Når ’Badehotellet’ lykkes, mærker man historiens katastrofe i en længselsfuld berøring

’Badehotellets’ ottende sæson rummede hele projektets potentiale, men også dets skrøbelighed. Der var verdenshistorie som hverdag, men også som leverandør af alt for mange etiske dilemmaer, der kan gøre et vellykket lystspil til et middelmådigt drama
Cecilie Stenspils rolle som den hjertevarme kvinde, der med køligt overblik rydder forhindringer af vejen for sine skiftende groft selvovervurderende og selvoptagne mænd, været usædvanligt underholdende at følge. Et perspektivrigt lille generationsportræt lige dér.

Cecilie Stenspils rolle som den hjertevarme kvinde, der med køligt overblik rydder forhindringer af vejen for sine skiftende groft selvovervurderende og selvoptagne mænd, været usædvanligt underholdende at følge. Et perspektivrigt lille generationsportræt lige dér.

Mike Kollöffel/TV 2

Kultur
2. marts 2021

Kongelig skuespiller Edward Weyse har gennem hele ottende sæson af Badehotellet haft en psykologisk blokering, konstaterer den tørre kontorchef Aurland. Aurland taler i virkeligheden om, at Weyse har begravet sig i arbejdet med at skrive sine erindringer for ikke at forholde sig til Besættelsen. Weyse misforstår ham, men her i ottende sæsons sidste afsnit står det klart, at det er misforståelsen, der er den stærkeste analyse. Weyse har insisteret på kun at ville inkludere sine klassiske teaterroller i sine erindringer og undlade de folkeligt elskede, men mere kunstnerisk tvivlsomme filmroller. Men det er jo helt forkert. Det er en psykologisk blokering, at folkeligt skulle være ufint. Det er netop kombinationen af scenens drama og filmens lystspil, der gør Weyse til noget særligt.

Det er hovedet på sømmet – ikke bare i forhold til hr. Weyse, men til hele Badehotellet som projekt. Besættelsen truer med at reducere Badehotellet til et middelmådigt historisk drama. Vi har ikke brug for flere klichéfyldte besættelsestidsdramaer med fuld plade i moralsk nuancebanko. Hvad vi til gengæld ikke vidste, vi havde brug for, men i den grad er blevet foræret, er et lystfuldt, sjovt, karikeret og visuelt overbevisende stykke tv-danmarkshistorie.

Tag for eksempel karakteren Morten Enevoldsen (spillet af Morten Hemmingsen). Ham lærte vi i de første sæsoner at kende som den fattige, men arbejdsomme, hurtigttænkende fisker med talent for handel, men også en stærk stolthedsfølelse og et moralsk kompas. Et højskolevenstremodspil til grosserer Madsens superkapitalist, der ikke som Enevoldsen sad fast i mulden og det gamle standssamfunds undertrykkende æreskodeks.

Fordi man må

I ottende sæson er Enevoldsen forvandlet til en stålsat forbindelsesagent mellem englænderne og de danskere, der indsamler oplysninger om tyskernes bevægelser i landet. I stedet for underholdende sammenstød med grosserer Madsen har han nu kun sin egen samvittighed at kæmpe med, og den er ærlig talt lidt kedsommelig, da den ikke adskiller sig fra det, vi kender fra andre besættelsestidsdramaer, og der er ikke rigtig tid til at dyrke den, så den kommer frem i små stød, som da han for eksempel spørger sig selv, hvad det hele skal nytte, og vidunderlige fru Andersen (Bodil Jørgensen) siger en sætning til filmplakaten: »Nogle gange gør man noget uden at tænke over, om det nytter, det er bare, fordi man må.«

Enevoldsen er nu blot en historisk skabelon, der skal gøre alt det moralsk rigtige, men samtidig vise, at skaberne bag serien skam har læst deres besættelsestidshistorikere som Aage Trommer og Hans Kirchhoff. De ved godt, at mange af modstandskampens handlinger som enkeltstående aktioner ikke gjorde store indhug i den tyske fremfærd, men samtidig vil de insistere på det store personlige offer og modstandskampens uanfægtelige politiske og moralske betydning for danskernes selvforståelse og den internationale anerkendelse. Det er et sympatisk projekt, men i tilfældet Enevoldsen sker det på bekostning af alt det, der gjorde Badehotellet til noget særligt.

I ottende sæsons sidste afsnit bliver der plads til flere onelinere, der skal stikke fingeren ind dér, hvor det gør ondt, som når en tysk oberst hånligt siger til grosserer Madsen, der springer fra en byggekontrakt: »Det er forskellen på danskere og tyskere. Danskerne ved ikke, hvad de vil. De både vil og vil ikke. Det er en national svaghed. Det evige danske vægelsind.« Da kontorchefen i undervisningsministeriet, hr. Aurland, og stuepigen Otillia, der også er skolefrøken, forfærdes over tyskernes indblanding i det norske skolevæsen, siger frk. Otillia, at når man kender tilstandene i Norge, så er den danske samarbejdspolitik måske at foretrække, men hr. Aurland tvivler og spørger: »Hvor længe kan vi blive ved med at se os selv i øjnene og så bare lade de andre tager kampene for os?«

Seriens gennemførte stil skal med

Der er ikke noget galt i at bruge fiktionen som løftestang til moralske overvejelser om historien, tværtimod kan det være et oplagt sted at stille spørgsmål og bearbejde alt det, vi tror, vi ved om fortiden. Det er bare ikke særlig originalt. Når Badehotellet lykkes som historisk drama, er det, når det sker i overensstemmelse med seriens gennemførte stil og lette stemning.

Når fru Plougs deltagelse i den nationale samling omkring alsangen og skattejagten efter Gorm den Gamle i sydhøjen i Jelling flettes sammen med hendes spiritisme, og hun i en seance og samtale med Harald Blåtand finder ud af, at de leder det forkerte sted. Når tyskerne for fru Fjeldsø blot er endnu et stykke pøbel, der ikke kender til etikette, som hun kan hæve sig over, selv om hun helt bogstaveligt smykker sig med modstand i form af kongeemblemet. Når fru Weyse, den henrivende Helene, der spilles af Cecilie Stenspil med øjne så udtryksfulde som den kongelige skuespillers imponerende mimik, erklærer, at hun ikke har brug for hr. Aurlands moraliseren, mens hun har travlt med at skjule kommunister og forsøge at få sin mand ud af Horserød, hvor han sidder fængslet for noget så misforstået som, at han skulle være politisk.

I det hele taget har Cecilie Stenspils rolle som den hjertevarme kvinde, der med køligt overblik rydder forhindringer af vejen for sine skiftende groft selvovervurderende og selvoptagne mænd, været usædvanligt underholdende at følge. Et perspektivrigt lille generationsportræt lige dér.

I Badehotellet har mændene friheden og tiden til moralske overvejelser, men de fremstår ofte latterlige og handlingslammede. Kvinderne skal have en hverdag til at fungere, og deres køn tillader dem ikke den luksus at ønske at være et moralsk forbillede, de er det bare. Det møde kan Badehotellet forløse både dramatisk og særdeles underholdende. Det bliver interessant at følge, om de kan blive ved med at gøre det godt, når vi bevæger os ind i Besættelsens mere voldsomme år.

Vi mærker kærligheden og hadet

Men denne sæsons mest vellykkede fortælling er tiltrækningen mellem hotelbestyrerinde Amanda Berggren (Amalie Dollerup) og den tyske løjtnant Uwe Kiessling (Anton Rubtsov). Der findes få elementer i nyere danmarkshistorie så svære at konfrontere som den om danske kvinder, der indledte forhold med tyske soldater under Besættelsen. Det er historier fyldt med skam. Familier, der har levet med skam, børn, der er født i skam, en hel nation, der bør skamme sig over måden, tyskertøserne blev behandlet på.

Historieskrivningen ramte en vigtig milepæl, da Anette Warring udgav sin afhandling om netop det og blotlagde, hvordan danskere i frihedsberuselse og hævntørst undveg deres egen skam ved at kaste den over på kvindekroppen. Ridsede den ind i huden, kronragede hovedet og udsatte dem for hån, der har mærket generationer.

Alt det ved vi om tyskertøserne, og alligevel længes vi efter, at Amanda skal give efter for løjtnantens venlighed og taktfulde tilnærmelser. Og det gør hun her i ottende sæsons sidste afsnit på den mest nænsomme og ildevarslende måde. Hun tager forsigtigt hans hånd. Og vi ved, at det er en katastrofe. Vi kan mærke kærligheden, men vi kender hadet, der venter.

Det er i elegante øjeblikke som disse, at Badehotellet også som historisk drama er nyskabende og overraskende. Den lader vores viden om verdenshistorien spille med i en tilsyneladende let bevægelse og giver den dermed en helt anden tyngde.

’Badehotellet’, ottende sæson, sidste afsnit. Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Fabian Wullenweber. Mandag klokken 20 på TV 2. Tilgængelig på TV 2 Play.

Vi anmelder ’Badehotellet’

TV 2's komediedramaserie ’Badehotellet’ er gået ind i sin ottende sæson og den for fiktionen så fristende Besættelse. Hvordan griber den populære serie det an? Vi anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

"Badehotellet"l er fantastisk dansk TV- dramatik - komedie fra Herman Bangs sommerglæder - med alle de rigtige medvirkende, der spille - og synger som tidstypiske engle. Kongelige skuespiller Weise er sindbilledet på dramaets moderne dilemmaer - og seriens skaberes. Sådan i selvsving i (drama)verdenen -" something rotten in the state. of (drama)Denmark". Kan man lave kærlig drama på en truende superrealistisk baggrund? Ja, når man elsker sine karakterer, hver eneste en - selv de største skurke. En række moderne dramaturgisk superpointer bevist på den lille skærm. Nye tjekker hele tiden ind på badehotellet.

Søren Kristensen

Ja, lad os håbe Badehotellet holder helt op til ca. der hvor Olsen Banden starter.

meget smukt skrevet anmeldelse,tak for den.