Ofte før i tiden, når man læste digte af Henrik Nordbrandt, kunne det pludselig hænde, at mørket holdt op. At der skete en velgørende vending, indfandt sig et håb, fornemmedes en sødme.
At det poetiske ’jeg’ for en stund affandt sig med tilværelsen, ja, at landskabets ro, kvindernes skønhed, blomsternes dufte og selve ordenes selvfølgelige præcision fik lov at overstråle alt andet såsom livslede og tomhed.
Man kunne, i hvert fald som regel, tidligere, med rimelighed forvente, at digtenes melankolske, eller ofte decideret depressive, stemning fik modspil af et eller andet, om så blot stemmen selv, også når denne virkede giftig og sarkastisk.
Læst i forhold til dengang forekommer hans nye samling nærmest uforsonligt kompromisløs i sit mismod. De 28 skiftevis korte og lange, men overvejende lange, tematisk tæt beslægtede tekster driver simpelthen smerten i bund eller følger lidelsen helt derud, hvor et selv nok så ønsket modspil måske ville føles ynkeligt og sentimentalt. Dette kan man så betegne som en kunstnerisk styrke, et vidnesbyrd om æstetisk klarhed – ligefrem sjovt kan det imidlertid næppe kaldes.
Krigen
På det tematisk-motiviske plan kredser digtene så godt som alle om døden og dens kollektive kulmination, krigen, med genkommende billeder af koncentrationslejre, krematorieskorstene og kirkegårde.
Fælest er således det længste og personligt mest smertetyngede digt, hvor jegets historie lignes ved en togtur frem og tilbage mellem Danmark og Tyskland, og hvor det 20. århundredes grusomheder skrives sammen med knudepunkter i morens og morfarens skæbne, alt sammen mundende ud i englændernes bombardement i København og på Frederiksberg den morgen i marts 1945, da Henrik Nordbrandt kom til verden:
Et par timer før bomberne faldt
blev det min tur
til at blive født.
Og der gik ikke særlig lang tid
før jeg vidste
jeg var gammel nok til at dø.
»Ikke særlig lang tid« kunne være det par år, det tog for jeget at komme til sprog og allerede føle sig uden for sproget.
Men det kan også være perioden, inden han i skolen så sig omringet af plageånder, hvis faste betegnelse for ham, eller øgenavn til ham, han den dag i dag ikke kan udtale, fordi han, hvis han gjorde det, ikke ville kunne »vende tilbage / til den, jeg er nu / eller måske var for lidt siden«. Desuden kan »ikke særlig lang tid« gå på tiden, indtil jeget blev sytten i Korsør og følte det at blive voksen som at fødes til en tilstand af død.
Dateringen kan for så vidt være underordnet, for på tværs af alle digtene går oplevelsen af at være anbragt det forkerte sted i den forkerte tid:
Udenfor venter en gruppe børn
på min egen alder
på at slå mig ihjel.
Da jeg åbner døren, hyler de
af frustration over tiden
der skiller dem fra deres offer.
Hjemløst, uforbederligt og ulægeligt hjemløst beskriver digtenes jeg som en art ontologisk misforståelse, et misfoster (som det barsk hedder i bogens første digt), »der forsøger at finde balancen / som linedanser / på sin egen navlestreng / ledsaget af klapsalver og hujen / nede fra landsbyen / hvor det kort forinden / blev flået ud af sin mor«.
Også dette digt inkluderer overraskende nok en togrejse, denne gang til Sydtyskland:
»Der standsede vi foran et skilt
jeg syntes, jeg kendte.
Mauthausen, stod der.
Og så slog hele jorden i som et låg.
Derefter skete der intet
– lige indtil lyden af en spade
og en raslen af knogler atter vækkede mig.
Og på mit eget sprog var der én, der sagde:
’Så rejs dig dog, for helvede!’«
Når Hitlers magtovertagelse skrives sammen med morfarens død og begravelse, og når koncentrationslejre og krigshandlinger eksponeres ind over jegets biografi, skyldes det velsagtens på det personlige niveau en oplevelse af at være udset til særligt offer for en modbydelig historisk sammensværgelse, men det skal nok også ses som et forsøg på at tolke den individuelle udsathed som udslag af kollektive vilkår.
Dette antyder et digt, hvor Nordbrandt konstaterer, at der i dag ikke er nogen børn tilbage fra det tyvende århundrede:
»De er alle sammen voksne
hvis de ikke er døde.
Der er ingen barnelatter, ingen barnegråd
ikke flere børnefødselsdage.
Det er kun naturligt
men alligevel!
Det tyvende århundrede er tomt og mørkt
som en elevatorskakt.
Vi overlevende
er alle børn i frit fald mod bunden.«
End ikke her ophører imidlertid udvidelsen fra det individuelle til det fælles, for Henrik Nordbrandt viger ikke tilbage fra at udstrække sin helvedesvision til menneskeheden som sådan:
Intet i naturen
er grusommere end dens natur.
Det er kun mennesket
der er det.
Er skammen
over at være menneske
så unaturlig?
spørger jeg mig selv
når den skam
som den ofte gør
overvælder mig.
Førhen kunne man i Henrik Nordbrandts forfatterskab med lethed støde på digte, hvor mismodet trods alt ikke blev generaliseret så voldsomt. Hvor en bro for eksempel kunne føre over til noget et sted derovre, som måske var bedre end virkeligheden lige her, således at subjektets stedløse længsel muligvis alligevel lod sig indfri på den anden side af floden.
Men det er overmåde karakteristisk, at da der i den nye bog optræder en bro, da forbinder denne ikke nogen flodbred med en anden:
»Ingen går over den på udkig
efter eksotiske fisk
for at lytte til frøerne om foråret
eller nyde solnedgangens sidste skær
i strømmende vand.«
Digteren ser med andre ord ud til at have opgivet den forsoningsmanøvre, som i tidligere bøger indimellem kunne gøre det ubærlige til at bære. Som for eksempel i »Aphrodisias« fra Forsvar for vinden under døren (1980):
Jeg ved ikke, hvad jeg tror mest på:
Tilfældigheden i disse penselstrøg
eller øjeblikket, hvor en fejltagelse
synes at forbinde alle linierne
i et punkt uden for det overskuelige
kærligheden, som giver melankolien en grund
eller blikkene, der hastigt mødes
og glider videre hen over den død
vi kalder for aften, når tingene skinner rigest
men morgen, når kærligheden er forbi.
Se, i sådan et digt er det ikke vanskeligt at genfinde den gennemgående mismodsstemning: i negationen i første linje, i gloser som ’melankoli’ og ’død’ eller i en overordnet erkendelse af altings inkommensurable karakter. Men fraværet holdes i ave af et nærvær og tomheden af øjeblikke, hvor oplevelsen ændrer sig, når blikkene mødes, og tingene skinner rigest.
Ny manøvre
En sådan balance vil læseren stort set lede forgæves efter i Så en morgen. Og dog. Fire digte rummer en manøvre, som i forfatterskabssammenhæng virker ny. Det er dem, hvor Nordbrandt pludselig tiltaler sine tilhørere, eller som en Søren Kierkegaard søger at ramme læseren som »hiin Enkelte« (i Opbyggelige Taler fra 1847).
Den kollektive henvendelse optræder første gang i »Skulpturen«, et i øvrigt totalt eksistentielt utilpasset digt, hvor jeget på vej hen til krematoriet taber den urne, som skulle have rummet hans aske.
»Jeg havde ellers selv lavet den
af noget ler, der var blevet tilovers
fra min model
til bronzestatuen
der skulle have stået
på kirkegården
lige dér uden for mit køkkenvindue.«
Og så, så springer digtet: »På baggrund af alt dette / kan I nok sagtens forestille jer / hvordan dén skulle have set ud.«
Anden gang der tales til et ’I’, er i det digt, hvor Nordbrandt opfinder ordet »snekoma«, som dækker det at føle sig indebrændt i sneens krematorium. Hvad du’et angår, dukker det op i »Selvmordsskoven«, hvor folk går rundt og leder efter et passende træ at hænge sig i, men mest bevægende hen imod bogens slutning, i »Så kom vi til det sted«, der handler om at nærme sig en smuk afgrund, hvor fire musikere hver aften står og spiller under et drageblodstræ og afslutter koncerten ved bukkende at gå baglæns hen imod det tomme:
Det gør de hver aften.
Så langt ned, som man kan se
er der intet at se.
Man kan selv vælge
om man selv vil springe
eller lade sig kaste.
Jeg ved ikke rigtig …
Hvad med dig?
Spørger Nordbrandt. Og overlader til sin læser svaret, som enten kan være hip som hap. Eller bestå i den protest, at spørgsmålet er stillet forkert.
Afslutningsvis kan man spørge, hvorfor man overhovedet bør læse digte, som er så sorte som disse. Det skal man, dels fordi de er formmæssigt sikre og derfor æstetisk smukke, dels fordi nøgternhed i forhold til eksistensens individuelle og kollektive vilkår gør os menneskeligt lidt mere hele. Selv hvor der ikke synes at være håb, kan der såmænd godt findes afklarethed og mod.
Henrik Nordbrandt: ’Så en morgen’. Digte. Gyldendal, 61 sider, 150 kroner.
To bud på skulpturen:
1. Giacometti
2. Den lille Hornblæser