Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Informations Peter Nielsen har skrevet en imponerende historie om den nye europæiske roman

Der banker et stærkt humanistisk hjerte i Peter Nielsens nye essaysamling ’Med fortællingen går jeg i døden’
Når man læser denne bog, bliver det tydeligt, at Nielsen har et projekt. Han mener, at romanen rummer andre forståelser af det menneskelige end det, som videnskaben, politikken og historieskrivningen kan tilbyde.

Når man læser denne bog, bliver det tydeligt, at Nielsen har et projekt. Han mener, at romanen rummer andre forståelser af det menneskelige end det, som videnskaben, politikken og historieskrivningen kan tilbyde.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
26. marts 2021

Det er gode tider for litteraturhistorien. For ikke så længe siden blev den betragtet som noget gråt og kedeligt skrevet af gnavne rullekravstyper, der altid hælder vand i whiskyen og afbryder andres sjov. Det er slut. Sidste år begik Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø en formidabel dansk litteraturhistorie over det 21. århundredes første 20 år. Og nu træder avisens litteraturchef selv ind på scenen med et omfangsrigt bogprojekt: 15 essays om udviklingen i den nye europæiske romankunst.

Peter Nielsen har længe demonstreret, at han er en mand med udsyn og en sikker fornemmelse for litteraturens og historiens skæringspunkter. For mange år siden bestyrede han den danske udgave af det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale, og i dag fortsætter han med at tilbyde Informations læsere et dannet blik på kulturens gang.

Nielsen er kort sagt interesseret i litteraturens kritiske potentiale og sætter det gerne i forbindelse med diverse tankestrømme. Han arbejder uden utopisk dækning eller metafysisk medvind. Hans diagnoser er håbefulde, men han skriver ikke for at skabe et bedre samfund og siger ikke, hvordan det burde forandres. Han er forbløffet over verden, som den er, skønt den netop kunne være helt anderledes.

Jegets gåde

I sin nye bog er Nielsen optaget af den europæiske romans udvikling efter Anden Verdenskrig. Eller mere præcist: Han er fascineret af, hvordan romanen har gjort nye opdagelser, fundet nye former og er gået fra at skildre store dramaer i det ydre til at være mere optaget af menneskets indre erkendelsesapparat. Kulturel generindring og sprogkritik bliver i Nielsens udlægning forudsætningerne for at kunne forstå verden efter Auschwitz: »Det er gennem romanens formmæssige fornyelse, at nye erkendelser piskes frem.«

Når man læser denne bog, bliver det tydeligt, at Nielsen har et projekt. Han mener, at romanen rummer andre forståelser af det menneskelige end det, som videnskaben, politikken og historieskrivningen kan tilbyde. Læs og lyt, siger han, »romanen beskæftiger sig i bred forstand med jegets gåde«. Den aflægger vidnesbyrd om forbrydelserne mod menneskeheden, den afslører virkeligheden under kapitalismen, og den giver os indsigt i en verden styret af nye konflikter mellem Vestens koloniale fortid og den europæiske mands autoritetstab. Romankunsten er et pionérarbejde. Den opdager nye sider af mennesket og åbner et helt særligt rum i erkendelsen. Først når vi ser verden udfoldet i romanform, forstår vi for alvor, hvordan den hænger sammen.

Paradoksalt nok træder denne bog ind i historien på et tidspunkt, hvor der ikke rigtig er noget, som hænger sammen. Nielsen starter ved nulpunktet, det erkendelsesmæssige sammenbrud efter Anden Verdenskrig. Først hører vi om italienske Curzio Malapartes beretning om Europas forfald og siden om østrigske Thomas Bernhards civilisationskværn. 12 kapitler senere ender vi hos franske Michel Houellebecq, canadisk-britiske Rachel Cusk og hviderussiske Svetlana Aleksijevitj.

Det er en lang rejse, og der er meget, som skal bindes sammen. Undervejs er vi blandt andet i Central- og Østeuropa (Peter Esterházy, Imre Kertész, Herta Müller), DDR (Christa Wolf), kolonierne (Marguerite Duras og Salman Rushdie), Danmark (Kirsten Thorup) og Tyrkiet (Orhan Pamuk). Men Nielsen har gjort noget snedigt. Han indrammer sin fortælling mellem to katastrofer, Auschwitz og Tjernobyl, der gør, at vi fortrinsvist kommer til at forstå den europæiske efterkrigslitteratur ud fra et kriseperspektiv: Nielsen viser os, at litteraturen altid reagerer på voldsomme forandringer i vores sociale, kulturelle og politiske landskab, og at romanerne ofte udpeger nye muligheder ved at genfortolke noget i fortiden.

Smittende begejstring for litteraturens nybrud

Med fortællingen går jeg i døden er navnet på denne undersøgelse. Det er en dyster titel, og den dækker over det faktum, at Peter Nielsen helst vil åbne læsernes øjne for romankunstens fornyelse. Der er meget i Nielsens litteraturhistorie, som virker sikkert og velkendt, ikke mindst fordi den tager sig af traditionerne i den europæiske litteratur. Indskrivningen af Salman Rushdies Midnatsbørn i den postkoloniale historie kommer ikke som nogen overraskelse. Ej heller placeringen af Herta Müllers værker i eksillitteraturen. Det er ikke originalitet og provokerende nylæsninger, som driver Nielsens litteraturhistorie, snarere den stærke indførsel og den smittende begejstring for litteraturens nybrud.

Hvert essay inddrager en eller to forfatteres værker, som så nogle gange tages op igen senere i bogen, sådan at der konstant bygges kontraster og skabes sammenhæng. Selv glider Nielsen ind og ud af værkerne og forbinder dem med de historiske og biografiske linjer. Til sidst munder hans litteraturhistorie ud i interessante perspektiver på romankunsten i dag.

Nielsen mener, at Michel Houellebecqs dystopiske romaner og i særdeleshed Underkastelse udgør »en storslået blindgyde«. Houellebecq giver os historien om en desillusioneret vestlig civilisation i opløsning, og han gør det inden for rammerne af en idéroman, som formmæssigt på ingen måde tilfører verden noget nyt, bortset fra en erkendelse af, at Europa er i krise.

Problemet er, ifølge Nielsen, at Houellebecqs univers lukker sig selvbekræftende om sig selv. Heller ikke Karl Ove Knausgårds autofiktive Min kamp-bøger virker til at vække Nielsens begejstring. Han lister hurtigt forbi nordmanden, og man fornemmer hvorfor: Peter Nielsen vil ud i verden, ud af den desillusionerede situation og væk fra det hyperindividualiserede jeg. Takket være Rachel Cusks Omrids-trilogi lykkes det at komme væk, og det er smart sat sammen.

Cusks trilogi fornyer med Nielsens ord romankunsten ved at skabe en form, hvor den anden tildeles den centrale plads og bliver den »store opdagelse«. Man ser det også hos franske Edouard Louis. Men hvor den unge franskmand endnu mangler at få sin etik »foldet ud i en stor selvstændig roman«, går Cusk altså skridtet videre. Til sidst lukker Nielsen festen med Svetlana Aleksijevitj og viser, hvordan hendes dokumentariske Tjernobyl-bog fuld af fremmede katastrofestemmer »har forberedt menneskeheden på en ny tid« i lyset af klima- og coronakrisen.

En europæisk renæssance?

Hvorfor Europa, og hvorfor nu? Dette er bare et par af de spørgsmål, som presser sig på under læsningen. Hvad skal ’det europæiske’ egentlig betyde? Og står vi atter foran en europæisk renæssance, nu hvor USA er i færd med at trække sig tilbage fra verdensscenen. Nærmer Europa sig en magtfuld forbrødring og en ny kulturel storhedstid?

Peter Nielsen har kigget i krystalkuglen og ser ikke noget af den slags. Det europæiske samarbejde ser ud til at befinde sig i en større krise end nogensinde, og når han tænker på Europa, tænker han tydeligvis ikke på noget monstrøst og ensartet, snarere det modsatte: forskelligheden, flertydigheden, traditionsrigdommen og kampen mod de nedarvede sandheder og ideologier. Der banker et stærkt humanistisk hjerte i denne samling tekster.

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera sagde engang, at romanen er individets imaginære paradis. Den er territoriet, hvor ingen besidder sandheden. Han så romanen som det stærkeste udtryk for Europas kultur og arv, en verden fuld af ironi, tvivl og ambivalens i kontrast til Sovjetunionens ensrettende regime. På samme måde styrker Peter Nielsen med denne bog muligheden for de eksistenser, som ikke rigtig føler, at de passer ind bag nationalstatens snævre rammer.

I ånden fra Rabelais og Laurence Sterne kunne man måske godt have ønsket sig flere digressioner som i teksterne om Thomas Bernhard, Peter Esterházy, Imre Kertesz og Herta Müller, der alle holder virkelig højt niveau. Og måske ville det overraske læserne, at Nielsens bog ikke rummer nogen refleksioner om de medieteknologiske forandringer og deres betydning for litteraturen.

Vi har i løbet af de seneste 75 år set, at litteraturen er faldet fra kulturens tinde, og nu må dele pladsen med andre fornøjelser. Men hvis romanen er så vigtig for vores fælles erkendelser, hvor stiller udviklingen så vores demokratiske og humanistiske projekt?

Nielsens tanker om dette emne må tydeligvis vente til en anden gang. Det, som han har skrevet her, er en historie om romankunsten som åndelig frembringelse betinget af de historiske omstændigheder. Jeg spår, at enhver, som læser denne bog, straks efter vil føle sig meget mere europæisk.

’Med fortællingen går jeg i døden’. Peter Nielsen. Informations Forlag. 340 sider. 300 kroner.

Christian Johannes Idskov er skribent og anmelder på Politiken samt webredaktør på tidsskriftet Vagant.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Kommer den som e-bog?

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, jeg kan selv svare. Man skal bare kigge efter, før man spørger. Den er også udsendt som e-bog.