Nuet har svære kår hos den amerikanske, 35-årige sanger og sangskriver Lana Del Rey. Nostalgien, uskyldstabet, genfærdene gennemvæder i hvert fald hendes verden. Alt er derfor ved det gamle – som i 50’erne- og 60’erne-gamle – på hendes nye, syvende, pletvist fremragende album Chemtrails over the Country Club.
Americana, kalder man alt det, som Del Rey dvæler ved. Rock’n’roll-mytologi og højpolerede biler med halefinner og dødsdrift i benzintanken.
Det er det svundne USA, den stereotype rejse fra diner til diner på endeløs highway-cruise gennem det landskab, som stadig findes mellem storbyerne i det sammensatte land. Men også et drømmeland med baseballkampe i rugmarken, haglgeværer på passagersæderne i pickuptrucksene og glamourøse superstjerner med perlekæder og stort opsat hår.
Det er en kliché, som Lana Del Rey med betragtelig kunstnerisk kraft har givet nyt liv over nu seks albummer.
Men hendes længsel er ikke kun efter et svundet moderland, men også efter hendes egen tidlige ungdom.
»If I could do it all again, I’d fly / Because it made me feel, made me feel like a god,« synger hun om sin tid som 19-årig servitrice i Orlando på Chemtrails over the Country Clubs åbningsnummer.
College-jakken blev smidt
Lana Del Rey slog sin nostalgi fast fra dét øjeblik, hun havde fundet sit kunstneriske udtryk med gennembrudssangen og den smalfilmsspækkede musikvideo »Video Games« i 2011.
Året forinden var hun debuteret som fersk singersongwriter i college football-jakke og med afbleget hår som Lana Del Ray – Ray med a – og soloalbummet af samme navn.
Det var først, da hun fik e’et ind i efternavnet – Rey – og fik farvet håret brunt og begyndte at mæske sig i 50’ernes og 60’ernes æstetik, at hun fandt sit kunstneriske selv.
Nogle folk hang sig så ved den lejlighed i, at hendes overlæbe var vokset mystisk meget siden debuten, og at hun tydeligvis havde skiftet image. Men i stedet skulle de have lyttet til, hvor god en sang »Video Games« var og have anerkendt, at det efterfølgende album Born To Die virkelig ikke var en døgnflues output. Og så burde de i øvrigt for længe siden have indset, at selv det mest autentiske udtryk har et element af iscenesættelse eller løgn i sig.
Proklamerer egen storhed
Chemtrails over the Country Clubs sange er primært skrevet i samarbejde med Jack Antonoff, der også huserede på Taylor Swifts to seneste kedeligt ensartede, vemodige albummer Folklore og Nevermore, og han var også central på Del Reys forrige album Norman Fucking Rockwell!
Alle tre er roste og storsælgende plader, der synes at signalere, at folket har brug for en narkotisk melankoli uden for voldsomme følelsesudsving. Og det er da også bedre end receptmedicin.
Men trods Lana Del Reys meritter gennem hendes virke, har jeg mine – musikalske – forbehold over det nye album.
Det er musik, der proklamerer sin egen storhed, skønhed og passion gennem de store produktioner, de enorme klangrum, som Del Rey giver sig hen til med en stemme, der i sin henførthed peger på sin egen følelsesmæssige intensitet.
Man bliver med andre ord skefodret med følelser i størrelse XXL. Vi bliver kommanderet til, hvad vi skal føle.
Der sker ofte uden kompositorisk format til at tage chancer. Sangene glider i en lind, monokrom strøm af abnorm højstemthed. Del Reys stemme klinger i et nærmest kirkeligt rum. Tæt på det guddommelige, det uberørt perfekte. Hvilket ville være fint nok, hvis ikke sangene så ofte var så underkomponerede, nærmest dovne i deres melodik – og indbyrdes så harmonisk incestuøst beslægtede. Hør den langsomme og sakrale måde som akkorderne og vokalmelodien stiger og falder i næsten alle sange.
Derfor er det også en brat opvågnen at ankomme til albummets sidste nummer, en coverversion af Joni Mitchells tidlige mesterværk »For Free«, fordi det er så sindssyg smukt komponeret en sang. Hver klavertone er fuld af mening, hver strofe er til at dø af.
Det ville have været en uretfærdig sammenligning mellem to væsensforskellige sangere og komponister, men Lana Del Rey stiller selv op til den.
Hun synger sangen med sine amerikanske kolleger Zella Day og Weyes Blood, og den bliver til en spøgelsessang, da Blood tager teten med sin knejsende stemme, der lyder så meget som Mitchell, at man uvilkårligt tror, ikonet er på visit.
Saxofoner i udkanten
Når dét er skrevet, så er der også virkelig fremragende sange på Chemtrails over the Country Club. »Tulsa Jesus Freak«, »Wild at Heart«, »Love You Like a Woman« (med fornemme temposkift) og »White Dress« (hvor hun smukt hviskesynger oppe i falsetten). Her lykkes det for Del Rey og Antonoff at skabe melodiske svirp, gribende omkvæd – helt enkelt strammere former og større krav til sangenes individuelle identitet.
Og der er også belønning nede i detaljen i produktionerne – som Del Rey og Antonoff også primært står for.
Der er bedårende tågede saxofoner ude i skumringen, eller fløjter der lige akkurat kan skimtes i udkanten af lyskredsen fra lejrbålet. Og en del lune, uforvrængede elguitarer, der leger tagfat helt intimt og tæt på lytteren, mens Del Rey hidser sig op i sit vokale trademark-gigaklangrum.
Der er stemmer fra en ulden optagelse måske opgravet fra barndommen. Et klaver, der virker som om det bare undersøges fraværende, mens et drama udspiller sig et andet sted i rummet. Nogen tæver løs på et bækken langt væk.
Det er produktioner, der pirrer underbevidstheden – måske transmitterer fra den.
Berømmelsens gift
Teksterne er også virkelig værd at skrive hjem om. Fulde af referencer ud i populærkulturen, men også internt refererende, som når hun synger om at lave sin coverversion af Joni Mitchell-sangen, som så følger umiddelbart efter.
Selvbiografien fylder i sangene og kredser om forliste forhold og de enklere, mindre kyniske tider fra før berømmelsen, akkurat som Joni Mitchell gør på »For Free.«
Og hun er sjov! »So I smoke cigarettes / Just to understand the smog,« lyder det. Og: »I love you lots like polka dots.«
Men det er også et album, hvor Lana del Rey slægter rapstjernen Drake og et væld af andre rappere på med sine snapshots fra sit celebre liv – for eksempel på besøg hos folkstjernen Joan Baez. »Killin’ it, talkin’ shit,« blærer hun sig. »Tearin’ it up at the Afro-Caribbean two-step.« Mens hun lige som popstjernen The Weeknd på hans seneste album After Hours drømmer om at stikke af fra det hele.
Berømmelsens gift trækker sine spor gennem Chemtrails over the Country Club. Frygten for at ende som en af de alt for tidligt døde stjerner (det kunne være Amy Winehouse eller Janis Joplin): »The faces aren’t the same, but their stories all end tragically. And that’s the price of fame,« – eller som den stakkels countrystjerne Tammy Wynette, der levede et langt og bøvlet liv. »George got arrеsted out on the lawn / We might be breakin’ up after this song,« synger hun, tilsyneladende fra Wynettes synsvinkel om dennes ægtemand George Jones, der var slem til spritkørsel.
Del Rey skriver sig her og andre steder ind i en countrytradition for sange om kærlighedens pinsler.
Ja, Lana Del Rey besøgte allerede en såret kvindelighed i videoen til »Video Games« i 2011, hvor der vises klip af skuespilleren Paz de la Huerta, der stærkt beruset dratter omkuld efter et Golden Globe-show.
Instagram-ridser i image
Hvad kvinder må og ikke må har fyldt i Del Reys karriere.
Hun er tidligere blevet kritiseret for at glamourisere svage kvinder og deres hang til overgrebsmænd i sine sange. Hun har forsvaret det med, at hun egentlig bare beskriver sine egne oplevelser af at være en skrøbelig kvinde med forkerte strategier – og at dem skal der også være plads til. Og det har hun da ret i. En person, der har gjort noget forkert og usundt og ikkekorrekt, skal da ikke gemmes væk.
Sidste år rendte hun ind i et uvejr, da hun pegede fingre ad en række rap- og popstjerners arbejde. På sin instagramprofil skrev hun 21. maj, at Doja Cat, Ariana Grande, Camila Cabello, Cardi B, Kehlani, Nicki Minaj og Beyoncé havde hittet med »sange om at være sexet, ikke have noget tøj på, kneppe, utroskab etc.«.
Hvis de kunne det, så ville hun gerne have lov til at vende tilbage til at skrive sange om »at være forelsket, også selv om forholdet ikke er perfekt«. Optimalt set »uden at blive korsfæstet eller anklaget for at glamourisere overgreb«.
Responsen var hård. Hun blev omgående anklaget for racisme ved udpegningen af fortrinsvis afroamerikanske stjerner og for en uforståelig forsmåelse i lyset af, at hendes dengang seneste album Norman Fucking Rockwell! havde nydt så lysende anmeldelser og solide salgstal.
Grundlæggende set var det måske et virkelig uheldigt formuleret, brutalt offensivt og klodset forsøg på at foreslå en bredere vifte af kvindelige udtryk og fortællinger i mainstream.
Men det var også en forkælet tekst. Ud over at være en langtfra særlig flatterende beskrivelse af de nævnte kvinders tekster, så ignorerede hun fuldstændig den årtier lange kamp, som afroamerikanske kvinder har kæmpet i musikverdenen.
Der var også noget i uforsonligheden i de efterfølgende kontroverser og hende svar både i tekst og på video, der har ridset hendes image. Hendes fokus på vreden mod sig, hendes manglende evne til at beklage formuleringerne, hendes blindhed over for egne privilegier.
»Jeg har ikke haft den samme mulighed for at udtrykke, hvad jeg ønskede at udtrykke uden at blive fuldstændig ødelagt,« skrev hun om de nævnte damers popularitet i endnu en instagrampost.
Der er et match her med hendes monomane fokus på fortiden og det tabte i sine sange. Som hun også dvæler ved sin længsel i sine sange, således har hun også svært ved at ryste kritik af sig.
På vej væk fra alt
Under kontroversen fik hun dog slået et slag for flere aspekter af kvinderepræsentation. Det skete i en seks minutter lang videotale, hvor hun advokerede for »behovet for skrøbelighed i den feministiske bevægelse«.
Således er et tilbagevendende billede i Lana Del Reys sange og musikvideoer er hende i en åben bil på vej væk fra alt – bortset fra forholdet til en skidt karl. Han er svær at ryste af. Også på Chemtrails over the Country Club.
»Trade this body for the can of Gin,« foreslår hun sin alkoholiserede ledsager.
Og med ordene »’Cause every time I said no / It wasn’t quite what I meant / If you know what I mean« formidler hun en kompliceret situation med blandede signaler og uheldige resultater. »Look at what you made me do.«
Lykkeligvis er der også håb andre steder: »I did it for you, you did it for me / We did it for the right reasons.« Og hun er begyndt at passe på sig selv: »It’s hard to be lonеly, but it’s the right thing to do.«
Eskapistisk, men stillestående
Der er håb. Men for pokker, hvor denne anmelder savner de musikalske spørgsmålstegn iboende i de store sange fra for eksempel Joni Mitchell. Forstået på den måde, at Mitchell sjældent søgte hjem i sine sange, men i stedet søgte at forhandle livets omskiftelighed. Hendes værk var altid under emotionel og æstetisk mutation.
Lana Del Reys værk er et skønhedssøgende, ofte smukt, tematisk eskapistisk, men æstetisk stillestående, sepiafarvet forsøg på genoplive magien i ungdommen – intensiteten, enkelheden, fællesskabet, nærværet. Alt det hun savner i sit voksne, komplicerede stjerne-nu.
Og på den måde er hendes sange ofte utopier. De er hendes uindtagelige rum, og dets vægge forstærkes yderligere album efter album.
Respekt for det.
Men nye emner og modsigelsesparate musikalske partnere ville ikke have skadet.
Lana Del Rey: ’Chemtrails Over The Country Club’ (Universal Music).
