Om et halvt år er denne filosof måske den nye Angela Merkel

Angela Merkel er fysiker. Hun tænker analytisk som en fysiker. Og hun siges ofte at lave politik som en fysiker: Visionsløst, men med et ekstremt skarpt blik for, om der er et folkeligt flertal bag hendes beslutninger, og hvad konsekvenserne af hendes handlinger bliver.

Om et halvt år kan Europa stå med en tysk kansler, der godt nok har været energi-, landbrugs- og miljøminister i delstaten Schleswig-Holstein fra 2012-2018, men som samtidig er og bliver forfatter og filosof: De Grønne-lederen Robert Habeck. For nylig har han lagt bogen Herfra anderledes – en politisk skitse oven i sit mangfoldige forfatterskab, der tæller alt fra børnebøger over skuespil til filosofiske refleksioner over sprog og politik.

På valgplakater giver Habeck den gerne som den naturforbundne nordtysker med vind i håret og bare tæer i Vadehavet. Men han er også erklæret Obama-fan, og i modsætning til Merkels knastørre pragmatisme giver han gerne sine vælgere forjættende løfter om, hvordan Tyskland og Europa kunne blive – løfter, som nærmest udløser messianske forhåbninger hos hans tilhængere, og som får hans politiske modstandere til at se rødt.

Men ligefrem kansler?

Ja. For første gang i partiets 41-årige historie stiller partiet De Grønne med en kanslerkandidat. Og med Merkels afgang og CDU/CSU’s nuværende krise kan De Grønne efter det tyske valg i september måske danne en centrumvenstreregering og sætte sig på kanslerposten. Under alle omstændigheder vil De Grønne næppe være til at komme udenom i regeringsdannelse. Og dermed vil Habeck mindst sætte sig på en tung ministerpost.

Talkshowkongen Habeck

Efter påske afgøres det, hvem af De Grønnes to partiledere, der bliver kanslerkandidat til det første rigtig spændende valg i Tyskland siden 2005: Den knivskarpe og magtbevidste, men også kun 40-årige Annalena Baerbock, der ikke har ministererfaring. Eller den karismatiske ’talkshowkonge’ Habeck, der, trods ministererfaring og kometkarriere i partiet er mere utilregnelig i sin retorik.

Det oplevede jeg selv, da jeg interviewede Habeck i De Grønnes beskedne lokaler i Berlin for et par år siden. Han svarede koncentreret og slagfærdigt på alle spørgsmål for efter en halv times tid at bryde ud i et grin: »Nå, men jeg kan jo ikke fylde hele Information med mit sludder.« Derpå svarede han videre. Koncentreret, sympatisk og tilstedeværende.

Det var en klassisk Habeck. For som Die Zeit for nylig har beskrevet det i et monumentalt Habeck-portræt, er det svært at skelne Habeck on the record fra Habeck off the record. I mit interview lugede hans pressemedarbejdere – som aftalt på forhånd – da også ud i de skarpeste formuleringer, før de havnede på print.

Foran kameraet går den bare ikke. For eksempel når Habeck farer vild i en metafor eller en filosofisk forklaring. Når han kommer med udbrud som: »Hov, nu lyder jeg jo næsten som en politiker.« Eller når han mister besindelsen som efter Trumps optræden i Davos i januar 2020, hvor Habeck med vilde øjne og heftig hovedrysten kaldte Trump for »en katastrofe«. Nogle ser det som ubetalelig autenticitet. Andre som tegn på manglende statsmandsformat. I hvert fald ligger det milevidt fra Merkels tørre saglighed.

Et par gange har Habeck klokket i fakta, for eksempel i forhold til, hvad et økonomisk tilsynsråd laver, eller hvordan et kørselsfradrag i praksis er skruet sammen. Og så er den borgerlige presse på pletten og udstiller Habeck som den verdensfjerne akademiker, der dårligt ved, hvordan det konkrete Tyskland virker.

Hele splittelsen

Som optakt til valgkampen har Habeck nu altså skrevet bogen Herfra anderledes med undertitlen »en politisk skitse«, som dog nærmere er en ambitiøs samfundsanalyse på næsten 300 sider.

Set fra makrelmadsdanmark ville de fleste politikere op til en valgkamp sovse rundt i selvfed storytelling om deres vej mod magten, om deres følelse for folket og om deres politiske visioner i pixieformat. Men ikke Habeck. Trods unødigt navnedropperi og akademisk lir her og der leverer han gedigne og læsbare filosofiske, sociologiske og pletvist personlige analyser af politik og samfund. Og hele vejen oser bogen langt væk af, at Habeck har en doktorgrad i filosofi – i øvrigt med et år på RUC som Erasmus-student i 1990’erne som et af trinene på hans vej.

Habeck skriver om paradokser i den moderne kapitalisme, om sociale dilemmaer, om kommunikationsstrategier i klimakrisen og især om sit hovedspørgsmål: Hvad er legitim magt, og hvordan kan den bruges til at samle et stadigt mere splittet samfund og overvinde tidens populisme, der vil skærpes i den grønne omstilling?

»Den politiske udfordring består i (…) at øge indsatsen for klimabeskyttelsen, at øge arbejdet med den teknologiske udvikling, at øge det globale ansvar og at øge Europas sammenhold – uden at det liberale demokrati i denne proces taber alle dem på gulvet, som trues af en økonomisk eller sociokulturel nedtur,« skriver Habeck.

»Hvordan lykkes det at skabe modig og progressiv politik uden at ignorere, at fremskridtet og modet til forandring får mange mennesker til at vende sig bort, ja ligefrem gøre oprør?«

Tysklands Obama

Det virker politisk komplet uoverskueligt i en krisetid. For »allerede før coronakrisen var vores såkaldte normalitet i dyb krise«, konstaterer Habeck.

Ja, faktisk oplever vi, hvordan den politiske tillidskrise smelter sammen med klimakrisen, multilateralismens krise, migrationskriser, finanskriser og krisen i forhold til en social ulighed. Som en tysk Obama vil Habeck derfor levere en »ny definition af samfundets håb, drømme og ængsteligheder« – og tage angsten fra vælgerne for de kommende årtiers omvæltninger i kampen mod biodiversitets- og klimakrisen. Den kamp vil nemlig ikke bare skabe usete indskrænkninger og forandringer. Den vil også skabe tabere, og år for år vil det blive mere tydeligt, hvor meget de hidtidige globaliseringsvindere lever på bekostning af andre.

I sin analyse gør Habeck her især brug af Tysklands nye sociologiske stjerneskud, Andreas Reckwitz, der i 2017 udgav Singulariteternes samfund. Reckwitz har opdateret sociologen Ulrich Becks metafor fra 1980’erne med »elevatoreffekten«, som i årtierne efter krigen tog hele samfundet med opad. Den elevator er nu blevet til en paternoster eller stedsegående elevator, hvor det ene hold kun kan komme op, hvis det andet ryger ned, mener Reckwitz: Økonomiske fremskridt i den globaliserede og ekstremt dynamiske kapitalisme skaber kulturelle og økonomiske vindere i den ny middelklasse, men også permanent nye sociokulturelle tabere og en ny underklasse.

Et fælles mål

De uddøende brunkulsregioner er et konkret eksempel på tyske »Rustbælter« med angry white men, som Habeck hiver på banen (og skynder sig at overdænge med anerkendelse). Men også den generelle landeflugt og hele udviklingen i det tidligere Østtyskland analyserer han indgående. Altså de områder, hvor det højrepopulistiske Alternative für Deutschland står stærkt.

Med Andreas Reckwitz beskriver Habeck her, hvordan klassekampen i høj grad er blevet til en kulturkamp.

»Den subjektive følelse af kulturelt pludselig at være mindreværdig eller af at miste samfundsmæssig status kan være en stærkere politisk drivkraft end den objektive økonomiske situation,« skriver han.

Mens den nye og evigt dynamiske middelklasse dyrker globaliseringens rastløse kultur, reagerer den gamle arbejderklasse med at kræve en essentiel kultur, som kan bekræfte deres rødder og identitet – typisk i form af nationalistisk populisme fra højre. Den udvikling skærpes af overgangen fra den omfordelingsprægede styringsstat til konkurrencestaten, der konstant skriger på innovation, innovation, innovation – men som mister et projekt og en retning. Eller et fremtidshåb, om man vil.

Papa lytter

Her slår Habeck til. For mens Andreas Reckwitz giver en dyster diagnose af de splittede vestlige samfund, tror den grønne leder på, at han kan løse hele konflikten og skabe den store fortælling.

»Vor tids centrale problem er, at der findes stadigt mindre normalitet forstået som det, vi ikke behøver at diskutere længere,« skriver Habeck.

Målet er altså at definere en »ny og progressiv politisk midte«. Som »hjertet af det åbne samfund« skal denne midte være motor for den grønne og liberale fornyelse af Tyskland, som Angela Merkel – på trods af det pludselige krav om en stor Energiewende efter atomulykken i Fukushima i 2011 – aldrig er gået helhjertet til i sine nu 16 år som kansler.

Underforstået: De Grønne er den ny politiske midte. Og de Grønne vil ud af magtskyggen som nicheparti og over på solsiden som statsbærende folkeparti.

Men Habeck er Habeck, og han skifter her atter fra politiker til filosof. Med hjælp fra især Hannah Arendt argumenterer han for, at en stærk socialstat og økonomisk omfordeling ikke er nok. »Valutaens anerkendelse« skal også fordeles på ny. Landets eliter må øve sig i selvkritik og nøjsomhed, og den samfundsmæssige solidaritet skal genopbygges, ikke mindst med agtelse for det store tyske prekariat.

Det lyder ofte pesudo-omfavnende. For Habeck glemmer at nævne, at De Grønne faktisk sad med i socialdemokratiske Gerhard Schröders regering i 1998-2005. Og at de her var med til at skabe kontanthjælpssystemet Hartz IV og Agenda 2010-reformerne af det tyske arbejdsmarked, der fik prekariatet til at eksplodere.

Det var dog før Habecks tid i partiet, og på linje med De Grønnes spritnye valgprogram foreslår Habeck overraskende stærke reformer af kontanthjælpen og skattereformer med både formueskatter og højere topskatter. Alligevel bliver indtrykket siddende: I millioner af mindstelønnede og arbejdsløse tyskere derude – som kansler vil Robert lytte og give jer al den anerkendelse, I kan ønske jer!

At forme kapitalismen

I sine refleksioner om magtens væsen strækker Habeck sig fra Machiavelli til Luhmann, men Arendt går igen som den, der definerer legitim magtudøvelse som handling i overensstemmelse med borgerne. Derfor er Habeck også fan af borgerråd, der kan institutionalisere overensstemmelsen, legitimere beslutninger og gøre progressiv udvikling levende for borgerne.

På den økonomiske side har Habeck åbenlyst taget afsked med De Grønnes oprindelige kapitalismehad. Han kritiserer godt nok tvangen til evig vækst, som er »kapitalismens kerne«, men han abonnerer i høj grad på venstrefløjsøkonomen Ulrike Herrmann og hendes fremragende bog Ingen kapitalisme er heller ingen løsning. Habeck anerkender ligeledes, at innovationskraften i kapitalismen for eksempel har været med til at få prisen på solenergi til at styrtdykke på bare ti år og gøre vindenergi markant billigere end atomkraft. Altså at grøn omstilling også skal foregå ved at styre markedskræfterne. Og med Ulrike Herrmann hævder han, at kapitalismen næppe vil sygne hen på grund af sine indre modsætninger eller vedvarende finanskriser, men på grund af miljøkatastrofer, klimakriser og især: mangel på råstoffer.

I samme tråd tegner Tysklands måske kommende kansler et dystert billede af de fordelingskampe, der vil opstå med klimaforandringerne, hvis vi ikke slår til med radikal »menneskehedsbeskyttelse«, som Habeck et sted kalder klimabeskyttelse. Alligevel er der ingen Greta Thunberg-panik i ham. Tværtimod insisterer Habeck på, at vi skal kæmpe åbent og demokratisk om den rigtige politiske vej. Det har også strategiske fordele. For »billig klimatotalitarisme« kan måske score hurtige point. Men på lang sigt vil den kun svække De Grønnes position, mener han.

Den store øvelse er derfor at »forme kapitalismen«, mener Habeck. I alle produkter og produktionsprocesser skal vi indregne de eksterne omkostninger for miljø og klima, altså med CO2-skatter, pesticidafgifter, dyrevelfærdsafgifter og ressourceafgifter i bredeste forstand: Jo mere grønt og genanvendeligt et produkt er, desto billigere. Og ja: Vi taler stadig om en mulig tysk kansler, den vigtigste politiker i Europa.

God ved dyrene

Det kan alt sammen lyde pænt akademisk. Men især i afsnittene om landbruget giver Habeck – som tidligere landbrugsminister – den fuld gas som den politiske håndværker, der har brugt årevis på at tale med landmænd. Og lytte. En egenskab, som partilederen ofte roses for at være god til.

Her er han i pædagogisk hopla. Habeck beskriver det økologisk destruktive prispres i landbruget, hvor nationale og europæiske støttesystemer sætter yderligere fut under tvangen til at vokse eller dø. Og han kæmper på alle fronter. Han vil hjælpe gældsatte landmænd, han vil skabe den store økologiske omstilling, og han vil dæmme op for vores perverse madspild. Men klog af skade nævner han hverken forbud eller pligt til vegetariske dage. Den slags har »formynderpartiet« De Grønne brændt sig grimt på ved tidligere valg.

»Men vil omstillingen føre til højere priser på fødevarer?« spørger Habeck. Og svarer ærligt: »Ja, det vil det – og jeg ved godt, hvor mange mennesker i det her land der må vende hver en cent.«

Hans modgift er derfor: højere mindsteløn, højere kontanthjælp, højere børnepenge. At bruge det store tyske prekariats fattigdom til en »ideologisk kamp« for at fortsætte den uetiske produktion af kød til dumpingpriser gør ham rasende.

»Det er den populistiske metode i en nøddeskal – at savle i følelser i en debat, som er svær nok i forvejen,« skriver han.

»Fattigdom kræver et svar, men det bør gå langt ud over spørgsmålet, om man har råd til kød eller ej.«

Habecks identitetskrise

I andre klassiske grønne kampe som sikkerhedspolitik, hvor Habeck har droppet begrebet »fredspolitik«, eller i forhold til genteknologi og grønne teknologier, hvor han er påfaldende optimistisk, vil Habeck helt åbenlyst trække partiet mod midten – og mod CDU/CSU.

Men hvis man lægger hans bog oven på partiets valgprogram, passer billederne glimrende sammen: med sin progressive idealisme inden for klima, ligestilling og europæisk integration, med opgøret med den tyske sparepolitik, med ændringen af kontanthjælpssystemet og med formueskatten er det tæt på at være løgn, når tyske medier kalder De Grønne for et »nyborgerligt parti«. Derfor er det efter endt læsning også meget svært at se for sig, hvorfor De Grønne efterhånden udråbes som en oplagt regeringspartner for Merkels kristenkonservative parti efter Merkel. Hvis det alligevel ender der, vil De Grønne og Habeck skulle radbrække sig selv. Eller ændre CDU/CSU og derefter Tyskland og Europa markant.

Men kan Habeck det? »Kann er Kanzler«, som det hedder på nytysk?

Måske. I det omtalte portræt i Die Zeit fremstilles han som »en mand i politisk identitetskrise«: Habeck kæmper for at komme ud af rollen som outsideren, der profiterer på sin distance til det politiske establishment, han for længst er blevet en del af.

Hej Hegel

I den kamp skal han altså også lige møve sig foran De Grønnes anden leder, Annalena Baerbock. Bagsiden af Annalena Baerbocks saglighed er en portion kedsomhed, lyder det i det store Zeit-portræt. Bagsiden af Robert Habecks karisma er derimod en vis portion klovneri. Baerbock, der minder langt mere om Merkel, er altså det sikre kort, mens Habeck måske vil demontere sig selv og partiet med fortalelser i en valgkamp. Eller med indtrykket: Ja, filosoffen kan tale, men næppe regere. Et højtstående medlem af De Grønne er derfor citeret for, at med Annalena Baerbock som kanslerkandidat vil De Grønne få mellem 17 og 19 procent ved valget. Med Habeck vil de få mellem 14 og 24 procent.

Det bliver sindssygt spændende til september. For alle, der interesserer sig for Tyskland og Europa er Habecks bog derfor svært anbefalelsesværdig – selv om der ikke er gemt mange dundrende øltelttaler i den. Tværtimod. Filosoffen Habeck bliver ofte hængende i ambivalenserne i sine analyser af moderniteten og kapitalismen. Og dermed får han nærmest De Grønne til at ligne et hegeliansk metaparti, der vil opløfte paradokserne til deres egen løsning.

Nå, ja, selv Hegel og hans hovedværk Åndens fænomenologi får Habeck liret af på en halv sides penge, uden at det helt bliver klart hvorfor. Men hvis man har bare en smule hang til sociologi og filosofi, vil man tilgive Habeck det akademiske lir. Eller ligefrem elske ham for det og for, hvor sindssvagt højt der er til loftet i tysk politik.

Robert Habeck: ’Von hier an anders. Eine politische Skizze’, Kiepenheuer & Witsch 2021