I en af de mange scener i de efterhånden adskillige ungdomsserier, Jonas Risvig har skrevet og instrueret, hvor en lille flok velklædte unge mennesker bare sidder og hænger ud, kommer der en parodi på ham selv forbi. Parodien er spillet af rapperen Benjamin Hav, som er i starten af trediverne, og han stopper op, da han ser de 15-16-årige venner, som youtubeserien Centrum skildrer, sidde på nogle sten ved en cykelsti et sted i udkanten af København.
»Hey kids,« siger han ungdomsagtigt. »Jeg hedder Jonas Risvig. Jeg er instruktør og laver sådan noget youtubeserie.«
Centrum er lavet på ingen tid for ingen penge under nedlukningen sidste forår og forsommer. Det er også den periode, den foregår i, og her følger vi en vennegruppe, der bliver tømret grundigt sammen. Mens intet andet sker, bliver følelsen af, at lige præcis deres fællesskab er verdens centrum, bare stærkere.
De teenagere, Centrum handler om, er nogenlunde velfungerende flokdyr, der både kan reflektere og sætte ord på deres følelser, og de kan hurtigt blive enige om, at det er godt og vigtigt at holde sammen. De udmærker sig hverken ved at være specielt udenfor eller specielt ekskluderende.
Alligevel ryger de pubertære parader op, da den indsmigrende aldrende hipster præsenterer sig. Luna, William, Agnes og Maja, som de hedder, rykker tættere sammen, øjenbrynene ryger op i panden, skepsissen lyser ud af dem.
Farvekoordinerede unge mennesker
Jonas Risvigs selvparodi padler derudad, fablende om et ungdomsserieprojekt, der skal skrives af de unge selv, som han gerne vil invitere dem til casting på.
»I er bare sådan den gode energi,« prøver han. »Unge mennesker. Fed sådan colour coordinated ... Men også samtidig en tilfældig Billie Eilish-energi ...«
De farvekoordinerede venner spørger i munden på hinanden, hvad serien overhovedet skal handle om. Jonas Risvig tager ordet på en lidt desperat autoritær måde, som en hårdt presset lærervikar, og spørger dem om, hvad de synes, sådan en serie skulle handle om.
»Det skulle være noget spændende, hvor der sker en masse,« svarer William (Erik Schmidt).
Som de andre karakterer har hans udvikling i løbet af sæsonen bestået i at dalre rundt og finde ud af, hvad han egentlig føler, samt håndtere sorg over noget, der sker hjemme i den familie, man aldrig ser, fordi alle scener er optaget udendørs.
De bedste scener i både Centrum og Grænser er dem, hvor der bare helt banalt bliver udvist omsorg.
»Vi gider ikke bare se os selv,« tilføjer hans kæreste, Agnes (Anemone Camphausen).
Herfra går samtalen i hårdknude. De unge gider ikke leve op til den voksnes forventning om, at det er en kæmpe gave fra ham til dem, at han vil bruge dem til noget. Jonas Risvig-parodien går sin vej efter at have udspillet sin rolle i seriens selvironiske beskrivelse af dens eget koncept.
»Der må være et eller andet galt, hvis man tror, det på nogen måde kan blive godt,« siger Agnes for lige at slå den sidste fede streg under selvudleveringen.
For det er netop det, den virkelige Jonas Risvig laver: hurtigtproducerede, brugerinddragende ungdomsserier om uspektakulært ungdomsliv i Valby og omegn med uprøvede navne i hovedrollerne og en åben invitation til målgruppen om at byde ind med forslag til, hvad det skal handle om, og hvad der skal ske.
Kunsten at være et flokdyr
Jonas Risvig er 27 år gammel, autodidakt instruktør og manuskriptforfatter og har tidligere lavet musikvideoer for blandt andet Peter Sommer og musikdokumentaren Da Danmark blev Suspekt (2015).
Inden for det sidste år har han så kastet sig over ungdomsserien og virkelig fået noget fra hånden som manuskriptforfatter og instruktør med forskellige makkere. For DR Ultra har han i 2020 lavet serierne Flokken og Stikker, der begge handler om at finde sig til rette i og som en vennegruppe, hvilket er hovedtemaet for alle fire ungdomsserier, han indtil videre har lavet.
Centrum blev som sagt lavet under den første forvirrede nedlukning, og det 22. og sidste afsnit af første sæson er blevet set 132.000 gange på YouTube. Efterfølgende er der kommet en slags mellemsæson ved navn Centrum X på tre afsnit, som er lavet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor nogle af vennerne ud over alt det andet, de gør for hinanden, hjælper hinanden med at stoppe med at ryge. Og i december måned kom der en sæson 2 med et nyt afsnit hver dag, hvor vennegruppens sammenhold blev udfordret af en ny portion almindelige problemer, der blev taget lige så alvorligt som i de tidligere sæsoner.
At tage helt almindelige glæder og sorger alvorligt er netop grundopskriften på den strøm af ungdomsserier, Jonas Risvig har lavet. En udbredt fare ved dramaserier – ikke mindst dem, der handler om og henvender sig til unge – er, at de får så travlt med at behandle ungdoms- og samfundsrelevante emner, at man får følelsen af, at karaktererne oplever, hvad de oplever, for at manuskriptforfatterne kan sætte flueben ved et tema. Den følelse plejer at gå ud over indlevelsen og uforudsigeligheden.
Centrum er helt åbenlyst en ungdomsserie med en dagsorden, den skal igennem, men det undgår at fremstå alt for pligtbetonet, fordi serien ikke kun interesserer sig for karakterernes sorger. Glæderne tages lige så alvorligt, og det er i høj grad de scener, hvor vennerne bare hænger ud og hygger sig i hinandens selskab, der virker mest virkelighedstro og levende.
Stille og rolig omsorg
I år har Jonas Risvig lavet serien Grænser, hvis ti afsnit også er udgivet direkte på hans egen YouTube-kanal. Målgruppen og persongalleriet er blevet et år ældre og går i gymnasiet. Også Grænser handler om tilblivelsen af et slæng og om, hvordan det er i det ærlige og kærlige fællesskab, man bliver den bedste version af sig selv. Det er ikke bare temaet og moralen, der går igen, men hele seriens visuelle udtryk med bestemte fotogene locations og de lidt vel ofte anvendte korte vignetscener, hvor en af gymnasieeleverne går hen ad en eller anden gade i slow motion til lyden af inderlig dansksproget popmusik.
I Grænser mødes Johan og Palma, der var hinandens første kærester, igen i gymnasiet, hvor de på godt og ondt bliver en del af den samme vennegruppe.
Den formmæssige fornyelse i forhold til Risvigs tidligere serier består i Grænser af en pseudodokumentarisk rammefortælling. Seriens persongalleri præsenteres som medvirkende i en dokumentar – lavet af en, der hedder Jonas, som forbliver bag kameraet – om at skifte gymnasium. Første scene er et interview med Palma (Clara-Aviaya Helsted Hvid), der ikke er faldet til på sit københavnergymnasium. Interviewet bliver afbrudt af, at hendes ekskæreste fra folkeskolen, Johan (Salvador Selaya Steensig), dukker op uden for skolen og åbenbart også skal gå der.
Palma og Johan bliver en del af samme vennegruppe, der også består af Theo (Rumle Kærså), der ryger for mange joints for at dulme sorgerne over sin døde mor og sin alkoholiserede, voldelige far, Martha (Andrea Widemann Monberg), der som en anden kvindelig Dylan McKay ikke ved, hvad hun vil, og bliver forsømt af sine stenrige forældre, og Anemone (Roberta Bahia Brønsted), der bare gerne vil lave fotokunst. Serien strejfer også lige et problem med nogle nøgenbilleder, der bliver delt, men det virker i forhold til resten af serien som pligtbetonet tematisering af en aktuel problemstilling.
Det mest interessante ved Anemones karakter – og ved portrættet af vennegruppen i Grænser og Jonas Risvigs skildring af teenagere generelt – er blikket for den stille og rolige måde, omsorg flyder rundt mellem karaktererne på. Det er aldrig højdramatisk, typisk er det konflikthåndteringen, der bliver vist, sjældent selve konfrontationen. Interessen for det, der foregår, mens der umiddelbart ikke sker noget, er så tilpas genuin, at man som smarthedsforskrækket fjernsynsanmelder langt fra målgruppen kan se gennem fingre med alle de fotogent inderlige slow motion-sekvenser.
Man kan generelt godt se, at Jonas Risvigs ungdomsserier er lavet hurtigt og skrevet og improviseret frem hen ad vejen. Mange scener minder om hinanden – ligesom dagene har det med at gøre det, når man går i hjemmeskole under en pandemi, går på gymnasiet eller har sommerferie som udskolingselev. De er ikke strengt nødvendige for at få et større dramaturgisk puslespil til at gå op, men nøjes med at vise, hvordan nogle unge lovende mennesker møder hinanden og indtager deres omverden. De udviklinger, karaktererne i Centrum og Grænser gennemgår, er både enkle og ordinære, men så meget desto mere genkendelige.
Da den af Benjamin Hav spillede parodi på Jonas Risvig i Centrum stopper op og snakker på det unge venneslæng, som også denne Jonas Risvig-serie handler om, fabler han også om, at YouTube er det nye. Det er et sjovt og gammelsmølfet udsagn, fordi YouTube efterhånden har været det nye i et stykke tid. Men selv om han også har lavet serier til DR Ultra, er det svært at forestille sig Risvigs måde at lave ungdomsserier på uden den målgruppekontakt, som YouTube og sociale medier giver.
På hans youtubekanal finder man også en del behind the scenes-videoer, hvor for eksempel skuespillerne fra Grænser fortæller om, hvordan de via Instagram kom i kontakt med instruktøren. Eller hvor man ser dem tale sig frem til, hvordan Johan og Palma skal føre en samtale om de følelser, de har i klemme hos hinanden.
På den måde fremstår seriernes loyale og lettilgængelige skildringer af lange, følelsesmæssigt forvirrende dage i livet som ung som et projekt, der netop lader sig gøre, fordi produktionen er lille, uafhængig og mere optaget af at holde et spejl op end i at genopfinde tv-dramatikken. I sin yderste konsekvens kunne Jonas Risvigs metode, hvor målgruppe og medvirkende overlapper og kommer med forslag til handlingen, godt minde om forumteater, hvor deltagerne gennemspiller relaterbare konflikter med henblik på at blive bedre til at forstå og løse dem.
’Grænser’ og ’Centrum’ kan ses på YouTube.
’Stikker’ og ’Flokken’ kan ses på DR Ultra.
prøve