Kunstkritik
Læsetid: 6 min.

Trine Søndergaard indfangede 90’ernes Vesterbro, dengang de heroinafhængige ludere trak på Skelbækgade

I Trine Søndergaards fotoserie ’Now That You’re Mine’ fra 1990’ernes Vesterbro skildres det hårde liv på gaden med en særlig intimitet og råhed. Vesterbro er stadig hjemsted for handel med kvindekroppe, i dag er den bare mindre synlig og udtryk for en langt mere spekulativ kapitalisme
’Now That You Are Mine # 29’ (1998-2000)

’Now That You Are Mine # 29’ (1998-2000)

Trine Søndergaard

Kultur
26. februar 2021

Jeg ankommer med firetoget til Københavns Hovedbanegård en onsdag i februar. Det er råkoldt og gråt, og på den måde, tænker jeg, passer det meget godt med den stemning, jeg husker fra Skelbækgade i 1990’erne, som jeg er taget til byen for at genbesøge.

Jeg skal se nærmere på, hvordan gaden har ændret sig, fra dengang jeg selv flyttede ind i midten af 1990’erne, hvor kunstneren Trine Søndergaard lavede en hel serie af fotografier af de unge stofafhængige piger, der trak i gaden, og til i dag, hvor kvarteret er blandt landets dyreste og mest eftertragtede.

Værkserien med titlen Now That You’re Mine (1997-2000) opdagede jeg ved et tilfælde for ganske nylig. Men Trine Søndergaards fotos ramte mig, fordi jeg med det samme huskede, hvordan jeg selv oplevede det, dengang jeg flyttede til byen som 17-årig.

I august 1995 var jeg netop startet i 1.g på Sankt Annæ Gymnasium, og jeg gik hver morgen op ad Skelbækgade mod Dybbølsbro Station.

Selv om jeg kom vadende i fløjlsbukser og med skoletaske, var der altid biler med mænd, der kørte langsomt op på siden af mig for at se, om jeg var til noget. På højre side af Skelbækgade stod de heroinafhængige piger og trak. Bilerne kørte i en evig pendulerende rute fra Halmtorvet til Skelbækgade og op i rundkørslen ved Dybbølsbro og tilbage igen.

Jeg var flyttet ind i en kold stuelejlighed på Absalonsgade 46. Det var før byfornyelsen af Vesterbro, og lejligheden havde tremmer for vinduerne mod gården, og der var koldt selv om sommeren. I gården kom pigerne fra gaden med deres kunder eller for at fixe. Engang da jeg stod og vaskede op, så jeg min bankmand nede fra Unibank få et blowjob af en ung pige, hvorefter han stak hende 200 kroner.

Måske er det derfor, Trine Søndergaards fotoserie rammer mig så hårdt. Som serien viser, var det dengang danske kvinder og unge piger, der stod i gaden. Pigerne udgjorde ikke en samlet flok, men stod sådan lidt forskudt op ad gaden og passede deres egen butik, der udelukkende handlede om at få penge til stoffer.

Livet i Skelbækgade

Skelbækgade er nærmest tom denne eftermiddag. Her er ingen sexarbejdere længere, og hele venstre side af gaden ind mod Kødbyen er nu domineret af luksuslejligheder og et stort hvidt Scandic Hotel.

Der er ingen kvinder, der trækker i Skelbækgade i dag.

Emilie Lærke Henriksen
En fyr står og ryger ud ad vinduet. Trods kvarterets gentrificering ligner gaden stadig meget sig selv, som den tager sig ud i Søndergaards serie.

Billede #29 i serien er taget midt på Skelbækgade med sigtlinje mod Dybbølsbro, i baggrunden ses Kødbyen, der dengang var lukket område. Billedet er taget i skumringen – en sommeraften eller en tidlig morgen.

Det viser en ung kvinde med lyst hår og turkise øjne med tung eyeliner. Hun har et lille skælmsk smil om de rødmalede læber, der signalerer, at selv om om hun står med åbne arme og tilbyder sin krop, er hun samtidig urørlig.

Hun er klædt i en top af nervøs velour, en lårkort, sort nederdel med bælte omkring, hendes ben er bare og fulde af mærker og sår, og hun har brune, beskidte cowboystøvler på, ligesom fortovet er fuld af pletter. Hendes negle er lakeret røde, og hun har en smøg mellem fingrene. Hun ser stærk og fri ud og så udsat og skrøbelig på samme tid.

Bag hende er en kunde i et trehjulet mobilt køretøj i færd med at tale med en kvinde i cowboybukser. I baggrunden ser man bilernes lygter. Der er en ambivalens i billedet, som Søndergaard får frem – mellem den sølle luder på samfundets bund, som dokumentargenren så ofte har gjort luderen til symbol for, og den unge kvinde, der bærer på en personlig historie, som en overset og glemt person på gaden i Danmark.

Gadens folk som motiv

At portrættere gadens folk var ikke en ny genre i 1990’erne. Det er derimod et ret klassisk dokumentarisk motiv, som tidligere mest var lavet fra et mandeperspektiv og i sort-hvid, der signalerer en form for neutralt vidnesbyrd.

Et cirka samtidigt eksempel er Krass Clements Før natten (2001), der lidt patosfyldt viser prostituerede på gaden i Havana.

Den påståede neutralitet fra dokumentargenren gør Trine Søndergaard op med. Hendes fotoserie er tydeligvis iscenesat, hun har ikke bare taget billederne af kvinderne, men har haft en dialog med dem om hvordan.

Derfor er der en intimitet til stede, som mere minder om den amerikanske fotograf Mary Ellen Marks serie Falkland Road fra 1978, der viser de prostituerede på gaden i Bombay (nu Mumbai). Mary Ellen Marks serie er også i farver og har en anden form for kontakt med de portrætterede kvinder og piger, end Krass Clements klassiske fluen-på-væggen-stil.

Samtidig var en helt ny form for snapshotæstetik blevet in i 1990’erne med navne som Wolfgang Tillmanns og Richard Billingham, der begge tog tilsyneladende skødesløse billeder af deres hverdag, og som forestiller samfundets ildesete typer.

Det var en ny form for fotoæstetik, der veg helt bort fra den sort-hvide »neutrale« dokumentarstil til fordel for en mere umiddelbar og direkte energi.

Da Kødbyen blev et nyt kødmarked

Op igennem 00’erne ændrede Skelbækgade sig. Væk var de danske narkoprostituerede, og i stedet stod der nu illegalt handlede kvinder fra Nigeria for enden af Skelbækgade og Dybbølsgade, hvor rundkørslen var blevet omlagt til signalkryds. Jeg spekulerede ofte på, hvor de danske piger var blevet af.

Da Kødbyen i 2005 åbnede op for cafeer, restauranter og gallerier, ændrede Vesterbo sig markant. Her åbnede Karriere Bar i 2007 i en gammel slagtehal, hvortil store internationale kunstnere havde bidraget med værker, mens gallerierne hurtigt rykkede ind som naboer. Vesterbro gik fra at være rå og sølle til at være hip og cool, og det skete synkront med åbningen af Kødbyen.

Jeg tilbragte selv utallige aftener på Karriere Bar og siden mest på Paté Paté, der stadig ligger på hjørnet af Halmtorvet og Kødbyen. Mens byens velklædte typer drak dyr vin, stod menneskehandlede sexarbejdere fra Østeuropa og Nigeria og bød sig til hele vejen fra SuperBrugsen til indgangen ved Paté Paté.

Det, der burde virke som en stærk kontrast mellem de privilegerede og de totalt rettighedsløse, fungerede pludselig som en slags attributter til byens nye insted, der vidnede om løssluppen livsstil.

Det var disse kvinder, som John Kørner malede i en række portrætter fra Vesterbro, og som blev vist samlet på udstillingen Kvinder til salg (2011) på Arbejdermuseet i København. Som i hans serie fra krigen i Afghanistan, der viser de faldne danske soldater i krigen, er værkerne her navngivet efter den enkelte kvinde, hvilket forlener de ofte noget abstrakte værker med en virkelighedsnærhed, der kan virke rystende.

Paulina (2009).

Paulina (2009).

John Kørner
I værket Paulina (2009) ser man en kvinde bagfra. Hun har blåt tøj på, lyst skulderlangt hår og en taske over skulderen. I baggrunden ses et par billygter, der oplyser hende. Trafikken er i gang. Trafficking på engelsk betyder menneskehandel, som på den måde er symbolsk til stede i værket.

Udviklingen på Vesterbro afspejlede en ny form for spekulativ kapitalisme, en ny form for brutalitet og handel med kvindekroppen end den, der foregik på Skelbækgade et årti tidligere. Nu var det ikke den enkelte kvinde, der skulle tjene til sit stofforbrug, men grupper af kvinder, der var blevet taget til gidsler i en international handel med kroppe.

En handel, der nok ikke er særlig synlig lige denne februardag i nedlukningsperioden. Den udsathed, der er så tydelig i Søndergaards værker, er blevet mere skjult, men er stadig en realitet for de over 2,5 millioner kvinder og børn, der ifølge EU-tal stadig er ofre for menneskehandel, hvoraf en del lander her i Danmark.

Serie

I kunstnernes fodspor

Der er meget, kunstelskere ikke har adgang til for tiden. Men ture kan man gå. Også til de særlige steder, som kunstmalere har skildret. Hvad ser vi der nu? Hvad så kunstnerne i stedet dengang? Hvordan ser vi deres malerier i dag?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her