Nick Cave har muligvis fundet Gud på formidabel plade, mens Tindersticks dyrker for mange

Var man for nylig forbi Den Sorte Diamants udstilling Stranger Than Kindness om den australske musiker, forfatter med mere Nick Cave, vil man vide, at manden nok er ret optaget af sig selv, men at han alle dage også har været en fanboy, der kan blive intenst optaget af andre kunstnere. Sympatisk nok har han også gennem sin karriere været god til at hive mindre kendte musikere frem i rampelyset. I 90’erne var det især to bands, han fremhævede som personlige favoritter: den australske trio Dirty Three med den punkede violinist Warren Ellis i front og det engelske band Tindersticks.

Førstnævnte blev han endda så begejstret for, at han inviterede Ellis med som gæstemusiker på mesterværket Let Love In (1994), siden blev Ellis fuldbyrdet medlem af Caves band The Bad Seeds, og i det nye årtusind har han i stigende grad indtaget pladsen som Caves højre hånd. Hans rolle i The Bad Seeds har været betydelig, og sammen har Cave og Ellis også komponeret en række vellykkede soundtracks. Med surprisealbummet Carnage, som først udkommer i fysisk form i slutningen af maj, men som Cave pludselig i sidste uge slap ud til streaming, optræder Cave og Ellis for første gang sammen som duo på et regulært studiealbum, hvilket lå ligefor i en tid, hvor coronapandemien har sat en stopper for at samle hele bandet.

Cave har ikke spildt tiden under pandemien. Så sent som i november udkom Idiot Prayer – et livealbum, hvor Cave genbesøgte sit bagkatalog i soloformat. En kedelig omgang, der satte en fed streg under, at Cave har brug for andre musikere at spille sit store ego op mod. Carnage ikke alene bekræfter den pointe, men understreger også, hvor stor rolle Ellis spiller som samarbejdspartner. Vi skal nemlig ikke ret mange sekunder ind på Carnage før det står klart, at Cave er tilbage i storform på en sjældent veloplagt plade.

Techno, Kierkegaard og den hvide mands blues

Carnage formår på én gang at tilfredsstille dem, som beundrer den sene Caves atmosfæriske sange, dem, der har savnet den flabede energi fra den yngre Cave, og dem, som har ønsket at se ham gå helt nye veje. Man fornemmer, at Cave og Ellis har moret sig med at indlede åbningsnummeret »Hand of God« med tyste klavertoner, der synes at antyde, at pladen tager tråden op efter sorgarbejdet fra Ghosteen og Skeleton Tree, for straks efter at gøre sangen til en manisk gospel over et technobeat, hvor Cave synger: »I’m going to the river/ Where the current rushes by/ I’m gonna swim to the middle/ Where the water is real high«. Mon ikke Cave har læst sin Kierkegaard og efter fortvivlelsen på de forrige plader her kaster sig ud på troens 70.000 favne vand?

»Old Time« forener den apokalyptiske recitation fra klassikere som »Tupelo« med Ellis’ mere ambiente tilgang, mens titelnummeret er en gudeskøn ballade om at se regnen og livet drive forbi, mens man læser Flannery O’Connor på balkonen. Og så er der »White Elephant«. En sang, der uden tvivl vil dele vandene, men som også fungerer som albummets hjørnesten. Her leverer Cave en rablende og paranoid tekst om den hvide mands detronisering med allusioner til både Trump, hvide krybskytter og statuer, der væltes i havet af demonstranter. De politiske paroler ligger dog ikke til Cave, der hellere undersøger et psykisk landskab, som han også skriver sig selv ind i. For også han er jo en gammel hvid mand, der ser tronen smuldre. På tongue in cheek-manér iscenesættes dét budskab med referencer til afroamerikansk musik, og sangen udvikler sig fra en slags absurd hiphop til et ekstatisk gospelnummer.

Anden halvdel af pladen er helliget de drømmende ballader, og her er der mere træden vande, men også stor skønhed og surrealistiske linjer som: »I’m a two hundred pound octopus under a sheet/ Dancing round your world with my hands and feet«. Det klæder i høj grad Cave at spjætte som en poetisk kæmpeblæksprutte i troens og kærlighedens dybe hav.

Ensomhedsdisco

At Nick Cave i sin tid kastede sin kærlighed over Tindersticks og tog dem med på tour efter udsendelsen af bandets debutalbum i 1993, giver god mening. Cave var i 90’erne en af de nærmeste referencer til Tindersticks’ på én gang skramlede, dæmoniske og smukke musik, som ellers var så godt som hjemløs i et England ramt af britpopfeber. Tindersticks havde dog fra begyndelsen deres eget udtryk, der bevægede sig på en knivsæg mellem countryens sentimentalitet og storbyens dekadence, mellem svulstig tragedie og sort engelsk humor – altid tilsat raffinerede arrangementer og Stuart Staples’ søvndrukne stemme.

Efter de tre første album bevægede Tindersticks sig væk fra de svulstige orkesterarrangementer og flirtede med både jazz, filmsoundtracks og soul. På det nye album, Distractions, møder vi et band, der atter afsøger nyt territorium, samtidig med at lyden er nedbarberet – til dels et valg affødt af nødvendighed, da også dette album er indspillet under pandemien med begrænset adgang til gæstemusikere. Bandets normalt så organiske soulgrooves er her erstattet af spøgelseslignende og metronomklingende trommemaskiner, hvilket på det fortrinlige åbningsnummer, 11 minutter lange »Man Alone (Can’t Stop the Fadin’)«, udnyttes til fulde til at skabe en form for krautrockklingende ensomhedsdisco, der passer sublimt til tidsånden og til Staples’ stemme.

At både Cave og Tindersticks indleder deres coronaplader med technopuls er interessant. Mindre interessant er det, at Tindersticks på efterfølgende »I Imagine You« lyder som et decideret plagiat af Caves Ghosteen med svævende lydflader og reciterende stemmeføring. At tre af pladens i alt syv numre er covernumre vidner heller ikke om voldsom inspiration, selv om deres discoficerede version af »You’ll Have to Scream Louder« fra postpunkbandet Television Personalities bestemt er fornøjelig. Stemningen skifter brat fra disco til melankoli i den fransksprogede »Tue-Moi«, en elegi over massakren på det parisiske spillested Bataclan (som Tindersticks havde et nært forhold til) i 2015. En bevægende ballade inden vi glider over i forårets fuglekvidder på »The Bough Bends«, endnu et langt nummer, der runder pladen af, og som på storslået vis slår fast, at Tindersticks stadig kan skabe tusmørkestemninger som få, både musikalsk og lyrisk med en Staples, der mumlesynger om at være fanget i rummet mellem »too soon« og »too late«.

Distractions er en påfaldende ujævn plade i Tindersticks’ diskografi. Et album, der svinger mellem inspirerede højdepunkter og ugidelige pasticher. Kun få numre tager man med sig videre, men dem bærer man til gengæld som skrøbelige gaver.

Nick Cave, Warren Ellis: ’Carnage’ (Goliath Records)

Tindersticks: ’Distractions’ (Lucky Dog/City Slang)