Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny novellesamling er Murakami, når han er bedst

I ’Første person ental’ boltrer den japanske forfatter sig litterært og lystigt i minder om kvinder og glæden ved Beatles og baseball
Kultur
26. marts 2021
Forside på bogen, Første person ental.

Forside på bogen, Første person ental.

Saxo

De fleste af Haruki Murakamis værker er fortalt i første person ental og som regel af en mand, hvis tanker kredser om mad og musik, kunst og kærlighed. Særlig det sidste spiller en stor rolle hos fortællerne, der har det med at mindes en ungdomskæreste eller en flygtig affære, mens de tusser rundt i køkkenet og laver tomatsovs eller sidder på en bar og stirrer ud i luften til tonerne af et stykke jazzmusik.

Stemmen er enkel og blid hos Murakami, eller hos oversætter Mette Holm naturligvis, og underbygges af stemningsfulde storbykulisser og elementer fra både den hårdkogte kriminalroman, sci-fi-genren og magisk realisme. Tilsammen skaber dette, hvad man kunne kalde et murakamisk landskab. Du er sjældent i tvivl om, hvor du befinder dig, når du starter på en bog af den japanske forfatter, til gengæld ved du aldrig, hvor du er på vej hen.

Et mønstereksempel på dette er titelnovellen i Murakamis nye sprudlende og sjove værk, der bærer titlen Første person ental. »Jeg går næsten aldrig i jakkesæt«, siger den mandlige fortæller, der egentlig havde tænkt sig at tilbringe aftenen med et let aftensmåltid, Joni Mitchel på anlægget og en krimi i lænestolen. Men roen vil ikke indfinde sig. »Sådan er det nogle gange. Man har fri og kan gøre lige, hvad man vil, og så kan man ikke finde ud af, hvad man vil,« siger han og tilføjer: »Mens jeg gik rastløst rundt i lejligheden, kom lysten pludselig: Jeg kunne jo tage jakkesæt på.«

Fortælleren finder en tilfældig bar, bestiller en Vodka Gimlet, men må erkende, at det var, som om noget havde forskubbet sig en lille smule. Uden at bemærke hvordan det er sket, befinder han sig nu i en klaustrofobisk og gådefuld kulisse, hvor en fremmed kvinde sætter sig ved siden af ham i baren og beskylder ham for at have gjort noget over for hendes veninde »ved en vandkant for tre år siden«.

Grænsen mellem drøm og virkelighed

Trods de realistiske markører og det dæmpede, hverdagsagtige afsæt glider Murakamis aktører ofte over i en surrealistisk parallelverden, hvor spørgsmålet om, hvad der er det ægte, og hvem der er til at stole på, trænger sig på. I trilogien 1Q84 (2009-10), hovedværket i mine øjne, er der to måner på himlen, og temaet bærer også Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår (2013), min favorit i forfatterskabet, hvori fortælleren efter en våd og meget levende drøm ganske enkelt konstaterer, at han har svært ved at »adskille grænserne mellem drøm og fantasi eller mellem fantasi og virkelighed«.

Det samme er tilfældet i denne samlings to historier om Shinagawa-aben, hvori en talende abe stjæler navnene fra de kvinder, den forelsker sig i; og i »Fløden«, hvori en ung mand vågner op efter at have haft et anfald af en art. Det første han får øje på, er en gammel mand på en bænk, der siger: »En cirkel med mange centrummer«.

Ordene giver ingen mening for fortælleren, der dog af den gamle mand opfordres til at tænke sig om: »Det der virkelig betyder noget her i livet, vil altid være svært at få fat på.« Den gamle mand er måske blot et drømmescenarie, men gåden om cirklen med de mange centrummer dukker i årevis op hos fortælleren, »hver gang der sker noget i mit liv, som jeg ikke kan forklare«.

Selvbiografiske fortællinger

»Fløden« starter med mindet om en ung kvinde, og det samme gør »With the Beatles«, hvori billedet af en pige fra gymnasiet med lp’en af samme navn knuget mod brystet løftes til en skildring af et kæresteforhold til en anden gymnasiepige, hvis motiver og senere skæbne, fortælleren spekulerer i. Musikanalyser, kulturelle referencer, politiske begivenheder og nostalgi efter den uskyldige ungdom blandes i en mesterlig essayistisk stil, der også præger samlingens to selvbiografiske perler, »Yakult Swallows digtsamling«, om baseball og forfatterens far, og ikke mindst »Charlie Parker Plays Bossa Nova«.

I sidstnævnte får vi lov at læse den begejstrede anmeldelse af en Charlie Parker-lp, som Murakami som ung skrev til sit universitetsmagasin. Albummet blev indspillet i 1963, og »da magasinet udkom, vakte artiklen ganske megen opmærksomhed«, hvilket er forståeligt, idet Charlie var gået bort otte år inden, og albummet slet ikke eksisterede. Her slutter historien dog ikke, for flere år efter finder Murakami nemlig det selvsamme album i en butik med gamle lp’er i New York …

Der er meget lidt, der ikke spiller i Første person ental. Murakami bliver indimellem kritiseret for ikke at kunne fremskrive troværdige kvinder. Men da han ofte skriver i første person ental, er det vel ikke nødvendigvis forfatteren, men fortællerens syn på kvinder, der bør anfægtes, og det synes jeg egentlig, der er grund til i samlingens svageste indslag, »Carnaval«, hvori de banale betragtninger om kvinders udseende bremser det interessante plot.

Resten af Første person ental er fabelagtigt og Murakami, når han er bedst.

Haruki Murakami: ’Første person ental’. Oversat af Mette Holm. Klim, 189 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her