Det kan være, at jeg skal starte med en disclaimer: Jeg holder (stadig) meget af en hel del af det, der hører til den genre, der har beholdt sin engelske betegnelse ’true crime’.
Gu produceres der alt for mange true crime-dokumentarer i både billeder og lyd, der absolut intet bidrager til verden ud over yderligere sorg til de efterladte for en forbrydelse samt angst hos alle os andre – eller sofaliggende ligegyldighed. Men derfor er der ikke grund til at udskamme hele genren.
For der er dårlig true crime, ligesom der er dårligt børnefjernsyn og dårlig countrymusik, men det er ikke genrens skyld. Fortællinger om forbrydelser giver indblik i, hvad der rører sig i den menneskelige sjæl, når den er allermest formørket og i, hvordan vores fælleskaber tackler dem, der forbryder sig mod dets regler. Og heldigvis bliver der stadig produceret en masse gode podcast om folk, der begår kriminalitet, og dem, der vil forhindre dem i det.
En af de nye udgivelser, der sætter to fede streger under det faktum, er The Apology Line, en podcast fra Wondery. Den fortæller historien om Manhattan-kunstneren Allan Bridge, der i starten af 1980’erne etablerer en ubemandet telefonlinje, hvor alle og enhver kan ringe til en telefonsvarer og undskylde.
Allan Bridge hænger sedler op på husmurene og uddeler flyers rundtomkring i New Yorks Tribeca-kvarter, hvori han opfordrer folk til at ringe til et nummer og lette deres samvittighed – helst anonymt, men med den aftale, at han må offetliggøre materialet.
BIP!
Der begynder hurtigt at tikke meddelelser ind på telefonsvareren: BIP! Jeg vil gerne undskylde for, at jeg var utro. BIP! Jeg vil gerne undskylde over for alle dem, jeg har slået ned og berøvet. BIP! Jeg vil gerne undskylde for, at jeg er rig. BIP! Jeg vil gerne beklage, at jeg er seriemorder.
’Undskyldningslinjen’ var tænkt som et kunstprojekt og ender da også med at slå vejen forbi et galleri, men den bliver også meget mere end det. For de faste leverandører af undskyldninger bliver det en slags præinternet eller virtuelt fællesskab skabt omkring antagelsen, at vi alle trækker slimspor gennem vores liv, og at det er okay. For Allan Bridge – der bliver kendt under pseudonymet Mr. Apology – bliver linjen en besættelse.
Ikke mindst, selvfølgelig, da den mystiske mand Ritchie begynder at ringe ind og besked for besked åbner op om sin hverdag som en af de seriemordere, der hærger det ekstremt voldelige 1980’ernes New York. Men er det opmærksomhedssøgende opspind, eller er det faktisk Ritchie, som står bag en række mord på homoseksuelle mænd? Og i så fald: Kan kunstneren bryde sit løfte til en frivillig deltager i hans kunstprojekt og gå til politiet?
Allan Bridge begynder at sende beskeder tilbage til Ritchie, og udvekslingen bliver en form for katten efter musen-leg med telefonsvareren som omdrejningspunkt. Men også et slags venskab. Og en gåde for lytteren. For når Allan fortæller Ritchie, at han også har fantaseret om at slå ihjel, er det så bare for at lokke ham mere ud af busken? Eller sidder vi og lytter til en skrattende telefonforbindelse til de mørke hjørner af kunstnerens sind?
Forelskelsen
The Apology Line er en fremragende podcast. Historien er jo som skabt til netop det medie. De mange tusinde timers båndoptagelser fra telefonsvareren er en foræring til en podcast, om end lydkvaliteten til tider kræver, at man koncentrer sig lidt ekstra – hvis du har set mig holde stille på cykelstien på Knippelsbro, er det derfor.
Men det er ikke mindst Marissa Bridges fortjeneste. Det er hende, der har skabt og er vært podcasten, og så var hun var gift med Allan Bridges til hans død i 1995 – og derfor også med hans telefonsvarer, der blev ved med at stå i deres dagligstue og tage imod alle de indrømmelser cirka 100.000 newyorkere igennem årene valgte at dele.
Historien fortælles gennem hendes forelskelse i – og i stigende grad frustration over – en vild og kreativ mand, for hvem en god idé kom til at overtage alt. Og i en vis forstand blev hans endeligt.
Turen til Raqqa
I I’m Not A Monster, produceret af FRONTLINE og BBC Panorama, er undskyldningen og muligheden for tilgivelsen også i centrum. Men her drejer det sig om et højaktuelt emne: Kvinder, der drog til kalifatet, lokket af ISIS’ løfter om paradis på Jord eller af de mænd, som de var så uheldige at forelske sig i.
I I’m Not A Monster følger man journalist Josh Baker, mens han optrevler historien om Sam Sally, også kendt som Sam Elhassani, en tilsyneladende all american husmor fra Indiana, der i 2015 ender i den dengang ISIS-kontrollerede syriske hovedstad Raqqa.
Josh Baker finder Sam og hendes fire børn i et kurdisk fængsel, hvor hun hævder, at hun blev lokket til Syrien af ægtemanden Moussa under påskud af, at de skulle på ferie i hans hjemland Marokko. Og at hun ender med ufrivilligt at bo i Raqqa, hvor hendes blot tiårige søn bliver poster boy for terrorbevægelsen, blandt andet i en video, hvor han på klingende amerikansk truer med at slå den amerikanske præsident ihjel.
Hvad drev Sam?
Men taler hun sandt? Er Sam i virkeligheden, som flere kilder peger på, en selvoptaget adrenalin-junkie, der denne gang kom til at betale en for høj pris for sit kick? Eller ligger sandheden et sted midtimellem? Var Sam en kvinde i et psykisk voldeligt ægteskab, der lod sig manipulere til at tage til Syrien?
Podcasten river lytteren frem og tilbage mellem de scenarier, mens man over ti afsnit følger Josh Bakers ture til Syrien. Han finder blandt andet frem til den yazidikvinde, som Sam og Moussa købte som slave, og han går på opdagelse i skriften på væggene og finder de nu forladte fængselsceller, hvor Sam hævder, at ISIS torturerede hende efter mistanke om, at hun var spion. Og han kommer forbi FBI’s hovedkvarter, for Sam viser sig faktisk at have forbindelser til de amerikanske myndigheder.
Tilgivelse
I’m Not A Monster er bygget op som en klassisk detektivhistorie, men denne gang med en journalist, der har styr på sine undersøgende værktøjer og har dækket krigene i Mellemøsten i mange år og derfor kan sit stof. Det er befriende i en tid, hvor enhver podcastvært hævder at ’finde sandheden’ uden at have nogen som helst særlige forudsætninger for at kunne gøre det.
Men først og fremmest er det en af de podcasts, hvor hovedpersonen Sam er så gådefuld, at man hænger ved hvert et ord, hun siger, for at finde det ordvalg, det tonefald, der kan afsløre, hvad der drev Sam. Så hvis du har set mig stå stille alt for længe ved køledisken i Netto på Sundbyvester Plads, er det derfor.
Men I’m Not A Monster er også mere end en detektivhistorie. Den handler om et af de mest dilemmafyldte spørgsmål lige nu: Hvad stiller vi op med dem, der tilsluttede sig århundredes mest brutale terrorbevægelser, fortrød det og nu søger vores tilgivelse?
For Sam er bare en blandt mange kvinder, der af den ene eller anden grund endte hos ISIS. Og ikke mindst er Sams fire børn blandt de mange børn, som ikke havde nogen som helst indflydelse på deres skæbne. Kan vi tilgive dem?
’The Apology Line’. Tilrettelægger: Marissa Bridge. Produceret af Wondery.
’I’m Not A Monster’. Tilrettelægger: Josh Baker. Produceret af FRONTLINE og BBC Panorama.
