Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I ‘Efterskælv’ kigger Rachel Cusk dybt på sig selv, sin skilsmisse og sin krops forfald

’Efterskælv’ er en nøglebog i Rachel Cusks forfatterskab. Hun skriver ikke til et kollektiv eller en bestemt gruppe af mennesker. Hun borer sig ned i individuelle erfaringer uden hensigt om at gøre sig lækker for andre
I ’Efterskælv’ beskriver Cusk med nådesløs råhed og præcision efterdønningerne af skilsmissen fra den mand, hun har været gift med i ti år og har to piger med.

I ’Efterskælv’ beskriver Cusk med nådesløs råhed og præcision efterdønningerne af skilsmissen fra den mand, hun har været gift med i ti år og har to piger med.

Chris Young

Kultur
19. marts 2021

Rachel Cusk er en alvorlig forfatter. Hun bryder sig ikke om satire, fordi den fremmer politisk magtesløshed. »Så snart du griner,« siger hun, »er det slut.« Omtrent sådan er hendes bøger også.

Uden ironi, præcise, skåret ind til benet. Og så er hun helt usentimental. Eksempelvis kan hun indlede et kapitel om skilsmissen fra den mand, hun har været gift med i ti år således: »Den dag min mand flyttede sine ting, havde jeg tandpine.«

Afsnittet handler mere om besøget hos tandlægen end det forliste ægteskab.

Og første gang, hun ser sin mand efter skilsmissen, kan det lyde sådan her: Der »gik det til min overraskelse op for mig, at han hadede mig. Jeg havde aldrig før set ham hade nogen: Det var som om han var fyldt med noget der ikke kom fra ham, som om han var blevet forurenet som en sort kyststrækning efter et olieudslip. I månedsvis har sort giftigt had strømmet ud af det dødelige sår i vores ægteskab, strømmet fra hver eneste kilde og udløb og trængt ind i alt, det har dækket børnene som havfugles dunede hoveder bliver dækket af tjære.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her