Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Computerstemmer bringer menneskelige budskaber hos fire danske, elektroniske vokalister

Selv om en vokal er blevet autotunet eller forvrænget til ukendelighed, behøver den ikke få musikken til at føles, som om den kun er henvendt til de maskiner, der har skabt den. Det beviser disse fire danske, elektroniske navne
I stigende grad bruger Lydmor vokalen til at råbe højt om emner som manglende ligestilling, dårlig behandling, sexisme, mislykket kommunikation og andre besværligheder. Dette gør hendes seneste album, ’Capacity’, til en sangskrivningsmæssig magtdemonstration.

I stigende grad bruger Lydmor vokalen til at råbe højt om emner som manglende ligestilling, dårlig behandling, sexisme, mislykket kommunikation og andre besværligheder. Dette gør hendes seneste album, ’Capacity’, til en sangskrivningsmæssig magtdemonstration.

Kultur
16. marts 2021

Ud over at være kanal for en stor del af kommunikationen mellem os mennesker, er stemmen vores alle sammens indbyggede musikinstrument. Selv om mange af os måske ikke vil indrømme det, er vi ikke kun talende, vi er også syngende (eller i hvert fald nynnende) væsner. Og vores kroppe reagerer på sang, som var det en af livets nødvendige ressourcer, på niveau med frisk luft, rent vand og ømme kærtegn.

I en tid, hvor nærmest hvert eneste instrument, lige fra orglet til trommesættet, findes i en elektronisk udgave, og hvor man uden problemer kan producere et musikalbum kun ved hjælp af en computer, virker stemmen også som det mest menneskelige kort, de moderne musikere og musikproducere har tilbage på hånden.

For i samspillet med et elektronisk lyddesign træder stemmen umiskendeligt frem som noget, vi alle kan relatere til. Noget organisk, alle bærer rundt på. Og det selv om stemmen måske er blevet forvrænget til umenneskelighed eller halvvejs drukner i industriel støj. Det beviser de fire danske stemmeførende, elektroniske artister Lydmor, Molina, When Saints Go Machine og Xuri. Hver især bruger de deres stemmer til at skabe en menneskelig, uperfekt skønhed i et ellers mennesketomt, teknologibåret lydunivers.

Alligevel ikke et ’break up’-album

En af de mest markante stemmer på den danske musikscene tilhører Nikolaj Vonsild, forsanger i elektropopgruppen When Saints Go Machine. Med Vonsilds velkendte falset i front har bandet udgivet fire succesfulde studiealbummer foruden at have lavet musik til DR-dramaserierne Ulven Kommer og Lover. Det femte album, Emotional, beskrives i pressemeddelelsen som en søgen ind til benet, både menneskeligt og musikalsk. Denne søgen har fået et poppet tilsnit set i forhold til den forudgående mere eksperimenterende plade So Deep.

Emotional lægger ud med en hårdtslående erklæring om netop det at være menneske. På albummets titelnummer indrømmer Nikolaj Vonsild som det første sin egen menneskelige følsomhed. Hans ru, autotunede tonefald kobler ham på smuk, symbiotisk vis op til den strøm, der flyder i ledningerne omkring ham.

»I’m emotional / ocean of dope / cloud in the room / never planned to lose it / heavy to keep temper from blowing / what are you mad about, I’m already ruined

Emotional er kuldegysende smuk på lyriksiden, men rummer også mange ord og følelser. Man savner i flæng at dykke ned i de forunderlige, elektroniske lydeksperimenter, der prægede So Deep. Til gengæld stikker Nikolaj Vonsilds stemme dybere end nogensinde på nummeret »Still Running«, mens den forvandler sig til et episk enmandskor på afslutningsnummeret »Not Everyone Walks Away«.

When Saints Go Machine med forsanger Nikolaj Vonsild i midten.

When Saints Go Machine med forsanger Nikolaj Vonsild i midten.

Daniel Hjorth

I sin genialt formulerede lyrik, der kredser om at blive eller forlade i en slags konstant push-pull-dynamik, kan Emotional virke lidt som det perfekte break up-album. Men det er en for snæver tolkning af værket. Emotional handler om, at mennesker må søge hinanden i sårbarheden, og, når den verbale kommunikation fejler, måske genfinde et fælles følelsernes sprog.

Den elektropopmaskine, som When Saints Go Machine har genfundet, fungerer i hvert fald upåklageligt. I de mest storladne øjeblikke lyder gruppen som en ultranuanceret, Nordic Noir-udgave af den populære franske duo The Blaze. Med sine poetiske betragtninger, vævet ind og ud mellem synthesizer og klaver og langsomt rullende traptrommespor, der insisterer på at blive ved, frem for at give op, perfektionerer Emotional gruppens dybfølte vilje til at være nærværende gennem elektronikken.

Wonder Woman-vokal

En anden ikonisk stemme inden for dansk elektropop er sangeren og produceren Lydmor. Hendes univers har i løbet af de seneste år især udvidet sig på det mørke, klubbede og udskejende område, lydligt såvel som visuelt. I en funklende, virtuel nattedimension af neonlys, tung bas og fortælleglæde kan lytteren, såvel som Lydmor selv, grine, græde, pjatte, diskutere, danse, ligge stille, hente energi og få afløb for sine frustrationer. Det er en stærk og fængslende forestilling, der i høj grad dirigeres af hendes stemme.

I stigende grad bruger Lydmor vokalen til at råbe højt om emner som manglende ligestilling, dårlig behandling, sexisme, mislykket kommunikation og andre besværligheder. Dette gør hendes seneste album, Capacity, til en sangskrivningsmæssig magtdemonstration. Fuldt bevidst om sine ords berettigelse og autoritet kører hun dem overlegent ind og ud gennem computerprogrammernes forskellige forvrængningseffekter.

Som det kan høres på næstentitelnummeret »If You Want Capacity«, pendler Lydmor mellem rablende, rå fortælling og samplede, kampråbsagtige mantraer. Det skingrende dramatiske »Someone We Used To Love« er et eksempel på hendes medrivende, melodiske gåen amok a la svenske Robyn, mens det syntetisk growlende »LSD Heart« kører videre på en mundret, a cappella-inspireret klinge af befriende spydig lyrik.

»I don’t love them / I won’t come when they blow me / I got my own hobbies / I’ll call my mom at 3 AM / hello / I’m living with an LSD heart / radio / guys get away with so much bullshit in art

Lydmor er dansk elektronisk musiks Wonder Woman. Hendes vokale superkræfter og singler, der ætser sig helt ned i underbevidstheden, gør Capacity til et nøglealbum i kampen for kreativ ligestilling.

Omsluttet af en uforståelig, menneskelig tilstedeværelse

Ligesom Lydmor arbejder dansk-chilenske Molina med sin stemme som dirigent for et vildtvoksende, elektronisk lydunivers. Ord på engelsk og spansk glitcher her på en skærm af kølige, ambiente klangflader. Molina laver musik inspireret af de flamboyante udtryk hos Björk og Kate Bush – men hendes nye maxisingle, Cold, leder især tankerne hen på mere underspillede folktronicaartister som Julianna Barwick og Julia Holter.

»Océano« er en futuristisk lejrbålssang, hvor Molinas rene, klare vokal en gang imellem forstyrres af små, teknologiske udfald – som om den ikke kommer fra et menneske, men et apparat. Imens får den drømmende, akustiske guitar én til at føle, at man deltager i en form for seance eller ceremoni. Det efterfølgende »El Aparecido« – oprindeligt skrevet af den chilenske sanger og aktivist Victor Jara i slutningen af 1960’erne – undergår gradvist sin helt egen yndefulde, digitale revolution.

I dansk, elektronisk musiks mere ceremonielle ende finder man også Xuri. Hendes ambiente techno rummer smukke pusterum af både strygere og klaver – men står for det meste i skarp kontrast til de varme, favnende computerbearbejdninger af akustiske instrumenter og organisk stemmemateriale, som kan høres hos Molina.

Bedlam of Salt er et nærmest ordløst, men bestemt ikke vokalløst album. I den industrielle varehusklang kryber uforståelige, men kommunikerende stemmer rundt langs lofter, vægge og gulv, så man føler sig omsluttet af usynlig, menneskelig tilstedeværelse. På de ambiente numre »J’avance«, »Datura, Luciferin’s Trumpet« og »Coiled Serpent« er det elektroniske gear blevet besat af den franske, eksperimenterede duo Lueurs Nocturnes utallige, lunefulde korstemmer. Og på det klubbede »Mycelia Dreams« overhører man blot en højpitchet, tegnefilmsagtig stemme mumle til sit eget, gøende elektroniske ekko.

Mennesket i musikken

Stemmerne hos både Lydmor, When Saints Go Machine, Xuri og Molina vil deres lyttere noget. De bevæger sig ind og ud af samples, autotune, uforståelighed og computereffekter med hver deres forskellige, klare tegn på menneskelig tilstedeværelse.

Hvad enten de ord, der synges, er poetiske, rebelske, på flere sprog eller knap hørbare, får de den elektroniske musik, de lever i symbiose med, til at virke levende og nærværende, selv om den hovedsageligt er blevet skabt af livløs teknologi. Og på den måde leverer de elektroniske musikere en klar besked om, at deres musik ikke behøver opfattes, som om den er mere henvendt til de maskiner, der har frembragt den, end til det menneskelige øre. Tværtimod.

For selv om vokalen er blevet autotunet, samplet eller forvrænget til uigenkendelighed i et computerprogram, vil den altid være repræsentant for mennesket i musikken.

When Saints Go Machine: ’Emotional’ (WSGM)

Lydmor: ’Capacity’ (Mermaid Records)

Molina: ’Cold’ (TAMBOURHINOCERUS)

Xuri: ’Bedlam of Salt’ (Janushoved)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her