Samtlige seksten numre på den pudsige punktrio Palbertas nye album kunne udgøre det ideelle lydspor til en af den slags scener i en grynet tegnefilm, hvor en mus jagter en kat over, under og igennem diverse forhindringer.
Der er fart over feltet, abrupte skift og fjollede bump på vejen. Trommerne snubler over bassen, guitaren snurrer rundt om sig selv, og de få andre instrumentale effekter kommer fra en koklokke, et forkølet båthorn og blæsere.
Palberta5000 er New York-trioens femte album. Det er mere melodisk, men stadig lige så rundtosset og skramlende som deres tidligere udgivelser. »Hey!« hedder et nummer, hvis tekst udelukkende består af titlens interjektion. Det er en forfjamsket komposition, der smitter med sin spjættende energi.
De skæve guitarriff lyder, som havde de tre brooklyngensere lokket surflegenden Dick Dale ind i en centrifuge sammen med rockgruppen Pavement, der i 90’erne revolutionerede den musikalske undergrund med deres slackede, lo-fi og bevidst skitseprægede kompositioner.
Palbertas tre medlemmer – Lily Konigsberg, Anina Ivry-Block og Nina Ryser – har spillet og sunget sammen, siden de gik på college. Det er tilpas mange år til, at de ikke længere tænker over det, men som det mest naturlige synger i harmoni. Når nogle hilser på dem, sker det ofte, at de svarer i et trestemmigt »hi« uden først at have koordineret det, fortæller de i et interview til NPR.
Bas, trommer og guitar går gerne på omgang i bandet, der heller ikke som sådan har en forsanger. De istemmer alle tre på kryds og tværs og skifter vilkårligt fra skønsang til musepiben. Deres samklange er rodede som en teenagerrebels værelse, hvis vægge er tilplastrede med plakater af den bramfri guitarist, sanger og sangskriver Liz Phair og de eksperimentelle punkpionerer i The Raincoats.
Gentagelser ud over det hele
»Before I got here I was all over the place/ I could not look above/ I could not see a face/ If you want to talk about it/ then we can talk about it/ I’m just so sick about it/ don’t blame me« synger de staccato i munden på hinanden på »Before I Got Here«.
Inspirationen til denne form for harmoniarbejde har de blandt andet hentet fra halvfemsernes grungehelte i Nirvana. »Before I Got Here« er det sidste og nok mest poppede nummer, hvorpå gæstemusiker Matt Normans horn afslutningsvis slendrer om kap med trommerne i outroen.
Tidligere har gruppens kompositioner fulgt formlen: kort og kækt. Men på Palberta5000 har de bevidst arbejdet med at skrive længere numre. Det hører man tydeligt på en sang som »Big Bad Want«, hvor det catchy omkvæds ene linje »Yeah, I can’t pretend what I want« gentages hele halvtreds gange (hvis jeg da har talt rigtigt) efter sidste vers.
Selv i Palbertas høje tempo tager det over to minutter, og altså mere end de fleste af deres tidligere sange ville have varet i deres helhed. Det er lang tid!
Også selv om bas, rasle og elguitar skejer ud imens. Og lang nok tid til at jeg når at fundere mange gange over, hvorvidt det mest er irriterende, ensformigt eller bare humoristisk. Først hælder jeg til det sidste, for Palbertas sære harmonier er ikke uden humor. Men i længden bliver deres genbrug af lemfældige temposkift og hyperaktivt guitarlirumlarum forudsigeligt, ja næsten frustrerende.
Palberta: ’Palberta5000’ (Wharf Cat Records).
