Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Hvis jeg må tage en ballet med i himlen, så bliver det Neumeiers ’Romeo og Julie’

Når Julie løber frem på bare tæer med håndklæde om sig, åbnes tilskuerens sanser for ’Romeo og Julie’ og dens storladne tåspidsdans og actionagtige gadekampe. John Neumeiers ballet er lige fyldt 50 år. Men den føles stadig jublende ung – og kan ses på Det Kongelige Teaters hjemmeside
Julie løber frem mod publikum i al sin uskyld og leg. Her i Ida Praetorius' skikkelse.

Julie løber frem mod publikum i al sin uskyld og leg. Her i Ida Praetorius' skikkelse.

Costin Radu

Kultur
5. marts 2021

En tommelfingerregel siger, at en ballet skal være 50 år gammel, før man kan kalde den en klassiker. Derfor er der naturligvis ikke ret mange koreografer, der selv når at opleve et af deres egne værker blive kaldt det.

Den nu 82-årige amerikansk-tyske koreograf John Neumeier ved dog antagelig godt, at hans ballet over Shakespeares Romeo og Julie til Prokofievs musik er blevet en klassiker. Selv tør jeg godt kalde den for verdens bedste Shakespeare-ballet. Jeg har simpelthen aldrig set en ballet, der formåede at transformere Shakespeares replikker til kropslige bevægelser så begavet og fængende – og så flabet og sørgeligt – som Neumeiers version. Den er så fysisk medrivende, at man vitterlig kan glemme tid og sted omkring sig. Og man kan sagtens under applausen opdage, at man faktisk sidder og hulker.

Neumeier koreograferede sin Romeo og Julie til Frankfurt Ballet med premiere 14. februar 1971, altså nu præcis for 50 år siden. Da han derefter blev balletmester for Hamburg Ballet, satte han balletten op i 1974 med scenografi af Jürgen Rose. Allerede samme år iscenesatte han også balletten for Den Kongelige Ballet i København, hvor den fik premiere den 20. december 1974 – med de purunge dansere Ib Andersen og Mette-Ida Kirk i hovedrollerne. Fotografen John R. Johnsen fulgte iscenesættelsen, og hans fotos er blevet en del af ballettens legende. 

Fotografen John R. Johnsen fulgte John Neumeier i 1974, da han indstuderede ’Romeo og Julie’ med de purunge dansere Mette-Ida Kirk og Ib Andersen.

Fotografen John R. Johnsen fulgte John Neumeier i 1974, da han indstuderede ’Romeo og Julie’ med de purunge dansere Mette-Ida Kirk og Ib Andersen.

John R. Johnsen

Forestillingen blev dengang en gigantisk succes, og den er stadig i repertoiret på Kongens Nytorv. Balletmester Nikolaj Hübbe dansede selv en vidunderligt passioneret Romeo i sin tid, og man kan mærke hans nære kendskab til balletten i den måde, han vælger dansere fra de nye generationer til at danse de heftige roller. Blandt de seneste par er Andreas Kaas og Ida Praetorius, der faktisk kan opleves på video fra 2016 – lige nu på Det Kongelige Teaters gratis digitale platform Kgl Xtra.

Dunkende puls

Neumeiers ballet dyrker renheden. Hans koreografi udtrykker sig gennem en enkel skønhed, netop så der bliver plads til tragediens komplekse psykologiske relationer. Koreografien har en spontanitet over sig, som om danserne netop fandt på trinene, mens de danser dem. Et halvt hundrede mennesker hvirvler rundt på scenen, så de store gadeslagsmål bliver tilpas kaotiske, og der er imponerende magtoptog med avancerede rækker af dansende i de store festscener.

Alligevel holdes kærlighedsfølelserne hele tiden synlige. Det er, som om man kan mærke de unges dunkende puls, når Romeo griber den generte Julie og får hende til at danse med sig. Først tøvende, så tillidsfuldt og nærmest magnetisk, når Romeo løfter hende i lange løft. Og nej. Romeo kan ikke stå stille, mens han løfter Julie. I Neumeiers koreografi LØBER Romeo, imens han løfter Julie op over skuldrene og ned langs ryggen! Dette gør disse pas de deuxer – altså danseduetterne – vildt krævende.

Ib Andersen som Romeo og Mette-Ida Kirk som Julie i Neumeiers opsætning i København i 1974.

Ib Andersen som Romeo og Mette-Ida Kirk som Julie i Neumeiers opsætning i København i 1974.

John R. Johnsen

Plot som en actionfilm

Balletten er baseret på Shakespeares tragedie fra 1597. Mange i dag kender måske mest til stykkets handling fra diverse film, ikke mindst fra Baz Luhrmanns film Romeo + Juliet med Leonardo DiCaprio og Claire Danes fra 1996. Kort fortalt handler tragedien om den unge Romeo Montague, hvis familie ligger i strid med nabofamilien Capulet i Verona. Sammen med sine gode venner tager Romeo alligevel med til maskebal hos familien Capulet. Her præsenteres Capulets unge datter Julie for sin tilkommende, grev Paris. Men Julie får øje på Romeo, og de forelsker sig i hinanden. Derfra udrulles plottet som i den vildeste actionfilm. Romeo kravler ind over muren til Julies bevogtede palæ i den berømte balkonscene, og så eskalerer dramaet ellers med kys, drømme, gadekampe, drab, hævn, forvisning, elskov – og en flugtplan, der næsten lykkes.

Neumeier var ikke den første til at omsætte denne vilde kærlighedshistorie til ballet. Faktisk er en af verdens første Romeo og Julie-balletter skabt på Det Kongelige Teater tilbage i 1811 af den italienske balletmester Vincenzo Galeotti med musik af Claus Schall. Netop musikken har været altafgørende for balletversionerne. Tjajkovskijs ouverture Romeo og Julie er blevet anvendt af bland andet koreografen Birger Bartholin for Le Ballet de la Jeunesse i Paris i 1938.

Men det blev den russiske komponist Sergej Prokofiev, der i 1935 skabte den afgørende balletmusik – et forrygende partitur med stærke, sangbare temaer, der klinger af lykke og buldrer af magt, og med de smukkeste, dansante passager, der strømmer over af nattergaledrømme. I 1940 lykkedes det den russiske koreograf Leonid Lavrovskij at få opført den første ballet til musikken på det daværende Kirov Teatret (nu Mariinskij Teatret). Denne ballet stortrives stadig i Rusland. I 2018 oplevede jeg i Sankt Petersborg en betagende opførelse, hvor Mariinskij Teatrets enorme scene vitterlig blev forvandlet til et Verona. Men udtrykket var også yderst voldeligt med voldsomme drab – og med så grovkornet mime, at en del af psykologien forsvandt.
 

Nureyev som Romeo

Det var dog først i 1955, at Prokofievs musik blev anvendt til en ballet i Vesten. Det var den engelske koreograf Frederick Ashton, der skabte koreografien, pudsigt nok til Den Kongelige Danske Ballet. En senere genopsætning af Peter Schaufuss for London Festival Ballet i 1985 viste dog, at Ashtons koreografi var stærkest og mest lidenskabelig i scenerne mellem de to unge elskende.

Herfra tog det fart. John Cranko skabte i 1962 for Stuttgart Ballet en Romeo og Julie, der var meget storladen. I 1965 fulgte Kenneth MacMillan efter med sin version for Royal Ballet i London. Hans version havde klart mere psykologisk tæft og mere lidenskabelig sanselighed mellem de to unge – ikke mindst da Rudolf Nureyev og Margot Fonteyn dansede partierne året efter.

Neumeiers version for Hamburg Balletten i 1974 kombinerer det klassisk patosfyldte med det psykologisk moderne. Og det virker i dag, som om Neumeier låner det mest velfungerende fra sine forgængeres versioner og kombinerer dem med sine egne originale idéer.

Neumeier nyder at lege med Shakespeares replikker helt ned i detaljerne. Han placerer for eksempel de to unge ’starcrossed lovers’ på scenen, så de kigger op mod samme stjernehimmel: Romeo fra gaden, Julie fra sin balkon. Samtidig.

Neumeier nyder at lege med Shakespeares replikker helt ned i detaljerne. Han placerer for eksempel de to unge ’starcrossed lovers’ på scenen, så de kigger op mod samme stjernehimmel: Romeo fra gaden, Julie fra sin balkon. Samtidig.

John R. Johnsen

Neumeier nøjes faktisk ikke med Shakespeare. Han indlægger blandt andet en scene med en skuespiltrup, der opfører et gadeteaterstykke, som handler om to elskende, der til forveksling ligner Julie og Romeo. Skuespillerne er venner med Romeo – akkurat ligesom Shakespeares unge prins Hamlet er venner med de skuespillere, der spiller en afslørende teaterforestilling for Hamlets mors nye mand. Neumeier bruger altså Shakespeares eget spejltrick ved at spejle Romeo og Julies historie. Denne spejling er blevet et af kendetegnene for Neumeiers balletter. I nogle af hans senere balletter optræder spejling endda også konkret som spejle på scenen. I Neumeiers univers har alt en psykologisk forklaring.

Fælles chok

Forestillingens visuelle scenebillede virker også fortsat moderne her 50 år senere. Scenografen Jürgen Rose skabte sin scenografi af enkeltstående elementer på scenen – en trappe, en balkon, en væg – der alle sammen kunne trille eller blive hejst op og ned, vel at mærke samtidig med at danserne dansede videre. Historien kunne altså fortælles uden gammeldags blackouts og ovenikøbet i silhuet: En gade forvandles til en festsal, som forvandles til en balkon, som glider væk og forvandles til en kirke … lige for øjnene af tilskuerne. Desuden skabes flere psykologiske fastfrysninger rent visuelt. Da Romeos ven Mercutio bliver dræbt i et gadeslagsmål, fryser alle fast på scenen, hvorefter de begynder at svaje lige så umærkeligt fra side til side – som i et fælles chok.

Neumeier nyder at lege med Shakespeares replikker helt ned i detaljerne. Han placerer for eksempel de to unge ’starcrossed lovers’ på scenen, så de kigger op mod samme stjernehimmel: Romeo fra gaden, Julie fra sin balkon. Samtidig.

For Neumeier kan sin Shakespeare på fingrene. Derfor tager han sig også nogle friheder. Han indfører gladeligt figuren for Rosalinde – den pige, som Romeo egentlig er ulykkeligt forelsket i, indtil han får øje på Julie – selv om hun ikke optræder på scenen hos Shakespeare. Og Neumeier antyder, at Julies mor, Lady Capulet, har et forhold til Julies fætter Tybalt. Så da Tybalt bliver dræbt i en duel, styrter fru Capulet iført natkjole ud på gaden og kaster sig over Tybalts døde krop i et psykisk sammenbrud, så hendes mand til sidst må føre hende væk for at undgå skandale.

Julies mor bryder fuldstændig sammen og skejer ud, da Julies fætter Tybalt bliver dræbt. I Neumeiers version er han nemlig hendes elsker. Her er det Gitte Lindstrøm som Lady Capulet, Ulrik Birkkjær som Romeo og Mads Blangstrup som Tybalt.

Julies mor bryder fuldstændig sammen og skejer ud, da Julies fætter Tybalt bliver dræbt. I Neumeiers version er han nemlig hendes elsker. Her er det Gitte Lindstrøm som Lady Capulet, Ulrik Birkkjær som Romeo og Mads Blangstrup som Tybalt.

Costin Radu

Folkelig og elitær

Neumeiers ballet er på samme tid folkelig og elitær. Hans trinsprog er ballettens, så han har forkærligheden for bevægelser med strakte linjer og ranke kroppe – og dans med lynhurtige fodbevægelser, høje spring og avancerede piruetter. Samtidig tager Neumeier de klassiske bevægelser og ’knækker’ dem, så de bliver ’neoklassiske’. For godt nok strækker Julie fødderne i sine tåspidssko hos Neumeier. Men hun ’flekser’ også fødderne ved at lade dem knække i ankelleddet i protest eller kådhed.

Ballet er en stiliseret kunstform. Alligevel er Neumeiers balletudtryk umiddelbart forståeligt. Hvordan introducerer han da Julie? Ikke iført de omtalte tåspidssko, men som en pige, der lige har været i bad. Hun løber ind på scenen kun iført et badehåndklæde og med håndklæde om håret – og med bare tæer og godt humør. Dermed kommer vi til at forstå hendes pigede ubekymrethed. Hun gør grin med de voksnes højtidelige danseform med hænderne holdt aristokratisk i et lille ’v’ foran brystet.

Samtidig forstår vi, at hun udtrykker sig oprigtigt. Hun har lært at bevæge sig korrekt ved at kopiere sine forældres bevægelser, men da hun ankommer til festen, hvor hun skal møde sin forlovede, kommer hun til at skvatte ned ad trappen af lutter generthed.

Modige teenagere

De voksne, derimod, danser i et formaliseret bevægelsesmønster. Kvinderne laver drastiske spark opad og ud til siderne, hvor de spidder deres strakte tåspidssko ned i jorden, mens mændene løfter kvinderne og drejer dem, samtidig med at de selv holder sig perfekt ranke. Vi forstår altså, hvor utilnærmeligt dette univers er for teenagere, der er i deres følelsers vold. Derfor forstår vi også, at Julie selvfølgelig må forelske sig, når hun pludselig ser ind i et par øjne, der er lige så poetiske som hendes egne. Og lige så modige.

Ida Praetorius som Julie og Andreas Kaas som Romeo sætter hænderne sammen i deres ikoniske kærlighedssymbol.

Ida Praetorius som Julie og Andreas Kaas som Romeo sætter hænderne sammen i deres ikoniske kærlighedssymbol.

Costin Radu
Egentlig viser Neumeier sin store koreografiske originalitet i den lillebitte kærlighedshilsen, som Romeo og Julie opfinder sammen – og som bliver symbolet på deres kærlighed, helt indtil døden dem skiller: De to unge løfter hånden med håndfladen lodret, så de to håndflader mødes mod hinanden, helt tæt. Så skubber de hænderne væk fra hinanden med et lille svirp – kun for at søge tilbage til hinanden med hænderne på samme måde. Enkelt og alligevel ubrydeligt. Igen og igen.

Sådan er det også med Neumeiers ballet. Man får lyst til at se den igen og igen. Så hvis jeg skal tage en ballet med i himlen, bliver det Neumeiers Romeo og Julie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er også min absolutte favorit.
Du skriver : 'Man får lyst til at se den igen og igen'!
Det er netop det jeg gør - hver gang (lige siden 1974) den bliver sat op på Det Kgl. Teater.