Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Monologen ’Den unge Elias’ lidelser’ er ikke stort skuespil, men en ny stemme i dansk dramatik

For homoseksuel til familien og ikke homoseksuel nok til LGBT-miljøet. ’Den unge Elias’ lidelser’ på Folketeatret er en personlig monolog og en kort og præcis fortælling om aldrig helt at føle sig rigtig noget sted
Kultur
13. marts 2021
Der er mange personlige følelser på spil i Den unge Elias’ lidelser. Især i teksten. Lidt sværere er det at mærke følelserne hos Elias Sadaq.

Der er mange personlige følelser på spil i Den unge Elias’ lidelser. Især i teksten. Lidt sværere er det at mærke følelserne hos Elias Sadaq.

Jakob Søby

Dansk-marokkanske Elias Sadaq står alene i et mørkt scenerum.

»Hvordan fortæller man hele verden, at man drømmer om at tage livet af sig selv?« siger han som det første.

Rundt om ham på gulvet står tomme spiritusflasker, og midt på scenen står en A-formet stige, der fører op til et reb med en løkke. Selvmordet – eller længslen efter ikke længere at være en del af den verden, der ikke anerkender ham – hænger som en fysisk manifestation over Elias’ hoved i Silje Shearman Poulsens iscenesættelse på Folketeatret.

Den unge Elias’ lidelser er digteren Elias Sadaqs personlige fortælling om at være muslim og homoseksuel. En minoritet i minoriteten. Men det er ikke så meget en historie om at springe ud af skabet, som det er fortællingen om, hvad livet byder både før og efter. I en forestilling, der både i titel og tematik er inspireret af Goethes Den unge Werthers lidelser, får publikum et kort, men præcist indblik i Sadaqs historie.

»Nætterne var lange og vintrene var kolde,« siger Sadaq om barndommen med forældrene i boligblokken i Aarhus.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Apropos den diskussion om de unge og teatret: måske er det snarere de unge, der glemmer, at de faktisk også er voksne mennesker, der formodes at kunne tænke modent og velovervejet, at blive klogere af at se ting - og måske så især ting, der ikke handler om dem selv.
Det er der selvfølgelig også tale om med disse stykker, der tager fat i minoritetsprincipper og problematiserer den psykiske uniformering, og fint for det i denne tid - man må håbe, at der fortsat produceres i dette format og på denne måde efter corona, så man kan nå ungdommen på samme måde, som det sin tid kunne lykkes for de traditionelle elektroniske medier.

Folketeatret oplyser - desværre - at den digitale forestilling har været udsolgt meget længe. Dette kunne vel være oplyst i anmeldelsen ?

Folketeatret oplyser - desværre - at den digitale forestilling har været udsolgt meget længe. Dette kunne vel være oplyst i anmeldelsen ?