Nobelpris
Læsetid: 6 min.

’Årene’ er ikke bare et hovedværk i Annie Ernaux’ forfatterskab – men i moderne litteratur

Torsdag modtog Annie Ernaux årets Nobelpris i litteratur. I den forbindelse genudgiver Information vores anmeldelse af hovedværket ’Årene’
Der er en lavmælt sorg over Annie Ernaux’ prosa; en fornemmelse af, at alt skal mistes. Men følelsen viser sig ved nærmere eftersyn at indeholde samhørighed – for Ernaux fremkalder i virkeligheden fællesskabet, når hun fremkalder fortiden.

Der er en lavmælt sorg over Annie Ernaux’ prosa; en fornemmelse af, at alt skal mistes. Men følelsen viser sig ved nærmere eftersyn at indeholde samhørighed – for Ernaux fremkalder i virkeligheden fællesskabet, når hun fremkalder fortiden.

Ulf Andersen

Kultur
26. marts 2021

Mod slutningen af den franske forfatter Annie Ernaux’ hovedværk Årene afslører den nu aldrende kvinde, der tilnærmelsesvist er hovedpersonen, drivkraften bag den bog, hun er ved at forfatte:

»Hun vil opspore følelser som allerede er her, men ikke har noget navn.«

Så elegant cirkelslutter den roman, som er resultatet af netop det opsporingsarbejde. Årene, der udkom på fransk i 2007, giver de sidste firs-halvfjerds års Europa en form og et sprog, der ikke tidligere kunne udtales.

Det er en bog om at vokse op, at blive formet af sit ophav, at mærke fortiden forsvinde og at forsøge at fastholde den. Mens jeg læser, tænker jeg på min mor, der som ung tog på sprogskole i Avignon, ligesom jeg senere gjorde. Min mor, hvis bøger af Ernaux med de enkle, franske titler, som jeg huggede i smug, da jeg flyttede hjemmefra, fuld af håb om at mestre sproget som hende. Jeg tænker på min mormor, hvis røde hår ingen af os fik, men hvis sprogkundskaber løber i blodet, og jeg tænker på min farmor, der som barn sov i en kommodeskuffe og forkælede mig, hendes eneste barnebarn, som hun aldrig selv var blevet det.

Sådan løber historien i mig, og sådan finder Annie Ernaux også »historiens levede dimension« i det selvbiografiske stof.

En kvindes liv fra 1940 (Ernaux’ fødselsår) til 2007 toner frem som en kropslig beholder for det ’vi’ eller ’os’, som bogen er fortalt med. Her knyttes de Gaulles død, datoen 11. september (både i Chile i ’73 og i USA ’01), krigen i Algeriet og forbrugssamfundets fremvækst uafladeligt sammen med det nære, levede liv med børnenes morgengrød og ansigtets stadigt dybere rynker.

I kortromaner som Pigen fra ’58, Min far og Kvinden har Ernaux afstemt og udfærdiget det selvbiografiske greb om verdenshistorien, som hun i Årene perfektionerer. Romanen er med rette blevet sammenlignet med Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, men Årene overskrider den personlige erindringstrang for i stedet at fortælle om fællesskabet, som ethvert ’jeg’ må indgå i. Hendes ’vi’ er intimt og alligevel folkeligt og størst af alt: generøst.

Fotografiets metode

Romanen begynder som et væltet fotoalbum med smukke sætningsbilleder spredt hulter til bulter.

En usynlig hånd sætter hurtigt billederne i system, og et liv følges gennem barneportrætter, så klassebilleder, ferieglimt, smalfilm, videoklip og den til enhver tid nye teknologi.

Hele tiden kredser sproget om, hvad den unge pige eller kvinde på billederne mon har tænkt. Hun kan allerede som barn ikke forstå, at spædbarnet på et sodfarvet fotografi, »denne anden, dette buttede væsen«, skulle være hende selv. Når hun som halvtredsårig betragter kroppen i spejlet, er det heller ikke til at tro. »Hun forundres: Det er den samme krop som den hun har haft siden hun holdt op med at vokse da hun var omkring seksten«.

Ernaux gør som Marguerite Duras fotografiet til et sprogligt princip, der snapshotagtigt kan opfange lyd og tanker. 

Årene bevæger sig gennem barndommens eksistensgrød, hvor bevidstheden ikke er afgrænset til et selv, til pigens opfattelse af, at der er et særligt kvindeligt ’vi’, som hun hører til. Senere bliver det et familiens vi, da hun bliver voksen, gift, mor og siden skilt. Hun er lærerinde og venstreintellektuel, hun bærer forældrenes minder om krigsfattigdom i sine vaner, og hun føler, at hun er ung, indtil oprøret i 1968 sker om ørene på hende. 

Snart er hun femogfyrre, vi er midt i 80’erne, og børnene er blevet voksne: »Hun er bange for at blive gammel, bange for at skulle undvære lugten af blod«. Den sødlige lugt, der rammer næseborene en gang om måneden, er den mest private erfaring – men samtidig en kropslig rytme, som halvdelen af menneskeheden gennemgår. Annie Ernaux kan som ingen andre knytte det intime og det almene i ét billede.

Teknologitid 

Hvis menstruation inddeler livet i cyklusser, gør mobiltelefonen, faxen, sort-hvid-fotografiet, transistorradioen, walkmanen, båndoptageren og filmfremviseren i hver deres tidsalder det også. Årene griber ud efter enhver tids bevaringsteknologi for at tegne et portræt af det moderne Frankrig.

Det er nyt, at de Gaulles begravelse bliver transmitteret i tv. VHS-maskinen kommer, og man kan sidde i sofaen og »se på nærbilleder af kønsorganer og sperm« uden skam. Ord som »socialisme« bliver glemt og husket igen, politikere taler mere og mere skingert om det franske »folk«, som ikke inkluderer de unge fra forstæderne, hvor »narkohandlen og gruppevoldtægterne florerede«.

Internettets billedstrøm får bevidstheden til at blande alt til en uhyggelig begivenhedsmosaik:

»I den lange sommer som havde udviklet sig til en voldsom hedebølge, blev billederne af amerikanske soldater, der kom døde hjem fra Irak i en plastikpose, blandet sammen med billederne af små gamle mennesker der var bukket under for varmen og lå stablet i torvehallernes kølerum i Rungish.«

Tiden går og skifter form med alle os, der lever i den. Store verdensforandringer flintrer forbi, og sproget får en næsten matematisk stræben efter at sætte det usynlige maskineri på formel, at forsøge at regne det ud. Men hele tiden sniger fortiden sig ind: »Man fyldte en indkøbskurv til randen i Carrefour fordi man havde en nedarvet erindring om sult« står der et sted omkring 1967. Det er smukt og uudgrundeligt, som tiden og livet og historien.

Død kat 

Kvinden bliver ældre. Hun begraver en gammel kat, og hendes verden svinder ind:

»Med denne gestus som hun udførte for første gang i sit liv, forekom det hende at hun begravede alle sine døde, sine forældre, sin sidste tante på mødrene side, den ældre mand som havde været hendes første elsker efter skilsmissen og var forblevet hendes ven, død af et hjerteslag to år tidligere – og at hun foregreb sin egen begravelse.«

Der er en lavmælt sorg over Annie Ernaux’ prosa; en fornemmelse af, at alt skal mistes. Men følelsen viser sig ved nærmere eftersyn at indeholde samhørighed – for Ernaux fremkalder i virkeligheden fællesskabet, når hun fremkalder fortiden. Hun viser, hvordan intet er kommet ud af intet, hvordan tiden nok løber, men ikke uden at skabe et ’vi’ af dem, den iler fra. 

Det er en generobring af tabt tid, som foregår helt ned i ordmaterialet. Her slår allitterationer og assonanser rødder, for straks at fortabe – eller forplante sig.

For eksempel beskrives kvindens landlige forældres sprog som »det sprog, som havde med kroppen at gøre, som hørte til lussinger, til lugten af klorvand, som kitlerne var vasket i, til lugten af vinterens stegte æbler, til lyden af pis, der løber ned i spanden, og til forældrenes snorken«.

Lyden af ’krop’ spejler sig i ’klor’, mens ’kitlerne’ arver klikkende k’er og l’er. Straks er begyndelsen på ’lussing’ blevet til ’lugten’, som igen spøger i ’lyden’ af pis. Modernitetens dimser bliver til maskinelt hakkende v- og t-lyde i opremsninger som »tyggegummi, voksdug og vinylgulv, Tampax og hårfjerningsmidler«, og langt senere, i 1970’erne, da kvinden har fået børn, og det første videokamera filmer hende, er tidens lydbillede fuld af sagtmodige, hvislende s’er: »smilet kommer lidt for sent til at være spontant«. Overalt vandrer sprogmaterialet som ekkoer, uden at nogen har råbt først.

Hvor er du nu, Ernaux?

Jeg tager mig selv i at håbe, at der kommer et appendiks, en efterfølger, hvor Ernaux giver form til tiden efter 2007 med sit litterære mentalkamera.

Hvordan ville hun mon indfange angrebene på Charlie Hebdo, Bataclan og julidagen i Nice, hvor en lastbil mejede folkemængden på Promenade des Anglais ned? Hvordan ville hun skrive om De Gule Veste, om klimaflygtninge, om Netflix og eldrevne biler? Ville hun ikke føle, at forandringen igen er mulig i lyset af MeToo og Black Lives Matter?

Hvis tiden er en hvirvelvind og en vendekåbe, er Årene en omfavnelse. For romanen forærer en et blik for, at alene ordet ’vi’ altid vil rumme noget, der er større end den enkelte. Både jeg, der er født i 1995, og romanens kvinde, der er født i 1940, falder mellem generationer, men bliver flettet sammen af Årenes erindringsvilje. 

Årene er en hyldest til og en forpligtelse på mennesker og fællesskaber i alle tider. Det er en bog om at miste og tabe mod tiden, men også om, at fællesskabet er det eneste middel mod den fortabelse. Annie Ernaux rækker med Årene videre, end vi kan forestille os lige nu og her.

Annie Ernaux: ’Årene’. Oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Gads Forlag, 252 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

I begyndelsen af 90'erne læste jeg Une Femme på franskstudiet på åbent universitet på KUA. Dengang var det det såmænd gratis. Bogen var en blanding af en biografi af moderen og en selvbiografi, sociologiske data og og en roman. Jeg brød mig ikke om bogen fordi Annie Ernaux efter min mening var usædvanlig kold over for moderen, som ikke var intellektuel men efter beskrivelsen et menneske af kød og blod som jeg som læser gerne ville have mødt og snakket med, mens datteren var desillusioneret og livstræt.
Måske ville jeg havde en anden holdning til bogen i dag, men dengang.....