Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Henrik Nordbrandts nye digte er kompromisløst frie for billig forsoning

Henrik Nordbrandts nye digte overbeviser kunstnerisk ved at være nærmest kompromisløst frie for billig forsoning

De 28 skiftevis korte og lange tematisk tæt beslægtede tekster i Henrik Nordbrandts nye digtsamling driver simpelthen smerten i bund.

Peter Hove Olesen

Kultur
12. marts 2021

Ofte før i tiden, når man læste digte af Henrik Nordbrandt, kunne det pludselig hænde, at mørket holdt op. At der skete en velgørende vending, indfandt sig et håb, fornemmedes en sødme.

At det poetiske ’jeg’ for en stund affandt sig med tilværelsen, ja, at landskabets ro, kvindernes skønhed, blomsternes dufte og selve ordenes selvfølgelige præcision fik lov at overstråle alt andet såsom livslede og tomhed.

Man kunne, i hvert fald som regel, tidligere, med rimelighed forvente, at digtenes melankolske, eller ofte decideret depressive, stemning fik modspil af et eller andet, om så blot stemmen selv, også når denne virkede giftig og sarkastisk.

Læst i forhold til dengang forekommer hans nye samling nærmest uforsonligt kompromisløs i sit mismod. De 28 skiftevis korte og lange, men overvejende lange, tematisk tæt beslægtede tekster driver simpelthen smerten i bund eller følger lidelsen helt derud, hvor et selv nok så ønsket modspil måske ville føles ynkeligt og sentimentalt. Dette kan man så betegne som en kunstnerisk styrke, et vidnesbyrd om æstetisk klarhed – ligefrem sjovt kan det imidlertid næppe kaldes.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jeffrey Nedergaard

To bud på skulpturen:

1. Giacometti
2. Den lille Hornblæser