Realityprogrammet ’Parterapi – elsker du mig stadig’ erstatter dømmesyge med nysgerrighed

»Det er en bizar profession. Så bizar.«

Sådan siger Orna Guralnik, en midaldrende, psykoanalytisk skolet parterapeut fra New York, siddende i sofaen hos sin mentor, en lidt ældre kvindelig terapeut ved navn Virginia Goldner. Begge kvinder har gennem hele første sæson af det fremragende realityprogram Parterapi – elsker du mig stadig? som kan ses på dr.dk, virket nærmest overmenneskeligt vise i deres måde at møde mennesker og deres problemer på.

Mest har man set til Orna Guralnik, programmets helt, som man følger igennem terapiforløb med fire forskellige newyorkerpar. Terapien foregår i et tv-studie indrettet som et terapilokale, men her er det bare med sindrigt skjulte kameraer rundt omkring. Parrene ved godt, de bliver filmet, men i situationen er de alene med terapeuten (og hendes hund, der passer sig selv i sin kurv). Det mærker man på intensiteten af de samtaler, der finder sted i det rum.

Men her i sæsonens sidste afsnit sidder Orna Guralnik i Virginia Goldners sofa og lufter for første gang ikke et fagligt dilemma, men en frustration. Hun taler om, hvordan det er at afslutte et forløb med et par. Hun kender og holder af dem, men når sidste terapisession er ovre, skylder man ikke hinanden noget.

»De efterlader et tomrum,« siger Orna Guralnik, og på det her tidspunkt må jeg indrømme, at det var vidunderligt at se dette ellers så tilsyneladende ekstremt velafbalancerede menneske være bare en lille smule i sine egne bøvlede følelsers vold.

Virginia Goldner nikker, fordi sådan er det bare, og så tager Orna Guralnik en dyb indånding, holder hænderne op foran sig og lader dem langsomt synke ned, mens hun ånder ud. Sådan er det bare. I næste klip ser man et nyt par komme ind og tage plads i sofaen.

Først er alle frygteligt irriterende

Orna Guralniks profession – at tale med folk om deres allermest intime forhold og allerdybeste traumer for så at forsvinde ud af deres liv igen – er måske nok bizar, men som den bliver skildret i Parterapi er den også dybt meningsfuld.

Parrene er til at begynde med frygteligt irriterende. Alle sammen, faktisk. Jeg opfatter dem umiddelbart som rige mennesker, der er så vant til at få deres vilje i verden, at de er nødt til at opsøge hjælp, hvis ikke deres partner kan gætte og opfylde deres mindste ønske.

En mand ved navn Mau siger i ramme alvor, at han forventer af sin kone, at hun skal vide, hvornår han er tørstig, og give ham det glas vand, han har brug for, uden at han behøver bede om det. Mau roser også sig selv for at have været ærlig omkring det forhold, at han ikke ønsker at tage ansvar.

En kvinde ved navn Sarah insisterer på at tolke det som en guddommelig straf, at hun bliver overvældet af at renovere køkken, starte eget firma og gennemgå fertilitetsbehandling på samme tid. Elaine hedder en kvinde fra et andet par, der føler sig uretfærdigt behandlet, fordi hendes mand nogle gange har for travlt med at arbejde, når han er på arbejde, til at svare på hendes beskeder inden for et minut. 

Man raser og tager parti, buher og peger fingre ad disse voksne mennesker, der åbenbart ikke fatter en bjælde af tilværelsens barske realiteter. Imens løfter Orna Guralnik et øjenbryn, læner sig lidt frem og spørger ind til sin klients følelser og reaktioner. Helt roligt og uden at dømme, om noget er rimeligt eller ej, lytter hun til parrenes bud på, hvorfor de selv eller deres partner er utilstrækkelig. Hvert udsagn lader til at blive opfattet som endnu et spor i et psykoanalytisk og sociopolitisk opklaringsarbejde.

Orna Guralnik er en dygtig parterapeut, men parterapi er ikke hendes oprindelige speciale. Det er derimod nedarvede historiske traumer og psykoanalytisk håndtering deraf, og man kan høre, at hun ikke kun er interesseret i de formative erfaringer, der har fundet sted inden for barndomshjemmets fire vægge og i andre private rum, men også de forskellige måder, de her mennesker er stillet på i det samfund, de lever i.

For puertoricanske Elaine har det været frigørende at beslutte sig for at være skideligeglad med, hvilke forventninger folk har til hende på grund af hendes udseende og baggrund. Men den beslutning gør det så til gengæld svært for hende at forstå, hvorfor hendes mand Desean, en succesfuld sort forretningsmand, gider gå så meget op i, hvordan hvide mennesker ser på ham.

Ligesom hun har svært ved at acceptere, at han – der som sort mand er opvokset med en bevidsthed om, at det kan være livsfarligt at vise vrede, fordi man på forhånd bliver opfattet som en trussel – er tilbøjelig til at trække sig fra konflikter.

På samme måde viser den køkkenrenoverende fertilitetspatient Sarahs fikse idé om at blive straffet fra oven sig at stamme fra en opvækst i en religiøs og konservativ familie, der synes, det er forkert at leve som hun gør, i et åbent ægteskab med en transkvinde.

Efterhånden som man kommer på sporet af diverse voldsomme traumer, som personerne i Parterapi slæber rundt på, bliver ens dømmesyge mindre. I stedet smittes man af Orna Guralniks forbilledlige forståelsestrang. Man vil bare gerne have færten af, hvad der ligger bag den brede vifte af eksistentielle vildfarelser, programmet byder på. 

Det ligner ekstremt vellykket fiktion

Konceptet bag Parterapi – elsker du mig stadig? (hvis lange og kluntede programtitel må skyldes, at titlen ’Parterapi’ allerede er blevet brugt på et okay sjovt satireprogram på DR) kender man fra den fremragende podcast Where Should We Begin med den ligeledes midaldrende og i New York bosiddende parterapeut Esther Perel. Nu bare med ansigtsudtryk – og sikke nogle ansigtsudtryk.

Menneskelige fjæs er sjældent set så begivenhedsrige og dynamiske på tv som her. Det meste skuespil kan til sammenligning godt pakke sig. De indbyggede kameraer i studiet fanger smukt og tålmodigt selv den mindste trækning, og i nogle scener virker det nærmest, som om kommunikationen kører i to spor.

Et er, hvad parrene siger til og om hinanden henvendt til terapeuten i stolen over for dem, noget andet er den nonverbale kommunikation, der finder sted mellem dem i sofaen. Særligt den erklærede ansvarsfralægger Mau og hans kone Annie taler et internt mimiksprog helt flydende, og det er ikke altid, de er i stand til at oversætte det, så Orna Guralnik forstår, hvad der i virkeligheden bliver sagt.

Man ser også parrenes ordløse dynamikker på vej til og fra terapi og i små hverdagsglimt derhjemme. Disse klip, der er filmet af et menneske, de kunne se, frem for et skjult kamera, er påfaldende idylliske.

Programmet føjer sig til en lang række af fiktive og dokumentariske skildringer af parterapi. DR har også selv lavet programserien Vi kæmper for at overleve, hvori parterapeuten Jette Simon taler med danske par, men stemningen i det program virkede så forceret intim, at jeg sprang det over. 

Parterapi – elsker du mig stadig? er derimod noget så sjældent som reality-tv, man godt kan forveksle med virkelig god fiktion. Den uforudsigelighed, som folks nykker og neuroser arter sig med i virkelighedens verden, bliver i nogle scener kombineret med en dramatisk formfuldendthed, som ikke engang er iscenesat. Ingen scener er taget om, ingen har blandet sig under terapisessionerne. 

Stemningen i programmet, tempoet i scenerne, dynamikken mellem terapeut og klient og faktisk også karaktererne kan minde om at se den storartede, lavmælte fiktionsserie In Treatment (2008-2009). Her spiller Gabriel Byrne en terapeut, og hvert afsnit viser en terapeutisk samtale fra start til slut. Det er det samme stædige psykologiske detektivarbejde, han udfører, som Orna Guralnik. In Treatment har også det til fælles med Parterapi – elsker du mig stadig?, at man i løbet af samtalen ser magtbalancer bølge frem og tilbage, og at man hele tiden er i tvivl om, hvem der egentlig styrer den. 

Lejlighedsvis minder Orna Guralniks terapisessioner dog også om filmatiserede tegneseriestriber, der kunne være tegnet af Nikoline Werdelin. Når for eksempel kameraet er rettet direkte hen over Orna Guralniks skuldre mod sofaen, hvor Mau sidder tilbagelænet med armene på sofaryggen og spredte ben og erklærer: »Jeg ville være en god psykolog.«

Annie sidder i profil med tabt underkæbe. Orna Guralnik tager udfordringen af hendes autoritet med ophøjet ro og spørger: »Hvordan ville du gå til det?«

Mau kniber øjnene sammen og ligner en, der har fundet på noget helt genialt og banebrydende: »Jeg ville sige alt ligeud,« siger han, der gennem flere afsnit har affejet al snak om det faktum, at ingen voksne passede på ham som barn, og som smiler mere og mere anstrengt, jo mere direkte hans kone taler om at forlade ham.

»Jeg ville tage folks hoveder af, ryste dem, sætte dem på igen og sende folk ud ...« Mau mimer metoden med sine arme, lægger dem på sofaryggen igen og hæver øjenbrynene i triumf, inden han uddyber: »Og springe den her del over ...«

»Den med følelsesmæssig udvikling,« spørger Orna Guralnik tørt, men imponerende uspydigt. Hun er jo oprigtigt interesseret i, hvad i alverden dette menneske forestiller sig.

‘Folk undervurderer sig selv‘

Selv om man gennem programmerne bliver konfronteret med en del narcisssisme og egoisme, får man også præsenteret et inspirerende forsonligt blik på de arme mennesker, som Orna Guralnik taler med og prøver at hjælpe. Det er ikke nødvendigvis beslutningen om, hvorvidt de skal blive sammen eller gå fra hinanden, hun hjælper dem med. Som hendes vise rådgiver Virginia Goldner siger, er deres opgave som terapeuter bare at få folk til at forstå deres egne dilemmaer bedre.

I et særligt lock down-afsnit lytter Orna Guralnik eksempelvis tålmodigt på en pludseligt arbejdsløs musicalskuespillers snusfornuftige og formentlig ret sårende forklaring om, at hendes lige så akut arbejdsløse instruktørmand måske er for svag til at være hendes mand, fordi han synes, det er svært at forstå arbejdsløshedsreglerne, og fordi han hellere vil have sex end at være til alt muligt på Zoom.

Det gør Orna Guralnik vel vidende, at denne kvinde lige så lidt som alle de andre, hun har mødt i sin praksis, har det fulde overblik over, hvorfor hun føler, som hun gør. Hun anfægter ikke de rigide kønsroller, som parret sidder fast i, men udfordrer dem ved at prøve at opklare, hvilken eksistentiel usikkerhed kønsrollerne fungerer som en løsning på.

I en voiceover fremlægger Orna Guralnik sit menneskesyn: »Folk klarer sig bedre med sandheden end uden. Folk undervurderer sig selv og bruger unødige kræfter på at beskytte dem selv fra en sandhed, de frygter vil slå dem ihjel, men som faktisk vil gøre dem stærkere og gladere.«

Det er noget mere håbefuldt, end hvad man normalt kan udlede af et realityprogram.

’Parterapi – elsker du mig stadig?’ er tilgængelig på dr.dk. Første sæson består af ni afsnit a 30 minutter hver. Under nedlukningen i New York er der desuden lavet et timelangt specialafsnit. Produktionsselskab: Irwin Entertainment.