Ny bog om narkobetjent: Velskrevet defensorat om lampetyveri

Fortællinger om modige betjente, der ser stort på regler og finder deres egen ofte hårdhændede vej gennem paragrafferne for at fange forbryderne, er ikke en mangelvare i de vestlige samfund. Stribevis af film og tv-serier glorificerer således eneren, der trodser bureaukraterne bag skrivebordene, men til sidst har held med at afværge den truende katastrofe eller opklare den farlige forbrydelse.

I rækken af bøger, der mere eller mindre med samme afsæt i politivirkeligheden forsøger at finde vej til boglæserne, er seneste udgivelse ’HÆRDET – narkobetjent med gaden i blodet’. Men denne bog har nærmest den modsatte fortælling: Det går godt, rigtig godt faktisk, i begyndelsen for René Dahl Andersen, men hans karriere som betjent ender lige så dårligt.

Så lad os begynde med enden, som Information tidligere har omtalt: I september 2018 dømte Københavns Byret René Dahl Andersen seks måneders fængsel for tyveri af otte antikke lamper, som han i 2014 havde fjernet fra Københavns Politigård. Lamperne havde han både via en ven og via en kollega forsøgt at afhænde på Lauritz.com og Bruun Rasmussen Kunstauktion.

Retten tilsidesatte hans forklaring om, at nogle af lamperne var blevet smidt ud fra Politigården, og at en anden var fundet på hans afdøde fars loft. Tidligere havde han nemlig tilstået tyverierne over for Den Uafhængige Politimyndighed, men tilståelsen havde han senere trukket tilbage. Retten fandt det derfor »ubetænkeligt at lægge til grund«, at René havde stjålet alle lamper i forbindelse med sit arbejde på Politigården, og dermed var det »bevist«, at han var skyldig.

»Jeg sætter mig op på min cykel og træder befriende i pedalerne. Jeg vil væk fra det hele,« står der om hans følelser straks efter dommen. »Jeg er seksogfyrre år, hvem kan bruge en mand i den alder? Hvem er jeg, når jeg ikke er politimanden mere?«

Bogen er Renés forsøg på at retfærdiggøre sit tyveri. Som det hedder allerede i indledningen: »Jeg aner ikke, hvordan jeg nogensinde kommer ovenpå igen. Men mest af alt aner jeg ikke, hvordan jeg endte her.«

Her bøjer vi loven, hvis vi vil

Så lad os springe tilbage til begyndelsen: Fætter Tom er politimand, og lige siden sin barndom har René drømt om også at blive det. Selv om han er et par cm lavere end højdekravet, lykkes det ham at komme ind på politiskolen, og snart lærer han, at betjente ikke nødvendigvis følger reglerne, når de er på arbejde.

Første gang er, da han som politielev er i praktik på Station 1 i Københavns indre by. Under en natlig patruljetur støder René under et venstresving ind i en kvindelig cyklist, der kører uden lygte. Hans erfarne kollega springer ud af bilen og skælder cyklisten huden fuld. Hun fortrækker skyndsomst. Det overrasker René: »Nu er det politiet, en kæmpestor autoritet i det danske samfund, som bryder loven. Det skal jeg lige vænne mig til.«

Efter bogen at dømme må man sige, at det lykkes René utrolig godt at tilvænne sig. Han bliver en del af Specialpatruljen, der som en afløser for Uropatruljen skal færdes i civil blandt andet på stofscenen på Vesterbro. Det passer René fortrinligt. Han arbejder gerne på overtid for at knalde pushere og stofbrugere.

Side op og side ned fortælles om, hvordan regler bøjes, hvis gadebetjentene har behov for det. De udgiver sig for andre myndigheder (postbud), de undlader at konfiskere narko, hvis stofbrugere vil blive meddelere og sladre, de hænger en pusher ud over en altan og holder fast i hans ankel, eller de lader, som om de skal købe narko. De skærer dækkene op på en pushers store bil eller forfalsker politirapporter.

»I vores hoveder gør vi det, der er mest effektivt. Vi har nogle løsninger, der er så kreative, at de kan opfattes som ulovlige, mener vi.« Ifølge bogen er det nærmest en »naturlov«, at der dannes en autonom, antiautoritær og ikke mindst kreativ lille gruppe, »der både strækker og folder retsplejeloven helt ud.«

Politiarbejdet ødelagde moralen

Flere kapitler i bogen, som i øvrigt er spændende skrevet og letlæst, er helliget en langvarig international aktion, hvor René efter et kursus i undercover hos FBI i USA deltager som hovedrig narkohandler, Joe from Denmark, der har erfaring med hvidvaskning. Sammen med en kvindelig kollega skal de socialisere sig ind i et kriminelt miljø et sted i udlandet og afsløre ’Ricky’, der beskrives som en virkelig grum karl. Aktionen lykkes, Ricky bliver anholdt og kommer i fængsel, og det lokale politi kan beslaglægge 100 millioner kroner.

Efter mange år får René et lidt for afslappet forhold til, om samfundets almindelige regler også gælder for ham og kollegerne på gaden. Sådan beskrives det i hvert fald i bogen. Narkobetjentenes måder at agere på bragte dem i stigende modsætningsforhold til de øvre, åbenbart mere lovlydige lag i politiet, som ønskede at begrænse gadebetjentenes indsats.

Og så er vi tilbage ved lampetyverierne. Ifølge René var lamperne stillet ud på en af gangene på Politigården, og han fik den opfattelse, at de bare skulle smides ud. Efter mange år i korpset mente René i hvert fald, at han var i sin gode ret til at fjerne dem: »Hvis jeg var ligegyldig for systemet, var systemet ligegyldigt for mig. Standerlampen blev for mig et symbol på, hvad der grundlæggende er galt i politiet.«

René beskriver et andet sted, hvordan der er »en afhængighedsskabende tilfredsstillelse« ved at arbejde som narkobetjent på gaden, fordi man hurtigt ser resultater af sit arbejde: »Problemet er bare, at sådan en belastning og sådan et miljø i for mange år i træk rykker ved et menneskes grænser.«

Enhver må afgøre med sig selv, om man tror på Renés defensorat eller ej. Under alle omstændigheder er det interessant, at han ifølge bogen på det nærmeste fik sin oprindelige retfærdighedssans og moral ødelagt af så mange års politiarbejde.

Tænk, at det først var dommen for tyveriet af nogle gamle lamper, der fik René til at indse, at han var på den gale side af loven. Det var skrupforkert, og det var ikke i orden, at bare fordi de kriminelle »ikke holder sig til nogle spilleregler, nyttede det heller ikke, at vi altid spillede efter reglerne.«

René Dahl Andersen i samarbejde med Casper Fauerholdt: HÆRDET. Narkobetjent med gaden i blodet. Forlaget Grønningen 1.