Det bedste ved Carsten Jensens nye essaysamling er tvivlen

Det bedste ved Carsten Jensens nye essaysamling Bjælken i mit øje er tvivlen. Når han ikke på sin sædvanligvis brillante måde skriver skråsikkert om, hvad han synes er rigtigt og forkert, men undervejs i bogens 204 teser bliver i tvivl og kan indtage mindst 4-5 forskellige positioner. Det er især godt, fordi han i sin bog forsøger at afdække et vanskeligt emne, nemlig krige, terrorisme og den epidemi af selvmord blandt unge, der hjemsøger os.

Hvis man skal løfte det op til et endnu mere alment begreb, så skriver han her i fjerde og sidste bind af sin debatbogsserie om ondskaben.

Det bedste eksempel på hans tvivl kommer til udtryk, når han diskuterer Hannah Arendts tese om »ondskabens banalitet«. Den tysk-jødiske filosof overværede i 1961 i Jerusalem retssagen mod Adolf Eichmann, der var den logistiske hjerne bag nazisternes massedeportationer af jøder til de tyske koncentrationslejre. Hun konkluderede efter at have fulgt retssagen tæt, at Eichmann i grunden var et helt almindeligt og banalt menneske uden nogen indre dæmoni, der med sin mangel på indlevelsesevne blev medansvarlig for udryddelsen af seks millioner jøder. I den bog, Arendt siden skrev om retssagen, gjorde hun Eichmann til en pligttro embedsmand, til prototypen på den nazistiske skrivebordsmorder mere end en ond person.

Man fornemmer, at Carsten Jensen oprindeligt syntes, at Arendts tese er en god tese, men efter i begyndelsen af 1990’erne på rejse til Balkan at have mødt den serbiske kaptajn Martinovic, leder af en række lovløse paramilitære tropper, og sin rejse til Cambodja, synes han, at hun reducerede ondskaben.

Siden indrømmer han, at han i sin kritik af Arendt overså, at den historiske sammenhæng var en dramatisk anden. Han havde fokuseret på den ondskab, der fandt sted ansigt til ansigt, »mens Arendt fokuserede på nazismens forvandling af masseudryddelsen til en industri. Det var industrialiseringen af døden, hun forholdt sig til, hvor ondskaben blev et samlebåndsarbejde.«

Senere i bogen vender han igen tilbage til Arendts tese, denne gang med ny viden og en tese om, at Arendt havde ladet sig bedrage af Eichmanns skuespil i retssalen. »Havde Eichmann regnet ud, at hans bedste overlevelseschance var at spille en indskrænket, fantasiløs, i sidste ende nølende, harmløs funktionær, der var blevet fanget i Holocausts dødsmaskine, i stedet for åbent at vedgå, at han var en af de ingeniører, der stod bag den?«

Dokumenter, der er kommet for dagen senere, viser også, at Eichmann havde et indgående kendskab til ikke bare Kant, men også Nietzsche, Schopenhauer, Platon og sågar den jødiske filosof Spinoza og i sit eksil i Argentina havde været en ledende kraft i en hård kerne af landflygtige nazister, med hvem han planlagde et comeback i Tyskland.

Jeg kunne tilføje filosoffen Agnes Heller, der i et interview her i avisen kritiserede Arendt for at basere alt i sin bog på Eichmann, sådan som han optrådte under retssagen. Ifølge hende er der ikke bare Eichmann i Jerusalem, men også en Eichmann i Budapest, nemlig ham der direkte sørgede for deportationen af en halv million jøder fra Ungarn. Den mand handlede ondt og var dermed ond.

Den skiftende behandling af Arendts tese er et godt eksempel på, hvordan der tænkes i Bjælken i mit øje. Carsten Jensen er i bogen sjældent lydhør og til stede i den verden, han skriver om. Han skriver på baggrund af sine rejser og møder med folk og tager farve af dem undervejs. Og så tænker han på baggrund af bøger, han har læst om emnet krig og ondskab. Fagbøger, men især også skønlitterære bøger, som han bruger til at tænke med og gøre os alle klogere.

Det kan godt være, at teseformen i de nu fire debatbøger synes opbrugt og i denne fjerde og sidste bog i svagere grad viser sin formmæssige berettigelse. Der er ikke længere nogen nødvendighed i, at bogen har lige præcis 204 teser, og at de er skåret på den måde, de er skåret. Flere kunne sagtens være samlet til længere tekstforløb. På den måde ender bogserien med at æde sig selv op.

Det ændrer dog ikke ved, at bogen i sin kalejdoskopiske form rummer et væld af kloge tanker og spændende nyopdagelser. Eksempelvis at Holbergs Jeppe på Bjerget ikke drikker på grund af forarmelse, men fordi han lider af posttraumatisk stress-syndrom efter at have deltaget i stormen på Wismar under Den Skånske Krig i 1675. Eller at de unge danske soldater, der deltager i invasionen af Irak ikke havde nogen fædre, de kunne tale med forinden, fordi der i den kollektive danske fortælling om krig ikke er nogen dansk bedstefar, oldefar eller far, der selv har været i krig og kan give dem råd med på vejen. Eller at antal af tab på den amerikanske hjemmefront i form af selvmord i årene fra 2000 til 2015 langt overstiger det antal soldater, der i samme periode mistede livet i Afghanistan.

Carsten Jensen er som altid en af vores skarpeste kulturanalytikere og med den bedste pen.

Carsten Jensen. Bjælken i mit øje – Om den evige krig og glæden ved at slå hinanden ihjel. Politikens Forlag. 272 sider. 150 kroner