Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre

Christina Hesselholdt har skrevet et smukt appendiks til et hovedværk i dansk prosa
Christina Hesselholdts ’Feje blade sammen op mod vinden’ er en lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre, at nå til et sted, hvor erindringen om fortiden og en lavmælt hverdag har overdøvet enhver ambition.

Christina Hesselholdts ’Feje blade sammen op mod vinden’ er en lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre, at nå til et sted, hvor erindringen om fortiden og en lavmælt hverdag har overdøvet enhver ambition.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
19. marts 2021

I sin nye bog, Feje blade sammen op mod vinden, genoptager Christina Hesselholdt sit slentrende kollektivportræt af en gruppe venner fra den midaldrende, øvre danske middelklasse. Romanerne om dem og deres på en gang stillestående og festlige liv udgjorde hovedsporet i Hesselholdts forfatterskab i 00’erne og de tidlige tiere.

De blev samlet i bogen Selskabet i 2015, det lignede en måde at sætte punktum på. I 2018 blev den samlede udgave også Hesselholdts definitive gennembrud i udlandet, anmeldelserne i Tyskland og USA var fuldstændig overstrømmende.

Helt slut var hun så ikke med disse romaners skikkelser. Her, knap et årti efter sidste bind udkom, fortæller Hesselholdt stadigvæk med skiftevis den ene og den anden af sine figurers stemmer – også denne gang er hendes roman som et kor af monologer – og synes stadigvæk mere interesseret i stemninger og situationer end i psykologiske portrætter.

Derudover trykker alderen og sygdommene i vennekredsen, det vil sige veninderne Camilla og Alma og Alwilda og de mandlige bipersoner Kristian og Edward. Væk er de knopskydende øjeblikke fyldt med hverdagens festlige akavethed og med tummelumske, erotiske eventyr i udlandet. Væk er i det hele taget den nysgerrighed mod en større verden, der især prægede de første bind. I stedet er opmærksomheden rettet bagud og indad, tonen er mere melankolsk end livsglad.

Camilla – som også denne gang er det centrum, resten af skikkelserne bevæger sig rundt om – er fyldt af en tempereret sorg, en langtidssorg, forårsaget af forældrenes død. Ikke at det var dramatisk, de var gamle, de havde levet fulde liv. Alligevel er der ligesom et hul efter dem, som romanens skrift i lange passager kredser om.

I de længste passager hører vi om Camillas erindringer og indfald, mens hun rydder op i farens gamle ting, og mens hun besøger sine bedsteforældres hus på Bogø med sin datter. Huset har for længst fået ny forhave, hele kvarteret er et andet. Alt det, der er så levende i Camillas erindring, ja, det findes ikke længere.

Handlingsløst trummerum

Og det er vel egentlig hovedtemaet i Feje blade sammen op mod vinden: Alle disse fortidige liv, der fylder så meget i vores erindring, de er reelt forsvundet, de har nærmest ingen spor sat i den ydre verden.

Disse fortidige livs lykkelige og ulykkelige øjeblikke er nu opbevaret i hengemte breve og støvede billeder, læst og set af nærmest ingen. De er, som Camilla undervejs læser i en roman af den franske forfatter Annie Ernaux, »oplevet for ingenting«. Deres energi og forhåbninger og indsamling af viden var bare, som bogens titel siger, som at feje blade sammen i vinden.

Men samtidig er nutiden et nærmest handlingsløst trummerum. Ingen af bogens skikkelser vil ligesom mere med deres liv. Egentlig vil de mest ordne deres have eller gå tur med hunden. Egentlig vil de bare nyde en sommeraften, alene, i en have i et sommerhus.

Eneste undtagelse er at Alwilda – den ene af Camillas to nære veninder – pludselig og næsten krampagtigt går meget op i dyrenes rettigheder. Det kan Alma – den anden veninde – så ikke helt tage alvorligt, der er næsten en konflikt. Mod slutningen rammes verden også af coronapandemien, uden at det fører til mere end en aflyst sommerferie og, måske, noget sygdom i vennekredsen.

Større ambitioner har de ikke, større begivenheder er der ikke. Sådan er det åbenbart at være midaldrende: Fortiden fylder det meste, og fylder også bevidstheden med melankoli, nutiden er energiforladt. Døden er overalt.

Det lyder måske trist og stillestående, og bogen er da også fuldstændigt fritaget for noget, der bare ligner en traditionel romanhandling. Alligevel er Feje blade sammen op mod vinden en enorm fornøjelse at bevæge sig igennem som læser, på én gang lavmælt og rørende, blottet for drama, fyldt med stilfærdige og alligevel dybe, grundlæggende følelser.

Anders Rye Skjoldjensen

Virtuose prosa

Sådan er det især, fordi Christina Hesselholdt som altid skriver noget af landets mest velmodulerede, behagelige, selvfølgeligt virtuose prosa. Jo, de mere sprælske greb er tonet ned, de sproglige billeder har mistet noget af deres frapperende energi.

Men det passer egentlig godt til bogens stemning. Og humoren bobler alligevel, diskret, især i de mandlige bipersoner, mens sprogets ro giver tid til, at sorgen over forældrenes død og tidens almindelige forgængelighed kan folde sig ud uden at skulle komme til udtryk i dramatiske klimakser og utroværdige følelsesudbrud.

Hvordan lyder mon noget af dansk litteraturs bedste prosa lige nu? Den kan lyde sådan her, Alma passer Camillas gigtplagede hund og går derfor en tur i Fælledparken en tidlig morgen:

»I dag ser jeg frøerne. De hænger i vandskorpen under broen, jeg tror, at to af dem er ved at parre sig, et lyst og et lidt mørkere hoved befinder sig nær hinanden, den ene frø ligger hen over den andens ryg. Der kommer en ælling sejlende i al sin dunede skrøbelighed, og fordi de højrøstede frøer er mange, når jeg at tænke: Bare de ikke tager den og trækker den ned på bunden, hvor de lever deres mudderliv, åndende gennem huden, før hele scenariet opløses i plop – frøerne er borte, ællingen må have forskrækket dem.«

Det er en ret fantastisk beskrivelse, simpelthen, af et egentlig ret lille øjeblik, af en helt prosaisk og aldeles livlig oplevelse af en tæmmet natur. Ærindet synes mest at give sig tid til omsorgsfuldt at registrere det øjeblik, ikke at gøre det symbolsk, at få det til at sige noget om Alma eller Camilla eller livet mere generelt. Skal man se en forbindelse til resten af bogen, så ligger den mest i sprogets ro og i opmærksomheden mod dyr.

Historien om Camilla og hendes erindringer afbrydes nemlig ikke bare af pludselige indslag om landbrugets dyremishandling (fortalt af Alwilda), de indledes og afsluttes også af Camillas afsked med hendes allerkæreste dyr, en gammel, syg ridehest og den gigtplagede hund.

Faktisk er bogens rørende højdepunkt også dens slutning, en kort, hjerteskærende kærlighedserklæring til hunden, der skal dø. »Jeg kigger ind i dine øjne og ser en verden af blidhed. Af venlig parathed til hvad som helst der end kunne ske af godt om et øjeblik,« som der står.

Ingen ejere af kæledyr lades uberørte af den slutning, det tør jeg godt love. Der er på en meget afslørende måde noget modigt og sandt ved en bog, der tør beskrive sorgen over kæledyr som mere akut og intens end sorgen over tabet af sine forældre.

Men sådan er det her. Hesselholdt nægter at skrive på en måde, der lever op til vores forestillede hierarkier for sorgen, men hun viser så også, sådan læser jeg det i al fald, at den intense sorg ikke altid er den mest meningsfulde eller dybeste, og at der er plads til begge dele i et liv.

Feje blade sammen op mod vinden er måske mest et appendiks til det, der stadig står som et hovedværk i det enogtyvende århundredes danske prosa. Men den er også en lille, sørgmunter, fløjlsblødt velskrevet meditation over det at blive ældre, at nå til et sted, hvor erindringen om fortiden og en lavmælt hverdag har overdøvet enhver ambition.

Og så er den, og set i forhold til resten af forfatterskabet føles det som noget nyt, en uforbeholden kærlighedserklæring til de dyr, vi omgiver os med.

Christina Hesselholdt: ’Feje blade op mod vinden’. People’s. 206 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her