Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ottessa Moshfegh har et spidst blik for de mørke afkroge i kvindens psyke

Der er flere nylige eksempler på kvindelige hovedpersoner i selvdestruktiv jagt på seksualitet og kærlighed, flere af dem med et anstrengt forhold til deres krop. Samme mønster tegner sig for Ottessa Moshfeghs ’Eileen’
Kultur
19. marts 2021
Amerikanske Ottessa Moshfegh (født 1981) blev sidste år introduceret for danske læsere med ’Mit år med ro og hvile’.

Amerikanske Ottessa Moshfegh (født 1981) blev sidste år introduceret for danske læsere med ’Mit år med ro og hvile’.

Jake Belcher

»Det her er historien om, hvordan jeg forsvandt.« Sådan lyder sidste sætning i første kapitel af Ottessa Moshfeghs debutroman Eileen. Det er også navnet på fortælleren, Eileen Dunlop, »en gammel dame«, der ser tilbage på sin ungdom i en kold og grå New England-forstad, som hun blot kalder »X-ville«.

Moren er død, storesøsteren flyttet og i en alder af 24 år bor Eileen alene med sin far, en pensioneret, ondskabsfuld og fordrukken politibetjent, som hun køber gin og øl til, men ellers forsøger at undgå. Kun når Eileen selv drikker, orker hun hans selskab. »Kernen i mit dilemma var: Jeg havde egentlig lyst til at myrde min far, men jeg ville ikke have han skulle dø,« som hun udtrykker det.

Hverdagen på jobbet er mindst lige så knugende som stemningen i hjemmet. Efter morens død droppede Eileen college, og hun har siden arbejdet som sekretær i drengefængslet Moorehead. Eneste lyspunkt her er fængselsbetjenten Randy, som hun har seksuelle fantasier om og i øvrigt også stalker i fritiden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her