Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre

Et smukt appendiks til et hovedværk i dansk prosa
Christina Hesselholdts ’Feje blade sammen op mod vinden’ er en lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre, at nå til et sted, hvor erindringen om fortiden og en lavmælt hverdag har overdøvet enhver ambition.

Christina Hesselholdts ’Feje blade sammen op mod vinden’ er en lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre, at nå til et sted, hvor erindringen om fortiden og en lavmælt hverdag har overdøvet enhver ambition.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
19. marts 2021

I sin nye bog, Feje blade sammen op mod vinden, genoptager Christina Hesselholdt sit slentrende kollektivportræt af en gruppe venner fra den midaldrende, øvre danske middelklasse. Romanerne om dem og deres på en gang stillestående og festlige liv udgjorde hovedsporet i Hesselholdts forfatterskab i 00’erne og de tidlige tiere.

De blev samlet i bogen Selskabet i 2015, det lignede en måde at sætte punktum på. I 2018 blev den samlede udgave også Hesselholdts definitive gennembrud i udlandet, anmeldelserne i Tyskland og USA var fuldstændig overstrømmende.

Helt slut var hun så ikke med disse romaners skikkelser. Her, knap et årti efter sidste bind udkom, fortæller Hesselholdt stadigvæk med skiftevis den ene og den anden af sine figurers stemmer – også denne gang er hendes roman som et kor af monologer – og synes stadigvæk mere interesseret i stemninger og situationer end i psykologiske portrætter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her