogowski og hans medmanuskriptforfattere har valgt til Fuglenes afgrund, lidt i vejen for den vigtige historie, de gerne vil fortælle. De betonrum, som Frihed og ansvar holder til i, er skam ganske fotogene, men jeg føler mig ladt lidt i stikken og mangler en forklaring på, hvad det er for et samfund og en tid, filmen foregår i. Til gengæld leverer Fanny Louise Bernth en stærk præstation som kvinden, Liva, der ved, hvad hun tror på, lige indtil livet rammer hende med fuld kraft og understreger, at det som menneske ikke er helt så uproblematisk at efterleve den form for selvretfærdig absolutisme.

Sælsomme øjeblikke

Og det bringer mig så frem til den sidste af afgangsfilmene, Simon Mortensens Grønningen, der foregår i den imposante ejendom, som ligger på hjørnet af Esplanaden og Grønningen, lige over for Kastellet. Her ender den hjemløse Sadolin (Simon Mortensen, instruktøren selv), da han hjælper en ældre dame, Varvara (Sonja Oppenhagen), der bor i en stor lejlighed i ejendommen og i den tro, at han er en anden, lader Sadolin flytte ind hos sig. Og så er det, at Grønningen for alvor bliver mærkelig.

Simon Mortensens ’Grønningen’

Simon Mortensens ’Grønningen’

I ejendommen bor også den stenrige svineavler Tom (Tore Dokkedahl), der er omgivet af tjenende ånder og har et meget striks og gammeldags syn på verden og livet. Ham må Sadolin opsøge, efter han en morgen finder Varvara død i sin seng, men pludselig er hun væk, og det bliver begyndelsen på en rejse af en slags rundt i det mystiske hus, der er fuld af mærkelige mennesker. Som for eksempel viceværten (Søren Fauli), der tager sig ganske store friheder i forhold til de øvrige beboere, og kvinderne, som bor øverst oppe, og som Tom er overbevist om er ude efter ham.

Der er sjove og sælsomme øjeblikke i Grønningen. Som for eksempel da man første gang møder Tom, der får serveret morgenmad. Han overvejer at tage sit eget liv – måske føler han sig ensom. I hvert fald ligger der på et sølvfad på bordet en gammel pistol, han forsøgsvis sætter mod tindingen og så under hagen, mens han lægger hovedet tilbage – inden han så fjerner et kitschet maleri af en grædende dreng bag sig. Det virker åbenbart forstyrrende. Men alligevel hænger filmen ikke helt sammen.

Dybt personlige historier

Jeg skal ikke påstå, at jeg helt forstår, hvad det er, der foregår i Grønningen – handler den i virkeligheden ’bare’ om venskabet mellem Sadolin og Tom? – og jeg er heller ikke sikker på, at instruktøren og hans medforfatter på manuskriptet, Henrik Binger, nødvendigvis forstår det. Det er måske heller ikke meningen – måske skal den bare opleves. Jeg må dog rose Simon Mortensens for at turde noget ud over det sædvanlige og for en skæv brug af den humor, jeg godt kunne savne i nogle af de andre film.

Men alle seks nyuddannede instruktører og deres manuskriptforfattere synes at have noget at fortælle og evnerne til at gøre det på en interessant måde. Godt nok har ingen af filmene væltet mig bagover, heller ikke visuelt, men den stille kraft, der ligger i deres tilsyneladende dybt personlige historier, rammer mig alligevel dér, hvor det gør godt. Og det er samtidig svært at sætte en finger på det rent tekniske, audiovisuelle håndværk, som de forskellige hold bag kameraet leverer.

Især Hannah Elbkes Vilde sind og Kristian Håskjolds Young formår det svære og beundringsværdige at skildre unge liv på så loyal og indfølt en måde, at også en midaldrende filmanmelder bliver mindet om, hvordan det var at være ung og famlende. Og den slags er der brug for i en dansk filmbranche, hvor fokus ofte er på at lave film om og for et voksent publikum og ikke om og for de børn og unge, som godt kunne bruge levende billeder og fortællinger at spejle sig selv i i en fase af tilværelsen, hvor så meget er forvirrende og turbulent.

De seks Super16-afgangsfilm har premiere på filmmagasinet Ekkos hjemmeside, ekkofilm.dk, fredag den 19. februar

www.super16.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her