Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Giften fra nazismens diktatur flød over i kommunismens. Og derfra videre til i dag

Smertefuld og intellektuelt veloplagt bog om DDR-staten
Ines Geipels bog er skarp i sin analyse. Familiehistorien og måden, hun udfolder den på, giver bogen kraft og følelsesmæssig dybde.

Ines Geipels bog er skarp i sin analyse. Familiehistorien og måden, hun udfolder den på, giver bogen kraft og følelsesmæssig dybde.

PR-foto

Kultur
5. marts 2021

I den tyske forfatter og sociolog Ines Geipels bog lyder analysen af den mørke sammenhæng mellem Tysklands to diktaturer og højreradikalismen i dag sådan her:

Giften fra den ene forbryderstat, nazismens, strømmede efter Anden Verdenskrigs afslutning over i den næste. DDR-staten gjorde aldrig op med nazismen, i stedet blev forbrydelser og medansvar fortrængt. DDR var »det bedre Tyskland«. Det var dem på den anden side af den »antifascistiske beskyttelsesvold«, der var nazister.

Historien gentog sig efter DDR’s sammenbrud. Igen forsømte man at gennemføre et tilbundsgående »erindringsarbejde«. Fortællingen om det bedre Tyskland og de skyldfri levede videre, i hvert fald blandt nogle. De højreradikale – nynazisterne – genoplivede myterne om »nationen, hjemstavnen, fædrelandet«, som DDR-styret havde bombarderet dem med.

Fra endnu længere tilbage, hos deres bedsteforældre, hentede krigens børnebørn en »overlegenhedsfølelse« for at kompensere for det, de som tidligere DDR-borgere følte, at de var blevet gjort til: »gadebørn i det genforenede Tyskland, (…) sociale tabere«.

Den gennemgående psykologiske forklaring: »afværgemekanismer«, tabuisering, løgn som selvbeskyttelse.

Ines Geipels bog er skarp i sin analyse. Familiehistorien og måden, hun udfolder den på, giver bogen kraft og følelsesmæssig dybde.

Ines Geipels morfar var fra 1941 tjenestegørende under rigskommissæren for de besatte områder i Riga. Her fandt den såkaldte Rumbulamassakre sted. Godt 25.000 jøder blev skudt.

Farfaren var soldat i SS og vendte aldrig tilbage efter krigen. Ifølge oplysninger, som Ines Geipel graver frem som voksen, er han forsvundet på østfronten engang i krigens næstsidste år.

Hverken morfarens eller farfarens historie blev der talt om i hjemmet. Begge historier blev stedt til hvile i det fortrængtes »krypt«, som Ines Geipel kalder det.

Ines Geipels egen far var pionerleder og senere chef i FDJ, den kommunistiske ungdomsorganisation. I 1954 blev han medlem af SED, fra 1973 til 1984 var han Stasiagent. Ikke uformel sladrehank, men rigtig agent, som lærte sig alle spionfagets hjørner at kende, også volden.

Heller ikke farens historie blev der talt højt om i familien. »Forældrenes labyrintiske tavshedsrum« kalder Geipel den omfattende fortielse i sin egen og en hel generations familier. Et klart sprog taler til gengæld farens journal, som datteren mange år senere læser sig igennem. Især én sætning fra farens føringsofficer rammer hende hårdt: »Det vurderes, at Geipel ingen hæmninger har.«

Ros i én verden, en moralsk dødsdom i en anden.

Sygdomme og et giftigt diktatur

Morfaren og faren deler et fysisk forfald, en nedbrydning, som Ines Geipel fører tilbage til den moralske nedbrydning. Der er morfarens evindelige mavesmerter, som ramte ham under tiden i Riga og forfulgte ham til hans død. Der er faren, som led af hudproblemer, smurte sig i et voksende batteri af salver og tog »brunlige, stinkende bade, der efterlod mørke rande i karret«.

Også Ines Geipels personlige livshistorie føjer vigtige perspektiver til hendes næsten ubærligt dystre fortælling. Hun er på det østtyske atletiklandshold og indgår i statens omfattende dopingprogram. Det har hun skrevet om andre steder, men ikke her i bogen. Her fortæller hun til gengæld om sin egen flugt fra DDR i 1989.

Rundt om familiehistorien ligger så den større politiske historie.

»Det postfascistiske DDR i halvtredserne var som en syntese af indkapslet Hitler og nyt diktatur, som ægte udgangspunkt for det kommende,« skriver Ines Geipel.

Hitler, nazismen – giften fra ét diktatur blandet op med giften fra et nyt. Sovjetmarionetten Walter Ulbricht, DDR-statens hovedarkitekt, er ét af Geipels angrebspunkter. Buchenwald-myten et andet. Den nazistiske kz-lejr blev gjort til kultsted i DDR-regimets selvfortælling. De kommunistiske fangers medansvar for den nazistiske terror blev systematisk fortiet.

Det »bedre Tyskland var grundlagt af mordere«, konkluderer Geipel uden forbehold.

Fra DDR-staten flød giften videre ind i det postkommunistiske Østtyskland, hvor den blev til højreradikalisme, fremmedhad, vold og terror. Geipel skriver om SED, DDR-tidens kommunistparti, at den i det genforenede Tyskland »forstod at stille sig højrøstet og dygtigt an som protest østfra«. Hun skriver også om Die Linke, som partiet senere kom til at hedde, at det »spillede på vantrivslen« og forsømte at få bragt »østtyskerne ind i demokratiet«.

Det vanskelige opgør med fortiden – den uopløselige »tåge« – fortæller Ines Geipel allermest intimt og smerteligt om med sin bror i en hovedrolle. Hans kræftsygdom og død er beskrevet i bogens første kapitler, senere dukker deres fælles barndom op i en række scener.

Jeg skal ikke røbe, hvad forfatteren vælger at holde tilbage indtil det sidste. Kun at historien i hendes bevægende, smertefulde og intellektuelt veloplagte bog gentager flere af dens vigtigste motiver: beskyttelsen af familien og fortrængningen som overlevelsesbetingelse.

Ines Geipel: ’Kampzonen. Min bror, Østtyskland og hadet’. Oversat af Jakob Levinsen. Jyllands-Postens Forlag. 300 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Nielsen

Om der er tråde til den moderne højrefløj kan diskuteres. Den yderste venstrefløj i Tyskland er i dag den der fremstår absolut mest voldsparat og har den største propagandamaskine.

jens christian jacobsen

Så er der igen sluttet en af de sædvanlige post- ideologiske cirkelslutninger som Inf. desværre er med til at kolportere: Alt (andet end det liberale demokrati) er farligt og helt sikkert udtryk for faschisme. For kommunismen var bare en videreførsel af naziregimet. Og hvis anmeldelsen står til troende så en uhyrlig påstand i bogen: At kommunister hjalp nazierne i KZ-lejrene med udryddelsesregimet. Hvad bygger den sidste påstand på? Jeg kender en del historier om kommunister der først af alle blev udryddet netop fordi nazierne så kommunismen som den største trussel mod regimet.
Også anmeldelser kan være kritiske.

Jørgen Mathiasen

Det er nogle gevaldige påstande, man kan læse her...

Jeg anbefaler Karl Christian Lammers tekster om Tyskland og Per Øhrgaards. Det er nogle kyndige mennesker, som har behandlet efterkrigstiden i udgivne tekster.

Der blev lukket et øje, indtil 68-generationen kunne tage over, og i den forstand "gjorde [BRD-staten] aldrig op med nazismen, i stedet blev forbrydelser og medansvar fortrængt." Det virkelig interessante spørgsmål er hvorfor og hvilket alternativ, der var.

I SBZ, den sovjetiske besættelsesyone blev afnazificeringen meget vidtgående og berørte mange mennesker. Af 125.000 anholdte menes op imod 50.000 at være omkommet [bl.a. i de gamle KZ-lejre, russerne overtog og som man stadig kan besøge]. Andre blev deporteret. Omkring 520.000 mennesker blev udrenset fra forskellige sektorer - ikke mindst lærere og dommere. Udrensningen afskaffede den tyske embedsmandsstand i DDR.

Henriette Bøhne og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Jeg kender ikke Ines Geipel og har således ikke fulgt hende og hendes arbejde nok til at have dannet en mening om hende.

Men i ovenstående artikel minder hun utroligt om et andet tysk fænomen, Vera Lengsfeld, som også i DDR havde samme familiekonstruktion. Fædre med nazifortid og som måske selv fortsat sympatiserer med det system og nu har gjort karriere i Stasi og DDR systemet. Selv lukrerer de via faderens position selv på DDR systemet og får gode uddannelser og så snart muren falder fremstår de som de største frihedskæmpere.

Jeg får den tanke, at det er kvinder,som på en eller anden måde forsøger at hæve deres egen personlige dysfuntionelle, familiehistorie til almengyldiged - og det får de desværre ret let ved uden for Tyskland, hvor de er ukendte.

For Vera Lengsfeld vedkommende, har hun forlænget forladt det gode selskab og er endt på den alleryderste højrefløj. Ærkefjender her er Gregor Gysi og die Linke, som hun særdeles energisk og nærmest hadefuldt forsøger at udslette, omend dog kun på ry og rygte.
Han ødelægger jo sådan set også hendes tese om forbindelsen mellem nazidiktaturet og DDR - begge hans forældre var højt placerede i DDR systemet og tidligere aktive i den kommunistiske studenterbevægelse og af jødisk afstamning...

Klaus Ankerstjerne Eriksen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Thomas Thurah

Jeg ser desværre jeres kommentarer lidt sent ... Ines Geipels bog rummer en ganske lang litteraturliste, ligesom brødteksten har flere konkrete referencer, som det er svært at få med i en anmeldelse. Et par eksempler: Hvad angår det, Geipel i bogen kalder "det kommunistiske netværk" i Buchenwald, og anklagerne mod nogle af de kommunistiske fanger, refererer hun særligt til ’Geheimachte Buchenwald’ og dokumentarbindet ’Der gesäuberte Antifaschismus’, som stammer tilbage fra åbningen af Buchenwald i april 1945. Materialet, som altså i dag er almindeligt kendt, førte i 1994 til en voldsom debat i Tyskland. I diskussionen om opgøret - eller det manglende opgør - med nazismen støtter Geipel sig bl.a. til Henry Leides bog ’NS-Verbrecher und Staatssicherheit’ (her henter hun bl.a. tal på, hvor stor en del af erhvervsgrupper som lærere, læger og universitetsmedicinere der i republikkens første år var tidligere NSDAP-medlemmer). Geipels pointe om forbindelsen mellem det nazistiske styre og DDR-styret går i øvrigt ikke kun på den slags tal, men på selve myten om DDR som ’det bedre Tyskland’. At Geipels bog er solidt forankret i mange slags forskning og vidnesbyrd, ændrer selvfølgelig ikke ved, at der stadig er meget at diskutere i hendes bog.