Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Vi spiller spillet’ giver et nuanceret billede af realitygenren

DR2+ har fået tidligere deltagere fra ’Paradise Hotel’ til at genopføre markante scener fra programmet i et halvtomt tv-studie. Det er der kommet et vellykket og opfindsomt portræt af populærkulturens mindst respekterede genre ud af
I de ti år, der er gået, siden Peter og Samantha medvirkede i sjette sæson af Paradise Hotel, er de blevet rigtig gode venner. I ’Vi spiller spillet’ skal de blandt andet genopføre et voldsomt skænderi, de havde dengang, hvilket føles grænseoverskridende for dem begge.

I de ti år, der er gået, siden Peter og Samantha medvirkede i sjette sæson af Paradise Hotel, er de blevet rigtig gode venner. I ’Vi spiller spillet’ skal de blandt andet genopføre et voldsomt skænderi, de havde dengang, hvilket føles grænseoverskridende for dem begge.

Thomas Gerhardt, André Blinkilde

Kultur
26. februar 2021

Papfarvede palmer, strandstole og drinksrekvisitter viser, hvor vi skal forestille at være henne i DR2+-programmet Vi spiller spillet realityen der formede dig. I hvert fald, når man har fået præsenteret programmets præmis, som er at lade tidligere deltagere fra realityprogrammet Paradise Hotel mødes i et stort tv-studie for at genopføre nogle af de mest markante scener fra deres tid på det pastelfarvede hotel i Mexico. Strandstole, palmer, vægge og senge er bygget af matte lysebrune spånplader. De rum, hvor skænderierne, scoringsforsøgene og de lodrette løgne fandt sted, er markeret med bred lys tape. På den måde har man genskabt Paradise Hotels kunstige ramme om de virkelige menneskers ægte følelser og falske udsagn i en ekstra kunstig udgave.

Bortset fra Lars von Triers Dogville har man bare set sådan en scenografi i meget seriøse dokumentarer. For eksempel i den fremragende The Raft (2018) af Marcus Lindeen, hvor deltagerne i et dårligt tænkt antropologisk eksperiment fra 1973 mødes i et tilsvarende studie og mindes en dramatisk sejltur over Atlanterhavet, mens de sidder i en af bådene, som eksperimentet foregik om bord på, bygget af lyse finerplader.

I Carl Javérs Rekonstruktion Utøya (2018) er det overlevende fra massakren på Utøya, der gengiver deres oplevelser på et stiliseret kort over øen markeret med hvide streger. Det skrabede tv-studie gav i disse dokumentarer plads til den store alvor, der udsprang af de medvirkendes traumatiske og formative minder.

I Vi spiller spillet er minderne udefra set anderledes useriøse. Her handler det ikke om liv og død, men om situationer som dengang i sæson otte, da uvennerne Pernille og Jeanette blev placeret på solo (hotellets eneste eneværelse) for at se, hvem der kunne være mest irriterende. Den første, der forlod værelset, havde tabt og stod lidt svagere i det udskilningsforløb, som Paradise Hotel er. Eller dengang Phillip fra sæson 13 sagde til sin nye bedste ven Lenny, at han aldrig kunne finde på at smide ham ud, selv om det var akkurat det, han havde besluttet sig for at gøre. En situation, som Lenny i Vi spiller spillet kalder den værste dag i hans liv, næsten helt på niveau med den dag, hans far døde.

En særligt mindeværdig (fordi tårevædet) parceremoni fra sæson seks, hvor sæsonvinderen Peter – kendt som ulven Peter – får smidt sin gode ven Patrick ud, bliver også rekonstrueret. Mange af de oprindelige deltagere er samlet, og deres følelselsesmæssige relationer bølger frem og tilbage i studiet. Så græder den ene, og så græder den anden, og så griner den tredje over, at der står i manuskriptet, han skal græde nu, for det var han jo allerede i gang med.

Det er totalt gøglet melodrama, spontant opført og følt helt ind i hjertet af smukke unge mennesker, der selv havde meldt sig til en filmet badeferie med obligatorisk rænkespil og mulighed for at vinde en halv million. Så langt som man kan komme fra de alvorlige dokumentarer, som programmerne deler formmæssigt greb med, men på sin egen måde et vellykket og opfindsomt tv-program om et kulturelt fænomen, der lader til at være kommet for at blive et stykke tid.

Selv hvis man ikke har den tålmodighed eller den interesse for banale følelser og indviklede intriger, der skal til for at give sig hen til Paradise Hotel, giver Vi spiller spillet et nuanceret billede af en tv-genre og dets flagskib.

Tydelige temperamenter

Reality-tv som Paradise Hotel er så fjollet, så fjollet. Man tager en gruppe smukke og kåde unge, ivrige efter sol og opmærksomhed, og placerer dem et varmt sted. Her lader man dem så indgå i en avanceret social stoledans, hvor man ryger ud, hvis man ikke har en partner, og hvor der hele tiden kommer et brev med nye udfordringer, hemmelige missioner og mærkelige særregler. Med en halv million i præmie til den sidste deltager, der er tilbage, står de medvirkende i et konstant dilemma, om de skal »spille spillet« eller »spille med hjertet,« som det hedder i den jargon, der er opstået i programmet. 

At det hele strengt taget er ret fjollet, er der ingen i Vi spiller spillet, der lægger skjul på. Hverken deltagerne eller de tv-folk, der har arbejdet på Paradise Hotel, og som i Vi spiller spillet gør os klogere på, hvordan det er lavet, og hvad de elsker ved genren. Tv-folkene og realitydeltagerne ved godt, det kan virke ude af proportioner at bryde grædende sammen over at sige farvel til en makker, man har kendt i ganske få dage. Men når man står i situationen, helt afskåret fra sit vanlige liv og resten af verden, så fylder det såkaldte hotel og dets midlertidige beboere alt.

Vi spiller spillet veksler mellem talende hoveder med erfaring fra produktionen, oplysende sammenklip fra Paradise Hotel, Robinson Ekspeditionen og Ex on the Beach og optagelser af de forhenværende realitystjerner på tv-settet. De ankommer helt spændte, hilser akavet eller hjerteligt (eller begge dele på en gang) og modtager instrukser af instruktøren Frederik Sølberg. Han ligner med sine stålbriller og sin højhalsede uldtrøje en mand fra et lidt mere alvorligt hjørne af tv-branchen end de medvirkende, og han lægger ikke op til noget fis, men forholder sig roligt og professionelt til opgaven.

Fis og følelsesudladninger må de medvirkende selv stå for, og det kan de også udmærket godt. De medvirkende ved ikke på forhånd, hvilke scener de skal rekonstruere, men bliver vist ind i kulisserne og får et manuskript i hånden. De får scenen at se, som den blev vist på fjernsynet, øver den igennem et par gange og tager den så uden manuskript. Alle led i processen er for så vidt lige interessante, fordi de alle sammen giver realitystjernerne lejlighed til at reagere. Enten på det glædelige gensyn, det smertefulde ved mindet om dengang de opførte sig dårligt eller blev såret, eller også bliver de forlegne eller forvirrede over selve det at skulle spille sig selv, som man var engang, en fuld nat i Mexico.

Realitystjernerne er ikke mere unikke end alle mulige andre mennesker, de blev ikke valgt til Paradise Hotel for at skille sig markant ud. I stedet har man alle dage castet konventionelt smukke, udadvendte mænd og kvinder med stor lyst til at indgå i en flok og tendens til at være i deres følelsers vold. Disse kvaliteter har Vi spiller spillet også stor gavn af, bare måden de medvirkende er omkring hinanden på, giver et billede af et fællesskab, der ligger nogle år tilbage, men indtager en særlig plads i deres liv.

På badeferie eller ikke på badeferie

I de fem afsnit, som jeg har set af de i alt seks, tager Vi spiller spillet væsentlige aspekter af realitygenren op. De handler om tildeling af skurke- og helteroller; hvem og hvad, der gør en god figur i et realityprogram; hvad deltagelsen i dem betyder for deltagerne efterfølgende, og hvad man gør, når deltagerne koger over og bliver grænseoverskridende.

Noget, jeg kunne ønske mig, at programmet gjorde lidt mere ud af at forklare, er spilmekanikken i Paradise Hotel. En tidligere programredaktør forklarer, at ceremonier som øråd på Robinson Ekspeditionen og de ugentlige parceremonier i Paradise Hotel er vigtige elementer, hvor der kommer payoff på de historier, der naturligt har udviklet sig blandt deltagerne. Men de glemmer at forklare, hvordan ceremonierne fungerer, hvordan programmet er bygget op, og hvilke grundregler der gælder.

Peter og Amalie var nogen af hovedpersonerne i sæson seks af Paradise Hotel

Peter og Amalie var nogen af hovedpersonerne i sæson seks af Paradise Hotel

Klavs Bo Christensen

Selv har jeg kun for alvor fulgt med i sæson seks, der blev sendt i 2010 og mest er kendt for Peter, der løb med sejren efter at have kysset næsten alle damerne, og hans daværende kæreste Amalie, der kludrede i nogle talemåder og efterfølgende fik sit eget tv-program. En stor del af fornøjelsen var de stenede regler, der hele tiden blev ændret af et brev bragt til deltagerne på et sølvfad af en tavs tjener. Udskilningsforløbet var hele tiden tilrettelagt så tilpas snedigt, at det krævede taktisk begavelse at nå langt. At være udspekuleret og villig til at svigte sine venner og alliancer blev nærmest set som et udtryk for arbejdsmoral. De deltagere, der prioriterede at hygge sig og have det sjovt med andre, blev beskyldt for at være på badeferie. Og det var altså ikke noget, man ville have siddende på sig, når man lå der ved poolen, nød solen og fik alt serveret.

Når Phillip og Lenny fra sæson 13 genopfører scenen, hvor Phillip lyver Lenny lige op i ansigtet, er det svært at følge med i, hvordan svigtet egentlig foregår. Det samme gælder med irritationsdysten mellem Jeanette og Pernille og med den tårevædede parceremoni, hvor Patrick ryger ud. Det er som at se en sportsgren, hvis regler man ikke kender. Det følelsesmæssige engagement trænger igennem, men man kan ikke helt identificere og værdsætte dygtigheden i spillet.    

Post reality tristesse

En attraktion ved Vi spiller spillet er naturligvis også, at man får indblik i, hvad der siden hændte med deltagerne. På Paradise Hotel havde de ingen forpligtelser, intet arbejde at passe eller fremtid at bekymre sig om. Deltagerne er instrueret i ikke at tale om deres liv derhjemme, så de flyder rundt i en boble, hvor man ovenikøbet må alt det, man ikke må normalt. Programmer som Amalies verden om Amalie fra Paradise Hotel, Efter Ex om livet efter at have deltaget i Ex on the Beach og Philip May & Simone udnytter den interesse, som de mere traditionelle realityprogrammer har skabt for sine deltagere.

Vi spiller spillet lykkes med at antyde, hvor de her mennesker er henne i livet uden at trætte en med reportager fra et ordinært hverdagsliv. Lenny, Phillip og Simone fra sæson 13 ankommer til settet sammen, helt oppe at køre af fælles glæde. Simone er gravid med Phillip, de to skal flytte i hus, og bedstevennen Lenny skal overtage deres gamle lejlighed. Om deres medvirken i programmet siger Phillip, at man jo som venner kommer til et sted, hvor man prøver at fjolle sig ud af alting. »Og nu er man sådan tvunget til at sidde og glo tilbage på noget, som man egentlig kun kan snakke om, når man er fuld.«

Også Peter og Samantha fra sæson seks opfatter deres medvirken som en måde at få bearbejdet en erfaring. Det er ti år siden, de lærte hinanden at kende, og de har været venner lige siden, men det gør stadig synligt ondt på dem at genopføre et skænderi, der var lige ved at blive korporligt. Især Peter ligner en mand, der længes efter mere solbeskinnede, uforpligtende tider, hvor tiden gik med at score og føle ting stærkt. Post reality-tristessen lyser ud af ham, indtil Tammie fra hans sæson kommer på banen, og de to skal rekonstruere en eller anden gang, hvor han prøvede at score hende. Det er lige før, han logrer, og pludselig lyder han som sig selv for ti år siden.

De første fire afsnit af ’Vi spiller spillet– realityen der formede dig’ kan ses på dr.dk. Nye afsnit kommer om onsdagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her