Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ottessa Moshfegh har et spidst blik for de mørke afkroge i kvindens psyke

Der er flere nylige eksempler på kvindelige hovedpersoner i selvdestruktiv jagt på seksualitet og kærlighed, flere af dem med et anstrengt forhold til deres krop. Samme mønster tegner sig for Ottessa Moshfeghs ’Eileen’
Kultur
19. marts 2021
Amerikanske Ottessa Moshfegh (født 1981) blev sidste år introduceret for danske læsere med ’Mit år med ro og hvile’.

Amerikanske Ottessa Moshfegh (født 1981) blev sidste år introduceret for danske læsere med ’Mit år med ro og hvile’.

Jake Belcher

»Det her er historien om, hvordan jeg forsvandt.« Sådan lyder sidste sætning i første kapitel af Ottessa Moshfeghs debutroman Eileen. Det er også navnet på fortælleren, Eileen Dunlop, »en gammel dame«, der ser tilbage på sin ungdom i en kold og grå New England-forstad, som hun blot kalder »X-ville«.

Moren er død, storesøsteren flyttet og i en alder af 24 år bor Eileen alene med sin far, en pensioneret, ondskabsfuld og fordrukken politibetjent, som hun køber gin og øl til, men ellers forsøger at undgå. Kun når Eileen selv drikker, orker hun hans selskab. »Kernen i mit dilemma var: Jeg havde egentlig lyst til at myrde min far, men jeg ville ikke have han skulle dø,« som hun udtrykker det.

Hverdagen på jobbet er mindst lige så knugende som stemningen i hjemmet. Efter morens død droppede Eileen college, og hun har siden arbejdet som sekretær i drengefængslet Moorehead. Eneste lyspunkt her er fængselsbetjenten Randy, som hun har seksuelle fantasier om og i øvrigt også stalker i fritiden.

Handlingen i romanen er centreret omkring ugen op til julen 1964, hvor den gådefulde og smukke Harvard-uddannede Rebecca bliver ansat som uddannelsesansvarlig i fængslet. Til fortællerens store overraskelse udviser Rebecca interesse for hende, og et venskab begynder at spire. Eileen understreger, at hun ikke er lesbisk, men lægger ikke skjul på, at hun drømmer om, at deres forhold på en eller anden måde vil ændre hendes udsigtsløse tilværelse. Og da Rebecca inviterer hende hjem juleaften, forestiller Eileen sig »et overdådigt bord dækket op med gourmetretter og en butler i smoking, der skænkede vin i krystalglas. Det var min fantasi«.

Mere skal ikke røbes af handlingen i Eileen, hvis sidste tredjedel på vellykket vis supplerer dirty realism-kulisserne med elementer fra crime noir-genren.

Selvdestruktive heltinder

Amerikanske Ottessa Moshfegh (født 1981) blev sidste år introduceret for danske læsere med Mit år med ro og hvile, forfatterskabets anden roman, hvori den 27-årige kvindelige hovedperson har fået nok af sit overfladiske, privilegerede liv og beslutter sig for at isolere sig i sin lejlighed i et år for at sove dagene væk og »blive et helt nyt menneske«.

I et nyligt essay i New York Times øjner forfatteren Lucinda Rosenfeld en mindre tendens i tidens litteratur skrevet af yngre kvinder. Under titlen Heroines of Self-hate fremhæves en række nyere romaner, hvori de ulykkelige hovedpersoner alle næres af selvhad, skam og skyld. »Overfor valget mellem at være deres egen værste fjende eller ofre for mænd er det som om, at protagonisterne i de her romaner vælger det første,« skriver Rosenfeld, der særligt fremhæver irske Sally Rooneys forfatterskab, svenske Lena Anderssons Brugstyveri, amerikanske Raven Leilanis debut Luster og ikke mindst Moshfeghs Mit år med ro og hvile som eksempler.

Kvinderne i disse bøger er ofte selvdestruktive i jagten på seksualitet og kærlighed, og flere af dem har dertil et anstrengt forhold til deres krop. Rosenfeld antyder, at forklaringen herpå lige så ofte skal findes i en skæv opvækst, som i det omkringliggende patriarkalske samfunds snerrende kønsnormer og giftige maskulinitet. Hun underbygger blandt andet pointen med, at Mariannes kæreste i Rooneys Normale mennesker ikke vil slå hende, når de har sex, selvom hun beder om det, og at det ligeledes er kvinden i Leilanis Luster, der opfordrer sin gifte elsker til at tage meget voldsomt fat i sengen.

Voldtægtsfantasi og incest

Samme mønster tegner sig i Eileen, hvori fortælleren er overbevist om, at hendes seksuelle debut »ville blive ved magt. Selvfølgelig håbede jeg at blive voldtaget af en følsom, blid og flot mand, en, der var hemmeligt forelsket i mig«, som hun siger.

Samtidig frygter Eileen at blive betragtet som en luder ligesom hendes storesøster, Joanie, der som 17-årig stak af med sin kæreste. Kernen i de to søskendes skævvredne forhold til seksualitet belyses på blot seks linjer, der beretter om en aften, hvor Eileen henter sin fulde far i byen, og han i bilen hjem lader en hånd glide ned på hendes en bryst. Da hun verfer den væk, forveksler han Eileen med søsteren og siger: »Vær nu ikke så sippet, Joanie.«

Også en af farens kolleger har forsøgt at forgribe sig på Eileen, og det overrasker ikke, at hun – som flere af hovedpersonerne i de ovennævnte titler – siden fravælger et fast forhold til mænd. »Om natten er min seng fuld af kærlighed, for jeg er alene i den,« som hun siger fra sit ståsted i dag.

Eileen er båret af et spidst blik for de mørke afkroge i kvindens psyke, et fængende plot og en let og lyrisk sprogtone, der er godt fanget på dansk af oversætter Louise Ardenfelt Ravnild. Som i Mit år med ro og hvile står bifigurerne en kende sløret, og hovedpersonen indrømmer til slut også selv, at hun ikke forstår Rebecca. Men det gør ikke det store i selskab med så skarp og spændende en fortæller som Eileen Dunlop.

Ottessa Moshfegh: ’Eileen’. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. Gyldendal, 268 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her