Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Årene’ er ikke bare et hovedværk i Annie Ernaux’ forfatterskab – men i moderne litteratur

Den franske forfatterinde skriver den store historie om det sidste århundrede gennem noget så simpelt som ordet ’vi’. ’Årene’ er en utrolig bedrift af en menneskelig bog
Kultur
26. marts 2021
Der er en lavmælt sorg over Annie Ernaux’ prosa; en fornemmelse af, at alt skal mistes. Men følelsen viser sig ved nærmere eftersyn at indeholde samhørighed – for Ernaux fremkalder i virkeligheden fællesskabet, når hun fremkalder fortiden.

Der er en lavmælt sorg over Annie Ernaux’ prosa; en fornemmelse af, at alt skal mistes. Men følelsen viser sig ved nærmere eftersyn at indeholde samhørighed – for Ernaux fremkalder i virkeligheden fællesskabet, når hun fremkalder fortiden.

Ulf Andersen

Mod slutningen af den franske forfatter Annie Ernaux’ hovedværk Årene afslører den nu aldrende kvinde, der tilnærmelsesvist er hovedpersonen, drivkraften bag den bog, hun er ved at forfatte:

»Hun vil opspore følelser som allerede er her, men ikke har noget navn.«

Så elegant cirkelslutter den roman, som er resultatet af netop det opsporingsarbejde. Årene, der udkom på fransk i 2007, giver de sidste firs-halvfjerds års Europa en form og et sprog, der ikke tidligere kunne udtales.

Det er en bog om at vokse op, at blive formet af sit ophav, at mærke fortiden forsvinde og at forsøge at fastholde den. Mens jeg læser, tænker jeg på min mor, der som ung tog på sprogskole i Avignon, ligesom jeg senere gjorde. Min mor, hvis bøger af Ernaux med de enkle, franske titler, som jeg huggede i smug, da jeg flyttede hjemmefra, fuld af håb om at mestre sproget som hende. Jeg tænker på min mormor, hvis røde hår ingen af os fik, men hvis sprogkundskaber løber i blodet, og jeg tænker på min farmor, der som barn sov i en kommodeskuffe og forkælede mig, hendes eneste barnebarn, som hun aldrig selv var blevet det.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens peter hansen

I begyndelsen af 90'erne læste jeg Une Femme på franskstudiet på åbent universitet på KUA. Dengang var det det såmænd gratis. Bogen var en blanding af en biografi af moderen og en selvbiografi, sociologiske data og og en roman. Jeg brød mig ikke om bogen fordi Annie Ernaux efter min mening var usædvanlig kold over for moderen, som ikke var intellektuel men efter beskrivelsen et menneske af kød og blod som jeg som læser gerne ville have mødt og snakket med, mens datteren var desillusioneret og livstræt.
Måske ville jeg havde en anden holdning til bogen i dag, men dengang.....