Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Monologen ’Den unge Elias’ lidelser’ er ikke stort skuespil, men en ny stemme i dansk dramatik

For homoseksuel til familien og ikke homoseksuel nok til LGBT-miljøet. ’Den unge Elias’ lidelser’ på Folketeatret er en personlig monolog og en kort og præcis fortælling om aldrig helt at føle sig rigtig noget sted
Kultur
13. marts 2021
Der er mange personlige følelser på spil i Den unge Elias’ lidelser. Især i teksten. Lidt sværere er det at mærke følelserne hos Elias Sadaq.

Der er mange personlige følelser på spil i Den unge Elias’ lidelser. Især i teksten. Lidt sværere er det at mærke følelserne hos Elias Sadaq.

Jakob Søby

Dansk-marokkanske Elias Sadaq står alene i et mørkt scenerum.

»Hvordan fortæller man hele verden, at man drømmer om at tage livet af sig selv?« siger han som det første.

Rundt om ham på gulvet står tomme spiritusflasker, og midt på scenen står en A-formet stige, der fører op til et reb med en løkke. Selvmordet – eller længslen efter ikke længere at være en del af den verden, der ikke anerkender ham – hænger som en fysisk manifestation over Elias’ hoved i Silje Shearman Poulsens iscenesættelse på Folketeatret.

Den unge Elias’ lidelser er digteren Elias Sadaqs personlige fortælling om at være muslim og homoseksuel. En minoritet i minoriteten. Men det er ikke så meget en historie om at springe ud af skabet, som det er fortællingen om, hvad livet byder både før og efter. I en forestilling, der både i titel og tematik er inspireret af Goethes Den unge Werthers lidelser, får publikum et kort, men præcist indblik i Sadaqs historie.

»Nætterne var lange og vintrene var kolde,« siger Sadaq om barndommen med forældrene i boligblokken i Aarhus.

Formen skifter mellem denne datidsfortælling og sekvenser, der – ledsaget af Mathias Fremmings musikalske lydbillede – i tonalitet og form lyder som en digtoplæsning. Det er ikke stor skuespilkunst, Sadaq leverer. Men forestillingens primære projekt er også i højere grad at give stemme til et ungt menneskes fortælling end at skabe ny dramatik, der vil gå over i teaterhistorien.

»Nøgne mænd. Byture til klokken fem. Undertøj fra Calvin Klein. Tatoveringer med stjernetegn.«

Sadaq udtaler sætningerne staccato, mens musikken langsomt, men stødt stiger i styrke, som for at bygge op til digtformens foreløbige klimaks med sætningen: »Det her er den unge Elias’ lidelser.«

Afvist foran klubben

Sadaq beskriver et liv i ensomhed. Følelsen af at være alene i en verden, der ikke kan acceptere ham, som han er, forstærkes blot af flytningen fra det velkendte i Aarhus til det pulserende storbyliv i København. Da han springer ud som homoseksuel, mister han sin familie og sin base i det muslimske miljø. Han beskriver savnet, minderne om »spidskommen og kærlighed« og den far, han aldrig taler med, men altid tænker på.

Hans nye verden byder ham heller ikke velkommen med åbne arme. Han bliver ikke lukket ind på natklubberne.

»Det er jo ikke fordi, man tænker, at din type er til mænd,« konstaterer en kvinde, han møder.

Han er åbenbart for homoseksuel til at være en del af sin familie, og for meget muslim til at være en del af LGBT-miljøet.

Ind under huden

Den unge Elias’ lidelser skulle have spillet som en del af Folketeatrets tiltag for 16-21-årige, Under huden, som holder til på scenen Kvisten. Men grundet de nuværende omstændigheder kan Den unge Elias’ lidelser i stedet ses online i en præoptaget version, der hver aften efterfølges med en live Q&A-session på Zoom, hvor publikum kan stille spørgsmål til både Elias Sadaq og forestillingens instruktør Silje Shearman Poulsen.

Selv om monologformen i iscenesættelsen mimer traditionelt teater, udnytter Shearman Poulsen fint de ekstra muligheder og vinkler, kameraet giver

Der er mange personlige følelser på spil i Den unge Elias’ lidelser. Især i teksten. Lidt sværere er det at mærke følelserne hos Elias Sadaq.

»Jeg står her på afgrundens rand,« siger han.

Men at dømme efter hans kropssprog og tonering kunne han lige så godt have sagt, at han købte mælk. Selv om det er hans egne ord, han fremsiger, lever han sig ikke fuldt ind i dem. Eller måske netop derfor. Måske er historien stadig for tæt på til at blive fortalt af hovedpersonen selv.

Det er i hvert fald et tema, der fylder i den velfungerende Q&A-session, der følger efter lørdagens premiere. Her er det tydeligt, at de unge seere rundt om i landet, der har en lang række spørgsmål, har oplevet forestillingen som en stærk og meget personlig fortælling. Og Sadaq fortæller, at det har været »hårdt, men befriende« at arbejde scenekunstnerisk med sin historie, selv om det stadig »gør ondt« at tale om det.

Rammer de unge

Formatet Under huden handler om at skabe teater af, med og for unge. Den unge Elias’ lidelser er den tredje Under huden-forestilling, der som de to foregående – Er der plads til mig om at være tyk og Cirkus Anna om perfekthedskultur – i monologform sætter fokus på et tema med en særlig, personlig betydning for performeren på scenen. 

Midt i den igangværende debat om, hvorvidt dansk teater ikke husker de unge, er Den unge Elias’ lidelser et fint eksempel på teater, der i sine tematikker rammer lige i hjertet på den unge målgruppe.

Det er måske ikke stor skuespilkunst, når en ikkeuddannet skuespiller får lov at stå på scenen. Til gengæld sættes der fokus på emner, som voksne ikke nødvendigvis forstår, men som tydeligvis fylder for en ny generation. 

’Den unge Elias’ lidelser’. Tekst: Elias Sadaq. Instruktør: Silje Shearman Poulsen. Lyd: Mathias Fremming. Lys: Sallie Thomsen. Filmproduktion: Jakob Søby. Medv.: Elias Sadaq. Spiller online på Folketeatret / Under huden til 19. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Apropos den diskussion om de unge og teatret: måske er det snarere de unge, der glemmer, at de faktisk også er voksne mennesker, der formodes at kunne tænke modent og velovervejet, at blive klogere af at se ting - og måske så især ting, der ikke handler om dem selv.
Det er der selvfølgelig også tale om med disse stykker, der tager fat i minoritetsprincipper og problematiserer den psykiske uniformering, og fint for det i denne tid - man må håbe, at der fortsat produceres i dette format og på denne måde efter corona, så man kan nå ungdommen på samme måde, som det sin tid kunne lykkes for de traditionelle elektroniske medier.

Folketeatret oplyser - desværre - at den digitale forestilling har været udsolgt meget længe. Dette kunne vel være oplyst i anmeldelsen ?

Folketeatret oplyser - desværre - at den digitale forestilling har været udsolgt meget længe. Dette kunne vel være oplyst i anmeldelsen ?