Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Claudia Rankine har skrevet et teaterstykke, der lader den hvide svinehund komme til orde

I et vaskeægte kammerspil i New Yorks kulturelite går bølgerne højt i diskussionerne om antiracistisk kunst, men temaet er egentlig hvidhed. Claudia Rankines ’Det hvide kort’ er en fænomenal undersøgelse af den måde, racisme sætter sig i sproget og i synet som tavshed og bevidst blinde vinkler
Claudia Rankines skuespil er værd at læse for sin ligefremme dialog og sin kraftfulde iscenesættelse af kroppe, der er placeret i forskellige verdener med forskellige sprog.

Claudia Rankines skuespil er værd at læse for sin ligefremme dialog og sin kraftfulde iscenesættelse af kroppe, der er placeret i forskellige verdener med forskellige sprog.

Martin Lehmann

Kultur
5. marts 2021

I begyndelsen af den amerikanske digter Claudia Rankines teaterstykke Det hvide kort diskuterer en række mennesker fra New Yorks kulturelle elite sportsstjerner, der protesterer mod raceulighed. For eksempel Colin Kaepernick, der er blevet udelukket fra turneringer for at knæle. En hvid kunstsamler siger:

»Jeg er lidt usikker på hans fremgangsmåde. At knæle under nationalsangen er unødigt provokerende. Men han har ret i det med uligheden. Hvem vil have mere champagne?«

Det er grusomt og hylende morsomt på samme tid, men citatet inkarnerer også Claudia Rankines metode. Det hvide kort handler om racisme, men Rankine vender blikket mod den hvide mand, der end ikke kan holde ud at se på protesten. Hun stiller spørgsmålet: Hvad nu, hvis antiracisme ikke starter med anerkendelsen af vold mod sorte – men med at finde ud af, hvad ’hvidhed’ er for en institution, og dermed forstå, hvad det er for forskellige verdener, vi taler sammen fra?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her