Allen v. Farrow
Læsetid: 11 min.

En ubehagelig samtale om Woody Allens skyld … »Nej, USKYLD!« »Nej, SKYLD!«

Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde og filmredaktør Christian Monggaard tager en ubehagelig diskussion om Woody Allens påståede angreb på sin dengang syvårige datter
HBO-dokumentarserien ’Allen v. Farrow’ dykker ned i sagen om Woody Allens påståede overgreb på sin og Mia Farrows dengang syvårige datter for 28 år siden. Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt Allen er uskyldig, mens filmredaktør Christian Monggaard finder serien groft manipulerende
Kultur
20. februar 2021

En ny, fire timer lang dokumentarserie, Allen v. Farrow, dykker ned i sagen om Woody Allens påståede overgreb på sin og Mia Farrows dengang syvårige datter for 28 år siden.

Kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt Allen er uskyldig, mens filmredaktør Christian Monggaard finder serien groft manipulerende.

Her er deres diskussion.

Christian Monggaard: Jeg kan ikke ligefrem sige, at jeg har set frem til det her, Katrine. Tværtimod. Lige siden det for et par uger siden blev offentliggjort, at der var en ny, fire timer lang dokumentarserie på vej på HBO, der gik i dybden med de beskyldninger om overgreb på deres blot syvårige datter, Dylan, som Mia Farrow rettede mod Woody Allen i 1992, har jeg frygtet at skulle se og skrive om serien.

Det er der flere grunde til – ud over den indlysende, at jeg elsker Woody Allen og hans film: De to instruktører bag Allen v. Farrow, Kirby Dick og Amy Ziering, har tidligere lavet film om seksuelle overgreb i musikverdenen (On the Record) – og på amerikanske universiteter (The Hunting Ground), de har angiveligt arbejdet på serien i to år, og de har på forhånd lovet afsløringer, der vil ændre offentlighedens opfattelse af sagen dengang – som endte med to undersøgelsers frifindelse af Allen – og vores opfattelse af Allen selv.

Så det var med en vis ængstelse, at jeg satte mig til at se Allen v. Farrow. Og det er så også med både en vis lettelse og et tungt hjerte, at jeg nu skriver om den. Lettelse, fordi serien på den ene side meget ensidigt og, synes jeg, unfair dæmoniserer Allen, mens den ukritisk helgenkårer Farrow, altså behøver jeg ikke tage den så alvorligt. Et tungt hjerte, fordi de mange klip og interview med den nu voksne Dylan Farrow er så stærke og hjerteskærende, at det næsten ikke er til at bære.

Katrine Hornstrup Yde: Min ven. Der er en helt bestemt salig og boblende følelse i min mave, som kun introsekvenserne til Woody Allen-film kan bringe frem i mig. Men jeg har, vist modsat dig, nemt ved at adskille min eksistens fra Woody Allens. Han behøver ikke at være et fedt menneske, for at jeg er o.k. Alligevel har jeg så sovet mærkeligt i nat.

Allen v. Farrow prøver i fire timer at sandsynliggøre, at Woody Allen havde et grænseløst intimt forhold til og alt for intenst behov for sin datter Dylan, og at det kulminerede i et seksuelt overgreb. Sagen er fremlagt ensidigt og uudfordret med en ram duft af karaktermord. MEN! At høre Dylan Farrow fortælle om sin opvækst og Allens overgreb – som barn på mor Mias videokameraoptagelser og som en meget troværdig voksen, der bakkes op af to brødre, barnepiger og moren – og at høre eksperter forklare i detaljer, hvorfor Dylan fremstod troværdig dengang, selv om andre dømte det anderledes, gør det meget svært for mig at affeje hende. Hvad er den afgørende årsag til, at du ikke tror på Dylan Farrows vidneudsagn?

Christian Monggaard: Pointen er netop, at jeg tror på hendes udsagn. Eller rettere: Jeg tror på, at hun tror på, at hun fortæller sandheden om, hvad der skete dengang. Det er alt det omkring hende, som jeg ikke tror på, og derfor tror jeg også på, at hun, der var under et kolossalt pres, kan være blevet manipuleret med af sin mor (ja, det er et svært område at bevæge sig ind på, men blandt andet videofilmede Mia Farrow datteren adskillige gange over flere dage, indtil hun sagde ’det rigtige’).

Det er kun Farrow-familien og deres venner – og eksperter, der underbygger det, de siger – der får lov til at tale i serien. Ingen taler Woody Allens sag. På mig virker det, som om de to instruktører er gået ind i det her projekt med en klar dagsorden: At nakke Woody. Allen v. Farrow er et partsindlæg – det fremgår ligefrem af titlen, der i øvrigt burde være Farrow v. Allen.

Alt handler om groft og uvederhæftigt at nedgøre, underminere, udskamme Allen, sammenligne ham med overgrebsmænd som Bill Cosby og Harvey Weinstein og dermed forvandle ham til et monster, der havde et usundt forhold til sin lille datter, Dylan. Jeg synes ikke umiddelbart, der er noget usundt i det, men ja, det er meget intenst.

Moses Farrow, den eneste af Allens og Farrows tre fælles børn, som tager sin fars parti, har sagt nej til at medvirke i filmen. Allen selv og hans kone – og Farrows adoptivdatter med eksmanden André Previn – Soon-Yi, har ifølge instruktørerne ikke svaret på henvendelser om at medvirke. Jeg har læst mig til, at de først blev spurgt om at medvirke i december, på et tidspunkt, hvor serien jo stort set har været færdig. Alt, hvad Mia Farrow og andre siger, står således uimodsagt, hvilket gør det dybt utroværdigt. Jeg tror faktisk, at serien ville have været mere effektiv og straight, havde Dylan Farrows udsagn ikke været pakket ind i et indlysende karaktermord på Woody Allen.

Katrine Hornstrup Yde: Jeg læser af dit svar intet bevis for, at Dylan ikke taler sandt. Blot den historie, som det lykkedes Allen at plante i offentligheden i 25 år, indtil det under #MeToo kom på mode også at lytte til offeret og genbesøge sager og analysere kulturer forfra. I serien ser vi Allens ekstremt offensive arbejde for at plante netop din fortolkning: at Dylan er blevet instrueret af Mia Farrow til at vidne mod sin far.

Han stiller op til pressemøder, giver den som akavet, uskyldig mand, der takker New York for den store støtte og utrætteligt turnerer rundt med budskabet om Farrow som sygeligt bitter kvinde til alle de mange, der gerne vil lytte. Farrow går ikke til offentligt modangreb. Videooptagelserne af Dylan vurderes komplet troværdige.

De socialarbejdere, der efter ni (!!!) møder med syvårig Dylan skulle have vurderet, at hun ikke taler sandt, har ikke siden udtalt sig om sagen. De oprindelige papirer, hvor der står, at de rent faktisk tror på Dylan, er på mystisk vis forsvundet. Statsanklageren tror på Dylan og mener, at der er belæg for at rejse sag mod Allen, men opgiver af hensynet til den udsatte syvårige. Jeg aner derfor ikke, hvad det stærke argument for, at offeret tror, at hun har oplevet noget, men at det har hun faktisk slet ikke, skulle være.

Jeg ville ønske, at dokumentarserien havde givet os flere argumenter fra modpartens side, for dem savner jeg. På den anden side er det jo akkurat også sådan, det går for sig i blandt andet Allens selvbiografi, som du elskede uden forbehold. Serien udfolder en isnende, kvalmende og troværdig erindring om farens ensporede besættelse og grænseoverskridende intimitet, som han endda indvilgede i at gå i terapi for at få løst. Woody har fået fri taletid til at rense sit navn og miskreditere Mia Farrow og dermed sin datters troværdighed i tre årtier. Ligesom den knusende dokumentar Leaving Neverland om Michael Jacksons (angivelige) seksuelle misbrug af unge drenge tilbydes der her en sammenhængende modfortælling, der lader de formodede ofre tale ud, og det er værd at blive konfronteret med.

Christian Monggaard: Nu er det jo ikke mig, der skal bevise, at Woody Allen er uskyldig. Og jeg synes på ingen måde, at dokumentarserien beviser, at han er skyldig. Ja, den fortæller historien om en mand, der går i kødet på Mia Farrow, efter at han er blevet meldt til politiet for at have begået et overgreb på sin datter. Det kan jeg ikke se noget underligt i, at han gør. At Allen ender med at tage sig så usympatisk ud, er instruktørernes skyld. Det er meget nemt med ildevarslende musik over ellers uskyldige billeder, ferm sammenklipning af gamle tv-optagelser og velplacerede citater fra Allen-hadere/Farrow-elskere at vise én og ikke begge sider af sagen. Det samme med eksperter, der bekræfter Mia Farrows udlægning – du ved jo lige så godt som mig, Katrine, at der kan findes eksperter, der vil bakke Allen op. Det er sådan noget, man plejer at se i en retssag.

Og det bringer mig frem til den offentlige anklager, der ikke ville rejse sag, selv om han mente, at der var grund til det. Han dømte jo reelt Woody Allen uden retssag. Han kritiserer i dag Allen for dengang at stille sig op og holde pressekonference om sin uskyld – efter afslutningen på den første af to undersøgelser, der begge frikendte ham. Så ser man, hvordan anklageren selv stillede sig op og holdt en pressekonference om, at Allen var skyldig, men at der af hensyn til Dylan Farrow alligevel ingen sag skulle rejses. Altså afsagde han, anklageren, dom over Allen uden at give ham et andet forum at forsvare sig i end medierne. Det er da uetisk – og kan tolkes som tegn på, at anklageren i virkeligheden ikke var spor sikker på, at han havde en sag.

Endelig er der sgu forskel på en selvbiografi skrevet af Woody Allen og så en dokumentarudsendelse i fire dele, finansieret af et milliardforetagende som HBO – der ejes af WarnerMedia-koncernen – og præsenteret som sandheden om, hvad der skete dengang. Det er ikke en dokumentarserie, det er et partsindlæg, der har forklædt sig som dokumentarisme, og det er skammeligt.

Katrine Hornstrup Yde: Når serien sætter Allens magt i kontekst af grovere sager som Weinsteins og Cosbys, så synes jeg faktisk, at det inviterer til en relevant magtanalyse: Tænk på, hvor ekstremt magtfuld Allen er og særligt var med sine nytårsfester, som den absolutte kulturelite strømmede til. Vi hører i serien det lille mundheld, at man ikke er en rigtig newyorker, før man er rendt på Woody Allen. Han sidder klar hver mandag med sin klarinet på sin stamjazzbar, så alle kan komme og få en lille bid af det ægte New York. Han var Mr. New York, selve personificeringen af nostalgien om storbyen som hyggelig landsby.

Han har fuld kontrol over sine film og kan vælge, hvilken som helst skuespillerinde i verden han vil have i dem. Og i de film, hvor han altid spiller variationer over sig selv, leverer han selvfortællingen om et seksuelt ufarligt – på grænsen til aseksuelt – væsen, der scorer klodens smukkeste, mest charmerende (ofte meget yngre) kvinder nærmest uden selv at ville det. Det er samme akavet stammende persona, der effektivt leverer sine angreb på Farrow. Uanset om han er skyldig, minder Allens magt mig om, at vi ikke skal tænke Hollywood som relaterbare medborgere, men som spejlfigurer hævet over almindelige regler.

Christian Monggaard: Jeg må sige, at sammenligningen med Cosby, Weinsten og Polanski er noget nær seriens største svinestreg – en uskøn form for guilty by association-strategi. Ja, Woody Allen var magtfuld, men det var Mia Farrow da også – Frank Sinatras ekskone, André Previns ekskone, datter af Hollywood-kongelige. Du har tydeligvis ikke bare købt, men også slugt eventyret om den søde, ydmyge, filantropiske kvinde, som serien og ikke mindst Mia Farrow forsøger at sælge. I de telefonsamtaler med Allen, som hun har optaget, sørger hun for at lyde forvirret og uforstående – men formår alligevel at stille ham skarpe spørgsmål, som prøver hun at få ham til at blamere sig – og alt det, venner og familie siger om hende i serien, bekræfter kun det selvbillede, mens Allen dæmoniseres.

Hvorfor nævnes det ikke, da Roman Polanski hives frem som en af de magtfulde overgrebsmænd, der er blevet fældet, at Mia Farrow i mange år selv forsvarede Polanski? Hvorfor bliver det ikke nævnt, at to af hendes adopterede børn begik selvmord? Hvorfor problematiseres hendes ekstreme behov for at adoptere fysisk handicappede børn fra Afrika og Asien ikke på samme måde, som Allens tætte forhold til Dylan problematiseres? Hvorfor nævnes det ikke, at hendes egen bror sidder i fængsel for seksuelle overgreb på to drenge?

Ja, flere af Woody Allens film handler om ældre mænd og yngre kvinder, men faktisk er det kun få af lige præcis dem, han selv spiller hovedrollen i. Alligevel bliver det sagt i serien, at Allen således har groomet publikum til at acceptere unge kvinder i forhold med gamle mænd. Come on! Det er altså en gammel Hollywood-kliché, som han trods alt ikke skal have ansvaret for.

Katrine Hornstrup Yde: Jeg lider ikke under den vrangforestilling, at Mia Farrow skulle være en engel. Og selvfølgelig har hun også magt. Hendes indsmigrende Moder Teresa-attitude og aoptionsmani er vammel 90’er-filantropi. Og at hun støtter Polanski, er endnu et eksempel på, hvor kvalm og hyklerisk Hollywood er. (At bruge imod hende, at hendes bror er pædofilidømt, hører vist under guilty by association-kategorien.) Det, der sidder tilbage i mig, er erkendelsen af, at Allen har haft suverænt størst magt til at styre narrativet omkring denne skandale, ikke kun i sin lille selvbiografi, men på forsiden af de største magasiner, aviser og i talkshows i årtier.

Det har han kunnet gøre som elitens yndlingskunstner. Og som mand v. kvinde – i lighed med andre misbrugsanklager i skilsmissesager, der i USA stort set altid falder ud til mandens fordel. Ingen af os ved, om Allen er skyldig. Seriens svagheder og seriens styrker minder mig på hver deres måder om, at det er en manipulerende kamp om taletid og platforme, der afgør, hvilken sandhed vi i offentligheden lader os styre af. Og det er skideubehageligt at skulle manøvrere i. Hver måned sker der noget nyt, der beder os revurdere den kultur, vi er formet af – og hvad kvindernes rolle har været i den. Det er udmattende og forvirrende og opildnende at sortere i (og diskutere), men jeg bytter gerne lidt nattesøvn (og to timer af vores venskab) for det arbejde.

Christian Monggaard: Enig. Det er en essentiel diskussion, ikke mindst i forbindelse med en serie som denne, der kommer til at vække opsigt, og som vi er så uenige om. Det er, som du også skriver, ikke spor nemt eller særlig rart, men forhåbentlig bliver vi klogere af det.

’Allen v. Farrow’. Instruktion: Kirby Dick og Amy Ziering. Fire afsnit af en times varighed. Kan ses på HBO Nordic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg forstår dilemmaet til fulde, som oversætter af værker af en nær ven til Mia Farrow er det lettest bare ikke at deltage i vurderingen.

Christian de Thurah, Eva Schwanenflügel og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Sune Troelstrup

Sagen er blevet undersøgt af politiet to gange, så det virker lidt underligt, at det er to Information-skribenter der skal afgøre skyldsspørgsmålet.

Anders Budde Christensen, Jens Christensen, Mogens Holme, Asiya Andersen og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

??? Steffen Gliese - jeg er hægtet af. Her står jeg med flere ubekendte:

Den nære ven til Mia Farrow - hvem er det?

Oversætteren af værker af den nære ven - hvem er oversætteren?

Måske er det hele indforstået. Måske har jeg været uopmærksom. Ikke fulgt ordentligt med. Kan du komme det nærmere?

Det undrer mig en smule, hvorfra Yde får sin skråsikkerhed.
Vi er ikke udstyret med cerebrale videorecordere, og hukommelser er notorisk upålidelige. Det ved vi fra vidnepsykologien.
En veninde af mig måtte for år tilbage erkende, at hendes beskyldninger om seksuelle overgreb fra onklens side var pure opspind induceret af en overgrebsfikseret psykoterapeut.
En vis varsomhed er derfor på sin plads!

Henrik Kragelund

Godt forsøg på at anskueliggøre for potentielle seere, at serien kan skabe svære debatter derhjemme, men at målet for alle parter må være at blive klogere Jeg vil gerne opfordre avisen til at anvende denne artikelform til andre problemstillinger inden for politik og samfund.