Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I Marie Kølbæk Iversens storslåede kunst er hvide svaner mere urovækkende end sorte

I en lille soloudstilling med den foruroligende titel »NÅR«, væver billed- og videokunstner Marie Kølbæk Iversen elegant så fremmede emner som katastrofeteori, folkeviser og biodiversitet sammen. Svaner vugger først beroligende, så faretruende
I soloudstillingen ’NÅR’ kaster Marie Kølbæk Iversen dine romantiske forestillinger om svanesang og nationalfugl op i luften

I soloudstillingen ’NÅR’ kaster Marie Kølbæk Iversen dine romantiske forestillinger om svanesang og nationalfugl op i luften

David Stjernholm

Kultur
17. marts 2021

Det er temmelig modigt at lave en hel udstilling om svaner: Et motiv, der allerede er skåret skarpt i kulturhistorien med Den grimme ælling, Tjajkovskij-balletten Svanesøen eller Ovids metamorfose om Zeus, der befrugter (/voldtager) den skønne Leda forklædt som en svane. 

Det er ikke desto mindre sværvægterne, som billedkunstneren Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) med lethed tackler, når hun på galleriet Gether Contemporary i Kødbyen i København lader sorte og hvide svaner være hovednummeret.

Hun tilføjer nonchalant neonfarver som på et diskotek, oldnordiske folkeviser, katastrofeteori og skovbrande til svanerne – en blanding, der lyder helt uoverskuelig på skrift, men som bliver forløst på den mest selvfølgelige og poetiske måde i udstillingen NÅR.

Vinduerne er blændet af gråt stof. Man træder ind i et tyst lokale og møder videoværket Portents (2021) i forskudte loops på en stor fladskærm og en væg. Videoerne viser svaner, der glider langsomt rundt på søvand. Bøjer de lange nakker bagover for at purre op i fjerene. Snadrer.

David Stjernholm
Svanerne er optaget ved både på Damhussøen og i São Paulo, men filmen er fremkaldt i negativer, så São Paulos sorte svanefjer bliver hvide, og de hvide omvendt. Fuglenes næb bliver skrigende turkisblå, søens genskær magenta eller hidsigt orange. Negativerne har en ravefests farver, men der er ingen lyd, og det virker næsten beroligende at se de strålende fugle svømme til evig tid.

Men så læser jeg i udstillingsteksten og finder ud af, at man i oldtiden ikke troede, at sorte svaner fandtes. Filosoffen Nassim Nicholas Taleb bruger nu billedet på umulighedstro til at beskrive, hvordan tilfældigheder, der før de indtræffer, har været fuldstændig utænkelige, styrer historiens gang. Internettet, atomnedsmeltninger eller corona er klassiske sorte svaner.

For Marie Kølbæk Iversens kamera er den sorte svane bare et klik væk. Eller vildere endda: De har altid været der i de hvide fjer – det er bare vores øjne, der ikke kan se det. 

Med den viden begynder det gyldne vand, svanerne vugger i, at ligne glødende lava, og det, der må have været hvidt skum, bliver i negativerne til sorte oliepletter.

Det er apokalypse og klimakrise, der spøger, men Marie Kølbæk Iversens værker har det særkende, at de er helt umiddelbart lette, poetiske og smukke. I længden bliver de imidlertid så umulige og komplekse, at man har svært ved at slippe dem igen. Og det er en stor kvalitet.

Den landflygtige bror

Marie Kølbæk Iversen er nok mest kendt for sine bløde, langsomme 3D-værker af Jupiters mange måner, som blandt andet var med på Louisianas Måne-udstilling i 2018. Iversen har også haft en solo på Brandts Kunstmuseum i 2015 og er inkluderet i så væsentlige samlinger som Statens Museum for Kunst og ARKEN.

I måneværket demonstrerede hun sin sans for kosmologi og myte, og det gør hun igen i NÅR. For hun genfinder den sorte svane i folkevisen om Svend i Rosengård, der må i landflygtighed efter at have dræbt sin bror, og næsten rytmisk forplanter folkevisens tragik sig til verden af i dag. Moren spørger, hvornår han vender hjem, og han svarer:

»Når vi ser hvide ravne
Når vi ser sorte svaner [ …]
Når vi ser havet brænde
Når vi ser verdens ende«.

På væggene hænger en serie tegninger i lignende negativfarver med titlen Hvide ravne (2021). Ved første øjekast ligner de grønne og blå rektangler abstrakte tryk af Josef Albers eller Barnett Newman, men så opdager man tyndt akvareltegnede lig: Faldne soldater eller mordofre, hvis konturer er hentet fra Goyas historiemalerier. Deres henslængte arme og nu ubrugelige sabler og geværer strækker sig mod papirets kanter; ud mod os.

David Stjernholm

På en anden væg hænger det samme silketryk af et par skulpturkroppe i skiftende negativfarver af muggul og lilla, syregrøn og pink. De veksler mellem at se forelskede og forfærdede ud alt efter farverne.

Det er først svanerne, og så negativfarverne, der bliver udstillingens fremkaldervæske. Det, vi tror er modsat eller utænkeligt, er her allerede, og det ulmer konstant. Det er ikke et spørgsmål, om katastrofen ville komme, men (hvor) når, som udstillingens titel peger på.

David Stjernholm

Perfekt kunstnerisk forskning

Kølbæk Iversens behandling af naturmotiver og klima har politisk klangbund, men hendes værker virker ikke belærende. Hun har siden 2017 været ph.d.-stipendiat tilknyttet Oslos kunstakademi og Aarhus Universitet, og hun bedriver såkaldt kunstnerisk forskning – et udtryk, der kan få selv hærdede lægmænd til at stejle over sidestillingen af statistik og æstetik.

Men Iversen undersøger og fremgraver ukendte sammenhænge mellem klimakrisemetaforik og folketro – det er vel humanistisk forskning. Og så iscenesætter hun sin viden med æstetiske virkemidler som negativer og rullende kamera – altså kunst.

Det er nok for mig til at acceptere kunst som forskning (og omvendt), at Iversen tilføjer verdens fakta en stor, trist poesi og gør det muligt at opfange det smukke og det væmmelige i samme blik. 

Tag endelig til Kødbyen, kast dine romantiske forestillinger om svanesang og nationalfugl op i luften, og se dem lande blidt og uhyggeligt i NÅR. 

Marie Kølbæk Iversen: ’NÅR’. Gether Contemporary. Til den 10. april. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Birkmand

Jeg er ved at læse Talebs bog. Det og denne udstilling er jo så lidt af et sammenfald. Udover induktionsproblemet og sorte svaner er der også ravneparadokset:

https://dk.brkmnd.com/Blogaden.aspx?id=371