Gallerirunde
Læsetid: 9 min.

De genåbnede galleriers kunst henter storslået fortællekraft fra makreller, franskbrød og parcelhuskvarterets haveplanter

Som små butikker må kunstgallerierne igen invitere publikum indenfor. Informations kunstanmelder er kommet på græs og er begejstret over udstillinger med blandt andre Bjørn Nørgaard og Kirstine Roepstorff, der finder urkomiske fantasivæsner i velkendte jordmaterialer
Bjørn Nørgaards skulptur »Beowulf« på Galleri Susanne Ottesen ved hjørnet af Kongens Have i København.

Bjørn Nørgaards skulptur »Beowulf« på Galleri Susanne Ottesen ved hjørnet af Kongens Have i København.

Stine Heger

Kultur
16. marts 2021

Kunsten følger sjældent verdens gang, fantasien trumfer som regel virkeligheden. Men jeg vil vove at spekulere i, at kunstnere og kuratorer på det seneste trods alt har lavet nogenlunde det samme som mig: gået ture. 

Heldigvis er der på de gallerier, der nu er åbnet, kommet mere ud af vandringen, end mine sure, ømme fødder kan prale af.

I fire udstillinger på københavnske gallerier netop nu er den natur, man går i, i centrum – den nære langs parcelhusstierne, ukrudtet på stenbroen og i skovbrynet. Men ikke i skikkelse af neonaturromantik eller med negativt fortegn: klimakrisegotik, som præger så meget kunst og kultur i disse år. Snarere er naturen her en billedbank eller en mængde råstoffer, som må udforskes, som man udforsker de menneskelige følelser.

Det er for eksempel jordfarver og muldlaget i alle dets afskygninger, man dykker ned i, når man træder ind i Bjørn Nørgaards (f. 1947) soloudstilling på Galleri Susanne Ottesen ved hjørnet af Kongens Have.

Udstillingen rummer nedslag i Nørgaards lange karriere og store katalog af aktioner, som han kalder de værker, der er resultatet af ofte semirituelle performances og eksperimenter foran publikum. Altså er handlingens ’nu!’ i centrum – men i galleriet står jo kun, hvad jeg drister mig til at kalde skulpturer tilbage. De spøger heldigvis med enorme, menneskeløse armbevægelser.

Et godt grin

Skulpturerne er arrangeret så uovertruffent scenisk, at man hurtigt føler sig som en aktiverende kunstner selv.

Man kan for eksempel gå på opdagelse i en lang række af materialesamlinger, der ligger direkte på gulvet, og som hver og en har sit eget humør. En træstub med en fastnettelefon tilkoblet er tragikomisk, mens et tykt stykke grønt voks med en grøn sardindåse plus et metalgitter er ren farve- og materialeassociation.

Skulptur af Bjørn Nørgaard.

Skulptur af Bjørn Nørgaard.

Stine Heger

Hver sirligt anrettede samling er som et ord i den lange, ordløse sætning af ting. Og sproget, der tales, er dybt materielt. 

For eksempel er der en taljehøj lerklump, som gullig voks løber lidt ulækkert ned ad. Men en tekop balancerer koket på toppen, og et lille drama mellem elegance og svineri opstår. Andre steder ligner massiv bivoks fuldfed skæreost, en statue har tabt hovedet, store bunker groft salt ligner sne, og hvad der først ligner en lidt uformelig, brun mursten, viser sig at være et vaskeægte rugbrød.

Farverne er lerede og mørkegrønne, og elementerne er underlagt stramme koreografier. Men et smil forklædt som et rugbrød, et akvarium eller en fortabt sko klemmer sig altid ind. 

Jesu selvsaboterende båd

Hovednummeret er noget så sjældent i den seriøse kunstverden som en sjov skulptur. Det er en båd eller en ark udskåret af en stor træstamme, men vand risler stille ned i båden fra en slange. Båden er pyntet med klodsede elpærer i hver ende, og spejlstykker er lagt rundt om skulpturen som en stikkende guirlande.

For båden tager ikke bare vand ind, den er også strandet på et bjerg af grus, og rundt om bunken ligger sølvfarvede makreller på bjerge af salt. Store, gennemblødte helt ægte franskbrød ligger klar i den våde båd til et barokt måltid.

Skulpturen hedder Beowulf efter det oldengelske heltekvad om Beowulfs kamp mod uhyret Grendel, og arken kunne både være helt og monster. Men den er i lige så høj grad en sød kikset version af Jesu forvandling af sten til fisk og brød. Skulpturen inviterer til meddigtning, man føler sig så at sige i samme båd, når man ser sit eget ansigt i spejldekorationerne.

Jeg ved snart ikke, om jeg skal grine eller græde ad det latterlige fartøj, men blandingen af håbløst og højstemt er om noget skulptur til tiden. Beowulf er oprindeligt fra 1990, men indkapsler et kendetegn ved stor kunst: Den går aldrig af mode. 

David Lynch uden psykoanalyse

Ligesom Bjørn Nørgaard giver storslået fortællekraft til franskbrød og bivoks, inviterer billedkunstneren Mette Vangsgaard (f. 1968) også til at se nye verdener i det nære. Hos hende er vi ikke nede i mudderet, men i parcelhuskvarteret.

Vangsgaard har ofte arbejdet med at gøre middelklassemotiver pudsige og sære ved at give dem et nyt materiale. Hun har lavet tøjbamser i keramik eller husdøre og charterferiestrande i stof og papir. Men udstillingen Fearless (in a dream) på Marie Kirkegaard Gallery i Nyhavn er mere dyster og mere nærsynet.

Det første, man møder, er en glaseret keramikfodbold, der ligger på en grøn sokkel, så den er lige til at sparke til. Man føler sig som et barn, der følger en bold over hækken ind til nabolagets forheksede grund, når man ser det næste værk, som er et stort, sort maleri. Her er solsikker og tidsler trukket frem med hvide streger, som om de er skrællet ud af den sorte muld. Ind imellem er der en hane og en solsort, og insekter med uhyggelige hoveder titter frem.

Værk af Mette Vangsgaard på udstillingen Fearless (in a dream) i Marie Kirkegaard Gallery i Nyhavn.

Værk af Mette Vangsgaard på udstillingen Fearless (in a dream) i Marie Kirkegaard Gallery i Nyhavn.

Marie Kirkegaard Gallery

Et lignende eventyrkrat hænger på den modsatte væg, og man opdager, at lærredet er limet sammen af papirstykker og pap, så udtrykket er bulet, flaget og uroligt.

Følger man boldens linje gennem udstillingen, møder man straks tre bølgede, blå glasskulpturer, der ligner mennesketorsoer set gennem et vandspejl. Fra loftet hænger sære banan- og auberginelignende frugter i glas, et materiale, der sjældent har set så ulmende og pusfyldt og overmodent ud som her. På en af frugterne glider snot- eller sveddråber ned.

De velkendte haveplanter og madvarer bliver mere og mere ulækre, jo tættere man kommer på hos Vangsgaard. Bevægelsen minder på sin vis om introscenen i David Lynch-filmen Blue Velvet, hvor kameraet panorerer over et rosenbed i et nydeligt forstadskvarter, men så zoomer helt ned i græsplænen, hvor biller og orme formerer sig i en infernalsk støj.

Men Mette Vangsgaard ser ikke underskoven som et freudiansk lager af undertrykte drifter, man kan grave frem. Frem for at forsøge at tyde drømme og drifter, fremkalder hun materialer, vi normalt overser eller endda undertrykker: Ru, bløde, snottede eller tørre overflader dukker frem i stedet for ødipuskomplekser, og det er ganske originalt. 

Helt lette bronzedanserinder

I Banja Rathnovs Galleri i Studiestræde finder man en udstilling med Danmarks udsendte til Venedig-biennalen i 2017, Kirstine Roepstorff (f. 1972). Roepstorff er kendt for sine store collager og for sine mørklagte udstillinger på selv samme biennale og på Kunsthal Charlottenborg i 2018. Førstnævnte fik heftig kritik for, at man ikke at kunne forlade den meget lange performance, og sidstnævnte for at man ikke kunne se noget.

På galleriet arbejder hun heldigvis i lyset: Her står en række ubekvemme troner eller møbler i brutalistisk udskåret beton. Betonen er industriel og billig, men på små guldsøm hænger snoede klumper af bronze. Ikke som pynt, men som levende væsner. For det viser sig, at bronzerne svinger ganske let fra sømmet. Pludselig ligner de tunge former danserinders skørter eller tunge hårmanker, der bliver kastet bagover. 

Collage af Catherine Poher og skulptur af Kirstine Roepstorff I Banja Rathnovs Galleri i Studiestræde.

Collage af Catherine Poher og skulptur af Kirstine Roepstorff I Banja Rathnovs Galleri i Studiestræde.

Stuart McIntyre

Til forskel fra Roepstorffs tidligere ret massive og belærende udstillinger, er der her ånderum til en trækvind, der får bronzen til at svinge, og til forårssolen, der får selv betonen til at glimte.

Teaterinstruktør og billedkunstner Catherine Poher (f. 1953) har lavet collager i brune og mathvide papirmaterialer, der hænger langs væggene. Der er kradset ukrudts- og markplanter på det sarte papir, og sammen med Roepstorffs skulpturer giver udstillingen fornemmelsen af en gåtur gennem byen. Urbanplanens beton møder Strøgets bronzerede spir, mens stædige mælkebøtter spirer gennem fortovsfliser og blandt madpapir.

Balancen tipper mod det lidt for nydelige, når man får øje på en mobile med triangel- og dråbeformede guldfigurer, der hænger fra loftet. Den ligner et restparti julepynt fra Georg Jensen og mangler det sirlige spil mellem dyrt og fattigt, som de dansende bronzer har. Alligevel går man fra udstillingen med sit blik på byen fornyet. Med en sans for storbyens arkitektur og sociale forskelle som noget, der også sidder i materiale og i stil.

Graffiti i skovbunden

På vej hjem når jeg forbi Galleri Tom Christoffersen lige ved Rundetårn. Her udstiller maler Maria Wandel (f. 1973), som i anmelderroste soloer på Vendsyssel Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen i 2020 har vist både groteske og sjove, men altid temmelig genkendelige former. En kvinde tænder en cigaret, men ansigtet er udvisket. En muskuløs arm fægter alene rundt på et kraftgult lærred.

Maleri af Maria Wandel udstillet på Galleri Tom Christoffersen. Udstillingen hedder Rewild.

Maleri af Maria Wandel udstillet på Galleri Tom Christoffersen. Udstillingen hedder Rewild.

Maria Wandel

Nu er hun gået fra de fortællende malerier til, hvad der umiddelbart ligner ren abstraktion. Ved nærmere eftersyn er det måske snarere græsplæner set gennem forstørrelsesglas. Under organiske strøg af grønne og brune farver spotter man igen og igen felter og antydninger af pink og neonblå, som ligner, at det er sprøjtet på fra spraydåse, som graffititags på togvogne.

Udstillingen hedder Rewild, og måske vil Maria Wandel udfordre vores idé om, at der findes en ægte natur »derude«. Her er det snarere, som om man graver atomaffaldet op, jo mere man forsøger at komme ned i urdybet. Der er ikke noget paradisisk ’før’ at genskabe, bare et stort kredsløb her og nu – hvilket er smukt iscenesat i sammensmeltningen af Wandels personlige, naturfarvede penselstrøg og så de kunstige spraydåsefarver. 

Københavnsk kundeservice

Men jeg kan ikke vide mig sikker, for jeg kan ikke rigtig komme til at se fire af seriens ni malerier. En gruppe af hvad jeg formoder er bekendte af galleriet sidder i sofaer og på stole foran værkerne og drikker vin med en selvfølgelighed, der kunne være hyggelig. Men det handler, så vidt jeg kan smuglytte, om vingårde i Frankrig og designertøj, og jeg føler mig både i vejen og for fattigt klædt til at være velkommen.

Ærgerligt for Maria Wandels malerier, men en passende påmindelse om, at gallerierne trods alt er butikker, og København har aldrig været kendt for god kundeservice. Ting skal sælges, og købestærke kontakter plejes. Heldigvis har jeg gåturen hjem for mig selv. Nu med kunstnernes åbne blik på naturen, byen og stierne omkring mig i hukommelsens indkøbspose.

Bjørn Nørgaard: Materia et Spiritus, Materia et Corpus, Materia et Frictio, Materia et Actio, Materia et Syntaksis. Galleri Susanne Ottesen. Til den 20. marts.

Mette Vangsgaard: Fearless (in a dream). Galleri Marie Kirkegaard. Til den 20. marts.

Kirstine Roepstorff og Catherine Poher: Bombes de Vie et Nature Morte. Clausens Kunsthandel og Banja Rathnov Galleri. Til den 4. april.

Maria Wandel: Rewild. Galleri Tom Christoffersen. Til den 27. marts.

Gallerierne er som små butikker genåbnet. Vi anbefaler en række udstillinger landet over:

 

RINGSTED

SAMMENSTØD. Henrik Plenge Jakobsen, Maria Wæhrens, Mette Clausen og Anders Visti.

Ringsted Galleriet. Til den 27. marts.

Fire steder i Ringsted lader kunstnerne værker og omgivelser støde sammen, så hverdagens rum bliver hacket af kunstens virkemidler. På Ringsted Station kan man for eksempel læse teksten »det bliver værre endnu« bøjet i pink neon, og i svømmehallen er påklædningsspejle blevet udsmykket med farverige lamper og den urovækkende titel »Satan Mirrors«.

SVENDBORG

LYS. Viera Collaro, Anette Harboe Flensburg, Kathrine Ærtebjerg og Mads Gamdrup.

Galleri DVG. Til ultimo april.

Fire meget forskellige og meget prominente danske kunstnere udforsker temaet ’lys’, som gennem hele kunst- og kulturhistorien har haft enorm symbolsk betydning. Her er skulpturer, der ligner svingende sølvskræller med indlagt lys, som man endda kan opleve udefra i mørket om aftenen og malerier af blå og mørke rum, hvor lyset langsomt trænger ind og forandrer alt.

AARHUS

KRAGEN, SVINET, HAMMEREN, SKRUETRÆKKEREN, ØKSEN & FASTNØGLEN. Svend-Allan Sørensen.

Galleri Lene Bilgrav. Til den 17. april.

Svend-Allan Sørensen er en modernist med landlige rødder. Han laver grafiske tryk, der ligner træudskæringer, ofte med let forvrængede billeder af fugle eller skæve sætninger som »Kragen er ikke et ord«. Sørensen kaster et nysgerrigt blik på markens, skovens og håndarbejdets genstande og organismer.

VIBORG

MIRACULOUS NOISE. Gruppeudstilling.

Viborg Kunsthal. Til den 11. april.

12 nyere filmværker af 12 kunstnere, der alle bor og arbejder i Glasgow, bliver vist som projektion på kunsthallens mur klokken 19 hver aften. Udstillingens titel refererer til udtrykket ‘The Glasgow Miracle’, som den berømte kurator og kunsthistoriker Hans Ulrich Obrist i 1996 brugte til at beskrive Glasgows store kulturelle gennemslag internationalt i 90’erne. Nu kan miraklet så opleves i Viborg.

ODENSE

WORLDBUILDING. Jens Settergreen.

Kunstmuseum Brandts. Til den 9. maj.

Jens Settergreen har lavet ti mosaikker, som udstilles udendørs på Kunstmuseum Brandts, og som i sommeren 2021 skal lægges ned i Galaksestien i Vollsmose. Mosaikkerne ligner kosmiske motiver, sole eller stjerner, men stenformationerne kan også læses som pixels i computerspil, hvor man også kan bygge store fantasiverdener af bittesmå brikker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunnar Gjelstrup

I denne så forandrede og desværre kunstnerisk oplevelsemæssigt forarmede tid, er det pragtfuldt med Bodil Skovgaard Nielsens fremragende anmelderi trygt at kunne give sig hen til sublim udøvende, levende kunst, hvor den nu omsider kan opleves på gallerierne.