Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Jesper Wung-Sung giver i ny bog Hammershøis muse sit eget liv og hjerteblod

Jesper Wung-Sung giver i sin nye roman ’Kvinde set fra ryggen’ stemme til Ida Hammershøi, den berømte malers hustru, så hun vrister sig fri af maleriet. Det er portrætkunst af øverste skuffe af en kvinde, hvis hud, hår og nakke er gået over i kunsthistorien
Vilhelm Hammershøis kone, Ida, får i ny bog det liv og det hjerteblod, hun ellers så sjældent har fået lov at holde for sig selv. Billeder er fra 1894. Foto: SMUK

Vilhelm Hammershøis kone, Ida, får i ny bog det liv og det hjerteblod, hun ellers så sjældent har fået lov at holde for sig selv. Billeder er fra 1894. Foto: SMUK

SMK Foto

Kultur
12. marts 2021

Idas nakke. Jesper Wung-Sung er næsten lige så fascineret af den, som Vilhelm Hammershøi (1964-1916) må have været. Men i sin nye roman, Kvinde set fra ryggen, indtager forfatteren ikke kun den vampyriske kunstners blik, men giver Ida Hammershøi det liv og det hjerteblod, hun ellers så sjældent har fået lov at holde for sig selv.

Kvinde set fra ryggen er fortællingen om den unge Ida Ilsted fra Stubbekøbing, der vokser op med en depressiv mor og en udmattet far, der driver en købmandsforretning. Da broren Hans Christian dør som stort barn, slår morens sindssyge ud, hun skriver breve til sig selv og tror, at de er fra den døde søn. Hun bebrejder Ida sin ulykke.

Men alt dette er sket, før romanen begynder, da Vilhelm Hammershøi ankommer med Københavnerbåden som kammerat og kollega til Idas anden bror, maleren Peter Ilsted. Hvad han ser i den unge Ida med de milde, brede træk, kan hverken han eller hun helt forstå. 

»Der er så meget liv i dig«, siger han. Senere kan hun bedst selv forklare det som, at hun er som lys uden kilde.

Ida Hammershøi med en tekop, 1907

Forlovede bliver de straks, Vilhelm tager Ida med til sin forfærdeligt snobbede familie på Frederiksberg, hvor moren Frederikke Hammershøi fnyser og ydmyger pigen, der stjæler hendes geniale søn væk. Deres bryllupsrejse er en lang studietur.

Hammershøi kunne overnatte på det hollandske Rijksmuseum foran Vermeer og Rembrandt, hvis han fik lov, og Italiens sol, som de tidligere guldaldermalere sådan yndede, foragter denne novembertågens førsteelsker.

Det burde være en svær opgave at hive menneske og drama ud af Hammershøis kendte interiører, hvor handling og liv ser ud til at have rømmet pladsen. Men Jesper Wung-Sung forløser det ved at give den stille kvinde en puls, der trods alt banker.

Det er den fineste tolkning af Hammershøis fotografiske stil og et humanistisk adelsmærke: at insistere på, at det øjeblik, man skuer et menneske i, aldrig er det hele. Ida Hammershøi kan ikke spærres inde.

Ida Hammershøi stofliggjort

Gennem seks dele, inddelt i 65 kapitler, følger man parret Ida og Vilhelm fra forlovelsen, årene i Strandgade 25 og over berømmelsen, barnløsheden, skuffelserne og alderdommen. Unge Ida bliver instrueret i at terpe clairobscur og perspektivregler for at kunne understøtte ægtefællens eneste mål i verden: at gøre alting til et motiv.

Men en dag går hun alene hjem gennem København og lader byens lyde, dufte og mennesker strømme over sig. Rådhuset tårner op som en en »ukuelig gevækst«, og cyklisterne raser som »mælkebøttefrø«. Midt på Knippelsbro står Ida og åbner sig. »Hun trækker vejret dybt og er klar til at ånde ud i et bulder af en langstrakt tuden«.

Da hun træder ind i den tomme lejlighed, er Vilhelm så opslugt af at male et par hvide døre, at han ikke ænser hende.

Jesper Wung-Sungs portræt af Ida er ømt og bundløst på den bedst tænkelige måde

Carsten Bundgaard
»Det er mig, siger Ida, mens alt det, hun havde at fortælle, bliver siddende og trykker på brystbenet«. Forstemmelsen er ikke abstrakt, den er en knugende ting under huden.

Ida må stå model for ægtefællen, der glemmer at give hende pauser, så længe der er dagslys at male i. Den ene arm sover, kravebenet dunker, og fingrene snurrer – men Wung-Sung gør den annullerende tilstand, det er at stå model, til et kropsligt, rytmisk drama:

»Idas fødder er korte som pauserne. Hun ved, at der på maleriet er et fodpunkt og et hovedpunkt, at hun er spændt inde i et geometrisk spind, og da hun igen anbringer fødderne inden for de afmærkede kridtstreger, begynder først hendes ben, så hænder at ryste, derefter overkroppen, ligesom hun klaprer tænder. Det er som gør hendes krop oprør mod igen at skulle stå på samme måde. Hun kan mærke koordinaterne skære igennem sig. Hun må lukke øjnene og bide tænderne sammen. Venstre skulder er for langt tilbage, siger Vilhelm. Og så skygger nogle hår for nakken«.

Snart smager hendes spyt af blod.

Hun bider tænderne sammen både konkret og som i ordsproget; holder ud. Det er romanens store sejr at lade det kuldslåede liv bæve og ryste på siderne, så det ikke bliver en fortælling om Ida, men en stofliggørelse af kødet og kroppen, der forsøges abstraheret til kunst. 

Mellem Nora og Katinka Bai

En usynlig fortællerinstans gengiver verden med Idas blik i tredje person, men især i første del af romanen er der en tendens til at overfortælle, hvad lille naive Ida føler. Heldigvis bliver tekstmusklerne hurtigt varme, og hun udfolder sig i en lang række Ida’er. Ida den spydige, Ida den angstopslugte, Ida den liderlige – og bedst af alle, Ida den sjove. Det er Ida’er, jeg vil leve med, Ida’er der er svære ikke at føle knusende samhørighed med. 

Kvinde set fra ryggen er også en kærlighedsfortælling om Ida og Vilhelm, der være sammen, men aldrig rigtig lærer at nærme sig hinanden. Det er samme grundstruktur som i Jesper Wung-Sungs prisvindende roman En anden gren om tipoldeforældrene, kineseren San, som blev udstillet som et dyr i Tivoli, og bagerjomfruen Ingeborg. De slår sig på verden og hinanden, lever trodsigt og i frit fald, for noget så gammeldags som den store kærlighed. 

Selvportræt, 1890.

Her er der mere drøj hverdag og tyst kærlighed, og det er rene arvestykker fra Herman Bang, hvis stille eksistenser er prototyper på Ida. Tine og Katinka Bai har som Ida drømme, der ikke vil gå væk, men Ida er også mere helstøbt og moderne end dem, for det er ikke så tydeligt, at hun er en stakkel.

Hun er måske mere i familie med Nora fra Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879). Er hun egoist, enfoldig, sadomasochist, et offer? Lidt af det hele – og nok noget, vi aldrig helt vil komme til at kende til.

Både Bangs forfatterskab og i særdeleshed Ibsens Nora var i Det Moderne Gennembrud, som Hammershøi levede midt i, genstand for stor debat. Hans malerier er blevet tolket som skildringer af kvindens indholdsløse, klaustrofobiske hverdag i det borgerlige hjem. Kvinde set fra ryggen ramler lige ind i vores tids diskussioner om kvindelivets slid og bleskift, og det at give stemme til den oversete hustru kan kun ses som et sympatisk projekt.

Men Wung-Sungs roman er bedst, når Ida hverken bliver et forsvar for selvopofrelse for kunsten med stort K, eller galionsfigur for manglende ligestilling. Hendes sanseapparat og ængstelige, varsomme opfattelse af verden, der hurtigt tipper over i glubende appetit, er stor menneskekunst i sig selv.

Hun er som Ibsens Nora en rodebutik af et menneske med dyb selvindsigt og straks mangel på samme. Det ene øjeblik skriger hun: »Jeg er ikke en vase«, det næste nyder hun at have fået et kødsår, da hun slæber tunge bøger gennem byen til en syg Vilhelm.

Det er ikke bare kunsten over for mennesket, motivet over for det levede liv, men dødsdrift over for hengivelse, selvdestruktion over for selvværd. 

Malerierne spøger

Ida fulgte i sit liv i hælene på maleren som en lydig hund. Men jeg undrer mig over, at romanen kun interesserer sig for Ida og hendes indre, når Vilhelm og hans lærred også gør det. Kvinde set fra ryggen er kronologisk fortalt fra deres første møde til hans død – hendes liv før ham, og de 33 år længere, hun lever end manden, klares på to-tre sider. 

At han danner rammen er ikke helt retfærdiggjort, for der er en snert af berøringsangst over for Vilhelm. Han forbliver mystisk, men også urørlig og ikke altid på den vidunderlige mangefacetterede måde som Ida. Som om det ville tage noget fra geniet. 

Hammershøi skjulte ikke altid sine heftige slagstrøg; der er masser af nervøs, ustabil vilje at spore i hans lærreder. Den uro savner jeg til tider en antydning af, så det ikke bare er Ida, der er uligevægtig.

Der er så meget vanvid i hans malerier, hvis man tør sige det højt – i »Stående Nøgen Kvinde« fra 1909 ligner det nærmest, at nogen har forsøgt af kratte hul på lærredet med neglene eller forsøgt at slippe ud. Endda drilleri, han undlod bevidst at male dørhåndtag på døre og gjorde karme bare en smule mere skæve, så man bliver i tvivl om, om det er meningen eller ej.

Portræt af Ida Hammershøi med håndarbejde, 1891

Romanen får vristet Ida fri af maleriet, men tolkningen af værkerne og manden står lidt ærbødigt tilbage og spøger kedeligt. 

Det er detaljer, for Jesper Wung-Sungs portræt af Ida er ømt og bundløst på den bedst tænkelige måde. Hun forvandler sig fra vedhæng til centrum og til noget helt anderledes end en imitation af maleriet. Hun er uforklarlig som Ibsens Nora – og skrevet frem med så megen følsomhed, vibration og livskraft, at hun er svær at slippe igen.

Det er vel den fornemste portrætkunst, om det er malerisk eller digterisk: At antyde, at der altid er en rest tilbage, man ikke har fået fat i.

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen. Politikens Forlag. 458 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her