Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Satirikeren Luz tegner sit liv efter massakren på Charlie Hebdo

Tegneren Luz kom for sent på arbejde den morgen, hvor 11 af hans kolleger på satiremagasinet Charlie Hebdo blev dræbt af terrorister – hvor svært det er at leve med, viser han i bogen ’Katarsis’
Luz var blandt de første på åstedet. Han hørte skuddene og så de hætteklædte attentatmænd forlade redaktionslokalerne. I hans tegninger siger det TAT TAT TAT, og de to sorte skikkelser bryder ud i en art dødedans i gaden, elegant flydende hen over siderne.

Luz var blandt de første på åstedet. Han hørte skuddene og så de hætteklædte attentatmænd forlade redaktionslokalerne. I hans tegninger siger det TAT TAT TAT, og de to sorte skikkelser bryder ud i en art dødedans i gaden, elegant flydende hen over siderne.

Illustration fra bogen

Kultur
5. marts 2021

Tegneren Renald Luzier, alias Luz, har fødselsdag den 7. januar. I 2015 blev han den dag i sengen med sin kone en times penge for længe. Det betød, at han ikke fik trakteret sine kolleger på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion med den sæsonobligatoriske galette de rois, som han ellers på den tid havde for vane at tage med til deres ugentlige møde. Det betød også, at han gik fri af den massakre, der blev hans kolleger til del samme morgen. 11 af dem døde for to islamistiske terroristers hænder, men forsynet ville, at Luz tegnede videre.

Det gjorde han så. Den følgende uge udkom Charlie Hebdos nummer 1178, den såkaldte ’overleverudgave’, i et uhørt oplag på knap otte millioner eksemplarer. På forsiden var Luz’ nu ikoniske tegning af profeten Muhammed, som klædt i hvid sørgedragt fælder en tåre, under teksten ’ALT ER TILGIVET’.

I hænderne holder han et skilt, hvorpå er skrevet ’JE SUIS CHARLIE’ – den solidaritetstilkendegivelse, der gik viralt efter massakren, og under hvilke hundredtusindvis af mennesker gik på gaderne i Frankrig.

Luz annoncerede kort efter, at han var færdig med at tegne Muhammed, og han forlod Charlie i maj måned efter en stribe forsider og andre cartoons, der ellers havde forekommet karakteristisk veloplagte. At sandheden imidlertid, og helt forståeligt, var en anden, kunne man erfare i bogen Catharsis, som på originalsproget udkom deromkring, og som nu foreligger på dansk som Katarsis. Desværre med uelegant, delvist digital tekstning som erstatning for Luz’ ekspressive skrift i originalen.

Det startede med nogle bidrag til Charlie, men redaktør Gérard Biard fandt dem efterhånden for hudløst personlige til offentliggørelse, så Luz fortsatte på egen hånd og samlede dem på en anden redaktørvens opfordring i bogform. Der er tale om korte, løst skitserede forløb udført med pensel og tusch, til tider med farveaccenter, primært en passende uhyggelig rød.

Luz var blandt de første på åstedet. Han hørte skuddene og så de hætteklædte attentatmænd forlade redaktionslokalerne. I hans tegninger siger det TAT TAT TAT, og de to sorte skikkelser bryder ud i en art dødedans i gaden, elegant flydende hen over siderne.

Vi følger tegneren op ad trappen og ind i det røde rum. Pludselig står han igen på gaden og krammer sin kone blandt opbuddet af politifolk og tilskuere. Han bemærker den røde læbestift, hun uforklarligt på vej ud ad døren tog på.

Vi bliver også præsenteret for den knude, han går rundt med i maven – eller til tider halsen, tegnerhånden, pikken eller røven: Den ligner en cute udgave af chestburster-monsteret fra Ridley Scotts Alien. Luz navngiver den Ginette.

En tragedie

Bogen indeholder optrin fra hverdagen efter massakren – Luz slynger tuschen aggressivt i sine skildringer af angstanfald og vredesudbrud, han opløser sin figur i skraveret regn eller mørke, når han beskriver den skyggetilværelse, han fører bag nedrullede gardiner som en vampyr, der ikke tåler lyset.

Han finder slægtskab i sin ældre tegnerkollega André Franquins misantropiske vredeshyl Sorte sider (1977). Han hengiver sig igen og igen desperat til sin kones favn, men hun må også på et tidspunkt vride ham ned på gulvet, da han rablende forsøger at sætte ild til et bundt Charlie-aviser i sin gasovn.

Der er også skægge sekvenser, hvor han for eksempel skruer tiden 20 år tilbage, dengang han underviste børn i at tegne, og forestiller sig de to mordere, Kouachi-brødrene, som snotunger, der slås om hans opmærksomhed.

Han fantaserer om, hvordan han kan unddrage sig sin livvagters allestedsnærvær og forestiller sig at være en due med forstoppelse, der forløsende skider ned over François Hollande og alle de andre politikere, der dukkede op til solidaritetsdemonstrationen.

Han sætter sig ved Charlies myrdede chefredaktør Charbs åbne grav for at fortælle om alt det vilde, der er sket siden massakren, og opdager, at han selv sidder nede i den. Den samtale, der følger, er en letløbende og morsom skildring af overleversyndrom.

Der skulle en tragedie til, før Luz, som ellers havde gjort sig i reportage- og satiretegning, kiggede indad. Det ligner en tanke, at den måske mest blivende tegning fra bogen er en lille mandsfigur med store tomme øjne – et tusindmeterblik, som fikserer os.

»For at være ærlig så jeg ikke så meget,« skriver Luz.

Katarsis lader vente på sig. Figuren indleder myldrende bogen og dukker så op igen til sidst, alene i et sammenrend af små, gående figurer inspireret af dem, Charb havde for vane at tegne i Charlies marginer. Luz’ stirrende mandsling er den eneste, der bare står der.

Luz: ’Katarsis’. Oversat af Anders Juel Michelsen, forord af Lars Refn. Forlaget Fahrenheit. 128 sider. 198 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her