Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er en frydefuld oplevelse at genlæse Rune T. Kiddes mest populære tegneseriealbum

Rune T. Kiddes ’Den lilla møghætte og pulven’ og ’Litterærlige klassikere’ er ikke for sarte sjæle eller sproglige mimoser. Til gengæld er de fulde af underholdende og på én gang kærlige og respektløse gendigtninger af folkeeventyr og verdenslitteraturens største værker
Man sparer oceaner af tid ved at læse Rune T. Kiddes versioner i stedet for originalerne: I alt 4.321 timer, 43 minutter og 17 sekunder.

Man sparer oceaner af tid ved at læse Rune T. Kiddes versioner i stedet for originalerne: I alt 4.321 timer, 43 minutter og 17 sekunder.

Niels Hougaard

Kultur
12. marts 2021

Jeg kan huske første gang, jeg fik Rune T. Kiddes Den lilla møghætte og pulven i hænderne. Hvordan kan jeg andet? Med den titel, der jo selvfølgelig er et ordspil på det ene af de eventyr, som Kidde ’gendigter’ med meget løs hånd i tegneserien, Den lille Rødhætte og ulven.

Og med en første side, hvor fortælleren til Rødhættes store fortrydelse ikke kan huske hendes navn og kalder hende både Rødspætte, Grødmette og Røvjette, inden han giver op og konstaterer, at det er ligegyldigt, hvad hun hedder – hun bliver jo alligevel spist af en ulv.

For en 15-årig dreng var tegneserien, der udkom i 1987, lidt af en åbenbaring, og nu, 34 år senere, er det den samme frydefulde fornemmelse, der breder sig, mens jeg genlæser den og en anden af Rune T. Kiddes tegneserier, Litterærlige klassikere, som Forlaget Fahrenheit lige har genudgivet.

Det var ikke, fordi Rune T. Kidde var – eller ønskede at være – nogen skøntegner, men hans ’grimme’ tegninger af små mennesker med store næser passer perfekt til de anarkistiske og på én gang kærlige og dybt respektløse versioner af gamle, velkendte historier.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her