Kunst
Læsetid: 6 min.

Jeg havde pinligt passionerede oplevelser med de fleste highlights fra den vestlige kunsthistoriekanon, inden jeg fyldte 19

Tag med på vores essayserie om kunstlyst med avisens kunstkritiker Ida Marie Hede tilbage til opvækstens drømmehule
Jeg elskede Klimts stiliserede symbolisme, det eventyrlige og uvirkelige, de minutiøse dekorative farver og flader. Her er det ’Kysset’ (1907-1908).

Jeg elskede Klimts stiliserede symbolisme, det eventyrlige og uvirkelige, de minutiøse dekorative farver og flader. Her er det ’Kysset’ (1907-1908).

Akg-Images/Ritzau Scanpix

Kultur
20. marts 2021

Der er noget skamfuldt ved at beskrive, hvordan jeg først fandt en lyst ved kunst. Der er nemlig ikke nogen mønsterbryderfortælling her. Jeg er et hvidt middelklassemenneske i rækkerne af hvide middelklassemennesker fra et hjem med klaver. Der var florentinske ikoner i min babymos. Og senere, fordi jeg var blevet fodret sådan, føltes det ikke svært at vælge den akademiske uddannelse kunsthistorie – langt sværere, senere, at gå på forfatterskolen, at vælge at skrive. For at være udøvende kunstner brød med en orden.

Da jeg var helt ung, var der nogle koder, jeg kunne gennemskue, nogle samtaler, jeg kunne følge, den lille følelse af berettigelse, der langsomt udrydder mindreværdet. Viden skaber adgang til verdner – overalt. I USA ser det for eksempel helt tosset ud: Synlige kunstnere på New Yorks kunstscene har typisk deres grader fra enten Columbia, Yale eller CalArts og måske en familieformue i ryggen. Og ellers er det op ad bakke.

Men én ting er at nikke vidende, når nogen laver en joke med de franske overskæg i det broderede middelalderværk Bayeux-tapetet, der skildrer slaget ved Hastings i 1066. Noget andet har for mig været at finde mig selv i det morads af kultur, som min opvækst bød på – som åbnede min fantasis sluser på vid gab, men som ikke gav mig nogen retning på, hvordan det kunne blive en del af mit liv. Der var ingen familieforbindelser, formue eller karrierevejledere. Det antikke klaver stod i stuen, men det blev aldrig stemt.

Alligevel tvivlede jeg aldrig på, at kunst betød noget. At jeg godt måtte bruge mine timer på det.

Jeg må starte her, i min barndom lidt uden for Aarhus. Med forældre, der altid hev bøger ud af reolerne og altid viste mig et-eller-andet. Min mor: renæssancemaleri, det gamle Ægypten, Chagall. Min far: for eksempel Palle Nielsens træsnit, hollandske stilleben, en flair for kitsch – for han var selv arbejderklasse, mønsterbryder.

»Malevichs sorte firkant er avantgardens ikon,« udbrød han, husker jeg.

Måske er det min første oplevelse med en komparativ analyse?

På godt og ondt kunne jeg ikke slippe ud af kunsthulen. I ferierne kørte vi Danmark tyndt for at se kirker og museer, Djurs Sommerland var ikke lige på radaren. Det var kunstindkøb eller designermøbler heller aldrig, men stuerne var fulde af billeder. Over sofaen hang J.F. Willumsens Michelle Burret danser Valse Boston som plakat, en svævende kvinde i en lyserød stue.

Jeg var et indadvendt barn med lange øjne, jeg var også et ensomt barn, mine forældre var oprigtigt passionerede. Her var min lille verden.

I gymnasiet fik jeg et VHS-bånd i gave, dokumentaren Francis Bacon and the Brutality of Fact. Jeg kan stadig huske at sidde alene i stuen og se filmen igen og igen. Her er ’Painting’ (1946).

I gymnasiet fik jeg et VHS-bånd i gave, dokumentaren Francis Bacon and the Brutality of Fact. Jeg kan stadig huske at sidde alene i stuen og se filmen igen og igen. Her er ’Painting’ (1946).

Album / Fine Art Images

Rivaler udi Taschen-bøger

Min mor elskede film og lod også mig se alt. Da jeg var omkring 13, havde alt af David Lynch taget mig med storm og sat billeder på noget uudtalt i mig: En længsel mod både det romantiske og det forvrængende og groteske.

Jeg havde også fået en BFF (Best Friend Forever), der hjalp mig ud af ensomheden – hun spillede heller ikke håndbold. Vi hørte PJ Harvey, skrev digte, og til jul konkurrerede vi om at få flest af de tynde coffee table-bøger fra Taschen. Jeg kan stadig huske min samling, for eksempel: Salvador Dali, Paul Delvaux, René Magritte, Edward Hopper, Botticelli, Caravaggio, Rembrandt, Modigliani, Frida Kahlo – hov, én kvinde! Jeg kasserede dem først sidste år med vemod.

Jeg forstår godt nu, hvorfor jeg ikke ringede sammen med alle de andre piger i klassen for at snakke om julegaver, hvorfor det var særligt at blive inviteret med til festerne. Jeg får lyst til at skrive »oh gru« ved tanken om alt det, jeg gik glip af, alt det, jeg må have signaleret dengang, uden egentlig selv at forstå det. 

Men hvorfor mærker jeg den modstand mod mit fortidige nørdejeg? Måske er det netop tid til at omfavne den vidunderlige nørd og hendes indre liv?

Kunst fandtes i bøger og i drømme og var et tilflugtssted for mig. En verden, der kørte med sin egen motor, afkoblet det sociale i skolen. Jeg havde ikke et (kritisk) sprog for kunst. Jeg vidste ikke, hvad samtidskunst var, jeg tænkte aldrig over, at jeg næsten kun kendte mandlige, vestlige kunstnere.

Jeg havde pinligt passionerede oplevelser med de fleste highlights fra den vestlige kunsthistoriekanon, inden jeg fyldte 19. Jeg tror aldrig, jeg har været så tillidsfuld i forhold til kunst som dengang. Det føles som et supernaivt, smukt, tabt øjeblik.

Der var for eksempel surrealisten Paul Delvaux’ malerier af kvinder, der ligner spøgelser, fanget i skumringsverdner af spejle, blåt vand og øde banegårde – lignende motiver interesserede de kvindelige surrealister sig for (men jeg vidste ikke bedre, Leonora Carrington var ikke udkommet som Taschen-bog i 1993!).

Der var Gustav Klimts superkitschede, guldslyngede, lidenskabelige fin de siecle-maleri Kysset, som jeg gennem hele 7. klasse reproducerede på et stort stykke silke til silkemaling i ungdomsskolen. Jeg elskede Klimts stiliserede symbolisme, det eventyrlige og uvirkelige, de minutiøse dekorative farver og flader. Og Klimts mørke tvilling, Egon Schiele. Hans udmagrede, men lige så sammenfiltrede kroppe. I dag tænker jeg på det som supermarkedskunst, men inderligheden bevægede mig sådan dengang.

Og snart dyrkede jeg de drømmeriske småqueer prærafaelitter. Min BFF og jeg opdagede dem som 15-årige på en tur med ungdomsskolen (hurra for ungdomsskolen!) til Londons Tate Gallery. Prærafaelitterne var en kunstnersammenslutning i 1850’ernes England. De var politisk bevidste, malede mytologiske og litterære motiver i technicolor, tragiske heltinder. Jeg var for eksempel vild med Dante Gabriel Rossettis Lady Lilith. Hans Proserpina hang som plakat over min seng som en Billie Eilish i grønt satin. Hun møder beskueren med et dunkelt blik, for hun har spist en bid af et granatæble i dødsriget og må nu blive der for evigt. Og John Everett Millais’ Ophelia: Hun flyder og drukner snart beåndet i en flod, mens naturens flitterstadsagtige slyngninger maser sig ind på hendes uskyldige nærdødskrop.

John Everett Millais’ ’Ophelia’ (1851–1852).

John Everett Millais’ ’Ophelia’ (1851–1852).

Creative Commons

Der var intet moderat over netop de malerier, der sympatiserede med de tragiske antiheltinder. Portrætterne havde en camp stil, og elementer var tydeligt samplet fra tidligere epokers kunsthistorie. Svulstige blomster; småbarokt decor. Patos iscenesat med selvbevidsthed. Naturen hallucinatorisk og kunstig.

Rovdyrsgab og alvor 

I årene efter blev jeg fan af Francis Bacon, den engelske efterkrigstidsmaler. I gymnasiet fik jeg et VHS-bånd i gave, dokumentaren Francis Bacon and the Brutality of Fact. Jeg kan stadig huske at sidde alene i stuen og se filmen igen og igen. Jeg kunne følge Bacons egne tanker om sin proces. Og dét var nyt – at høre kunstneren selv tale om sit værk.

Bacons verden var mørkere end Prærafaelitternes og surrealismens. Mere i stil med Lynch. Forvredne, groteske kroppe og ansigter, der tværes ud med tykke penselstrøg, som er de altid i gang med at skrige eksistensens absurde smerte ud i alle farver. Kadavere dingler bag pavefigurer. Der er altid fintmalede skarpe tænder. Jeg ved ikke, om jeg husker rigtigt, men i filmen fortæller Bacon, tror jeg, i bedugget tilstand fra den lokale pub om at studere dyrefilm og male rovdyrsgab.

Jeg finder et kort klip fra filmen på nettet. Bacon siger: »Jeg ved ikke, hvorfor de siger, mine motiver er så rædselsvækkende. For jo stærkere, man føler for livet, desto stærkere er ens opmærksom på døden.«

Jeg er sikker på, at Bacons uironiske udsagn gik ind i min 17-årige hjertekule. Og måske plantede det en fornemmelse af, at kunst, der bliver opfattet som ubehagelig, er blevet til, fordi kunstneren med selvfølgelighed læser verden som et sted for både det vidunderlige og det voldelige.

Som teenager blev jeg dengang i 1990’erne omgivet af grunge og emo, Björk og Nirvana, draget mod alt det, der havde stærke dualismer, men som også prøvede at opløse dem. Alt det, der pendulerede mellem lys og mørke, farver og skrig, ynde og grimhed, guld og opløsning, romantik og forfald, død og selvbevidsthed om døden.

Og alt det, der havde frenetisk længselsfulde kroppe, særligt kvinders, filtret ind i besværlige omverdener.

Og jeg får lyst til at skrive mere om, hvordan alt det stadig drager mig, hvordan det fik nye lag, da jeg flyttede til Berlin i 1999 og begyndte at se kunst ikke kun med, men af kvinder.

Serie

Min ankomst til kunsten

Kunst kan både fænge intuitivt og føles utilgængeligt. Nogen opflaskes med kunst, for andre bliver den betydelig langt senere i livet. I denne essayserie skriver avisens kunstkritikere om ad hvilke snørklede veje, kunsten blev vigtig i deres liv – og hvilke værker der hjalp dem derhen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Personligt tror jeg min interesse for kunsten for alvor opstod første gang jeg så Niels Strøbek's maleri Ved Havet. Dengang syntes jeg at nogle "damer" var "pæne" uden helt at forstå hvorfor, men Ved Havet tillod mig at studere kvindens anatomi, og på en eller anden måde faldt ti-øren. I en længere periode af min barndom kørte jeg derfor fra Urbanplanen til Glyppen, og kiggede på billedet.

Senere fandt jeg ud af at Strøbek var for vild. F.eks. billedet med den blå bakke, hvor det ser ud som om at hylden bakken står på, er en træliste klistret udenpå lærredet. Det er det ikke, men det "lignede" på en måde jeg ikke havde oplevet i malerier tidligere.

Der var også billedet med træet og alle de mange blade. Hvis man havde været tålmodig kunne man have talt dem. Dengang sagde de voksne at: "Strøbek er ikke kunstner. Han maler bare noget som ligner guldalderkunst, og i dag er kunsten et andet sted henne". Helt ærligt lærte det mig at være en smule skeptisk overfor kunstkendere, og i dag er Strøbek også kommet ind i varmen.

Som barn med oliemaling og pensler (vi havde ikke klaver i Urbanplanen), så var ultrarealisme fascinerende, fordi jeg vidste hvor svært det var, men der var også et andet maleri som fascinerede mig.

Det hang på et dyrt galleri inde ved Strøget. Jeg gik ofte forbi for at se på billedet når, men en dag var det væk! Den søde dame som passede butikken kunne se min dybe skuffelse, og skyndte sig at sige at billedet bare var sat "ud bagved", og så hentede hun det så vi kunne se på det sammen.

Jeg er ikke 100% sikker, men jeg kan huske billedet var meget dyrt, og i dag kan jeg godt se at det formentlig var en Pollock. Dengang kan jeg huske at billedet kostede ca. det samme som en ejerlejlighed, og havde jeg haft pengene, havde jeg hellere købt billedet end lejligheden.

Bjarne Toft Sørensen

Hvad man bliver optaget af som ung, i hvert fald for personer som undertegnede, og sådan set også senere i livet, vil i høj grad være præget af forskellige kulturelle fænomener i samtiden, en særlige tidsfølelse og forskellige ideologiske strømninger, som også sætter sig igennem i billedkunsten og skønlitteraturen.

Samtidig vil det også indebære en tendens til fornyet interesse for ældre kunst og litteratur, som bliver brugt som inspiration, og som bliver ny – fortolket med den nye tids perspektiver.

Især i starten af 1990erne var jeg også besat af den samme længsel ”mod både det romantiske og det forvrængede og det groteske”. David Lynch film betød meget for mig gennem en lang række år. Tilsvarende med kunst af Gustav Klimt, Egon Schiele og prærafaellitterne. Francis Bacon kendte jeg til, men hans kunst blev jeg først senere rigtigt interesseret i, efter at have læst Gilles Deleuze bog på baggrund af hans kunst.

I min gymnasietid i slutningen af 1960erne havde jeg svært ved at adskille mine interesser for musik, filosofi, skønlitteratur og kunst. Min dansklærer var formand for Fyns Stifts Kunstforening, så vi så hovedparten af de lidt større kunstudstillinger i Odense gennem de 3 år. Noget, jeg altid så frem til med spænding og nysgerrig glæde.

Det, der har efterladt størst indtryk på mig, var en udstilling af værker af kunstnere fra Eks – skolen, hvor jeg især blev benovet, forundret og udfordret af et beduintelt, noget reb og en masse sand, et værk af Per Kirkeby.

Fra formningstimerne husker jeg en diskussion med min lærer efter et oplæg, jeg havde holdt, om dadaisme og surrealisme. Jeg fastholdt, at surrealismen var udtryk for en ny form for dekadence og et forræderi mod dadaismens anarkisme og kritik af den borgerlige ideologi. Den permanente kunstneriske revolution måtte finde sted i kontakt med almindelige menneskers liv.

I 3. g (1968 - 69) sluttede den gruppe, jeg var en del af på gymnasiet, sig til en besættelse af boldklubben OB`s gamle klubhus ved Munke Mose, som vi fik lov til at beholde af kommunen i en periode, hvis vi etablerede en forening, og den kom til at hedde ”Morgenlys”.

Bortset fra et større fællesrum blev der selvfølgelig indrettet en række ”værksteder” til henholdsvis musik, film, skriveri og maleri, for ”kunsten skulle ud til folket”, men folk kom ikke, og lokalerne blev desværre brugt i ringe omfang. Vi var elendige til at organisere og holde sammen på tingene.

Efter sommerferien startede jeg med at læse filosofi på Odense Universitet og blev meget optaget af det, og efter hvad jeg har hørt, blev huset stille og roligt ”af - folket” og forfaldt totalt, indtil det blev revet ned.