I 2017 stormede den norske duo Smerz frem i klubmiljøet med deres bløde, flydende, selvsikre, og alligevel totalt uperfekte elektroniske lyd. Numrene på deres to EP’er Okey og Have Fun udgjorde en nærmest overnaturligt fascinerende dyb og grumset vandpyt af synthpop, industriel techno, 90’er-inspireret R&B, klassisk kirkekorsang og Aphex Twin-inspireret ambient.
I tiden efter var Smerz på alles læber; de fik travlt med at spille festivalkoncerter og give interview til internationale musikmagasiner. Mange troede, at deres debutalbum var lige på trapperne. Men det er først nu, tre år efter den seneste Smerz-udgivelse, og oven på en længere tavshedsperiode, der så småt var begyndt at bekymre visse fans, at det sker. Smerz’ debutalbum Believer er her – og med dét en skøn, bekræftende følelse af, at den norske duo aldrig rigtig har været væk.
Bach, 50 cent og norsk undergrund
Da Smerz brød frem, forsøgte Danmark ihærdigt at tage æren for den københavnerbaserede duo, bestående af de to norske kvinder Henriette Motzfeld og Catharina Stoltenberg. De er begge fra Oslo og havde gået på det samme gymnasium – men vidste knap, hvem hinanden var, før de begge startede på den danske højskole Engelsholms sangskriverlinje og begyndte at lave musik.
Det var et match made in heaven af et partner- og venindeskab. Både Stoltenberg og Motzfeld havde sunget i kor og prøvet kræfter med traditionel sangskrivning. Men sammen fandt de hurtigt ud af, at det var noget helt, helt andet, de ville. Den elektroniske musikproduktion åbnede muligheden for, at de kunne eksperimentere med både klassiske og alternative elementer i deres eget, sløvt hidsige tempo, og med egne, harmonisk skurrende melodier, der straks fangede lytterne.
Man kunne svagt frygte, at Smerz havde brugt de sidste par års radiotavshed på at søge andre veje at gå med deres musik – eller at duoen var ved at gå hvert til sit. Men Believer lægger sig heldigvis i forstærket forlængelse af deres stadigt hittende signaturnumre fra 2017 og 2018.
På Believer intensiveres den betagende paradoksalitet, der konstant river lytteren rundt ved øreflippen i Smerz’ lydunivers. Musikken er afdæmpet, men altoverdøvende, yndefuld, men muskuløs, og sløv, men spændstig.
Titelnummeret er en sand basker med sin hårdtpumpede rytme og sine intime, lyriske betroelser, der ligesom på »Hester« og »I don’t talk about that much« lader til at udgøre albummets kerne. Men på de mange interludes som »4 temaer«, »The favorite« og »Grand piano« giver klassiske instrumenter (for eksempel flygel, strygere og chimes) et afbræk i ravet – som om der pludselig bliver åbnet en altandør eller et køkkenvindue, hvorfra friske natbriser en gang imellem afsvaler de sydende kroppe på dansegulvet.
Og så er der de genialt afstumpede numre i ingenmandsland mellem dansegulvshit og lydkunst – »Flashing«, der spinder lytteren ind i melankolsk, silkeagtig synth med surroundsoundeffekt, mens »Sonette« og »Glasbord« leder tankerne hen på andre skandinaviske, genrebøjende enere som henholdsvis danske Croatian Amor og svenske Yung Lean.
På Believer synger Smerz for første gang lige meget på engelsk og norsk, hvilket passer perfekt til den forstærkede forvikling af deres lydbillede. Og ser man på den playliste med inspirationskilder, som duoen har lagt på Spotify op til udgivelsen, forstår man viljen bag. Ikke overraskende tæller listen både folkemusik, pigebands, Bach, 50 cent, norsk undergrundsrap og millenniums-eurodance. Men det er også, som om Smerz’ tilsyneladende uudtømmelige, kreative kræfter opstår fra en stædig, passivt aggressiv trods mod disse store musikgenres normer og former.
Smerz: ’Believer’ (XL Recordings)
