Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

To Joe Biden-biografier fortæller historien om en enfoldig optimist formet af nederlag og tab

Joe Biden er en mand uden mærkesager, formet af sit lands historie og præget af sit partis fejl og fiaskoer. Men han er også en enestående personlig historie, en karakter med en skæbne og amerikansk politiks svar på Forrest Gump
Joe Biden er i magasinet Jacobin blevet kaldt for demokraternes Forrest Gump. Den parallel forstår man godt, når man læser New Yorker-journalisten Evan Osnos’ nye biografi: ’Joe Biden: The Life, The Run, and What Matters Now’.

Joe Biden er i magasinet Jacobin blevet kaldt for demokraternes Forrest Gump. Den parallel forstår man godt, når man læser New Yorker-journalisten Evan Osnos’ nye biografi: ’Joe Biden: The Life, The Run, and What Matters Now’.

Patrick Semansky

Kultur
5. februar 2021

Forrest Gump er en forunderlig amerikansk helt. Han er et enfoldigt, optimistisk menneske, hvis forestillingsverden er formet af begivenhederne omkring ham, og hvis handlinger er styret af det, situationerne i hans liv fordrer. Som barn bliver han mobbet af de store drenge, fordi han på grund af et handicap bliver tvunget til at gå med nogle benskinner. Han går underligt og stift, men han fortsætter alligevel fremad i verden.

Han tjener sit land, når det kalder på ham, så han tager til Vietnam og bliver en overraskende krigshelt. Da han efter hjemkomsten fra krigen ved et tilfælde ender på en talerstol til en stor antikrigsdemonstration, siger han det, tilhørerne forventer og får nu bifald som krigsmodstander. Senere overkommer han gennem hård træning sit handicap og tiltrækker sig tusinder af tilhængere, da han løber gennem USA.

På den ene side er Forrest Gump den ultimative amerikaner. Han inkarnerer sit samfunds moralske idealer, og uanset hvad der tilstøder ham af uheld og ulykker, bliver han ved med at tro på det bedste i folk og samfundet. På den anden side er han en foruroligende flad skikkelse, som ikke har nogen kritisk afstand til sin omverden, og som ikke har nogen personlige holdninger, der bringer ham i opposition til sin samtids antagelser.

Det er Tom Hanks, som spiller Forrest Gump i spillefilmen af samme navn fra 1994 og gør den enfoldige og romantiske optimist til en ny amerikansk arketype.

Joe Biden er i magasinet Jacobin blevet kaldt for demokraternes Forrest Gump. Den parallel forstår man godt, når man læser New Yorker-journalisten Evan Osnos’ nye biografi: Joe Biden: The Life, The Run, and What Matters Now.

Aldrig radikal eller forrest

Biden er født i 1944 og formet af den epoke, han voksede op i. Aldrig radikal eller forrest eller i opposition til sit partis dominerende antagelser. Men som regel med lige bagefter, når det nye er blevet etableret som den nye normal i partiet. Han har været med i politik i halvtreds år, og alligevel er det ikke til at fremhæve en enkelt sag, holdning eller et princip, som han særligt har stået for og forsvaret.

Hans kone Jill siger til Osnos, at Biden er dannet af borgerrettighedsbevægelsen, men han var også i 1994 med til at udarbejde den kriminalreform, som særligt ramte sorte, der blev fængslet i massevis. Han taler for arbejdernes vilkår og rettigheder, når han taler til fagforeninger, men han stemte også for den frihandelsaftale for Nordamerika, som gik hårdt ud over de amerikanske arbejdere.

Under valgkampen i 2020 lovede han en forsamling af velstående donorer, som skulle sponsorere hans valgkamp, at han »ikke ville dæmonisere de rige«, og at »intet ville blive fundamentalt forandret«, hvis han vandt.

Til socialisten Bernie Sanders skulle han senere i valgkampen have lovet, at han ville lave store sociale reformer, og at han ville regere som Franklin D. Roosevelt, hvis han blev valgt som præsident. Roosevelt er også Sanders’ forbillede. Han var modstander af Vietnamkrigen i starten af 1970’erne, men stemte for krigen i Irak i 2003.

Han er blevet kaldt for en neoliberal katastrofe, fordi han deltog i frisættelsen af de finansielle markeder i 1990’erne og bekendte sig til globaliseringen, som han mente ville komme alle til gavn. Nu hævder han, at han vil beskytte de amerikanske arbejdere og industrier mod den grænseløse globalisering.

Bidens ideologiske fleksibilitet er ikke nødvendigvis strategisk eller kalkuleret. Når han overtager et i partiet dominerende synspunkt, forekommer han overbevist om, at det er det mest fornuftige. Man kan også sige, at han lader sig flytte af argumenter, muligheder og nye alliancer, og at han er optaget af at realisere nogle fundamentale dyder i et samfund, som han bliver ved med at tro på. Med stor patos og meget lange taler har han forsvaret sine forskellige holdninger. 

Obama skulle ifølge Osnos have sagt til Biden: »Du skal give mig dit synspunkt, Joe. Jeg vil bare have det i 10-minutters-, ikke i 60-minuttersversionen.«

Han havde ikke været politisk engageret i sin ungdom, men blev angiveligt tiltrukket af politik som en måde at deltage i samfundet på. Det var mere politik som sådan end særlige sager, der fik ham til i 1972 at stille op til valget i Senatet i delstaten Delaware mod storfavoritten Caleb J. Boggs.

Med sin entusiasme, løfter om en ny tid og tro på sin tids mærkesager, men uden mange penge til at føre kampagne for, vandt han en sensationel sejr og blev en af de yngste senatorer i USA’s historie. Længe var Joe Biden kendt som »a creature of the Senate«, Senatets skabning. Han sad i Senatet i 36 år, lavede aftaler med republikanere og demokrater, med både de unge progressive i 1970’erne og dem, der længe kæmpede for at adskille hvide og sorte i skolerne.

Osnos’ bog er skrevet i 2020 og udkom, inden han vandt valget. Den bygger på flere timers samtaler med Biden selv, interview med hans kone, rådgivere og forhenværende chef, Barack Obama. Den slutter med nogle overvejelser om, hvilken præsident Joe Biden ville blive, hvis han vandt. Nu har han i en alder af 78 fået et embede, hvor hans personlige vilje bliver definerende for amerikansk politik.

»Biden gjorde sig umage for at sige så lidt som muligt om sine økonomiske visioner. Det virkede mere som et resultat af ideologisk usikkerhed end taktiske overvejelser.« Han havde ført valgkamp på at være det pragmatiske alternativ til de radikale kandidater, som annoncerede gennemgribende forandringer og nye begyndelser. Men han er også blevet leder af et parti, som bevæger sig mod venstre:

»Biden var ikke kun sentimentalt knyttet til arbejderklassen, og han overtog nogle venstreorienterede teknokratiske planer, som skulle hjælpe den. Men han gav ingen indikationer på, om han var klar til en bitter, krævende kamp mod de store virksomheders herredømme,« konstaterer Osnos. Det spørgsmål er stadig uafklaret.

Han har fremlagt kolossale planer og offensive forslag på forskellige områder. Det er klart, at han gerne vil gøre meget godt for klimaet, arbejderne, de sorte og alle uden sundhedsforsikring og social sikkerhed. Men det står ikke klart, om han også vil kæmpe mod de meget stærke økonomiske interesser, som har stor magt i det demokratiske parti.

Himmelråbende ulykker

Der er en anden lighed mellem Joe Biden og Forrest Gump. Biden har besejret et handicap, der satte ham uden for fællesskabet som barn og demonstreret en inspirerende vilje til at overkomme modstand og ulykke.

Han stammede så meget, da han gik i skole, at han dårligt kunne fremlægge for klassen. Men ligesom Forrest Gump løb og løb, trænede Biden foran spejlet derhjemme sig selv til at tale. Han øvede sig og øvede sig, indtil han blev det meget talende menneske, han er i dag.

Personligt oplevede han senere himmelråbende ulykker. Netop efter han havde vundet valget til Senatet i 1972, omkom hans hustru og datter i en trafikulykke. Hans to sønner, Beau og Hunter, overlevede, men lå længe på hospitalet.

Han stod på hospitalet med de to drenge, da han med hånden på biblen gennemførte den ceremoni, der indsatte ham som senator. Ved den lejlighed udtalte han, at han indtrådte i Senatet på den betingelse, at han ville trække sig, hvis omsorgen for hans sønner krævede det. Man kan altid finde en ny senator, som han sagde, men drengene kunne aldrig få en anden far.

Kort efter mødte han Jill Jacobs, der var deltidsmodel og skolelærer. De blev forelskede, gift og stiftede en ny familie. Hunter Biden havde succes som lobbyist i Washington og tjente millioner som hedgefund-manager, men havde også store misbrugsproblemer.

I en periode var han kokain-afhængig, og Osnos fortæller om en episode, hvor politiet fandt en crackpibe i en bil, Hunter havde efterladt. Beau Biden var derimod mønsterborger, dekoreret som udsendt soldat og valgt som statsadvokat i Delaware:

»Han blev i almindelighed anset for at være den mest populære politiker i staten, og også mere populær end sin far.« Det skriver Joe Biden selv i erindringsbogen Lov mig – Håb, modgang og formål fra 2017, som netop er udkommet på dansk:

»Folk i Delaware havde samme indtryk af ham, som jeg selv havde: Beau Biden var som 45-årig en Joe Biden 2.0. Han havde alle mine bedste egenskaber med mine fejl og mangler bortredigeret«.

Det er bevægende, at en mand, som selv var blevet vicepræsident og havde stillet op til præsidentvalget to gange, erklærer, at hans store søn er en bedre karakter og en dygtigere politiker end ham selv.

Men Lov mig er den frygtelige historie om, hvordan Beau bliver diagnosticeret med en tumor i hjernen. Hele familien er engageret i hans kamp mod en form for cancer, som lægerne fortæller dem, at kun to ud af hundrede overlever.

De investerer håb i hver eneste ny behandling, de samles omkring ham og bliver ved med at tro på det utrolige, lige indtil Beau til sidst dør af sin sygdom.

Den dag skriver Joe Biden i sin dagbog: »Min Gud, min dreng, min smukke dreng.«

Lov mig viser, at Joe Biden på mange måder er en mand af den gamle verden. Hans livshorisont er familien, han refererer til »Bidens«, som om de var en stor slægt og henviser til deres ritualer som tilværelsens koordinatpunkter.

Hans livsanskuelser kommer ikke fra bøger, men fra ting, hans mor og far har fortalt ham: Ingen er bedre end dig, som hans mor sagde til ham, men du er heller ikke bedre end nogen andre. Det bliver en etisk anskuelse for Biden.

Du skal altid forestille dig, at du står i den andens sko, når du skændes med folk, sagde hun også. Det bliver et politisk princip for ham, som gør kompromis til en forpligtelse. Men han adskiller sig fra sin generation af mænd, idet han har et åbent og frit sprog til at tale om sorg, nederlag og ulykker.

Han fortrænger ikke noget, forholder sig til døden og forklarer, at han ved at hjælpe andre med deres tab, også hjælper sig selv med sin sorg. Han gør det frygtelige tab til et socialt anliggende og på den måde også til en paradoksalt livsbekræftende begivenhed. Sådan virker Lov mig faktisk også på læseren.

Bogen afdækker også et tredje sammenfald mellem Forrest Gump og Joe Biden, der kan tage sig ud som en svaghed, men måske er en styrke for USA’s præsident. Meget af bogen handler nemlig også om, hvorvidt Joe Biden skal stille op til præsidentvalget i 2016. Bidens hengivenhed og beundring for præsident Obama er ubetinget.

Men gennem adskillige samtaler med præsidenten får Biden det indtryk, at Obama ikke ønsker, at han skal stille op. At Obama har taget parti for Hillary Clinton, men ikke vil sige det direkte. Han opfordrer ham til afklaring og minder ham om, alt det vigtige han også kan foretage sig, hvis han ikke stiller op.

Obama siger ikke, at han synes, Clinton ville være bedre, men at hun har bedre chancer for at vinde. Biden opdager, at Clinton allerede har ansat nogle af Obamas folk til sin kampagne og ser på tv, at Bill Clinton og Obama spiller golf sammen.

Det er, som har de to brillante begavelser og beundrede talere fordelt magten mellem sig. Og at Biden er mindre værd og lidt uden for. Han er den enfoldige folkets mand, der som første demokratiske præsidentkandidat siden 1984 ikke kommer fra et elite-universitet. Til sidst erkender Biden, at han er for overvældet af sorg til at kunne gennemføre en valgkampagne.

Her slutter bogen.

Men Biden har givet sin bog navn efter det løfte, som Beau aftvang ham, inden han døde: Han skulle love, at han ikke ville give op, og at han ville stille op igen. Man skulle tro, at han var færdig, og sådan lød han også flere gange under valgkampen i 2020, når han forvekslede sin kone og sin søster offentligt, sagde underlige ting og leverede de fortalelser, som Obamas folk kaldte »Joe bombs«.

Men politik er et lige så forunderligt spil, som Forrest Gump er en forunderlig amerikansk helt. Og nu er det Joe Biden, som sidder i Det Hvide Hus, og Barack Obama og Hillary Clinton, der er underordnede.

Det er den enfoldige optimist, som præget af sit lands historie og formet af nederlag og tab stadig tror på det bedste i et samfund i stykker, og kender til kriser og undergang, som omsider skal gå forrest og hjælpe en historisk stærk stormagt til at redde sig selv og det naturgrundlag, som er forudsætningen for det hele.

Evan Osnos: ’Joe Biden: The Life, The Run, and What Matters Now’. Scribner, 192 sider, 23 USD.

Joe Biden: ’Lov mig – Håb, modgang og formål’. Oversat af Charlotte Kornerup. Klim, 284 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forrest Gump skabte håb, deltog i andres smerte og udviklede/bevarede en stærk empati, men kunne han forstås som opportunist? Eller skal vi forstå det sådan at Biden f.eks. ikke forstår at løftet om en omgående check på 2000 dollars til de mange nødlidende amerikanere, som endnu ikke er afsendt og imens skrumpet til 1400 dollars, vil blive erfaret som vælgerbedrag? I så fald står det vist meget slemt til - og så har vi med en decideret marionet at gøre.